Bonnie & Clyde af Signe Fabricius

Af Betina Rex

”Dette er ikke en virkelig historie”. Således skydes Bonnie og Clyde i gang. Ordene sænker sig over scenen. Helt bogstaveligt som store hvide skilte. En slet skjult hilsen til underholdningsindustriens fortærskede frase med modsat fortegn; ”baseret på en sand historie”.

Kroppens tale
Bonnie og Clyde er på mange måder pragteksemplet på en virkelig historie, fortalt så mange gange, i så mange versioner, at parret for længst har fortjent betegnelsen legender. I Betty Nansens viltre version, koreograferet af Signe Fabricius, fungerer Bonnies efterladte digte som dramaturgiens katalysator. Den ’virkelige’ objektive historie infiltreres af den virkelige oplevelse:

”Kender I historien om Jesse James?
Et liv på flugt
med svigt og nød
med vold og død
her er historien om Bonnie og Clyde”

Bonnie, i skikkelse af Astrid Elbo, træder ind på scenen foran de hvide skilte, og begynder at skrive den historie, der blev hendes egen. Historien, der starter med stor kærlighed, strækker sig over rå vold og ender i et dobbelt blodbad. Hendes sceniske nærvær er fortryllende, og hendes evne til at bruge sin krop som både pen og papir er så skarpskåret, at øjnene hænger ved hende fra første, fiktive krusedulle.

Herfra slår forestillingen det høje tempo an, der skal blive dens varemærke. Alle dansere kommer på scenen i en hektisk koreografi. Til den drypvise lyd af mønter mod et gulv svirrer de rundt på jagt efter overlevelse under endnu et hvidt skilt, der tavst bekendtgør, at vi er i en tid med økonomisk kollaps. Alle bevæger sig i hastigt løb frem og tilbage over scenen. Som kunne aktivitetsniveauet forhindre katastrofen. Tilsyneladende uden udsigt til hverken det de løber fra, eller det de løber imod. Indtil Bonnie brager ind i Clyde, personificeret af Ulrik Birkkjær, der emmer af forførende og lidt klichefyldt gadedrengscharme. Hun kaster sin krop om hans. Her er ikke tid til romantiske sværmerier, indtil den ene falder for den anden. Her springer man på den, man har brug for.

Efter springet følger ordet. Stephanie Nguyen træder frem som en næsten bibelsk beretter. Øje for øje. Tand for tand. Hendes mund siger ordene, mens hendes krop i små skarpe ryk siger præcis det samme. Hendes urbane baggrund fornægte sig ikke i de millimeterpræcise bevægelser, om end man kunne ønske sig, at hun fik lidt mere lejlighed til at slå sig løs. Hun er respektindgydende som en sortklædt personificering af både den dømmende, den udøvende og den lovgivende magt, med øjnene skærmet af reflekterede solbriller. Et moderne billede på Justitias blinde retfærdighed. Det er ikke længere hende, der ikke kan se, men derimod hendes dømmende blik, der er skjult for dem, der dømmes af det: Bonnie og Clyde.

Lidende, lidenskabeligt – liderligt
De to virker dog alt andet end tyngede af skyld i den intense kærlighedsduet, de kaster sig ud i. En opdateret pas des deux i ankelstrømper og sneakers. Signe Fabricius formår virkelig at få Astrid Elbo og Ulrik Birkkjærs himmelhøje balletben og uendelige lemmer til at summe af noget legende, æggene og bekymringsfrit. Langt fra den klassiske ballets strikse formsprog, men spækket med dens elegance. Idyllen er dog kortvarig. Snart pågribes Clyde af en flok hårdhændede betjente, der iklæder ham det ikoniske, orange fangetøj til lyden af Eminems White America.

Lydsiden af forestillingen er et mixet soundtrack af klassisk, moderne-klassisk, jazz, elektronisk og ambient, der understreger den hybridtid mellem 2020 og 1930 vi befinder os i.

