Scavenius, Alette. Magiens Huse. Danske teatre gennem 300 år. Fotos af Kurt Rodahl Hoppe. København: Strandberg Publishing 2013. (477 sider). Rigt illustreret.
Af Annelis Kuhlmann
Historien om 44 teaterbygninger, hvoraf flere i dag er nedlagte eller simpelthen ikke længere fysisk eksisterer, er i Magiens Huse. Danske teatre gennem 300 år beskrevet på en let tilgængelig måde. Forskningsbibliotekar, Alette Scavenius, har været rundt i det ganske land og set på teaterhuse og med sig har hun haft fotografen, Kurt Rodahl Hoppe. Denne konstellation – og nogle gode fondskroner – har gjort det muligt at trykke en veritabel billedbog i dansk teaterhistorie. Trykket ligger, som det fremgår af bogens titel, på magiens huse, hvilket vil sige teaterbygningerne.
Bogen benytter en kronologisk fremstilling, begyndende med Operahuset i Bredgade. Her var der fra 1703-8 operahus. I dag huser bygningen Østre Landsret. Det sidst opførte teaterhus, der nævnes i bogen, er Det Kongelige Teater Skuespilhuset på Kvæsthusbroen i København, indviet i 2008.
Det er i hovedsagen de fysiske rammer, der optager Alette Scavenius. Hun har samlet visuel dokumentation lige fra kunsttegninger, kobberstik, haveplaner, byplaner, malerier, gamle fotografier, arkitekttegninger og udsmykninger til forestillingsplakater. Mange af billedkilderne er overdådigt gengivet i farver. Der er 30 teatre tilbage af de 46 oprindelige.
Det tomme repræsentationens rum
Fotografen, Kurt Rodahl Hoppe, har fået til opgave at indfange rum, der lever gennem skuespilleres og tilskuerens samtidige tilstedeværelse, men disse lokaliteter er for hovedpartens vedkommende foreviget som tomme rum. Det giver nogle udfordringer i form af at gengive det sceniske nærvær, som mange forbinder med et teater, der både er sted og handling. Her bliver man som læser nærmest opfordret til at være magisk medskabende i at udfylde de tomme rum.
Teaterkunstens flygtige karakter genfinder vi også i Magiens huse, idet en del huse i historiens løb er brændt. Der har eksisteret teateropførelser på markedspladser og i latinskolerne, men det permanente indendørs teaterrum er en særlig kategori.
Magtens kulturhuse og barokkens perspektivscene samt hesteskoformede teatersal kendertegner i stort og småt de fleste af de teaterhuse, der er samlet her. Det er primært repræsentationens huse, vi ser afbildet. I provinsen blev de permanente teaterhuse bygget i takt med industrialiseringen og jernbanenettets udvidelse til stationsbyer. Hoteller og forsamlingshuse dannede ramme om teatersale i nogle af de mindre byer. Også her er der undtagelser, hvor byer som f.eks. Slagelse og Hjørring allerede for over 100 år siden havde store teatersale med plads til over 700 tilskuere. Når man tænker på byernes størrelse, så har det i sammenhængen været megastore teatersale – ja, såmænd også efter en nutidig målestok. Ellers var det landsdelsscenerne, der var ”små kongelige teatre”.
At teaterhusene har det udseende, vi møder, forklarer Alette Scavenius med en historisk sondering. Op til 2. verdenskrig kan man i det store og hele bruge udtrykket architecture parlante, dvs. at det fysiske rum i sig selv fortæller om magt- og kulturforhold som kontekst for de handlinger, der udspillede sig. Efter 2. verdenskrig bliver de fleksible rum dominerende i nyere teaterbyggeri, som skulle kunne huse blandingsformer i teater og cross-overgenrer. Det centrale bliver spørgsmålet om hvis forpligtelse, det er at tage vare på teatret. Efter 2. verdenskrig blev teatret i Danmark en udpræget statslig forpligtelse.
Magiens huse er udstyret med bibliografi, ordnet efter de konkrete omtalte teaterhuse, hvilket gør det overskueligt at fortsætte egne studier.
Jeg synes Magiens huse er en skøn bog at åbne og se også sammen med andre.
En teaterbog til kaffebordet!
Annelis Kuhlmann, lektor Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet