Lazarus

LAZARUS Af David Bowie + Enda Walsh

Af Ansa Lønstrup

En sanse- og betydningsoverbelastet forestilling

Det er en overvældende og på mange måder imponerende og flot forestilling, Aarhus Teater har fået skabt. Ikke mindst ved hjælp af det nyligt udbyggede scenetårn og dermed en avanceret, smuk og konstant bevægelig og ikke mindst lydefri scenografi. Men også med stærke kræfter såvel performativt-musikalsk som visuelt-scenografisk. Vanskeligheden ved forestillingen er måske, at hovedpersonen Newtons eksistentielle kriser, tvivl, tvetydigheder og vrangforestillinger generelt bliver distribueret og udspillet i samtlige iscenesættelsens detaljer, således at ikke kun hovedfiguren Newton selv, men også alle vi andre i salen bliver udmattede af at skulle afkode de mange sansebelastende effekters status og betydninger.

Det starter ellers smukt, enkelt-minimalistisk med en stor, lysende hvid planet, som den på Jorden i New York strandede hovedperson Newton (Bowies alter ego) med det yderste af neglene kan hage sig fast i, så han bliver hejst op og væk fra sit tomme, klaustrofobiske tv- og ginslubrende jordeliv. Senere går det meget vildere for sig: det stærke og højlydte band akkompagnerer på bedste vis de udvalgte Bowie sange, der udgør mellemstationer og højdepunkter for en noget uklar og sammensat storyline, idet sangene synges på engelsk, mens de mellemlagte, gennemgående dialoger er på dansk. Dvs. at forbindelsen mellem sangtekster og storyline står relativt uklar og svær at følge eller gennemskue.

Iscenesættelsens tegn og signaler

Når de forskellige personfigurer kommer på scenen, er der til gengæld lagt stærke betydningssignaler i de medvirkendes kostumer og sminkning: spøjse barokke krinoliner med frit syn gennem de rokoko-agtige fiskebensskørter direkte ind til kvindernes bagsider! Overdimensionerede og groteske rottehale frisurer og sminkninger samt stærkt røde skørter og lilla, grønne eller turkise plastikbryster karakteriserer og visualiserer de 3 ”teenage girls”. Kun musikerne og Newtons blege ”skygge-dansekor” er iklædt cremehvide, ”sindssyge” og køns-tvetydige kjoledragter. Girl – den navnløse, måske den unge Bowie/ Newtons indre pige – er ligeledes klædt i cremehvid krinoline kjole, delvis gennemsigtig, men ”hel” og uden udsigt til bagen, dvs. uskyldig! Det ”almindelige, kedelige par” er klædt i total beige. Newton selv er klædt i gin-turkise bukser og rød, men gennemsigtig skjorte, som han ofte tager af og på. Rød er sanselighed/sexualitet – hvid er uskyld/neutralitet, siger farvekoderne. Den sexgale serial killer Valentine med bar overkrop og en skinnende dræber-kile bærer rødt skørt (til sidst med blåt forklæde?), har røde horn i panden som et lidt tvetydigt valentine-hjerte – og får stadig mere rødt blod på sin nøgne overkrop og fra munden. Rød er altså også kærlighedens vold(somhed). Der er tydeligvis rigeligt at se til og på for publikum.

Lazarus og spørgsmålet om genre, konventioner og iscenesættelse

Ifølge konventionen er musical som genre defineret ved flg. komponenter: en kærlighedshistorie, musik/sangnumre og dans samt storbyen som sted/ramme. I forhold hertil kan man vurdere, at LAZARUS forestillingen er en musical, sådan som den også af nogle er blevet omtalt som. Men af disse musical-elementer fremstår især dansen og (kærligheds)historien som de svagest repræsenterede elementer. Som nævnt er historien utydelig og svær afkodelig, således at vi som publikum simpelthen har svært ved at følge den. Og ”kærlighedshistorien” er karakteriseret ved korte, afbrudte, parodiske eller brutale episoder, ikke som en scenisk realiseret kærlighedsfortæl-ling. Men principielt handler eller kredser Lazarus forestillingen om den umulige og forsvundne kærlighed mellem Newton og Mary Lou, idet sidstnævnte ikke figurerer på rollelisten eller i egentlig fysisk form, men kun gestaltet som ”levende billede”, indrammet på bagscenen og som fantasme på Newtons (indre?) tv-skærm.

 Ligeså kan spørgsmålet om dansens tilstedeværelse i forestillingen synes uklar. Netop her synes en iscenesættelse og instruktion at være et valg, hvor der aldrig er tale om traditionel dans, men derimod om delvis minutiøs og minimal koreografi af f.eks. det ”hvide skyggekor”, der oftest lejrer sig sammen omkring hovedpersonerne, eller større koordinerede bevægelser af de farverige og groteske/frivole teenage girls. I det hele taget er bevægelsesmåder og mønstre karakteriseret ved mestendels flydende, relativt rolige bevægelser, hvilket også gælder de hyppige skift i scenografien, f.eks. de firkantede overdimensionerede rammer, der glider op, ned og frem, med og uden de indsatte personfigurer. Det er som om rum og bevægelse er i et konstant flow.

En særlig markant bevægelseskoreografi gælder for ”Girl”, der har en meget yndig og let løftet gammeldags ”piget” og uskyldig blød arm-positur som gestisk signatur gennem stort set hele forestillingen.

Anderledes – og i kontrast hertil – er Newtons bevægelseskoreografi urolig, spasmisk, rullende, konstant i bevægelse, kastende sig hid og did med de evige tomme(!) turkise ginflasker højt hævet over sig. Det giver redundans og svækker publikums interesse for ham. Men det er muligvis også tilsigtet.

