Depression som livsstil
Topmøde for de mest deprimerede. En sort komedie. På Teater Republique
Anmeldelse af Solveig Daugaard
Titlen på Teater Republiques aktuelle flagskibsforestilling har massivt publikumsappel: Topmøde for de mest deprimerede – en sort komedie. Hvad kunne være mere vedkommende, mere aktuelt? Hvem har efterhånden ikke været i berøring med denne folkesygdom og hvem kunne ikke bruge lidt muntert perspektiv på miseren? Stjerneinstruktør Staffan Valdemar Holm har selv været gennem møllen, er kommet op igen, og har bygget en forestilling op om den verdenslitteratur, der var der for ham, da det så allersortest ud. Han har trukket et stjernespækket ensemble til forestillingen på Republiques store scene og hans faste kunstneriske partner gennem en årrække, scenograf Bente Lykke Møller, har i forestillingens enkle, visuelt skarpe scenografi skabt en indlysende ramme om teater- og litteraturhistoriens sorteste stunder. Nuancer af sort, hvidt og gråt står mejslet mod hinanden i scenografi, kostumer og få enkle rekvisitter, så grafisk skarphed og rumlig dybde går hånd i hånd. Det grå scenerums lettere forvredne proportioner befinder sig et sted mellem gummicellen og betonbyggeriets regnvejrsgrå trøstesløshed og citerer, fx når Bebiane Kreutzmann krydser rummet i sort kjole med alt for lange ærmer eller Laus Høybye kommer ind med rullekraven op om underansigtet, groteske, dystre billeduniverser som Christian Lemmerz eller Michael Kviums. Alligevel er det som om depressionen overordnet set er svær at få øje på i en forestilling, som, trods virtuost skuespil og mange originale ideer, til tider mest ligner en omgang ”misforstået emne.”
Ideen er den enkle at de seks skuespillere nøgent, uden faste karakterer, historie eller andet sikkerhedsnet, kastes ind på scenen, hvor de får lov at brydes med tekst fra et litteraturhistorisk temakatalog af klassiske værker fra Dante og Shakespeare over Goethe og Kierkegaard til Strindberg, Ibsen, Tjekhov, Joyce – samt en hel del flere – der alle kredser om depression. At depressionen har været med os siden tidernes morgen, og at vores værktøjer til at bearbejde den er omtrent så impotente i dag, som de var i middelalderen, synes at være den underliggende tanke. Det er en fin ambition at ville kontekstualisere depressionen historisk, men bestræbelserne ender på vippen til at forfladige diagnosen. At Faust er deprimeret, kan jeg nok gå med til, ligesom Hamlet, lammet af vægelsindet, kan tangere det depressive. Men er Dantes fortæller virkelig deprimeret i de første linjer af Den Guddommelige Komedie? Og er det depression, det handler om i passagerne af Pessoa, Duras og Strindberg? Mange gange er jeg knap så overbevist. Forestillingen kommer hurtigt til at handle om depression som en slags livsstil eller positur, hvilket jeg har svært ved at stille mig tilfreds med.
Angsten for det tomme rum
Det starter ellers godt. Det er et mildt sagt oplagt, men unægtelig effektivt greb at lade angsten fylde det tomme scenerum helt op fra begyndelsen. Og om det nu skyldes depression, agorafobi, social fobi eller bare almindelig modløshed, så vil ingen træde ind på scenen. Forestillingen åbner med en lang, tung pause i det mørkegrå tomrum som scenografien består af. Skuespillernes stemmer høres på skift ude fra kulissen ”Jeg gør det ikke. Jeg går ikke derind” og denne indledende tøven holdes lige præcis til kanten af hvad publikum kan holde ud, men så heller ikke længere. Ind tumler Birthe Neumann i fiks cocktailkjole og bevæbnet med bevingede ord fra Dantes Gudddommelige komedie ”Midtvejs på min rejse igennem livet, afsted i fart mod ingen steder” som hurtigt går over i småsnaldret ping-pong-dialog og oprømt Shakespeare’sk fællessang med Laus Høybye, som entrerer svøbt i en dyne. Og så er vi ellers i gang. Angsten for det åbne rum er forduftet og snart flintrer alle seks medvirkende på må og få henover pladsen. Og det er måske meget betegnende for forestillingens problem. Den er fyldt med gode ideer og potente ord, men det er som om det hele bliver underligt konsekvensløst. Den vil se sit alvorlige emne direkte i ansigtet, men bøjer så alligevel af, gang på gang, og glatter ud med et comic releif. Hvilket på en måde kan siges at være helt i orden i en komedie, hvor sort den end er. Men det bliver et problem, at depressionens mentale dødvande, som postuleres i tekst efter tekst, ikke formidles i den højenergiske instruktion. Helt gennemgående er stemningen monotont energisk, og det bliver svært at, bare et øjeblik, tro på depressionen som tilstand. Og når man aldrig når dertil, så bliver heller ikke det grin de fleste af scenerne jagter, en rigtig forløsning. Det er som om den rungende modløshed og kraftesløshed som forestillingen hele tiden griber efter, i scene efter scene børstes alt for hurtigt bort. Som da Laus Høybye i dynen begynder at nyse og pudse næse. Pludselig er han ikke længere et menneske der er så mentalt drænet at han ikke engang kan stå op og tage tøj på, han er bare forkølet!
