Grinet og Døden
Af Annelis Kuhlmann
I 100-året for Halfdan Rasmussens fødsel har der allerede nu midt på året været en del festlige markeringer af jubilæet. Under titlen Hurra for Halfdan blev DR Pigekorets sommerkoncert en hyldest til såvel barnlige som modne sider i digtermennesket Halfdan, der iklædt fortællerens stemme og nærvær (Nicolaj Kopernikus) blev guidet ind i en stor musikalsk kærlighedserklæring til mangfoldige bogstaver og ord i livet. Digteren mente hele tiden, at nu havde han skrevet det sidste digt (og kunne lægge sig til at dø); men det sidste blev ikke hans, for det havde publikum allerede skrevet! Underforstået, at vi også digter med på erindringen om de digte, der betyder noget for os.
For manuskriptet til fortællingen stod dramatikeren, Line Mørkeby, mens iscenesættelsen af koncerten var lagt i hænderne på Pelle Nordhøj Kann. Pigekoret udnytter rum både i klang og til bevægelse, så koncerterne får mere og mere performance i sig, hvilket medvirker til at øge publikums totaloplevelse. I Hurra for Halfdan deltog i øvrigt hele DR’s korskole, dvs. 280 børn og unge, under musikalsk ledelse af Susanne Wendt, Clara Smedegaard og Philip Faber, akkompagneret af Nordic String Quartet.
Til Det Flydende Teater
Denne lille optakt med indtryk fra DR Koncertsalen (21.6.2015) for at fremhæve den særlige måde, hvorpå koncept og dramaturgi kan rumliggøres med fokus på en digters værk. Den kunstneriske autobiografi i performance er en særlig genre, som så oplagt ofte bruger montagens form til at samordne forskellige sceniske platforme i performancens realisation.
Netop Pelle Nordhøj Kann, kunstnerisk leder af Det Flydende Teater, er initiativtager til sommerens bud på et anderledes møde med en fortælling af Line Mørkeby om universet i Halfdan Rasmussens rim med fokus på besættelsesdigtene. Den dobbelthed, der befinder sig heri, udmønter sig i Det Flydende Teaters forestilling, hvor instruktøren Rolf Heim bogstaveligt taget har sat de tre figurer, Halfdan (Thomas Bang), Ester Nagel (Lise Lauenblad) og Morten Nielsen (Pelle Nordhøj Kann) i samme båd. De bliver ledsaget af musikerne Hanna Englund & Marie Louise von Bülow samt, ikke at forglemme: Elverhøjkoret.
Ideen til forestillingen stammer tilbage fra 2001, hvor Pelle Nordhøj Kann havde sendt Halfdan Rasmussen sit manuskript til godkendelse. Reaktionen kom prompte i form af et blankt afslag: ”Kære Pelle. Du har absolut ingen respekt for den kontekst hvori digtene er skrevet og jeg ønsker på inden måde, at de benyttes i din forestilling. Halfdan Rasmussen.” Nu er der i mellemtiden gået fjorten år, og tiden er inde.
Bus, båd, bus
Forestillingen udspiller sig på en af Baadfartens både på Furesøen, hvor vi i løbet af en times sejlads oplever trekantsdramaet mellem stykkets figurer. Ca. 40 tilskuere er der plads til, siddende tæt langs kanten. Fra agterstavnen lyder stemningsangivende livemusik (kontrabas, cello, guitar, xylofon), komponeret af Jeanett Albeck, fra Sort Samvittighed. Skuespillerne har ikke meget plads at spille på, men det fungerer til gengæld virkelig godt. De er klædt i tøj, der fremhæver en stemning fra besættelsestiden men med en form for teatral kant. Skuespillerne har stiliserede frisurer og markeret røde kinder, der giver skuespiludtrykket et lettere nostalgisk men samtidig også klovnerisk træk. Det grotesk-poetiske bliver særligt tydeligt, når forestillingen suppleres med korindslag rundt på sejlruten. Da vi kort efter, at båden har lagt fra land, møder en del af forestillingens kor (Elverhøjkoret), stående i søvand til livet, iklædt sort-gule myre-kostumer og stilistisk drømmeskrålende ’God morgen sol, godmorgen, morgensol’, får hele båden lyst til at synge med på ”Jens og Karl, de frække fyre, der står og tisser på en tissemyre”. Der er på den måde tale om en underfundig kunst-folkelig ”dialog” mellem publikum og medvirkende; feedbacken involverer også koret.
Udtrykket besættelse refererer også til, at Halfdan ikke kan blive fri for alle disse ord og rim. De klæber til ham som lim. Han vil ikke bare snakke om evigglad. Han vil skrive modstandsdigte. Men besættelsen handler også om Halfdans kærlighed til Ester og til vennen Morten. De tre figurer bærer et tydeligt forbogstav på tøjet, hvorved de på en måde kommer til at fremstå moderne, som om de udgjorde dream-team fra The Bronx. Skuespillernes fysisk energiske spil virker meget stort og næsten voldsomt, fordi båden er så lille, og de optræder lige for vore øjne og skosnuder. Esters spil gør hende til en galionsfigur for Halfdans projekt. På den måde er der lagt en spilmetaforik ind i sejladsen – og sejlbilleder ind i spillet, som får det til at blive en stor orienteringsmetafor, som publikum følger. Dette løfter samlet set spillet over i en myteudlægning.
