Kunst og konflikt. Teater, visuell kunst og musikk i kontekst

Siemke Böhnisch & Randi Margrethe Eidsaa (red.)

Universitetsforlaget

Open access https://www.idunn.no/kunst_og_konflikt

Anmeldt af Birgit Eriksson

Ny norsk antologi behandler små og store konflikter i og om kunst

”Kunst og konflikt” er et aktuelt og interessant emne. Når man i samtidskunsten taler om en social vending, om virkelighedsteater eller om en ny politisk litteratur, så er det tegn på, at samtidskunsten ikke praktiseres (og ikke vil praktiseres) på et særligt helle isoleret fra den øvrige verden. Den er ”i kontekst”, som det hedder i nærværende bogs undertitel, og denne kontekst er konfliktuel. 

I nogle tilfælde rykker konteksten og dens konflikter ind i kunsten: ind i værkernes tematik eller i kunstneriske processer, hvori der indgår forskellige og eventuelt modsatrettede interesser. I andre tilfælde er en vigtig motivation for kunsten, at den rykker ud i et konfliktuelt felt og performativt gør noget ved dette. Værker kan således tilgå konflikter på mange måder: De kan tematisere eller diagnosticere dem. De kan prøve at løse dem. Eller de kan prøve at omforme og transformere dem. 

I antologien Kunst og konflikt. Teater, visuell kunst og musikk i kontekst undersøger forfatterne forholdet mellem kunst – visuel kunst, musik og teater – og forskellige former for konflikter. Redaktørerne har, som de selv anfører, et åbent konfliktbegreb og interesserer sig både for krig og for mere skjulte og uhåndgribelige konflikter. Udgangspunktet er en ambivalent iagttagelse af, at såvel konfliktniveauet som konsensusorienteringen øges i vores samtid. På den ene side når hate speech og billeder af krig og terror os døgnet rundt. På den anden side indsnævres rummet for substantiel uenighed, når både små og store fællesskaber i stigende grad kun kan baseres på en enighed om fælles værdier. 

Sidstnævnte iagttagelse henter redaktørerne hos sociologen Lars Laird Iversen, som har påpeget, hvordan retorikken om et ”værdifællesskab” er blevet nærmest enerådende i Norge. Det samme kan man sagtens argumentere for, gør sig gældende i Danmark, hvor forestillingen om et værdifællesskab især bringes på banen i forbindelse med modvilje eller tiltag rettet mod indbyggere af anden etnisk herkomst. Eksempelvis bugner lovpakken ”Ét Danmark uden parallelsamfund” (2018), også kendt som ghettopakken, af indgreb, der motiveres af, at beboerne i visse boligområder ikke i tilfredsstillende grad har taget de danske værdier til sig. Og at der kun er ét muligt værdifællesskab, understreges i titlens ”ét”. 

Mere generelt kan retorikken om et værdifællesskab forstås som en del af den post-politiske æra, hvor besyngelsen af konsensus og fælles værdier fortrænger spørgsmål om legitime, men modsatrettede interesser og om alternative samfundsvisioner og politikker. Hvis man ser eksistensen af politiske konflikter som en helt afgørende del af demokratiet, er dette potentielt ødelæggende. Så må vi finde en måde, hvorpå vi giver plads både til konflikter og til uenighed om, hvilke konflikter der er de væsentligste, og hvordan vi kan forstå dem. Her spiller kunsten en afgørende rolle. I kunsten er der plads til at eksperimentere med stemmer og identiteter, betydninger og perspektiver, der falder uden for de dominerende diskurser og forestillinger – og også kan være i åben konflikt med dem.  

På denne baggrund er det meget velkomment, at der kommer en bog om Kunst og konflikt. Antologien, som er lavet på baggrund af arbejdet i en forskningsgruppe af samme navn ved Universitetet i Agder, anerkender konfliktualitet som et aspekt ved menneskelig interaktion. Den indledes af redaktørerne med følgende lille byge af spørgsmål: 

”Hvordan ser kunsten, kunstnere og kunstpedagoger på konflikt, og hvordan arbeider de med konflikter? Hva skjer med kunstneriske prosesser, kunstverk og kunstinstitusjoner i konfliktfylte politiske kontekster? Kan estetiske erfaringer og de ulike kunstartene bidra til å forstå og håndtere konflikter i vår hyperkomplekse senmoderne verden? Når blir kunsten selv gjenstand for konflikt, og hvordan provoserer den fram konflikter? Hvordan behandles konflikter internt i kunstneriske og kunstpedagogiske prosesser? Og på hvilke måter kan kunst intervenere i samfunnsprosesser når en konsensusorientering blir sosialt eller politisk uproduktiv?”

