Eksil på Teater Nordkraft instrueret af Mikkel Flyvholm

Foto: Tom Ingvardsen

Langt fra Afrika

Dramatisering af en Ejersbo-roman

Af Erik Farmann

Teater Nordkraft satser her i de første år af sin eksistens på dramatiseringer af Jakob Ejersbos romaner. Hans berømmede Nordkraft var selve teatrets åbningsforestilling. Nu spilles Eksil, som er første bind i hans afrikanske trilogi. Det er sympatiske og teaterpolitisk ikke ukloge valg. Ejersbo, der døde som ung i 2008, var en glimrende, replikstærk forfatter med noget på hjerte, og set fra et lokalt perspektiv kan han med nogen ret betragtes som aalborgenser.

Men det er svært at omsætte epik til dramatik. Det er Eksil et eksempel på.

Romanen

Siderne i romanen Eksil er gennemtrængt af mange præcise journalistisk iagttagelser, der får historien til at lugte af Afrika. Der er høje temperaturer, luftfugtighed, naturskønhed, vilde hunde, civiliserede afrikanere og nordeuropæiske tilflyttere, der bruger deres liv på uland-arbejde, smart business, druk eller kriminalitet, og som stædigt med- og gennemfører deres vesteuropæiske livsstil i et land, hvor hverken de selv eller deres normer måske har noget at gøre. De er hvide i eksil i et sort samfund uden at ville erkende det. Kun en person skiller sig ud: den 15-årige kostskolepige Samantha, bogens hovedperson, som er fuld af liv, men utilpasset og rodløs. En engelsk teenager, der taler flydende swahili og er fuldstændig fordomsfri; colour blind som det rigtigt siges om hende. Faktisk føler hun sig mere sort en hvid.

Samantha er vokset op i Tanzania, og hun ønsker at bliver der. Hende mor og far driver et sparsomt besøgt hotel, men for faren er hotellet kun en bibeskæftigelse. Med ekspertise fra en karriere som jægersoldat yder han sin egen form for ulands-hjælp i form af våbensmugling og træning af soldater til borgerkrige rundt omkring i Afrika. Han er for længst færdig med hustruen, som trøster sig med Kilimanjaro-Beer og gin&tonic, inden hun til sidst forlader butikken og rejser hjem til England. Samantha selv bor på en international kostskole langt fra hjemmet, og her er hun en oprørsk og besværlig elev, der gør alt det, man ikke må: Ryger og drikker og forsøger sig seksuelt med både sorte og hvide drenge uden virkelig at ville det. En af dem er den danske dreng Christian, Ejersbos alter ego.

Men da Samantha møder Victor, en 15 år ældre kompagnon i farens lyssky foretagender, bliver det alvor for hende. Selvom forholdet er sporadisk – han er hele tiden i gang med at smugle våben eller distribuere heroin et eller andet sted i området – er det hedt. Endelig er der én, der virkelig vil hende – tror hun. Men Victor er gift i England, og da konen føder deres barn, forlader han Samantha.

”Jeg gav dig jo bare det, du gerne ville have: Oplevelse!” lyder hans afskedssalut. Men for Samantha var det meget mere.

Selvlevet historie

Jakob Ejersbo tilbragte selv en del af sin ungdom i Tanzania sammen med forældrene, der arbejdede med ulands-bistand, og bogens skildring af miljøet og af den unge piges mentale og sociale rutsjetur bærer førstehåndsvidne-udsagnets troværdighed. Både handlingen og den psykologiske persontegning drives frem af en forfatterens trang til at forstå, hvad der foregik dengang, og hvorfor det gik så forfærdeligt, som der gik.

I den dramatiske udgave på Nordkraft har både Afrika og erkendelsesinteressen det svært.

Hvide i Afrika

Sceneopbygningen fylder næsten hele salens bredde: En åben robust trækonstruktion med lodrette stolper af solidt tømmer forbundet med vandrette overliggere. Ved hjælp af gennemsigtige plastikbaner, massive plader eller glas kan scenerummet inddeles i mange mindre rum: Et kostskoleværelse, en spisesal, dagligstuen i et business-hjem, et baderum og meget mere. Den fleksible ramme giver mulighed for de hyppige og hurtige skift i lokalitet og tid, som fortællingen kræver, og med sin blanding af primitivitet og europæisk funktionalitet associerer den klart til ”hvide i Afrika”. Så langt, så godt.

Da forestillingen åbner, står Samantha og læner sig op ad en af stolperne, mens en ældre sort mand puffer en trillebør med sand tværs over scenen. Han danser og synger lidt på charmerende afrikansk og henvender sig direkte til publikum for at fortælle om uhurufaklen, som blev tændt på Kilimanjaro, da Tanzania blev selvstændigt i 1961. Hvert år føres faklen rundt i landet som frihedens symbol. Og vi er stolte af den, siger han. Så går Samantha hen til ham og giver hans hånd et fortroligt klem.

