Idioten af Fjodor Dostojevskij, iscenesat af Hans Henriksen, Aalborg Teater.

En idiot – IDIOTEN – flere Idioter

Af Annelis Kuhlmann

På Aalborg Teaters Lille Scene har teaterchef, Hans Henriksen, stået for både at dramatisere og iscenesætte Dostojevskijs berømte murstensroman, Idioten, fra 1869. Værket kendes på sine særdeles ordrige, mareridtsagtige, episke betragtninger over den epileptiske hovedfigur, Fyrst Mysjkins og tilværelsens ubønhørlige krav til det gode menneske.

Idioten – vor samtidige

I den dramatisering og bearbejdelse, som Hans Henriksen har foretaget af romanen i samarbejde med dramaturgen, Kjersti Hustvedt, har man taget sig en række friheder i et forsøg på at finde dagsaktuelle paralleller i stoffet. Det er et kæmpe materiale, der til opsætningen er kogt ned til to timer og tre kvarter.

Foto: Allan Toft
Martin Ringsmose som idioten. Aalborg Teater. Foto: Allan Toft

Man kan sige, at accenten i forestillingen er lagt på temaer som mangel på tolerance, fremmedhad, kriminel og korrupt tankegang, de nyriges hule pengebegær og paranoide adfærd, alt sammen i forlængelse af det, man i lektor, Michael Böss’ terminologi kunne kalde det demente samfund. Her bliver der handlet med alt, herunder den hengivne kærlighed, men uden at skele til fortid eller fremtid.

Rollens dramaturgi

Rollen som Fyrst Mysjkin udgør et centralt omdrejningspunkt. I Martin Ringsmose mættede og dynamiske spil fremstilles han som en fattig, indledningsvis lettere flegmatisk og uimponeret figur, der står i kontrast til de øvrige karakterers politisk korrekte og dyre skræddersyede jakkesæt. Opsætningen af Idioten er organiseret efter Fyrst Mysjkins udviklingsforløb, og forestillingen kan da også ses gennem hovedrollens dramaturgi, der som et prisme bestemmer resten af forestillingen. De øvrige karakterer udgør det skiftende modspil, der kontrastfyldt griber ind i facetterne af Fyrst Mysjkins udvikling. Herved bliver han både til en figur og til et dramaturgisk greb i opsætningen. Dette greb understreges af Mads Nielsens fragmenterede montageagtige lysdesign samt af det på én gang voldsomt patetiske og enerverende lyddesign, som Kristian Berg har skabt.

Rollens dramaturgi er styrende for de tre hovedspor, som forestillingen følger med sin kronologi. Det første handler om den epileptiske figur som metafor for det neurotiske i en stresset verden. I begyndelsen fremstår Mysjkin nærmest som en apatisk, lettere mentalforstyrret men dog nogenlunde tilforladelig person. I et nedtonet fysisk udtryk med bløde konturer former Martin Ringsmose idioten med hængende skuldre som den introverte, naive skikkelse, der bærer på en hemmelighed, som udløses i forestillingens slutbillede, hvor han duellerer med Rogozjin. Dette træk ved Idioten fungerer som en form for rammesætning af den måde, fortællingen iscenesættes på. Fremstillingen af hovedrollen har efter min opfattelse kun lidt at gøre med det udtryk, der ses på forestillingens plakat, hvor Mysjkin har punkerens protestlook, der siger: ”Står der idiot i panden på mig?”. (se foto ovenfor).

Opsætningens andet spor fokuserer på det, der på én gang er både mærkværdigt og aktuelt. Her skabes en passage af aktuel dansk virkelighed, der skildrer dilemmaet om kronprinsparrets rejse i februar 2016 til Saudi Arabien, hvor forholdet mellem menneskerettigheder og dansk salgsfremsted i medierne blev tilspidset. For denne anmelder blev det ikke helt overbevisende, hvordan dette spor skulle relatere sig til den del af fortællingen, der handler om kvinden som kærlighedspant, nemlig Nastasja Filippovna, spillet af den norske skuespillerinde, Maria Henriksen.

Nastasja Filippovna spilles som den eksotiske, næsten gennemsigtige fremmede fugl, der tiltrækker mændene, så de spiller hasard om at få fat i hende; men samtidig fremstår hun i forestillingen som en noget mystisk og gådefuld person, der måske endda på grund af sin skæbne konkurrerer med idioten på spørgsmålet om naivitet. Denne naivitet er vanskelig at forløse på scenen. Opsætningen spiller på dobbeltheden i Mysjkins godhed. På den ene side fremstår han med en form for naivitet, der nærmest bliver en slags nødvendighed for medmenneskelighed, og på den anden side bliver han også til en næsten latterliggjort taberfigur. Det er måden, hvorpå de andre figurer i stykket spilles, der afgør, om man kan se Fyrst Mysjkin som en kritisk kommentar til det omgivende samfunds aktører, og til deres kolde spekulation i pengeafpresning og mellemmenneskelige forhold. Opsætningen forsøger her med teatrets virkemidler at hævde, at naivitet er en nødvendig del af den ægte empati, som er truet af det sociale spil i vores komplekse samfund. Dette efterlader indtrykket af en forestilling med et dystopisk perspektiv.

