Omstigning til Paradis. Iscenesættelse: Egill Pàlsson Scenografi: Martin Eriksson

Omstigning til Paradis

Klicheerne lever i fremstilling af hjemmet som postmoderne provinskrigsplads

Af Mette Tranholm

Tennessee Williams, der voksede op i de lavere samfundslag, gav via sit forfatterskab en stemme til samfundets udstødte og sociale tabere, således også med Omstigning til Paradis fra 1947. Han oplevede desuden at være socialt marginaliseret som homoseksuel i Nordamerikas konservative sydstater. Samfundskritikken gennemsyrer forfatterskabet, og det er særligt den sociale ulighed, der står for skud: skellet mellem rig og fattig, uddannede og uuddannede, storbyen og provinsen osv. Temaerne er centreret omkring marginaliserede individer – fra krigsveteraner til voldsofre – og disses kampe med begær, seksualitet, magtforhold, selvforagt, overklasseafsky og fortidens spøgelser. Social ulighed, mangel på sammenhængskraft, krav til selvrealisering og omstillingsparathed er desværre stadig højaktuelle temaer i nutidens postmoderne samfund, hvorfor Williams er bidende aktuel. Ikke mindst i Louise W. Hassings oversættelse og Egill Pàlsson og Johan Holm Mortensens effektive trimning og opdatering af teksten. Islandske Pálsson, der var en af husinstruktørerne i Turbinehallerne, er tilbage på Det Kongelige Teater efter blandt andet at have iscenesat værker udenlands. Hvordan ser hans version af Williams så ud?

Klicheen på socialgruppe 765

I Pàlssons iscenesættelse er New Orleans’ slum anno 1947 omsat til udkants/provins Danmark anno 2015. Hele store scene i Skuespilhuset er blotlagt og udnyttet fint inklusiv drejescenen, der symboliserer karakterernes cirklen rundt i de samme negative mønstre. Hos parret Stella og Stanley (Signe Egholm Olsen og Peter Plaugborg), der bor side om side med Steve og Eunice (Peter Gilsfort og Ditte Gråbøl), er der senge og slidte sofaer til overflod: underklassen sover eller ser tv. Havemøblerne er fra Harald Nyborg, og der spises chips og drikkes papvin. Fordommene lever: Vi befinder os midt i klicheen på socialgruppe 765 i Martin Eriksens scenografi. Provinsklicheen understreges af den første replik: En af Steves utallige lumre eller racistiske vittigheder. Her i udkanten bor (Afghanistan/Irak) krigsveteranerne med (fortrængt) posttraumatisk stress, hvor hjemmet nu omdannes til krigsplads. Uniformen er fodboldtrøjen, stilen er primitiv alkoholiseret macho, og man har tilsyneladende ikke hørt om udtrykket: samtale i stedet for vold. Da Stellas søster Blanche ankommer, overraskes hun over at finde søsteren i disse povre rammer, da de er vokset op i en stor villa. Blanche forstår ikke, hvad Stella ser i den voldelige krigstraumatiserede Stanley. Men Blanche er ødelagt, villaen er gået på tvangsauktion, og hun må indstille sig på de nye forhold. Universets naturalisme brydes af de mange møbler og af musikerens instrumentø midt på scenen, hvor musiker Kalle Mathiesen trommer med. Dette greb fungerer rigtig godt, Mathiesen er en opmærksom medspiller, der understøtter reallydbilledet, eksempelvis når glas knaldes i bordet, men bidrager også til en trykket og urovækkende stemning.

 

Dikotomiernes konflikt

Plaugborg er et sikkert valg i rollen som Stanley. I et af de første møder med Stanley smider han da også langsomt blusen og blotter sin muskuløse overkrop. Plaugborg besidder den magnetiske fysiske dyriskhed, men formår også at få de mere følsomme og dybere psykologiske tangenter a la Marlon Brando i Stanley karakteren frem. Da Stanley ser den sovende Blanche første gang, snuser han dyrisk til hende. Under deres første møde spiller han med musklerne, og da Blanche fortæller, at hun underviser i litteratur, er Stanleys kommentar: Jeg hader skoler! Så er magtkampen mellem de to skudt i gang: Dramaets konflikt er spændt ud i dikotomierne mellem det civiliserede vs. det uciviliserede, ånd vs. krop, kvinden vs. manden(s seksualitet). Man kan sige, at Stanley og Blanche holder et spejl op for hinandens mangler: Blanche, der i denne fortolkning er fremstillet som en postmoderne stærk, selvstændig kvinde i kontrol med egen seksualitet, udfordrer Stanleys alfahan status og udstiller hans mangel på intellekt og kultur. Blanche repræsenterer det, han ikke besidder: dannelse, og Stanley konfronterer Blanche med hendes overfladiskhed, kultursnobberi og livsløgne. Stanleys temperament og dominans ses i samspil med Stella og den mere stille ven fra militæret Mitch.

Kontrasters univers

Tematisk udfolder konflikten sig som sagt i kontrasterne mellem det simple, dyrisk bestialske og det kultiveret kunstneriske. Der arbejdes også effektivt med kontraster og modsætninger i iscenesættelsen: Hysterisk latter, skrig eller vold afløses af rungende stilhed. Eller som i scenen hvor Stanley morgenen efter at have tævet Stella viser sig som omsorgsfuld, usikker, sårbar i den måde, hvorpå han overomhyggeligt serverer morgenmad for Stella. Her rammer Plaugborg skrøbeligheden og følsomheden i Stanley rent.

