Applausens Fængsel – Ny dramatik af Jokum Rohde – Dukkelise
Af Kathrine Winkelhorn
Rummet
Dukkelise udspiller sig i et tætpakket sal med 150 mennesker i et rum, der føles en anelse klaustrofobisk. Lyset tændes og et mindre scenerum træder frem med højt til loftet og med et tæppebelagt gulv, hvor der står 5 tildækkede objekter med et hvidt klæde over. I højre side står en stor kummefryser. Øverst hænger syv store bogstaver, hvor der står APPLAUS: forestillingens modsætningsfyldte tema: suget efter det taktfaste bifald og hvad man kunne kalde selvoptagethedens fængsel.
Handlingen udspiller sig i en ikke så fjern fortid med mindelser om 50’erne i Københavns Sydhavn, hvor to ældre søstre bor i et næsten tomt hus med en undertone af noget fortvivlende og måske tragisk. Den ene er en tidligere barnestjerne, Dukkelise, ( Tina Gylling Mortensen) der optræder i lyserød strutkjole og slangekrøller. Hun drømmer om sin Fars kærlighed og applaus og nægter at blive voksen. Den anden søster, Lila Lash (Kirsten Olesen) er en C- filmskuespillerinde, som er lige så afhængig af applaus. De to søstre konkurrerer grumt og voldsomt med hinanden om hvem, der var mest elsket af publikum, og hvem der var mest succesfuld? Det groteske had-kærlighed forhold mellem de to er forestillingens dramatiske motor.
Et par scener
Mens Dukkelise fastholder sig selv i rollen som sødmefuldt barnestjerne, går Lila Lash som enhver skuespiller ud og ind af flere roller. Vi møder hende i første scene, hvor hun dukker op bag en kummefryser, som Frk. Jacobsen fra bladet Vaudevillen, forklædt som Vogue’s mangeårige chefredaktør, Anna Wintour med page hår og skræddersyet grå spadser dragt. Og når hun smider parykken, klæder om bag kummefryseren og kommer gående ind med vuggende hofter, som en vulgær og æggende diva med langt bølgende hår. Og ikke mindst i en kostelig scene, hvor Lila Lash i udfordrende Marilyn Monroes stil synger: Oh my heart belongs to daddy. Det er både gribende, grotesk og komisk på en gang.
Dukkelise ser vi legende i børneværelset med sine bamser, som hun skælder ud og ødelægger, fordi de ikke opfører sig ordentlig. I en dramatisk scene henter hun sin store dukke, identisk med hende selv og med bevægelig mund, der pludselig siger: ”Se hende på 3. række, hun ligner en pissekost med lort i og hun ved det selv” som næsten råbes ud til publikum.”. Så flår hun dukken i stykker.
Et telegram ruller ind fra Dukkelises fanklub, der nu har rundet de 100.000 og en rå tvist om, hvem der har fået de bedste anmeldelser udspiller sig. Du vandt, siger Lily Lash og åbner døren, der på indersiden viser et stort spejl. ”Der står en gammel dame i spejlet. Hun er gammel, og jeg er kun et barn” siger en næsten grædefærdig Dukkelise, mens Lilly Lash går ud og kommer tilbage som Dukkelise (Kirsten) med lyse slangekrøller og strutkjole og sætter sig på skødet af Dukkelise (Tina). De omfavner hinanden og Lily Lash råber: ”Se hende på 3. række, hun ligner en pissekost med lort i, og hun ved det selv”. Dukkelise træder i karakter, tager en saks, der med stor kraft hugges ind i stoleryggen, hvor Lila Lash sidder. Langsomt glider hun ned af stolen. Er det endnu et rollespil mellem de to?
Iscenesættelsen
At forestillingen næsten lander skyldes Elisa Kragerups meget præcise iscenesættelse og måske det tætte samarbejde mellem Rohde og Kragerup. Det klaustrofobiske rum, vi som publikum træder ind vidner om, at her er noget ubehageligt og grumt på færde.