Så fungerer det noget bedre, når de klassiske brokker også på tekstniveau fletter sig ind med vor tids depressionsdiskurs, bl.a. ved hjælp af den gentagne opdukken af det spørgeskema, der møder den deprimerede hos lægen eller på den psykiatriske skadestue. De løsrevne spørgsmål er groteske i sig selv og bliver navnlig morsomme sammenstillet med de øvrige tekster, ikke mindst Hildegard von Bingens komiske husråd om alt fra grødomslag til urteudtræk mod diverse former for sindssyge. Her opstår en spænding, som via den komiske effekt faktisk føles vedkommende.
For mens det måske ligner en original scenisk idé, så nådesløst at udelade modkarakterer, spænding, udvikling og forvikling, så er det også kernen i forestillingens problem som scenekunst. Der er ingen lille kæk karakter, ingen ukuelig optimist eller dreven manipulator, der kan danne kontrast til de sortseende, modløse og fortabte navnløse figurer, der tumler rundt på scenen. Ideen synes at være, at hvis alle bare er skidesure fra start til slut, hvor vidunderlig galt kan det så ikke ende? Men hvor udviklingsløsheden og spændingsløsheden kan være en rammende analyse af depressionens sindsstilstand, så bliver disse kvaliteter på scenen let transformeret til kedsommelighed. I teatret er depressionen, sorgen, lammelsen og ulykken først for alvor frygtelig, angstprovokerende eller hjerteskærende, når der er noget modspil. Når der er en uskyldig og blid Ofelia, der kan drives til vanvid af Hamlets vægelsind, eller en anden håbefuld gestalt, der kan knuses af mørket. Og denne præmis er ikke fundamentalt anderledes i en komedie. Også her er der nødt til at være noget, eller nogen, der spiller op mod hinanden, hvis løjerne skal have dybde. Når alle, som her, er i nøjagtig samme flade sindsstemning hele tiden, så kan der faktisk ikke ske ret meget.
Sangnumre forløser
Instruktionen forekommer i lange perioder ufokuseret, når skuespillerne tumler rundt i løse, tilfældige grupperinger, hvor de på en måde responderer for meget på hinanden i forhold til de tekster de fremfører, men på den anden side kan synes at interagere for lidt, fordi deres samtaler og sammenstød stort set aldrig sætter sig spor, som får lov at resonere i publikums bevidsthed i mere end få øjeblikke. Og de mange, lange klassiske tekststykker lyder lidt for ofte som recitationsopvisninger. Men der er også meget, der fungerer for forestillingen. Skuespillet glimter i rigtig mange scener. Det er som om spillerne hver især falder tilbage på deres spidskompetencer, som heldigvis er strålende. Således trækkes der store veksler på Birthe Neumanns komiske talent, når hun fører sin krop og sin stemme frem over scenen. Stædigt utilpasset og alligevel knusende sikkert indtager hun rummet gang på gang og formidler netop den bittersøde desperation, man ønsker sig af en depressionskomedie. Og sådan har alle spillerne hver især virkelig fine scener, hvor de klassiske linjer glimtvis kommer til live, men forestillingen kulminerer først og fremmest i sangnumrene, som kan formidle den energi og dynamik, man ofte savner undervejs. Det er som om musikken i glimt giver forestillingen den retning, den ellers har svært ved at finde. Her er Preben Kristensen fremragende, men navnlig Olaf Johannsen uforglemmelig i sin version af Neil Youngs ”Out of the blue and into the black”, hvor følelserne virkelig får noget at gribe i. Men så snart sangen er ovre fordufter intensiteten igen. Forestillingen formår ikke at fastholde den i de løse brokker som alle ubetvivleligt er fremragende tekststykker i deres egen ret, men udvalgt med vekslende held, når det gælder tematiseringen af depressionen. En kostelig scene mellem Neumann og Mette K. Madsen sakset fra det japanske Nô-spil Matzukaze (Fyrrevind) handler således om det kolde, grå savn af en tabt elsker – men hvad det har med depression at gøre, undslipper mig fuldstændig.
Hvilket topmøde?
En del af min irritation bliver vakt af forestillingens titel. Et ”topmøde” signalerer verdenspolitik og forhandling, store sager, men her er der meget lidt, der er til forhandling. Alle karakterer er samme sted og vil præcis det samme, nemlig ikke ret meget. Titlen bliver i stedet en slags arbejdstitel, der bedst kan forbindes til udvendige postulater som at forestillingen er et topmøde mellem en række feterede teaterfolk, eller et topmøde mellem verdenslitterære guldkorn. Men selv hvis man kan sluge den, står fraværet af forhandling tilbage: Hvad er det egentlig, der er på spil mellem de grå eminencer, der her sætter hinanden stævne? Hvis der ikke er noget at diskutere, ikke er nogle indbyrdes interessekonflikter eller uenigheder, hvorfor så overhovedet ulejlige sig med et ”topmøde”?
Instruktør: Staffan Valdemar Holm
Scenograf og kostumedesigner: Bente Lykke Møller
Dramaturg: Lucas Svensson
Tekstkonsulent: Alette Scavenius
Musikalsk Arrangement: Jeanett Albeck
Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen
Lyddesign & tonemester: Janus Jensen
Spiller frem til 21. maj 2016
Solveig Daugaard er Ph.D-studerende i Litteratur, mediehistorie og informationskulturer ved universitet i Linköping, hvor hun forsker i Gertrude Steins tværæstetiske reception. Desuden er hun litteraturanmelder ved Dagbladet Information.