“I never would’ve dreamed in a million years I’d see
So many motherfuckin’ people who feel like me.
Who share the same views and the same exact beliefs.
It’s like a fuckin’ army marchin’ in back of me.
So many lives I touch, so much anger aimed.
In no particular direction
Just sprays and sprays”.

Det er oplagt at lade Eminems vrede vokal være underlægningsmusik til portrætteringen af fængselsvold. I en systematisk koreografi af spark, slag og skub indledningsvist rettet mod Clyde, indtil han tager kraftig til genmæle og slår en betjent dødeligt til jorden. Den hvide mands deroute i 2020 ligner den i 1930. Og Bonnie og Clyde er unægteligt en kridhvid fortælling.

Vreden mærker Clyde både udefra og indefra. Da han igen er i sin elskede Bonnies favn, er det som et splintret spejlbillede af den mand, han var. Den mand hendes hænder danser rundt på hans krop for at genfinde. En krænket mand, der henter energi til at fortsætte i krænkelserne. Først i endnu en duet, hvor det lidenskabelige bliver til det liderlige, i en accelererende scene med Bonnie hængende over Clydes skulder indtil de begge går omkuld på scenen i en orgasmerus. Men Bonnie finder ingen ro. Drevet af sulten, der gnaver i hende som små orme i maven, vågner hun og trækkes skånselsløst rundt på scenen. Indtil hun trækker sig op, stiller sig an og mimer til en række lydklip af, hvad der lyder som filmhistoriens store heltinder. Ukuelig. Kontrasten mellem den hviskende sult og de højlydte heltinder fodrer fornemmelsen af en stærk diskrepans mellem de jordiske omstændigheder for livet og længslen efter en form for æterisk tilværelse i rampelyset.

Clyde vågner med en idé; ”Vi røver en bank!” Kimen er lagt til Bonnie & Clyde. De flankeres snart af Barow Banden, der én efter én træder ind på scenen. En forsamling, der ligner et velorkesteret sammenstød mellem old school gangstere og moderne undergrundskultur, i en skønsom mundering af hoodies, grills og seler.

Efter sulten
Bonnie opleves lidt som Clydes ’pyntedukke’. Et charmerende objekt, hvis fulde opmærksomhed og hengivenhed han kræver, når han vil. Det ændrer sig, efter hun har forceret sulten. Eksempelvis da hun kører bandens bil til lyden af Billie Eilish’ Bad Guy med den ildevarslende strofe “I like when you get mad”. Forestillingen er inspireret af hendes fortælling, men med Clyde som det centrale omdrejningspunkt. Også når hun bliver handlekraftig. En omstændighed hendes efterladte tekster selv installerer. Med 2020’erne som forestillingens spejl kunne den kønsrolledynamik godt udfordres mere ekspressivt og mindre kønt.

Koreografisk er bilscenen let klichetung, men fysisk upåklageligt udført af danserne, der tæt sammenpakkede illuderer langvarig biltur. Der bliver dog lidt langt igennem De Forenede Stater med tanke på resten af forestillingens kvikke skift og tempo. Til gengæld gør Bonnies hånd kort proces, når den flyver op for munden af et af de andre bandemedlemmer, der uheldigvis kommer til at ytre sætningen; “Jeg er sulten”. Bonnie er beyond sult.

Bonnie, Clyde og bandens voldshandlinger eskalerer. De opremses sirligt. Mord, røveri, voldtægt. Intet er helligt. Igen er det Stephani Nguyen, der har ordet og forsikrer om, at politiet har sat alle ressourcer ind på sagen. Hvilket er svært at tro, når Bonnie samtidig smyger sig omkring Nguyen, lige under hendes næsetip, uden at hun ænser noget. Bonnies glidende, listige bevægelser, stiller fysisk spørgsmålstegn ved, hvor meget man skal tro på det, magthaverne siger.

