Hvid som jasmin
En grafisk biografi om Iben Nagel Rasmussen. Af Sille Jensen, People’s Press 2015
Anmeldelse af Erik Exe Christoffersen
Bogen har Iben Nagel Rasmussen som omdrejningspunkt og sammenstiller dokumenter som digte, breve, fotos med Sille Jensens egne grafiske udtryk Disse fragmenter danner en melankolsk helhed som er et tidsbillede. Det ligner nærmest en tegneserie eller et storybord til en film, og billederne er præget af en smertefuldhed i både farver og form som udtryk for en gennemgående tabserfaring.
Historien
Iben Nagel Rasmussen er født i 1945 lige efter krigens slutning. Forældrene Halfdan Rasmussen og Ester Nagel var begge forfattere og en del af det kulturradikale miljø i København. Iben og broderen Tom deltager som 16- og 14-årige i de første atommarcher og Iben bliver en del af miljøet, hvor hun møder den 18-årige Eik Skalø som ville være forfatter, og sammen med andre laver de et blad Alternativet med digte, tegninger og artikler. De bliver kærester, samtidig med at hun er i huset hos familien Rifbjerg. Senere flytter hun i kollektiv og i 1964 beslutter de at tage på en lang rejse sammen.
Der er her Iben en nat drømmer om en gammel kvinde med kridthvidt hår som synger smukt. De sidder i en bus og Iben opdager at ”det er døden som er med på vores rejse” (82). De rejser ned gennem Europa og gennem Nordafrika for at ende i Athen, hvor de mødes med vennerne og ryger hash. Men Iben er gravid og får en abort, som de samler penge sammen til, ved at Eik synger og spiller. Hjemme igen i Danmark får stoffer og kriminalitet overtaget. Ibens forældre får hende overtalt til at tage på Holbæk Kunsthøjskole i 1965. Her ser hun den nystartede unge teatergruppe, Odin Teatret, opføre Ornitofilene.
Teatret
Gruppen, som ledes af den italienske Eugenio Barba, kommer fra Oslo. Det er deres første forestilling, som er baseret på en tekst af Jens Bjørneboe og på en træning og teaterkoncept inspireret af den polske instruktør Jerzy Grotowski, som Barba havde fulgt i 4 år. Det er en scenisk form, hvor skuespillerne og tilskuerne konfronteres på en langt mere direkte og intens måde end i det klassiske teater. Iben bliver stærk grebet af forestillingen, og da teatret året efter flytter til Holstebro lykkes det hende at blive optaget som elev. Det der adskiller teatret fra mange andre er en fysisk træning, som ikke direkte overføres til en forestilling. Det er en træning som kræver disciplin og styrke men også tillid og gensidig respekt, idet alle udfordres på et personligt fysisk og mentalt plan. Træningen udvikler sig gennem årene og forandrer sig så den bliver en personlig kraft, en form for selvdefinering i handling, en træning i fokusering, koncentration, nærvær og en dramaturgisk tænkning. Barba taler om modsætningernes spil, komplementaritet, og Iben arbejder fx i en lang periode med balance og fald. Sammen med Barba og de to norske skuespillere Else Marie Lauvik og Torgeir Wethal, som hun bliver gift med i 1972, danner Iben en kerne i teatrets videre historie.
“Ornitofilene” (1965) Tegning af Sille Jensen
Steppeulven
Eik skaber i mellemtiden Steppeulvene, et dansk rockorkester, med Bob Dylan som det store musikalske forbillede. Han skriver teksterne til pladen Hip (1967) som blev en milepæl i dansk rockhistorie, for første gang med tekster på dansk. Gruppen er opkaldt efter den tyske forfatter Hermann Hesses roman Steppeulven. Bandet spillede ganske få koncerter, som dog vakte opmærksomhed grundet musikernes hash forbrug, hvilket førte til anholdelser. Eik Skaløe rejste kort tid efter udgivelsen af Hip til udlandet, og blev i 1968 fundet død i Indien på grænsen til Pakistan, med sit pas og en note med ordene:
“For the officials: As I guess you know – this suicide is decided & carried out by myself. None is to blame, except the cruel person inside me. Forgive me, Eik Skaløe.”