Den er altså god nok: Vi er i Afrika, og vi skal opleve noget om konfrontation og samspil mellem mennesker og kulturer. Som programmet siger: Hvad gør vi ved Afrika? Og hvad gør Afrika ved os?

I begyndelsen er der overensstemmelse mellem problematik og handling i forestillingen, men hurtigt bliver Afrika en kulisse og forestillingens tre afrikanere nærmest statister i et middelklassedrama om en utilpasset og uregerlig ung piges sikre vej mod undergangen i sprut, sex og stoffer; et drama, der lige så godt kunne udspille sig i ethvert andet land, på enhver anden lokalitet.

Det Afrika og de mennesker, vi præsenteres for er stereotyper. De hvide europæere er forpjuskede, beregnende eller alkoholiserede, mens afrikanerne er nærmest anonymt ordentlige, og det afstumpede og abrupt voldelige i miljøet demonstreres overdrevent tydeligt. Faren parterer en stor luns kød med machete, så kød, blod og ben sprøjter fra huggeblokken. Når Samantha bliver voldbollet, sprøjter en sort medspiller kærnemælk ud over hende i litervis. Indtager hun heroin, sker det ved at hælde et kilo hvidt pulver ud over ansigt og krop. Symbolsprog, der ikke kan misforstås, men til gengæld bliver hængende på overfladen.

Hvad angår åbningens uhuru-fakkel og de politiske overtoner konstaterer man, at de end ikke antydes senere i forestilling. Vi er langt fra Afrika.

 

Den virkelige Samantha

Dog ikke helt. Afrika dukker nemlig op i glimt, ikke på scenegulvet, men på tre store skærme ophængt i loftet. De bruges til at fordoble eller supplere aktionen ved live-projektioner af blandt andet de seksuelle aktiviteter, der finder sted på scenen nedenunder. Men meget mere interessant er video-optagelser fra Afrika, hvor mennesker, der kendte den virkelige Samantha – lærer, veninder, bekendte – beretter om og viser fotos af hende og hendes familie. Optagelserne og interviewene er for uprofessionelle og tilfældige til at give mættende information, og de hænger dårligt sammen med resten af forestillingen, men deres autenticitet og de levende interviewpersoner bringer sanselighed, afveksling og en lille smag af Afrika ind i salen.

 

Manglende faldhøjde

En forudsætning for at skildre Samanthas rejse mod den totale nedsmeltning er, at hendes udgangspunkt er – i hvert fald forholdsvis – positivt. I romanen har hun gode evner, gåpåmod, godt udseende og få men tætte venner. I forestillingen bliver disse omstændigheder kun svagt etableret.

Allerede i de første scener optræder Samantha som en let forpjusket fugl. En småsur, afvisende teenager, der reagerer umodent og forurettet, underlagt andres beslutninger. Hvor er variationen i udtrykket, snarrådigheden, modstandsviljen og de konkrete udtryk for hendes ”sorthed” og kærlighed til Tanzania, som både bogens Samantha og pigen i den virkelige verden angiveligt besad? Selv da hun møder den store erotik forbliver hun den lille tøs, der bider sig i læben og drejer genert-indbydende drejer rundt i sandet.

Dramaturgisk og skuespillermæssigt er der simpelthen indbygget utilstrækkelig faldhøjde til at vise, hvordan pigens selvværd undergraves og transformeres til selvhad og selvdestruktion.

 

Trilogi

Der er store forskel de to Ejersbo-forestillinger, Teater Nordkraft har præsenteret. Åbningsforestillingen, som blev realiseret i et samarbejde med Aalborg Teater, var et noget køligt, men konsistent og spændende eksperiment – bogen og teksten var fx fysisk tilstede overalt i forestillingen – og den hentede sin autenticitet og drive i en fortrolighed med det desperate og småynkelige aalborgensiske ungdomsmiljø overflod af sprut, sex og stoffer.

Eksil er på sin vis også et eksperiment, men hverken spændende eller sammenhængende nok. Den er imidlertid ikke blot første bind i den afrikanske romanserie. I efteråret spiller Teater Nordkraft næste nummer i trilogien. Den må blive lakmusprøven på, om Ejersbo-satsning holder.

 

Teater Nordkraft, Aalborg

Manuskript: Andreas Garfield efter Jakob Ejersbos roman

Instruktion Mikkel Flyvholm, scenografi Louise Beck.

I rollerne Sofie Saaby Mehlum, Esben Smed, Henrik Birch, Jacob Lohmann, Thomas Jacob Clausen, Mia Lerdam, Signe Skov, Mette Kolding, Spirit Mba, Anele Situlweni og Peter Ambrosi.

 

Erik Farmann er tidligere lektor i kulturjournalistik på Journalisthøjskolen. Har været anmelder og kulturedaktør på blandt andet DR P1 og Århus Stiftstidende.

 

 

BILLEDTEKST: (eksil_72dpi_3. Jpg)

En fleksibel scenografi giver mulighed for de mange hurtige skift, som kræves i forestillingen om teenageren Samantha (Sofie Saaby Mehlum. ). Foto: Tom Ingvardsen).