ILT 19 – Teaterfestival i Aarhus

Af Erik Exe Christoffersen

 

Teater som repræsentationshandling

ILT er en unik teaterbegivenhed i Aarhus, og dyrker et mangfoldigt internationalt levende teater. Der er tale om et prisværdigt og velorganiseret samarbejde mellem byens teatre. Endnu engang markeres Aarhus som en kreativ teater-by præget af åbenhed og vitalitet. ILT havde ud over en række forestillinger kunstneriske debatter og udvekslinger på kryds og tværs, og det eneste man kunne ønske sig mere, var en form for lokal samproduktion mellem teatrene i byen i form at fx en fælles åbning, som man husker tilbage fra nogle af de store festugeåbninger i 90erne og selvfølgelig i Kulturbyåret 2017. Det kunne også være et kunstnerisk møde med nogle af de internationale teaterfolk, som nok ville kræve flere økonomiske midler.

Jeg har valgt at fokusere på tre fremragende forestillinger, som har det til fælles, at de etablere en spænding mellem skuespillerens personlighed og rollen. De tager desuden indholdsmæssigt udgangspunkt i enestående sociale begivenheder og det singulære spejles formmæssigt i unikke og særegne performances, som ikke er styret af en entydig tekst-dramaturgi.

Five easy pieces af Milo Rau

Repræsentation er en handling. Det kan være en handling som at fortælle en ubærlig historie. Hvordan og hvorfor? At fortie er naturligvis også en handling, som grænser op til tabuisering.

Den schweiziske instruktør Milo Rau og hans kompagni Internationalt Institut for Politisk Mord (IIPM) har produceret Five easy pieces. Det er en forestilling om den belgiske seriemorder Marc Dutroux’ liv og forbrydelser – fortalt af børn. I 1995 og 1996 kidnappede, torturerede og misbrugte Dutroux seks piger, i alderen 8 til 19 år, hvoraf fire døde. I forestillingen optræder syv børn i forskellige roller: en politibetjent, Marc Dutroux’ far, en forælder til en død pige. Ingen af børnene spiller Dutroux.

Instruktøren har forsøgt at løse problemet på en radikal måde ved, at lade børn fremstille og repræsentere beretningen om børnemorderen. Forestillingen arbejder med en dobbeltfiktion. Børnene præsenteres og udspørges af instruktøren, mens de videofilmes og projiceres op på en stor skærm i baggrunden. Børnene iscenesættes langsomt ind i beretningen og lærer undervejs at fokusere og være disciplinerede. En række scener genskabes på scenen og børnene mimer en tilsyneladende dokumentarisk film, som vises på skærmen. Iscenesættelsen når en form for klimaks, idet et af børnene, som spiller et kidnappet barn, skal tage tøjet af med instruktørens hjælp. Her bliver iscenesættelsens parallel til børnemorderen klar, om end der naturligvis er tale om meget forskellige former for manipulation.

Men forestillingen formår også at lade børnene optræde på egne præmisser. De er nemlig alle interesseret i skuespil, sang og musik og er hver især unikke talenter.

Effekten er, at tilskuerne på den ene side får fortalt denne tragiske hændelse, men samtidigt  til stadighed bliver mindet om repræsentationens problematik. Det er børn, som remedier begivenheden, og de bliver iscenesat og brugt (måske misbrugt) i forhold til denne repræsentationshandling. Forestillingens kvalitet ligger blandt andet i den risiko, som er forbundet med børnenes performance og den markante modsætning mellem børnenes virkelighed og drømme om teater og så den tragiske virkelige historie om de mishandlede børn.

Isabella’s Room af Needcompany
Den blinde, aldrende Isabella er datter af en ørkenprins, der forsvandt på en ekspedition. Det er hvad hendes plejeforældre, Arthur og Anna, har fortalt hende. Isabella voksede op sammen med Arthur og Anna i et fyrtårn på en ø, hvor Arthur var fyrmester. Men de er i virkeligheden hendes forældre. Anna dør og Arthur kaster sig i havet. Isabellas flytter senere til et værelse i Paris, der er fyldt med skulpturer, masker, krukker, potter, smykker og genstande fra andre kulturer.
Isabella fortæller historien om sit liv sammen med de døde: Arthur og Anna, hendes forældre, og hendes elskere Alexander og Frank. De ni meget forskellige og unikke skuespillere fortæller, synger og danser Isabellas historie samtidig med, at de præsenterer scenen som en slags wunderkammer.

Scenen er fyldt med etnografika, fundet og kurateret af instruktøren, Jan Lauwers far. Det er realt rum, som genskabes med en del af disse genstande. Historien om Isabella er imidlertid fiktion. Hun er præget af den grundlæggende løgn om sin herkomst og er som sådan usikker på sin Identitet. Hendes mand bliver sindssyg og den unge elsker Frank (hendes barnebarn) dør efter et tragisk uheld. Isabellas pointe er, at hun ikke sørger over dem, men lever videre. Hun lever så at sige med de døde, som går igen i forestillingen.