Odin Teatret udvikler sig videre til et laboratorium som afviger fra 60ernes mere ”flippede” ungdomskultur. Teatret fastholder og udvikler en gruppekultur samtidig med, at man orienterer sig mod asiatiske teatertraditioner og undersøger forskellige skuespiller-praksisser. Det fører til internationale gæstespil, møder, rejser, seminarer, tisdskrift-udgivelser, film. Teatret udvikler og eksperimenterer også med en pædagogisk praksis, hvor Iben eksperimenterer med hvordan den kropslige eller sensoriske viden, som knytter sig til skuespillerens nærvær kan formidles. Iben underviser, skriver, demonstrer og medvirker i teatrets forestillinger baseret på improviserede sange, danse, figurer og møder med tilskuerne. Det sker både i lukkede forestillinger, hvor tilskuerne som regel danner en slags cirkel rundt om scenen ligesom i cirkus, og i byttehandlen, hvor skuespillerne udveksler og ”bytter” sange og danse med tilskuerne. Teatret udvikler sig med årene og bliver internationalt efterspurgt over hele kloden. I 1991 laver Iben den autobiografiske forestillingen Itsi Bitsi om sin og Eiks historie og senere Esters bog 2005 om sin mor. Hun laver arbejdsdemonstrationen Hvid som jasmin i 1995. I over 25 år arbejder hun kontinuerligt med et undervisningsprojekt som hedder Vindenes Bro. Iben bor stadig på Holstebroegnen med to unge skuespillere Elena og Sofia, som begge er med i teatrets sidste store forestilling Det kroniske liv (2011).
En flette biografi
Hvid som jasmin er en udsædvanlig biografi som benytter collagens princip i stil med Frit Flet (2014) af Mette Moestrup, Line Knutzon og Naja Marie Aidt og som den faktisk også har tematiske ligheder med denne i forhold til køn, frihed, kunst og et moderne paradoks mellem det absolutte og det tilfældige. Selvom Iben er hovedperson er det en kollektiv beretning som begynder med Halfdan Rasmussen, Ester Nagel, Tove Ditlevsen og Morten Nielsen. Digtere og forfatterspirer som mødes under krigen i en klub for ”kunstnere og intellektuelle” for at stå sammen i en vanskelig tid. Efter krigen følger nye fællesskaber; hippierne og Eik Skalø, Odin Teatret, de kollektive bevægelser, som opstod i 60erne i forbindelse med kampen mod atomvåben, ungdomsfællesskaber omkring musik, narkotikaforbrug, bofællesskaber, kunstfællesskaber og fri kærlighed. Det kommer til at handle om at være kvinde i et nyt fællesskab, hvor kærlighed er flydende. Det handler om at udtrykke sig. Det handler om at finde et hjem og en mening en stemme i en kaotisk og forvirrende tid. Langsom men sikker kommer det også til at handle om tabet og døden. Der er tale om en glidning fra det gryende ungdomsoprør i forlængelse af atommarch og det politiske, den frie sex euforiserende stoffer som ender i misbrug og kriminalitet.
Anderledeshed
Hvid som Jasmin fortæller en kollektiv historie i en ny og utraditionel form. Det der forener personer på tværs af generationer er følelsen af anderledeshed i forhold til samfundet og længslen efter en stemme, hvor ord og handling ikke er spaltet. Men de er også forenet i et tragisk livssyn, som dog ikke forhindrer en affirmativ tilgang til livet som bekræftes i kunsten. Kunsten som et opgør mod det konforme, normen, og det statiske. Ibens drømmebillede af døden, som sang så smukt, følger med som et spejlbillede af hende selv, en skygge som hun genoplever under aborten, der umuliggjorde at hun senere kunne få børn.
Det er sigende at Iben som frihedsbarn født efter 2. verdenskrigs også er begrænset af den kontingens som betyder, at meningen er noget man selv eller opfinder, i dagligdagen eller i kunsten. Det er en følelse af anderledeshed hun deler med Eik og senere Odin Teatret. Men som faktisk også prægede hendes forældre og deres engagement under krigen, hvilket kostede den unge digter og Halfdans ven Morten Nielsen livet. Døden er en følgesvend. Eik begår selvmord, Ditlevsen begår selvmord. Forældrene dør, Torgeir dør. Det der bliver stabiliteten er Odin Teatret, som rejser over hele verden og den individelle kraft, som Iben omtaler som både spirituel og en social indignation:
”en kraft som er vertikal og som går dybt ned i mig. Jeg er både åben, afslappet, koncentreret og fokuseret i minutterne inden jeg går på scenen, som en skihopper der står på toppen af Holmekollen parat til at spring. Det lyder måske ikke særligt spiritult, og måske findes der et andet ord for den tilstand, men jeg kender det ikke.” (213)
På mange måder er den den kraft, som bogen formidler på smukkeste vis gennem fragmenter, tekster og billeder. Det er viljen til overlevelse uden at gå på kompromis med en anderledeshed.
Iben Nagel Rasmussen har udgivet bogen Breve til en veninde (1993) med breve skrevet af Eik Skaløe, Den blinde hest (1998) om teatrets udvikling og Den fjerde dør (2012) om Odin Teatrets erfaringer med byttehandler. Hun har været konsulent på filmen om Eik og Iben: Ole Christian Madsens Steppeulven 2015.
Erik Exe Christoffersen, Lektor i Dramaturgi, Aarhus Universitet