Disse spørgsmål peger i forskellige retninger. Redaktørerne begrunder dette med, at de har en ”kontekstuel kunstforståelse”, hvor kunsten ikke udgøres af isolerede og autonome værker, men er sammenvævet med de kontekster, den skabes, udøves og bruges i – og hvor konfliktualiteten derfor både kan tematiseres i kunsten, findes i kunstneriske processer, opstå i receptionen og måske påvirkes af kunsten. 

Med et åbent konfliktbegreb og en kontekstuel kunstforståelse spænder kapitlerne ikke overraskende bredt. Det gør de også i forhold til geografi og kunstarter. Seks kapitler omhandler teater, tre visuel kunst og tre musik. Halvdelen af kapitlerne finder deres empiri i Norsk teater og visuel kunst, mens resten vender blikket mod projekter i Sri Lanka, Palæstina, Bosnien, Tyskland og Danmark.

Mange af bidragene om norske kunstprojekter fokuserer på kunstformidling til børn eller unge: Anne-Mette Liene skriver om dilemmaerne i at lave kunst til vuggestuebørn. Karl Olav Segrov Mortensen sammenligner uenighederne om et værk til en børnehave og et værk til Oslos regeringskvarter efter terrorangrebet 22. juli. Lisbet Skregelid skriver om større skolebørns møde med kontroversiel kunst på et museum. Merete Elnan skriver om et teaterstykke for unge om risikoen for seksuelle overgreb i forbindelse med brug af sociale medier. Også Nina Helene Skogli analyserer et teaterstykke målrettet unge, her om 71 flygtninges død i en lastbil i Østrig, men fokuserer på sin egen oplevelse. 

Kapitlerne er generelt gennemarbejdede og har interessante pointer, men flere af dem strækker antologiens konflikttematik rigeligt langt. Når et kapitel har en titel, hvor mod og modstand indgår, så forventer man lidt mere håndgribelige konflikter end dem, der beskrives. Og når et andet kapitel ifølge titlen omhandler et ”spenningsfylt møte mellom visuell kunstner og to-åringer”, så er det en præcis indholdsbeskrivelse, men udvander selv et åbent konfliktbegreb. I en bog om kunst og konflikt er det lidt skuffende, når flere kapitler snarere omhandler dilemmaer, spændinger eller bare forskelle end konflikter med klare modsætninger. Det gælder også Anne Eriksens kapitel om et samarbejde mellem teateruddannelser på et norsk og et russisk universitet med forskellige teatertraditioner. Måske er det også fordi konfliktniveauet er så lavt, at det indimellem kan komme til at virke lidt tyndt – som når en detaljeret beskrivelse af erfaringerne med samarbejdet mellem de to teateruddannelser opsummeres med det ikke særligt overraskende, at det i et samarbejde er vigtigt med trygge rammer, fleksibilitet og vægt på praktisk handling, hvor alle kan bidrage. I hvert fald de to første er det nok svært at finde nogen, der vil være uenige i.

Nogle af kapitlerne argumenterer for, at vi må forstå konflikter som andet end modsætninger mellem klart definerede opponenter. Det gælder fx Jeppe Kristensens ”Uhåndgribelige konflikter: En case i teaterarbejde med komplekse problemstillinger”, om danske Fix & Foxys Love Theater om prostitution og globaliseret sexturisme. Her er konflikterne så uhåndgribelige, at de næsten forsvinder ud af syne. Til gengæld er det en pointe for Kristensen, som gerne vil transformere de klare sort-hvide konflikter med distancerede og alt for sikre positioner til mindre afklarede, men mere komplekse og involverende problemstillinger. Det er interessant at læse om, hvordan de mennesker (her en thailandsk prostitueret), som Fix & Foxy inddrager i deres participatoriske forestillinger, nødvendigvis også må påvirke disse: ”Det vigtigste er næsten at ende med at lave en anden forestilling end den, vi drømte om fra begyndelsen”. Kristensen har her nogle meget relevante refleksioner om usikkerhed, kontrol(tab) og forandring mellem de professionelle teaterfolk, publikum og de deltagere, der har personlige erfaringer og en kropslig viden om det, stykket handler om. For mig at se handler kapitlet dog mindre om konflikter end om at arbejde deltagelsesbaseret med komplekse problemstillinger.   

