En pige, en dagbog og masser af højttalere
Gruppe 38 er noget så sjældent som modernistisk poetisk teater for børn – og voksne.
Af Erik Farmann
Publikum og kritikere er næsten altid enige om Gruppe 38’s forestillinger for børn: De er noget særligt. Det gælder også den nyeste Jeg er ikke bange for noget med Bodil Alling i den altdominerende hovedrolle assisteret af 2xSøren (Søndberg/La Cour) som en blanding af teknikere og statister.
Bodil Alling i plastik-fiskebensskørt med hund, højttalere, ugler og skyggedukker.
Bodil Alling er ikke blot skuespiller. Hun er tillige leder af Gruppe 38, og meget af teatrets udtryk kommer fra hende og de samarbejdspartnere, hun vælger fx denne forestillingens instruktør, den herboende franskmand Katherine Poher. Hun var blandt andet også med bag den Reumert-belønnede H. C. Andersen-hyldest: Du må være en engel, Hans Christian. Sammen kan de to kvinder noget, som mange kalder poetisk teater, hvor tillægsordet vist skal forstås i sin gammeldags, romantiske betydning: Stemningsfyldt, åndfuld og fantasibåren tilværelsestolkning.
Det er en på sin vis rigtig, men ikke fyldestgørende karakteristik. Flere andre børneteater arbejder i større eller mindre grad med et sådant dybest set romantisk poetisk koncept. Det, der gør Gruppe 38’s forestillinger – også Jeg er ikke bange for noget – til noget helt for sig selv er, at de æstetisk og formmæssigt er modernistisk poetiske.
Kaffekanden snorker
Se engang et par linjer fra blommorna sover af modernisten – og surrealisten – Gunnar Ekelöf:
blomsterne bøjer sig mod natten og lampen spinder lys/ i hjørnet spinder katten uldgarn til at sove med/ og på ovnen snorker kaffekanden nu og da med velbehag/ og børnene leger tavse med ord på gulvet
Det er stemningsmæssigt som at træde ind i denne forestillings univers. Alt i dette univers er på en måde klart, konkret og forståeligt, ord tager ord, og betydninger skifter betydning. De glider over i hinanden, som når flere lag af gennemskinnelige, farvede papirstykker flyttes over hinanden, så der uophørligt opstår uventede kombinationer og nuancer.
En porcelænshund og høje lyde
På scenen står 20-25 højttalere som mørke monolitter i mange størrelser. En af dem går i kortslutning fra begyndelsen og bliver sat til side, men lidt efter begynder den at leve sit eget liv og kommer med faretruende lyde fra det forladte hus. Det er det hus, man altid skal gå i en stor bue udenom; for en sikkerheds skyld. Efterhånden begynder de andre højttalere også at udsende auditive signaler: Blid musik afløst af kakofoni af knasen, hvislen og høje brag.
På scenen står også en pige med sin lille hund, som hun snakker med. Pigen er ganske vist en moden kvinde, hun bærer et tåbeligt fiskebensskørt af plastik uden på tøjet, og hunden er af porcelæn; men livagtigt er det.
Og pigen har en dagbog. Når hun peger i den, lyser den, og sidernes indhold gestaltes på scenen i epik, lyde, gestus og billeder, der vises som skygger på en stor baggrundsskærm. Den er fantasiens rum, hvor vi ser silhuetter af det forladte hus, et stort, susende træ, heste, elefanter, giraffer og forvredne skikkelser, man godt kan blive bange for.
Brudstykker
Nogen kronologisk, sammenhængende handling er der ikke, men brudstykker, korte fortællinger eller glimt af handlingsforløb, men ét står klart for tilskueren: Gå langt udenom det forladte hus. For det, der er forladt, bliver ved med at være forladt!
Hvad er der ellers i dagbogen? En lykkelig familien, der er så sjælden, at den bliver frosset ned til senere brug; en bedstefar, der sår frø til blomster og et sommerfugletræ i konservesdåser; en sommerferiehund, der efterlades helt alene i en stor, øde skov, og en fugl, hvis unger bliver fanget i et bur, men reddes til sidst. Ligesom hunden, og pigen og hendes porcelænshund, den lykkelige familie og de to Søren’er, der alle ender trygt i det forladte hus. Som man jo ellers skulle gå udenom. I slutbilledet ser vi hunden i silhuet i husets gavlvindue. Det ser hyggeligt ud.