Lazarus som genrehybrid

Forestillingens iscenesættelse og instruktion er tydeligvis inspireret lige så meget fra de senere års teaterkoncerter, som Aarhus Teater har haft stort kunstnerisk og publikumsmæssigt held med. Problemet er måske her, at hvor teaterkoncerten som ny ”genre” har vist sig stærk, fordi den  opererer med en række enkeltstående, selvstændige scenebilleder/scenografier uden en gennemgående handling eller storyline, så forsøger Lazarus at kombinere musical og teaterkoncert ved at fastholde en uklar, gennemgående ”handling” igennem dansk dialog med selvstændige koncertnumre på engelsk. Resultatet bliver en overmættet, ja næsten overophedet symbolladet iscenesættelse, hvor publikum kommer på afkodningsoverarbejde og langt hen ad vejen må opgive at forstå, hvad der egentlig foregår eller hvad det handler om. Noget lignende kunne opleves ved sommerens Moesgaard forestilling, Kong Arthur, som ligeledes var instrueret af Heinrich Christensen.

I betragtning af, at David Bowie på mange måder musikalsk og æstetisk-visuelt var minimalist, en skarp og les is more kunstner, så kan det virke kontraproduktivt at give iscenesættelsen af hans musik så meget scenisk-performativt overdrive. Det var i hvert fald uventet og virkede udmattende, da jeg oplevede forestillingen første gang d. 12. sept. Jeg forstod ikke hvad der foregik, blev kastet af og voldsomt træt. Dertil skal også siges, at jeg ikke forlods var fortrolig med Bowies tekster, hvilket måske ville kunne have hjulpet på min oplevelse og afkodning af, hvad der egentlig foregik.

Lazarus genoplevet

Anderledes gik det, da jeg genså forestillingen d. 21. sept. Denne gang var jeg delvis fortrolig med, hvad der skulle ske og havde derfor overskud til at iagttage, sanse og afkode de mange iscenesættelsesdetaljer, ligesom jeg kunne glæde mig over de flotte numre, de gode performere/sangere – ingen nævnt, ingen glemt – og i det hele taget have ører og øjne på stilke og forstå og mestre det store detaljerede afkodningsarbejde for publikum.

Der er to pointer eller spørgsmål at uddrage her: Skal en forestilling som denne tænke i at ”more is more”, tænke i iscenesættelsens bredt musikkulturelle appel og satse på, at folk bliver underholdt af det visuelle, at nogen fanger og ”forstår” noget, men slet ikke alle de overlagte visuelt-performative tegn og betydnings signaler, og at de fleste knap nok sanser eller forstår, hvad det handler om udover ”musikken selv”? Evt. satse på, at folk ligesom i mit tilfælde går ind og ser forestillingen to gange?

Eller: skal der arbejdes æstetisk betydningsmæssigt økonomiseret, stramt og enkelt og med omtanke for, hvor meget ”man” – det store sammensatte publikum – kan annamme og klare, når musikken og sangen spiller godt og højt og ”spiller førsteviolin”? At man som publikum til en forestilling i en teatersal forventer at kunne følge med, hvis der er tale om en handling/storyline, også selvom den er koblet på fed musik, stærke farver, symboler og scenografi, gode sangere/performere og et godt orkester?

Manus, forlæg, realisering

Vanskeligheden i iscenesættelsen af denne Lazarus opsætning ligger antagelig allerede i det manus, som opsætningen obligatorisk skal følge, og så også i den danske oversættelse heraf. Man kunne have overvejet at trykke de engelske sangtekster, således at samspillet mellem disse og handlingen blev kommunikeret. Eller alternativt kunne man skrive et egentligt, men kort handlingsreferat som supplement til de to lidt uklare ”para” tekster i programmet.

Men først og fremmest skal en forestilling som denne fungere via sin æstetiske appel og kommunikation i dens fulde, sammensatte bredde. Og det kræver skarpe valg og blik for lydens særlige prominens og status i en musikforestilling.

I øvrigt var det påfaldende, at den mindst farverige, helt blege og minimalt iscenesatte, men stærkest virkende figur, ”Girl” – gestaltet fremragende af Sara Viktoria Bjerregaard – at netop hun fik den største og længste applaus efter sin stærke og smukke fortolkning af ”Life on Mars”. Men så blev hun også samtidig indhyllet i et langt blankt rødt klæde. Og det forstod vist næsten alle meningen med!

Danmarkspremiere 29.8.19 på Aarhus Teater

Lazarus er inspireret af romanen The Man Who Fell to the Earth af Walter Tevis

Oversættelse og iscenesættelse, Heinrich Christensen

Scenografi og kostumedesign, Christian Albrechtsen

Kapelmester, Søren Graversen

Koreografi, Rebekka Lund

Lysdesign, Mathias Hersland

Lyddesign, Lars Gaarde

Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Simon Mathew, Sara Victoria Bjerregaaard, Sofia Nolsøe, Bjørn Fjæstad, Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Mathias Flint, Sofie Topp-Duus, Kristine Marie Brendstrup, Isa Henningsen

Ansa Lønstrup er lektor emerita på Aarhus Universitet, tilknyttet uddannelsen i Æstetik og Kultur, Institut for Kommunikation og Kultur, samt leder af Center for Sound Studies, en tværfaglig forskningsgruppe med fokus på lyd og lytning i forskellige kontekster. Arbejder aktuelt med et bog- projekt under arbejdstitlen Lytte-rum.

Del med andre