Mere uenighed (og konflikt) er der i Siemke Böhnisch bidrag om ”Uenighedsdramaturgier”. Hun går direkte og produktivt i dialog med Iversens uenighedsfællesskaber og hans pointe om, at vi snarere end at insistere på fælles værdier må skabe, vedligeholde og fremme gode rammer for uenighed. Hvordan det sker i forskellige teatersituationer – som uenighed i eller om forestillinger – udfolder hun i en teoretisk reflekteret analyse af tre tyske teaterstykker om aktuelle emner som integration og terror. Hun har fat i nogle spændende stykker og diskuterer fx, hvordan der i et af dem opstår en kamp om fortolkningsmagten, når unge og ældre tilskuere griner på helt forskellige steder. Det er stykker, man får lyst til at se – også for selv at kunne engagere sig i uenighederne. 

Andre kapitler omhandler kunstprojekter i dele af verden, der meget bogstaveligt og direkte har erfaringer med konflikter i form af krig. Det gælder ikke mindst to bidrag om, hvordan kunsten udfoldede sig og spillede en meget vigtig rolle under de ekstreme forhold i det belejrede Sarajevo. Dina Abazovic skriver om, hvordan Susan Sontags iscenesættelse af Beckets Vi venter på Godot spejlede belejringen, og Randi Margrethe Eidsaas beskriver, hvordan musikundervisningen fortsatte og gav håb og liv på trods af snigskytter og bombardementer. 

Også andre bidrag omhandler, hvad kunsten kan i områder påvirket af krig. Solveig Korum og Gillian Howell skriver hhv. om musikformidling til børn i palæstinensiske flygtningelejre og om en musikfestival, der prøver at bygge bro og forsone musikere fra hver sin side i Sri Lankas 30 år lange borgerkrig. Begge disse projekter er internationale samarbejder mellem lokale kulturorganisationer og norske bevillingsgivere. Dette er et vigtigt element i Korums interessante bidrag, som med inspiration fra Boltanski og Thévenots legitimeringsteori diskuterer musik som palæstinensisk modstand, som inspiration og som et værktøj i international bistand. Også i Howells bidrag udpeges en vigtig diskrepans mellem forskellige motivationer bag internationale udviklingsprojekter – hos hende mellem to ”programlogikker”, der hhv. sigter mod at udvikle musiksektoren eller at skabe forsoning i et tidligere borgerkrigsområde. At de kunstneriske og de sociale agendaer ikke altid trækker i samme retning er en meget væsentlig problemstilling, som flere af de andre bidrag med fordel også kunne have adresseret. 

Det er al ære værd, at Kunst og konflikt ligger frit tilgængeligt online. Interesserer man sig for kunst og konflikt, kan man finde flere interessante bidrag i antologien. En del af kapitlerne er praksisbaserede i den forstand, at forfatterne selv har været involverede i de kunstprojekter, de skriver om. Den kan dermed være relevant (og læselig) for både studerende og praktikere i feltet. Teoriudvikling er til gengæld ikke bogens ambition. Iversens uenighedsfællesskaber går igen i mange kapitler, og en del inddrager også Rancières dissensus, mens en central konfliktteoretiker som Chantal Mouffe stort set er fraværende. Med enkelte undtagelser bruges de teoretiske begreber ’kun’ som analytiske værktøjer i forhold til kunstprojekterne. Det er selvfølgelig helt ok, men for denne anmelder var de mest givende artikler dem, der kombinerede de kunstnære analyser med refleksioner over teorierne i feltet. Hvordan man forstår samfundets konflikter er jo i sig selv konfliktuelt. 

Birgit Eriksson, Professor

Institut for Kommunikation og Kultur – Æstetik og Kultur. Co-leder forskningsprogrammet Cultural Transformations http://cc.au.dk/en/research/research-programmes/cultural-transformations/, Aarhus Universitet, og leder Take Part, et nationalt forskningsnetværk om kulturel deltagelse, som involverer ca. 85 medlemmer fra syv universiteter og 25 kulturinstitutioner  http://projekter.au.dk/takepart/netværk.

Del med andre