Kan man nu forstå, hvordan det hænger sammen? Ikke helt, men det er heller ikke meningen. Vi – både børn og voksne – lever i en moderne tid, hvor hverdagen tit er fyldt med modsætninger, så sammenhæng kun lader sig forklare gennem paradokset.
Hundrede gange så stille
Hvordan skaber man i et sådant forløb liv og lydhørhed gennem en hel time? Der er flere virkemidler.
Et af dem er ordene. Meget af forestillingens dynamik og magi ligger i dem. Gunnar Ekelöf, som tidligere blev citeret i denne anmeldelse, ønskede at formulere sig så præcist, at han nåede ”hinsides sætningen og modsætningen”. Det er en kunst, der også ind imellem lykkes for denne forestilling. Fx når bedstefars sommerfugletræ fyldtes af hundrede sommerfugle, så blev der ikke mere støj. ”Faktisk blev der hundrede gange så stille”, siger pigen. Man hører tavsheden.
Så er der spørgsmålene og gåderne. Pigen strækker armene ud til siden og slår så hænderne sammen. ”Hvad er det?” spørger hun. –En lussing, svarer Søren.
–Nej! Man kan tage den med i toget, og man kan glemme den; men det gør man selvfølgelig ikke.Søren ryster på hovedet, og sådan fortsætter spillet med at aktivere børns – og såmænd også voksnes – associative meddigtning på vej mod løsningen: En bog, nærmere bestemt pigens dagbog.
Sådan udfordrer man børns fantasi, for som Catherine Poher har sagt, er børn små filosoffer, der gør sig umage for at finde svar og løsninger. På det sted i forestillingen, hvor hunden bliver efterladt og måske vil fare vild i den store, mørke skov og aldrig blive fundet, bemærker en dreng på rækken bagved fortrøstningsfuldt: ”Det er måske en jagthund!” Og i så fald ville den jo nok klare sig.
Og så er der skuespilleren Bodil Alling, der fylder rummet med sin tilstedeværelse og enkel gestus. Hun fortæller om pigens spadseretur:
Og pigen gik op, op, op, op… (hun strækker den ene hånd i vejret og står mere og mere på tæerne), og pigen gik ned, ned, ned, ned … (hendes stemme bliver trinvist dybere og dybere, mens hovedet markerer), og pigen gik rundt og rundt og langt udenom det forladte hus (vises med to spadserende fingre på plastikskørtet).
Et skoleeksempel på, hvordan en skuespiller kan anskueliggøre og kropsliggøre menneskelig erfaring.
Noget ganske særligt
I moderne poesi – læs poetisk teater – er det, der står mellem linjerne som bekendt lige så vigtigt, som det der står i dem, og det gælder om at sige det nødvendige og det tilstrækkelige – og kun det.
Men ugler kan fjernes eller omdefineres, og mere øvelse i at føre de svære, flade dukker bag nylonskærmen vil helt sikkert fjerne det nervøse. Og selv med premierenervøsitet indeholder Jeg er ikke bange for noget så meget der igen demonstrerer, at Gruppe 38 tager børn alvorligt, skaber stemning og eftertanke, og tør være ikke blot et poetisk teater, men et poetisk teater med moderne udfordrende æstetik.
Gruppe 38, Mejlgade 55, Aarhus. Instruktør: Catherine Poher i samarbejde med spillerne. Premiere i Aarhus 7. september, derefter forestillinger i hjembyen og på turne.
Erik Farmann er journalist og har beskæftiget sig med kultur og anmeldelser på dagblade og ved Danmarks Radio. Tidligere lektor i radio- og kulturjournalistik på Journalisthøjskolen. Medlem af Aarhus kommunes Kunstråd 2000-2004, nuværende medlem af bestyrelsen for Scenekunstcentret på Godsbanen i Århus og formand for Teatret Svalegangen. Med i Peripetis anmelderredaktion.