Den rådne gren, vi alle sammen sidder på
Af Marie Mors
Eventministeriet og Det Røde Rum leger med Erlend Loes bestsellerroman Doppler i en iscenesættelse, der taler lige ud af posen og inviterer publikum til at lege med i et eksistentielt eksperiment, der spænder ben for sig selv.
Mens vi venter på Doppler
Vi bydes velkommen i teatersalen af en charlatan med charmeklud (Nicolai Dahl Hamilton), som energisk deler flyers ud med påskriften JA til DOPPLER!, mens vi finder vores pladser. På scenen ser vi en stiliseret skovscenografi med grafisk mønstrede grantræer og grønt lys, og midt i idyllen en mikrofon på stativ. Charlatanen griber mikrofonen, præsenterer sig som Bosse Munch, og lader os forstå, at vi er mødt op for at høre ”manden og myten”, Doppler, fortælle om sit liv som skovens mand, der har forladt samfundets snærende bånd for at leve et mere autentisk liv. Bosse er en kikset-komisk figur, som med barnlig begejstring og næsegrus beundring præsenterer Doppler som en guru, der vil inspirere os alle til at ændre vores liv for altid – Bosse selv er allerede blevet frelst med stort F, forstår vi straks.
Og så… så sker der ikke rigtig noget. For Doppler er vist forsinket, får vi at vide, og Nicolai Hamilton bevæger sig over i en komisk trække-tiden-monolog, mens vi ser teatrets tekniske personale tale i headset og holde øje med, om Doppler dog ikke snart er på vej. Og vi tilskuere begynder faktisk også at ønske, at han snart ville komme, så vi kan komme i gang. Og så går der lidt mere tid, og han kommer stadig ikke, og måske kommer han slet ikke, og scenen varsler det eksistentielle eksperiment, som Doppler vil introducere os for: hvad sker der, hvis man holder op med at få ting til at ske?
Men han kommer altså, og da Andreas Doppler (Mikkel Arndt) indtager scenen, ser vi en forhutlet hulemand med hår som en høstak og gammelt genbrugstøj. Han kommer rullende med en masse ragelse på hjul, og han trækker en lille sammentømret træ-elg, på samme måde som Lille Per trækker sin elefant. Arndt leverer en underspillet Doppler, som taler direkte til os med den største naturlighed – han synes, det er dejligt, vi er så mange, der viser interesse for at opgive vores kompetente liv og flytte ud i skoven, og han vil da gerne give os et par råd med på vejen. Men først vil Doppler udrydde alt hvad der hedder scenografi og iscenesættelse, og han får hurtigt aktiveret forestillingslederen og sceneteknikerne, så de uægte træer, den kunstige belysning og de falske fuglefløjt i højtalerne kan komme af vejen. Doppler tømmer en sæk jord på gulvet, og så er scenen sat for hans fortælling om jagten på det autentiske liv, en jagt som blev sat i gang af faderens død for ni år siden.
Herfra former forestillingen sig som en række enkeltscener, der på forskellige måder beskriver og demonstrerer Dopplers projekt: at stå af ræset, flytte ud i skoven og finde tilfredsstillelse ”på den anden side af kedsomheden”. Vi ser ham jagte en elg, vi ser ham bygge en totempæl i sin fars ære og bestige den som supermand, vi ser ham holde den første jul i selskab med en elg. Alle disse scener udspiller sig til energisk musik og har karakter af leg – Doppler er som et barn, der fri for ansvar og bekymringer leger vildmand.
Legen obstrueres flere gange af Dopplers hustru, Frida (Marie Dalsgaard), der for publikum fremlægger de ødelæggende konsekvenser, som Dopplers frigørelsesprojekt har haft. Dalsgaard veksler mellem stilfærdigt realistiske spil og urkomiske stiliserede agressionsanfald, hvor hun i slow motion bevæger sig over scenen i frådende raseri. Med kras sarkasme afviser hun Dopplers projekt som en patetisk flugt camoufleret som frigørelsesprojekt. Når hun ikke er sving på scenen, sætter hun sig sammen med publikum, for hun er jo en af os, der stadig prøver kræfter med det kompetente liv.
Den iscenesatte autenticitet
Forestillingen leger på flere niveauer med modsætningen mellem det iscenesatte og det autentiske. Når Doppler jager elge, jager han en oprindelig væren, som bare er. Han vil væk fra et livsprojekt, som handler om at være kompetent og succesfuld, og hen imod en mere ærlig eksistens – ”Det er ligegyldigt, hvad du siger, bare det er ærligt”, siger Mikkel Arndt med en oprigtighed, som giver os sympati for Dopplers jagt på det autentiske liv. Men Dopplers eksistentielle eksperiment spænder ben for sig selv, og han ender i en skov af nye selviscenesættelser og kompetenceprojekter: han klæder sig ud som indianer, som Hawaii-hippie og som superhelt, og han optræder velvilligt i rollen som mentor for os alle, når han fx giver os ”syv tips til at slå noget ihjel”. Bosse-figuren, der forestillingen igennem agerer sidekick, viser os, hvordan Dopplers livsprojekt på et splitsekund kan gøres til en vare på markedet for kernesunde familier, palæo-kokke og selvforsynende tv-bonderøve. Dybden bliver til overflade hurtigere, end du kan nå at sige skov.