Kærligheden fremstår næsten som en poetisk besættelse, fordi ordene i replikkerne er ladede med fantasiens og metaforernes dobbeltbundede udsagn, når Halfdans dilemma bliver til forestillingens ror: Skal han leve for at skrive eller skrive for at leve? Dette spørgsmål bliver til den kunstneriske ambivalens, som skaber genlyd til Halfdans andet dilemma, sådan som det kommer til udtryk i debutsamlingen, Soldat eller Menneske (1941) om idealet vs. det selvberoende individs etik. Forestillingen møder også frugten i form af et krigsbarn og et fredsbarn, som bliver født af Ester, skribøse og husmor på sigt. Iben, bliver fredsbarnet kaldt. Iben holdt. Ester rimer på mester og gæster – og på den måde bliver der associativt tilføjet flere af samtidens forfattere: Tove, Sonja, Piet, Benny m.fl.
Grinet & Døden er på den måde en rammende titel på forestillingen, hvor begge dimensioner af teatret får plads i fremstillingens tragikomiske patos, som forestillingen også spiller på. Det giver sig udslag i de mere samfundskritiske kommentarer, som f.eks. i det kendte digt ’Noget om helte’. Da vi sejler under den sidste bro, er koret samlet på broen, og vi oplever den pacifistiske Halfdan slå igennem.
… flyv over Furesøens vove…
I Line Mørkebys manuskript er Halfdan Rasmussens digte blevet til dramatisk materiale for figurerne. Der er en række datoer, der virker som dagbogsangivelser fra krigens første år, eksempelvis ”Et værelse i byen, 3/11-1941.” På et beskrivende niveau fungerer digtene også som indre monologer, og endelig bliver de benyttet som en form for episk rammesætning til forestillingen, når f.eks. en af skuespillerne tager megafonen og råber ud over vandet: ”Dette er en særmelding… fra BBC”. Så forvandler forfatterfornavnene med ét sig til dæknavne for modstandsgrupper under krigen. Tove, Morten, Sonja, Halfdan, Ester… Under særmeldingerne lyder ”kodede” meddelelser som ”Kanonkongen Knold, der var gal som en trold”, ”Den lille frække Frederik”, ”Tre små lodne trolde”, hvilket selvfølgelig afstedkommer nogen morskab blandt passagererne undervejs. Det virker som om den ene kanon bliver kørt i stilling i forhold til den anden og Chr. Winthers digte fra 1828 bliver den naturromantik, der fuldstændig matchende indrammer landskabsbilledet omkring sejladsen.
Grinets bagside står hele tiden som ledsager til de mere barnlige digte. Morten Nielsen har en pistol, og vi bliver mindet om, at han døde som ung ved et vådeskud. Da Morten siger, at ”Døden…. har jeg truffet som dreng”, svarer Halfdan, at ”Selvmordet – døden – det rimer ikke….” Morten må af med skjorten – en anden får den. Han digter sig et andet sted hen. Morten kalder H til Ryvangen (dødens plads). På den måde kan spillerne træde ud af karakterernes tid og kommentere på dem i perspektiv: ”Det er så smukt, at det er til at tude over”, siger en af dem. ”For en lærke tænker hverken på at leve eller dø”. ”For lærken falder, når falken kalder”.
Kanon og kanon
Det Flydende Teater har et særligt teatralt servicegreb om publikum, idet vi træder op i forestillingen, som er en slags live ’roadmovie’ til lands, til vands og til lands igen. Man kan løse samlet billet til teatrets bus fra c/o Teatergrad på Nørrebro, til båden på Furesøen og endelig til bussen tilbage til Teatergrad. Hjem-ud-hjem modellen fungerer vældig godt i Grinet & Døden. Bussen er fra 1952; nogle kan sikkert huske den gamle bil fra børnefjernsyn i DR-monopolets dage i 1984, hvor den indgik i serien Ude på noget med karaktererne Palle, Polle og Ruth. Træpaneler og sæder på langs gav nu plads til 17 passagerer + rejseleder og chauffør. På den måde var publikums erindringsevne og fantasi aktiveret; samtalebussen fik publikum til at opleve, at de selv bidrog til at skabe den samlede indramning af forestillingen og på hjemturen havde flere travlt med at fortælle sidemanden om alt det, de vidste om tiden under krigen, om digterne og om det specielle ved lige netop deres digtning. Det var en meget intens stemning, hvor skuespil, musik, digtning og biografi blev til sejlads og busudflugt med os som passagerer. Publikum blev en del af historien. En vidunderlig teatertur på en sommeraften.
Medvirkende: Lise Lauenblad, Thomas Bang, Pelle Nordhøj Kann, Marie Louise von Bülow, Hanna Englund. Instruktør: Rolf Heim; Dramatiker: Line Mørkeby; Komponist Jeanett Albeck; Scenografer: Johanne Eggert & Rebekka Bentzen. Spilleperiode 17.7. – 15.8.15. Herefter Danmarksturné.
Annelis Kuhlmann, lektor i Dramaturgi. Interesserer sig for nye dramatiske skrivemåder i samspil med skuespil og performance.