THE PROVOCATEUR calls to action.
Af Erik Exe Christoffersen
He will show up in numerous European cities to serve a personal wakeup call. Stop for a minute and feel the bad taste in the mouth. You will find THE PROVOCATEUR in a cage on public spaces yelling at passersby – and it is accepted to give back in return. THE PROVOCATEUR is an international coproduction and a satirical critique of the society for the whole family.
Provokatøren er efter Bergen og Stockholm kommen til Aarhus Festuge. Den 28.august -3. september sidder han/hun i sit bur på Bispetorvet. Man kunne nemlig både opleve en mandlig og kvindelig provokatør, begge indvandrere fra Mellemøsten. Hun er lyshåret, sminket hvid i ansigtet som en klov, i velsiddende sort jakkesæt og hvid skjorte. Hun sidder på sin pind og er udstillet som et dyr i bur. ”Tror du jeg er en abe” råber hun, da en fyr kaster en bold efter hende. ”Så skulle du hellere kaste en banan til mig”. Provokatøren sidder der og råber til de forbipasserende, og dem som har stillet sig op. For 20 kr. kan man få lov til at kaste en bold efter en hvid knap, og hvis man rammer falder hun ned i skumgummipuder.
Hun snakker konstant og skiftevis håner hun dem, som rammer forbi, og opfordrer nye til at prøve lykken. Hun når også at fortælle, at hun selv som 7 årig kom til Danmark som flygtning, at hun boede på et asylcenter og for første gang så børneudsendelsen ”Kaj og Andrea”. Hun når at synge kendingssangen, før der igen er en som skyder efter hende. Hun udfritter tilskuerne: “Hvordan har I det? Er I lykkelige? Hvad med alle flygtningene hvad vil I gøre med dem?” Hvem skal pengene gå til spørger hun? ”De arbejdsløse eller flygtninge?”
En tørklædeklædt kvinde nærmer sig. ”Du får et gratis kast! Hvor er du fra! Hvad hedder du?” ”Fra Irak” fortæller pigen og rammer ved siden af. ”Men du er smuk” siger provokatøren. En fyr bliver hånet for sine tynde arme.
En anden bliver udspurgt: ”Har du ikke råd? Har du børn, som skal fodres?” ”Næh, jeg har hverken børn eller kone. Det har jeg ikke brug for!” Han skyder flere gange. Endelig lykkes det ham at skyde hende ned, og han triumferer. Måske fejlfortolker hun ham som aggressiv. Det er han vist egentlig ikke og vil måske bare i kontakt. Men hun er grov og afviser ham som en kedelig fyr.
Så kommer Christian Lollike forbi og han får også en hilsen med på vejen. ”Han er dramatiker, men jeg gider ikke sige hans ord. Dem finder jeg selv på” råber hun.
Provokatøren henvender sig skiftevis til den enkelte og til publikum og hun får os til at klappe af den iranske pige, som modigt stiller sig frem. På den måde skifter kommunikationen fra at være fokuseret på provokatøren til at være fokuseret på den enkelte tilskuer, som stiller sig til skue og som enten løfter armene i jubel, fordi der er ramt plet, eller forlader scenen skamfuldt. Det er en kropslig og gestisk interaktion, hvor den enkelte tilskuer satser på at ramme og for et kort moment glemmer de øvrige tilskuere.
Publikum er beskuende men også handlende. Den enkelte tilskuer må stoppe op i forhold til sin byvandring og beslutte sig for at se og høre på. Og så må man tage stilling til om man vil kaste en par bolde med chance for at ramme plet men også med den lille indbyggede risiko for at blive set og eventuelt til grin.
Provokatøren er både ubarmhjertig i sin hån, men også inkluderende især overfor kvinder, som opfordres til at kaste. Og i visse tilfælde gratis.