2
Mads Rømer Brolin-Tani, Maria Henriksen og Martin Ringsmose. Aalborg Teater. Foto: Allan Toft

Trosspørgsmålet knyttes ofte til Dostojevskijs fortælling om idioten som en verdslig Kristusskikkelse. I Aalborg Teaters opsætning ændres det til en moderne religionskrig, med den vestlige katolicisme som billede på et imperiums indbyggede undergangsprofeti, hvor ideologier som socialisme og nihilisme fører til vold for frihedens skyld. Fra 1800-tallets politisk-intellektuelle konflikt mellem slavofiler og zapadnikker – slavisk orienterede og vestligt orienterede – går der en aktuel storpolitisk linje til Idioten som den store samfundsfortælling, som Aalborg Teater også synes at ville fortælle. Det ses eksempelvis i den måde, hvorpå fremmedhadet sniger sig ind i forestillingens usle verdensbillede som en projicering af “dem” og ”os” hver gang, der er tale om et fænomen, der kunne forstyrre den hjemlige selvfølelse. Scenisk vises dette billede på vrangen i form af Nicolaj Spangaas scenografi, der alluderer til et fattigt loftsrum, set gennem bagsiden af en gammeldags teaterdekoration. Med andre ord bliver teatrets teatrale virkelighed også til et billede på en virkelighed, der er tarvelig og brutal. Dette billede bliver sat i en noget fersk kontrast til sidefløjen på scenen, som bebos af de mistænkeligt super-velklædte karakterer i forestillingen. Disse repræsenterer en del af Mysjkins karaktertræk som idiot, hvilket vi som tilskuere hurtigt fornemmer i deres spil, hvor deres troværdighed i fiktionen får os til at tvivle på, om de er rigtigt kloge. Forskellen på Mysjkins rum og de andre karakters rum er tydeliggjort ved at markere et tilsyneladende anderledes socialt perspektiv. Scenografien har løst dette ved at lade sidefløjen på scenen fremstå som en kliché på en borgerligt indrettet stue, dog kølig i sin fremtoning, som om det var en butikskulisse, der var installeret på teatret. Denne indretning understøtter en fake-atmosfære og en overfladiskhed hos de karakterer, der bebor dette rum. Undervejs i forestillingen er der flere ret lange passager, mens fokus er på Mysjkin og Nastasja Filippovna, hvor de øvrige karakterer i sidefløjen danner et tableau af bedragere og spionagtige konspiratorer, som om de samtidig også fungerer som et sæt ekstra tilskuere, der iagttager den verden, de griber ind i. Denne scenografiske løsning fremstår måske nok lidt fortænkt, men jeg kan godt følge idéen. For når de andre medvirkende ser på Mysjkin og Nastasja Filippovna, ser vi også som tilskuere dem iagttage. Man kan argumentere for, at opsætningen opererer med et eksplicit dobbelt tilskuer-greb, hvorved vi som tilskuere i salen kommer til at indgå i en form for rangorden – eller måske ligefrem at stå i ledtog med tilskuer-figurerne på scenen. Det betyder, at vi som tilskuere i salen potentielt set også bliver en del af opsætningens greb om idioten. Det er en måde, hvorpå Aalborg Teaters opsætning af Idioten bliver til en kollektiv fortælling.

Stiger

Livet i samfundets kælderetage bliver forløst gennem en slags budbringer i figuren Aglaja, skarpt og usentimentalt spillet af Kristine Elmedal Johansen. Hun tilbringer det meste af tiden på forskellige stiger, mens hun hævet over de øvrige medvirkende med farvede kridt skriver citat på citat på dekorationens forskellige vægge, der består af høje, løse plader, som giver tilskueren et indtryk af et hus og en arkitektur, der ikke længere hænger sammen i fugerne. Det kan se ud som om, at Aglaja fremmaner skriften på væggen, en skrift, der indeholder en række etiske betragtninger. De skiftende farver gør det svært at læse alt det, hun skriver, så vi som tilskuere bliver hægtet lidt af i forhold til helt at kunne følge hendes aktion. Skriverierne kulminerer i, at hun citerer ligefremme monologer fra Pusjkins Den gerrige ridder, her omtalt som den fattige ridder. I Dostojevskijs roman reciterer Aglaja Pusjkins digtning, hvor denne ridder bliver et symbol på Mysjkin selv. Denne spejling fremstår ikke helt så tydelig i teateropsætningen her. Dog indtager Mysjkin ligesom Aglaja efterhånden også positioner på stiger, alt imens han manifesterer sin historie om at være idiot, udtrykt som graffitti-skrift på væggen. Billedet på den skæbnebundne overtro over for det gode menneskes naive forestilling om tilværelsen bliver ganske tydelig. Denne modstilling trækker et spor om en værdidebat ind i opsætningen, idet de ord og tekster, som Mysjkin og Aglaja skriver på væggene, bliver til en slags manifestation af deres identitet i livet.