Slutspurten
Livet i overhalingsbanen fortsætter. Flamingo Bar, et djævelsk sted, sænkes ned, som sendt fra himlen. En dekadent lasternes hule, hvor Clyde og gutterne på friske fødder, fyrer op under en lystig koreografi på bardisken. The showdance must go on. Og det gør den, lige indtil Bonnie vredt ifører sig tåspidssko og erobrer barscenen flankeret af Stephanie Nguyen. Astrid Elbos krop kombinerer rå muskelstyrke og bramfri flirt i en koreografi, der forener det erotiske med det urovækkende. Her er en kvinde, der ikke skyr nogen midler, der ikke længere har noget at miste, men alt at kæmpe mod.

Kampen bliver hurtigt reel, for Clyde træder op på bardisken, og de to starter en stilistisk slåskamp, hvor lussingernes effekt synes desto større, fordi de fysisk ikke finder sted. Det er desperat og dyrisk. Antændt af gnisterne fra deres fortærende, men udsultede kærlighed. Når man ikke kan spise, må man æde af hinanden. Snart bliver de to trukket ned på scenegulvet. Ned på jorden. Bardisken svæver op, hvor den kom fra. Tilbage er kun den rå vold, som Bonnie og Clyde nu udsættes for af de tilbagekomne betjente. Demonstrativt løfter Clyde Bonnie op og bærer hende med sig i en slags dødsduet af to hængende og faldende kroppe. Indrammet af bagvæggens enorme runde plade, der hænger som en truende sol over to desperate kroppes sidste ørkenvandring. På en scene, hvor alle andre er faldet. Det er næsten en lettelse, når skudsalverne lyder, og parret endegyldigt falder mod jorden. Vi vidste jo, det skulle ske. Tilbage står Stephanie Nguyen som personificeringen af den fortælling, den vestlige verden gerne vil skabe om sig selv. Som retfærdighedens vogter. Den er næppe baseret på en virkelig historie.  

Spejlet
Scenograf Ida Grarup har skabt et minimalistisk udtryk med enkelte store elementer, som bardisken, de hvide skilte og den enorme runde bagvæg med indbyggede lamper. Det giver plads til den dans, der står i centrum, og skaber samtidig et godt billede på, hvordan vi er små mennesker i en stor, ubønhørlig verden. Nok kan vi påvirke enkelte elementer og skrive vores egne fortællinger, men nogen synderlig effekt på det store maskineri har vi ikke. 

Forestillingen går mindre op i, hvem Bonni og Clyde var og gør mere ud af, hvem de blev gjort til, og hvad der gjorde dem til det. Som et spejl holdt op foran de endnu unge 2020’ere. Et koreografisk øjebliksbillede, der minder os om, at historien er cyklisk, og at omstændigheder skaber folk. Tryk avler modtryk. Magten er selvretfærdig. Når verden er presset, presses folk til yderligheder.

Betty Nansen siger, lidt poppet, at de nu også ’taler dans’. Men med Bonnie og Clyde holder det stik. Danserne taler og skriver vitterligt med og ’på’ kroppen. Det urbane ligger hele tiden og ulmer i bevægelsessproget, hvilket fungerer fremragende, men også efterlader øjnene sultne efter mere af dansens poetiske og fabulerende potentiale. Ikke nødvendigvis dumt, hvis altså Betty Nansen fortsætter med at fodre sit publikum med mere dans og koreografi.

Fakta

BONNIE OG CLYDE, BETTY NANSEN PREMIERE D. 9.1.2020 SPILLER TIL OG MED D. 8.2.2020
MEDVIRKENDE Astrid Elbo, Ulrik Birkkjær, Veronica Bracaccini, Stephanie Nguyen, Suad Demirovic, Robert Malmborg, Mads Gronemann
KOREOGRAFI OG INSTRUKTION Signe Fabricius
INSTRUKTØRKONSULENT Elisa Kragerup
SCENOGRAFI Ida Grarup
LYSDESIGN Súni Joensen

Fotos: Catrine Zorn

Betina Rex er freelance dramaturg og producent.

Del med andre