I selve forestillingens ramme spilles der også med en spænding mellem iscenesættelse og realitet, når instruktør Therese Willstedt lader sceneteknikere og skuespillere bevæge sig frit rundt på scenen og i salen, mens de både kommunikerer med hinanden og med publikum, så man flere steder bliver oprigtigt i tvivl om der improviseres frit eller følges manus. I forlængelse heraf presses vi som tilskuere til at forlade vores komfortzone i en bytteøkonomisk øvelse, hvor Arndt og Hamilton med højenergisk entusiasme får os til at rode vores tasker igennem for at finde frem til noget, som vi vil bytte med vores sidemand.
Spillet skaber spænding
Flere af Erlend Loes romaner behandler identitets- og eksistenskriser i et mandligt perspektiv, og selvom det gøres med humor og mandlig selverkendelse i Loes tekster, er det alligevel befriende, at Therese Willstedt i sin iscenesættelse lader Marie Dalsgaard skabe en nuanceret karakter, der er sød, skarp, stærk og stakkels på en gang, og som giver Doppler det modspil, han ikke for alvor får i romanen.
Og både Arndts og Dalsgaards spil bliver meget betydende for forestillingens udsagn, idet de begge formår at skabe sympati for deres karakterer på tværs af barnlige lege og floskelfilosofi på den ene side, og husmoderlogik og kynisme på den anden. Vi sidder på publikumsrækkerne og griner først af den ene og så af den anden, og alligevel forstår vi dem begge vældig godt – for der er vel noget om det, når Doppler siger, at man engang imellem må ”vove sig ud på den rådne gren, man sidder på”, og samtidig holder man med Frida, når hun kalder det patetisk at forlade sin kone og sine tre børn for at ”lege vildmand”. Skuespillerne rammer præcist den balance, der gør, at vi ikke kan udnævne hverken en skurk eller en helt. Spændingen mellem de to positioner forløses aldrig, og vi tager det eksistentielle dilemma med os hjem, da Doppler er forsvundet ud i den bogstaveligste virkelighed uden for teatret: scenevæggen åbner sig, Doppler går sin vej lige så skødesløst, som han dukkede op, og vi efterlades med Bosse, som vil prakke os Doppler-merchandise på.
Intensitet og interaktion
Doppler er en co-produktion mellem Eventministeriet og Det Røde Rum, og prøveprocessen har været en mellemting mellem Eventministeriets ultrakorte turboprøver og en mere traditionel prøveproces. På tre uger har Therese Willstedt skabt forestillingen i tæt samarbejde med spillerne – hun har selv stået for dramatiseringen og meget er blevet omarbejdet undervejs.
Forestillingen bærer præg af at være resultatet af en kort og intens proces – den bæres frem af et højt energiniveau hos spillerne og en dramaturgisk struktur, som på godt og ondt giver plads til sideskud og impro. Rammefiktionen, at vi er publikum til et inspirationsforedrag om Dopplers liv, tillader, at de enkelte scener og optrin monteres, så vi det ene øjeblik er dybt inde i skoven og det næste er midt i en konfrontation mellem Frida og Doppler. Springene skaber dynamik, men virker visse steder for tilfældige og overflødige, som om man ikke for alvor tør at lade fortællingen folde sig ud. Flere af de komiske optrin er ”løse i kanten”, så spillerne har rum til at bruge publikums reaktioner – det giver uforglemmelige øjeblikke (særligt i selskab med Hamiltons Bosse), men visse steder mister spillerne grebet, og scenen retningen.
Interaktionen med publikum er umiddelbar og underholdende: Doppler giver hånd til forreste række, publikum inviteres op på scenen som hjælpere i flere scener, og i den bytteøkomiske øvelse er det publikum, der bliver hovedpersoner. Med lidt god vilje kan inddragelsen af publikum forstås som en kommentar til Dopplers selvvalgte isolation i skoven – han kan kun forløse sin fortælling om eneboerlivets fortræffeligheder, hvis vi giver ham en hånd. Men som så ofte bliver inddragelsen af publikum mere en gimmick end en egentlig virkningskomponent med konsekvenser. Vi har ingen muligheder for at påvirke forestillingens gang eller de enkelte scener, og om vi bytter ejendele med sidemanden eller ej har ingen betydning for forestillingens videre forløb – de fleste af os, der havde byttet ting, byttede straks tilbage igen, for det er jo bare teater. Ikke desto mindre bidrager de interaktive ansatser til den lette og humorfyldte tone, som Willstedt så fint har fået med fra Loes roman – en tone som tillader, at vi på tilskuerpladserne kan smide lidt af vores senmoderne sarkasme og lade os røre, når Doppler indrømmer over for sig selv og os, at han ikke er indianer, men bare ”en helt almindelig mand af en mislykket tid”.
Doppler er baseret på Erlend Loes roman af samme navn. Forestillingen spiller i Skuespilhuset frem til d. 14/12 2013 og igen i oktober og november 2014.
Iscenesættelse: Therese Willstedt
Scenografisk konsulent: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Jørn Thostrup
Lyddesign: Rasmus Balch
Bearbejdelse: Therese Willstedt
Oversættelse: Susanne Vebel
Marie Mors: Ekstern lektor ved Teater og Performance Studier, Københavns Universitet. Procesdramaturg og analytiker på Projekt Corpus ved Den Kongelige Ballet.