Repræsentationen har således flere niveauer, som peger frem mod det, man kunne kalde en autenticitetsperformance. De medvirkende er først og fremmest sig selv på scenen. De er hver især unikke. De danser, synger, går rund og fremviser objekterne fra den etnografiske samling, og ind i mellem glider de ind i en rolle som moren, faderen etc. Det er klart, der er forskel på hvornår de er i eller ved siden af rollen. Somme tider udviskes forskellen dog set fra tilskuerne. Der opstår et vist sammenfald mellem rolle og person, og på en måde er det forestillingens pointe. Performerne går videre, de har spillet den siden 2004, men Isabella og hendes døde familie går også videre ligesom objekterne. Isabella’s Room er skrevet og instrueret af Jan Lauwers. 

Real Magic af Forced Entertainment

Tre mennesker deltager i et ’trivielt’ ’tv-show’ til lyden af dåselatter og klapsalver. De tre skuespillere, som optræder med deres faktiske navne, gennemspiller den samme scene igen og igen. En af dem skal gætte, hvilket ord den anden tænker på og den tredje faciliterer konkurrencen. De har tre forsøg men fejler hver gang og det gentager sig i en uendelighed med små variationer. Fra tid til anden er de iført hønsekostume og undertiden er de i undertøj. Undertiden forveksler de replikkerne, bytter rundt og glemmer atter. En form for absurd opløsning af både sproget og dramaet i stil med Samuel Beckett. Det pinagtige ligger i gentagelsen og det uendelige, som bliver en reel fysisk udmattelse. Skuespillerne er fanget i en performance, selv når den, som tænker på et ord, gør alt for at kommunikere ordet, fejler den som gætter. Forestillingen er instrueret og devised af Tim Etchells i samarbejde med de medvirkende skuespillere Jerry Killick, Richard Lowdon og Claire Marshall

Sammenfatning

De tre forestillinger er alle unikke konstruktioner, kollektivt produceret med en samling af specifikke medvirkende, objekter og scenisk rum. De tre forestillinger er derfor meget forskellige, men der er et træk som går igen, og som er vigtige for samtidens teater: Der er tale om autenticitetsperformance, som ekspliciterer, at der opføres her og nu i en direkte henvendelse til tilskuerne, og at der altid er et væsentligt spændingsforhold mellem det personlige og fremstillingens roller. Denne performancehandling er reel, virkelig og unik. Der er tale om både en kunstnerisk, etisk og politisk handling, som er forbundet med selve mediet og opførelsens performance.

Det er jo ikke en ny tendens, men det blev en tydelig tendens, som peger på teatrets muligheder og det teater kan, som andre medier ikke kan. Det autentiske er som sådan ikke mere virkeligt end så meget andet. Men teatret kan skabe en særlig intens form for nærvær, som skaber en autenticitetseffekt. Og som er knyttet til den risiko for at fejle, som opførelsen skaber.

Forestillingerne er på hver deres måde udtryk for nogle latente krisetendenser i det senmoderne.

Tabet af almene værdier, som fx en stabil risikofri identitet, skærper forventningerne til subjektets selvrealisering. Men forventningerne til Real Magic munder ud i en pinagtig fejlen og gentagelse af den samme performance uden slutning eller løsning. Dutroux grusomme performance er unik i sin ubærlighed og uforståelighed og forestillingen løber en kæmpe risiko ved overhovedet at opføre den som teater – især fordi den har børn som skuespillere. Isabella’s Room er en helt unik sammensætning af formidable og kreative performere og objekter, som vises frem af et kollektiv. Forestillingen har ligesom Isabella viljen til fællesskab på trods at de mange tab. Isabella og Needcompany har viljen til at handle i fællesskab, som det lyder i forestillingen slutsang: We go on, and on, and on.

Erik Exe Christoffersen, lektor i dramaturgi, Aarhus Universitet 

Isabella’s Room af Needcompany

MEDVIRKENDE Viviane De Muynck, Anneke Bonnema, Hans Petter Dahl, Julien Faure, Benoît Gob, Misha Downey/Ludde Hagberg, Sung-Im Her, Yumiko Funaya/Sarah Lutz, Maarten Seghers, Elke Janssens og Jan Lauwers
INSTRUKTØR Jan Lauwers

Five easy pieces af Milo Rau

MEDVIRKENDE Aimone De Zordo, Fons Dumont, Arno John Keys, Blanche Ghyssaert, Lucia Redondo, Peter Seynaeve/ Hendrik Van Doorn, Pepijn Siddiki & Eva Luna Van Hijfte
INSTRUKTØR Milo Rau

Real Magic af Forced Entertainment

MEDVIRKENDE Jerry Killick, Richard Lowdon and Claire Marshall.

INSTRUKTØR Tim Etchells

Del med andre