Dagen efter er den mandlige provokatørklovn på plads. Han håner i flæng aarhusianere, som bør lære at tale dansk, som ikke har set en neger i deres kvarter og som bliver moppet. Han er også træt af dem, som går med tørklæde for ansigtet og her kommer ”hans kone” ind i buret sortklædt og med tildækket ansigt. Han tilbyder, at man kan få hende til at smide tørklædet, hvis hun bliver skudt ned. Hvor mange har ikke drømt om at se, hvad der skjuler sig bag hovedbeklædningen på en kvindelig muhammedaner? Der bliver skudt lystigt, men ingen rammer. Prisen går op og han tilbyder nu, at hun smider alt tøjet, hvis der rammes plet. Og så falder hun. Smider jakke skjorte og tærklædet og er ”befriet”.
En meget ung skolepige kommer forbi, belæsset med pakker, de snakker og hun fortæller, hvor hun kommer fra, hvad hun hedder og hvor hun bor. Så skyder hun og rammer plet i første forsøg. Provokatørerne er færdige for denne gang og hun går beslutsomt videre, mens hun snakker i sin mobil.
Er det en borgerscene?
Scenen giver mindelser om forskellige udstillinger lige fra middelalderens gabestok til abeburet. Tilskuerens rolle som den der kaster kender vi også fra tivoli og markedspladsen. Men tilskuer- og publikumsdialogen har en ny kontekst. Der ligger en udfordring i at se dette som teater og som en form for borgerscene, hvor interaktionen mellem tilskuer og publikum er det centrale. Kan man kalde det en form for deltagelsesteater? Under alle omstændigheder placerer scenen sig mellem en teatertradition og en kulturel udstillingstradition. Provokatøren genopliver narren som både udfordrer, improviserer og lader sig ydmyge af publikum. Samtidig er hun personlig og gentager, at hun ikke fordømmer men bare er nysgerrig. Dialogen er dog vanskelig af rent tekniske årsager. Det er lidt svært at høre tilskuerne, som ikke er vant til at tale i en megafon, og interaktionen egner sig ikke til andet end meget enkelte bemærkninger.
Provokatøren udfordrer den almindelige ”selvfede” festugedeltagelse, med henvisningen til flygtninge og opfordringen til handling. Man kan sige, at hun selv udsættes for ”faldet” samtidig med, at hun fortsætter ufortrødent.
Scenen får vist noget om det ubehag, der også ligger i fællesskabet: frygten for at stille sig til skue, men også teatrets mulighed for at tage del i det offentlige liv ved at skabe en risikofyldt, kreativ og interaktiv situation som både samler og adskiller publikum. Henvendelsen er markant opfordrende: ”Vågn op” både i forhold til den almene samfundsmæssige situation og konkret fysisk, som den kastende tilskuer. Endelig ligger der en opfordring på et mere alment kunstnerisk niveau: Hvad er dette? Hvad vil det? Hvad er nytten? Her er det op til den enkelte at vælge sin tilskuerrolle.
Erik Exe Christoffersen, Lektor,
Erik Exe Christoffersen, Lektor
Institut for Kommunikation og Kultur – Dramaturgi. Aarhus Universitet
Concept and direction Christian Lollike Set Design Palle Steen Christensen Text Christian Lollike, Karl Marx, Gandhi, Bono, among others Production Management Anders Sylvest.
Co-production Festspillene i Bergen (NO), Dramaten in Stockholm (SE), Aarhus Festuge (DK), Staatsschauspiel Dresden (DE), and Sort/Hvid (DK)
Dear Everyone. I am new in your country. Can you help me with a few clarifying questions? How are things going with double standards? With freedom of speech? With tolerance? With racism? With xenophobia? With indifference? With alienation? With state terrorism? With democracy? With nationalism? With the market? With the people? With everyday racism? With globalization? With integration? With strategy? With counterstrategy? With value relativism? With economy? With principles? With cohesiveness? With willpower? In other words, how flexible is your capitalism? We have heard it all before. Selfish consumerism, oil adventures and economic growth on the behalf of human rights and the nature. The high degree of public spirit, the hidden racism, xenophobia and political correctness make us powerless. It is not an excuse anymore and you know it. Wake up!
Follow the journey at
http://www.theprovocateur.dk/project/bergen/