Løgnen som overlevelsesstrategi

Blanche har efter sin elskede mand Allans tragiske død søgt tilflugt i illusioner og løgne. Hun forsøger krampagtigt at holde facaden som den rige, dydige, designerklædte kvinde med det gode gymnasielærerjob og fortrænge alkoholisme og tabet af alt inklusiv sin værdighed. Stanley ser med sin barskhed og overklasseafsky lige igennem hende. Som en Tjekhov-karakter lever Blanche i illusionen – selvom Kirsebærhaven er solgt for længst. Ser vi på nutidens kunstnere kan Woody Allens Blue Jasmine (2013) ses som en moderne genskrivning af Omstigning til Paradis med Jasmine som en postmoderne Blanche, der kommer til søsteren og dennes simple mand, da Jasmines rige mand har mistet millionerne. Cate Blanchett spiller kvinden med livsløgnen formidabelt med præcision og detaljerigdom, der komplekst viser neuroserne og smerten. Blanchett var godt klædt på til rollen efter at have spillet Blanche i 2009 med Sydney Theater Company. Den detaljerigdom Blanchett leverer, der medvirker til vi får sympati med den ellers irriterende Blanche/Jasmine, får Munck desværre ikke frem. Hvor Plaugborgs spillestil favner både det fysiske og psykologiske, savner Muncks Blanche psykologisk dybde. Og da kemien mellem Plaugborg og Munck ikke slår gnister, slår dramaet ikke for alvor rødder.

Birolle magi

Dramaet blomstrer bedre i birollerne. Egholms Stella får os til at tro på hende og Stanleys had/kærlighedsforhold. I det hele taget brilleres der på sidelinjen: Gilsfort fyrrer tørt sine flygtninge-vittigheder af, og Gråbøls Eunice er fabelagtig, hun spiller desillusionen så ætsende godt, at man kan nærmest ikke få øjnene fra hende! Rasmussens Mitch er ligeledes rørende og præcist fremført. Gråbøl og Rasmussens spil lever netop via nuanceret karakterfremstilling. Mitch har også mistet sin elskede: han og Blanche har brug for hinanden, og Rasmussens akavede tilnærmelser er rørende, men dømt til at mislykkes. Blanches forestillinger står igen i vejen: hun vil have magi, som hun siger, ikke den realisme Mitch kan tilbyde.

 

Stanley fremtvinger Blanches tragiske fejl

I den endelige konfrontation og klimaksscene fremtvinger Stanley omsider Blanches harmatia (hendes tragiske fejl): Blanches seksuelle eskapader kulminerede i samkvem med en 16-årig studerende, hvilket medførte en fyring. Desværre er der uoverensstemmelse mellem Blanche fremstillet som stærk og seksuelt i kontrol og hendes tragiske fejl. For hvad så med den skam livsløgnen dækker over? Den fortaber sig og dramaet med.

 

Dramaet drukner i klicheer

Dramaets aktualitet fremhæves i opdateringen af værket til udkants/provins Danmark i en tid, hvor folkevandringen fra land til by udvider skellet mellem land og by dag for dag. Musik, kontrastgreb og birollepræstationer er også blandt forestillingens forcer. Desværre udebliver dramaet i konflikten mellem hovedkaraktererne, og dermed falder også klimaksscenen til jorden, delvis på grund af projektioner af kæmpemæssige nærbilleder af Blanches ulykkelige ansigt på bag- og sidevægge, glas der smadres i slowmotion og en rose, der folder sig ud i slowmotion, hvilket ligner noget fra en dårlig tv-reklame. Skal det bidrage til dramaet, kommentere underklassemiljøet eller ses som en ironisk kommentar? Ingen af delene lykkes, dramaet må udspille sig mellem menneskerne, og sidstnævnte tager iscenesættelsen sig selv for alvorligt til. Blanches afdøde mand Allan optræder i skikkelse af Ferdinand Falsen Hiis på bagscenen (badet i guddommeligt lys!), i et badekar og med blodigt baghoved. Allans ansigt projiceres op på bagvæggene til sidst i en påmindelse om roden til Blanches harmatia. Hvor Mathiesens musikalske underspillede, men effektive medspillen er iscenesættelsens mest velfungerende og iderige påfund, er projektionerne såvel som Allans fysiske manifestation med til at overfortælle dramaet. Det havde været stærkere at stole på publikums forestillingsevne i relation til spøgelserne fra fortiden. I stedet ender dramaet med at løbe ud i sandet i klichefyldt overfortælling.

Spillested: Skuespilhusets Store Scene Iscenesættelse: Egill Pàlsson, Scenografi: Martin Eriksson, Musik: Kalle Mathiesen Kostumedesign: Lauréline Demonet, Lysdesign: Mikael Sylvest, Lyddesign: Jonas Vest Dramatiker Tennessee Williams Bearbejdelse: Egill Pàlsson og Johan Holm Mortensen Oversættelse: Louise W. Hassing Medvirkende: Charlotte Munck, Peter Plaugborg, Signe Egholm Olsen, Ditte Gråbøl, Peter Gilsfort, Tue Ersted Rasmussen, Ferdinand Falsen Hiis

Mette Tranholm (f. 1980):

Ph.d.-studerende ved Teater- og Performancestudier ved KU. Cand. mag i Teatervidenskab og Litteraturvidenskab. Arbejder som freelance dramaturg.