Gennem sange, den lyserøde kjole og de mange referencer til film og teater antydes, at dramaet udspiller sig i 50’erne. Hvor man i film gør detaljeret rede for miljøet, ser vi særligt hos Kragerup en ophævelsen af det normative gennem at skrælle ting og objekter væk, så kun skuespillerne med deres kroppe står tilbage i det hvide rum. For det er kroppen, der gestalter forestillingen, Dukkelise. Tina Gylling Mortensen er grotesk og sårbar i sin lyserøde kjole, og når iscenesættelsen fungerer, hænger det sammen med, at fremførelsen er så stjerne godt gennem koreograferet ned til den mindste bevægelse. Så vi tror på Dukkelise. Hun bliver til som et levende menneske på scenen og er ikke en rolle, samtidig med, at hun netop er en rolle. Det samme gør sig gældende for Lily Lash. Et univers der træder frem i et eminent samspil mellem de to figurer, elegant understøttet af Kristian Jørgensens musik og akkompagnement.
Flere fortolkningsrum
Det er et fragmenteret plot, som består af en række enkelt scener snarere end en egentlig samlet dramatisk fortælling, der betyder, at dramaet ikke helt samler sig. Jokum Rohdes tekst har et væld af over- og undertoner, der peger på kryds og tværs af hinanden. Dramaet har et vist skær af metafiktion, og som tilskuer tilbydes vi forskellige iagttagelses-perspektiver gennem parodien, der etablerer flere udsigelsespositioner, eksempelvis når de to søstre synger. Men forestillingen kan også ses som en parafrasering over filmen Whatever Happened to Baby Jane (1961) med Joan Crawford som den hævnlystne søster overfor den gamle, lettere sindssyge barnestjerne, Bette Davies.
Forestillingen leger med forskellige genrer som kabaret, tragedie, lystspil, horrorfilm og komedie, og publikum må selv lægge puslespillet for at finde ud af, hvad der er op og ned, hvilket giver et stort – og måske for stort fortolkningsrum. For der eksisterer ikke noget op og ned i Rohdes Dukkelise. Alting påvirker hinanden, men som publikum søger vi sammenhæng, selvom der ikke er en logisk årsagssammenhæng. Forestillingen tager livtag med to søskendes kamp for tilværelsen og deres næsten junkieagtige afhængighed af succes, beundring og applaus. Men måske stiller Rohde sig her som i forestillingen Manson (2011) et af livets store grundspørgsmål : Hvem er jeg i denne flydende modernitet? Rohde har på sin vis godt fat i den dramatiske motor. Under forestillingen anes en uhygge, at noget tragisk er indtruffet, og vi er følger spændt de vitale og narcissistiske søstres skæbne, men her er ingen forløsning. Rohde giver ingen svar, men stiller indirekte eksistentielle spørgsmål om applausens og teatrets væsen. Hvad kan applausen i det lange løb? Er den i sidste instans lige så tom og kold som dybfryseren? Men måske ligger kimen til et svar hos Henrik Ibsen, der i Vildanden lader Doktor Relling sige til (selv)bedrageren Hjalmar Ekdal: Tager [man] livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager [man] lykken fra ham med det samme. I den forstand holder Dukkelise et spejl op for mennesket i en moderne verden.
Og så en enkelt kommentar: Bered dig på gys og nostalgi i fortællingen om to udslidte og sceneliderlige søstre, der vil gøre alt for at eje publikums beundring en gang til. Sådan indleder Det Kongelige Teater beskrivelsen af forestillingen på deres hjemmeside. Skal denne ret lurvede introduktion vække publikums nysgerrighed for at sælge billetter? Det virker påklistret og yder ikke forestillingen retfærdighed. Forestillingen er langt mere – og bedre.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset 1 april- 27 maj 2017, Lille Scene
Iscenesættelse: Elisa Kragerup, Scenografi og kostumer: Jonas Fly, Komponist/pianist: Kristian Jørgensen, Dramatiker: Jokum Rohde
Kathrine Winkelhorn har i mange år arbejdet som kulturproducent. Underviser på Urbane Studier på Malmö Universitet. Formand for Københavns Internationale Teater.