3
Martin Ringsmose og Mads Rømer Brolin-Tani. Aalborg Teater. Foto: Allan Toft.

Det tredje og sidste spor i forestillingen er trafficking-allusionen, der kommer til udtryk i de store illegale pengesummer, der spilles om med udsigt til at vinde Nastasja Filippovna.

Nastasja Filippovna ender med at blive myrdet og efterladt, rullet ind i gulvtæppet. På scenen bliver Dostojevskijs tilbagevendende tema om kasinoet og rouletten til slutbilledet, hvor Mysjkin og Rogozjin sidder på hver sin side af den myrdede kvinde og som svar på gamblerens ansvarsløse livsform. Mysjkin er undergået en forvandling. Han er klædt på, så han næsten til forveksling kan indgå i det kriminelle miljøs adfærd. På grund af hele dette samspil mellem Mysjkin og de andre karakterer, kommer mafiosorigmanden, Rogozjin, lidt hårdtpumpet og med kors på brystet, men overbevisende spillet af Mads Rømer Brolin-Tani, til at fremstå med et format som en idiot, der på en vis måde næsten er større end idioten selv. Det er en måde at fortælle tilskuerne en historie om, at prædikatet idiot er en relativ størrelse, og at det ikke er objektivt entydigt, hvem idioten faktisk er.

4
Martin Ringsmose, Maria Henriksen og Mads Rømer Brolin-Tani. Aalborg Teater. Foto: Allan Toft.

Samlet set kan man sige, at måden, hvorpå Mysjkin som idiotens rolles dramaturgi bestemmer de andre figurers tilstedeværelse i forestillingen, efterlader tilskuerne med en oplevelse af, at Idioten er mere end ’det gode menneske fra Aalborg’. Idioten kommer til at repræsentere en fortolkning af en verden, der er gal, og som i denne opsætnings perspektiv for en del bebos af idioter. Det er imidlertid nok også det svage punkt her i opsætningen, idet det til sidst kan være vanskeligt at skelne Mysjkin som idiot fra de andre karakterer som idioter. Mysjkins naivitet forbindes til slut ikke længere kun med det gode menneskes enfoldighed men også med den indbildte godhed, der her i glimt kommer til udtryk i en demonstration af pengebegær. I den forstand ender Mysjkin her med at blive gal, ligesom i Dostojevskis roman, og man fornemmer, at intentionen med opsætningen muligvis også er at tage en drejning i retning af et potentielt større politisk psykologisk magtspil.

For 24 år siden så jeg Jan Maagaards dramatisering og iscenesættelse af Idioten, spillet af Preben Kristensen, på Aveny Teatret i København. Med fare for erindringsforskydning mindes jeg denne opsætning som meget stram, og skåret ind til benet. På Aalborg Teater blev jeg efterladt med indtrykket af, at man har villet fortælle for mange historier i én forestilling.

Fakta:

Idioten. Dramatisering af Fjodor Dostojevskijs roman. Iscenesættelse: Hans Henriksen, Aalborg Teater, Lille Scene. Forestillingen set på premieren, den 4. marts, 2016.

Medvirkende:

Fyrst Mysjkin – Martin Ringsmose, Rogozjin – Mads Rømer Brolin-Tani, Nastasja Filippovna – Maria Henriksen, General Jepantjin – Henrik Weel, Jelizaveta – Dorthe Hansen Carlsen, Aglaja – Kristine Elmedal Johansen, Totskij – Jørgen W. Larsen, Ganja – Jakob Hannibal, Ippolit – Caspar Juel Berg, Varvara – Ingrid-Marie Thorlacius Troelsen (praktikant fra Den danske Scenekunstskole, København). Scenografi – Nicolaj Spangaa, Lysdesign – Mads Nielsen, Lyddesign – Kristian Berg. Oversættelse – Jan Hansen. Dramatisering – Hans Henriksen og Kjersti Hustvedt. Fotos: Allan Toft. Forestillingen spiller på Aalborg Teater, Lille Scene, til 2. april, 2016.

 

Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi, AU.