August Enna: Kleopatra. Den jyske opera.

Af Lars Ole Bonde

 

Ikke alt som glimrer er guld

Glemte danske mesterværker?

Den jyske operas chef Philipp Kochheim har gjort det til en del af sin strategi at præsentere Den danske serie med ukendte danske operaer, og det første udspil i dette spændende og dristige fremstød er August Ennas Kleopatra fra 1894. Forestillingen er i skrivende stund på turné – og det er i sig selv spændende at finde ud af, om det danske operapublikum er nysgerrigt nok til at fylde sæderne. Set fra den synsvinkel er Kleopatra et glimrende valg som første værk i serien, for denne opera er ikke svær at forholde sig til: Det er ’opera som vi kender det’; historien er forholdsvis enkel og meningsfuld, dramaet rummer store og sammensatte følelser, musikken er – for det meste – udadvendt og flot, der er tre-fire store og krævende vokalpartier, flotte kor, balletmusik osv., og stilen kender de fleste, der har hørt blot enkelte operaer af Puccini, Verdi og måske Richard Strauss.

 

En glemt dansk komponist

August Enna (1859-1939) kunne sit kram. Selvom hans musik næsten ikke spilles i dag, var han Danmarks førende musikdramatiker omkring år 1900 og op til 1.verdenskrig – tankevækkende nok mest i udlandet. Hans gennembrudsværk Heksen (uropført 1892 på Det Kgl. Teater) blev spillet over hele Europa, og opfølgeren Kleopatra (uropført 1894 på Det Kgl. Teater) næsten lige så mange steder. De efterfølgende værker opnåede ikke samme popularitet, og efter 1. verdenskrig tyndede det ud i opførelserne. Men Enna var leveringsdygtig i mange genrer – skuespilmusik, ballet, operette – mange af de lidt senere værker med udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr. Det er en meget interessant komponisthistorie, som nu kan studeres i Steen Chr. Steensens nye, læseværdige biografi om komponisten (Multivers 2018). Steensens bog er det første længere portræt af Enna siden Gerhardt Lynges Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse (1917). Lynge var optaget af at identificere det særligt ”danske” ved samtidens komponister, men Enna karakteriseres som ”…Europæeren mellem Danmarks Komponister. Den danske Musik som noget nationalt ejendommeligt er intet for ham. Hans Kunst er internationalt følt og formet”. Denne karakteristik passer i høj grad på Kleopatra – og det kommer jeg tilbage til senere. Først lidt om selve opsætningen.

 

Historien og librettoen

Kleopatra er baseret på en i samtiden meget populær roman fra 1888 af H. Rider Haggard (ham med Kong Salomons Miner, en af den tids kioskbaskere). Den sidste ægyptiske farao, prins Harmaki, der sammen med sit folk lever i undertrykkelse, får til opgave at dræbe opkomlingen Kleopatra, som sidder på landets trone (med romernes hjælp) og fører et udsvævende liv. Han skal hjælpes af Kleopatras kammerpige Charmion, som er forelsket i Harmaki. Plottets knude er så, at Harmaki forelsker sig i den smukke dronning ved første øjekast og dermed kastes ud i den klassiske konflikt mellem pligt og lyst (vi kender den fx fra Verdis Aïda og Don Carlos). Det ender naturligvis ikke godt.

Librettoen efter Haggard er af Einar Christiansen (Det Kgl. Teaters direktør 1899-1909), og det er desværre en noget kluntet og bedaget operatekst, som nok er medvirkende årsag til at operaen er gået i glemmebogen. Den jyske opera har valgte at lade operaen synge på dansk (med danske overtekster). På sangerholdet er de fire store roller dobbelt besat, og på det hold jeg hørte, havde tre udlændinge de største roller. De havde alle en del problemer med at finde de rigtige vokalfarvninger, og jeg spekulerede ofte på, om de mon egentlig forstod hvad de sang. Det forstyrrede faktisk en del. Man kan sige, at det var en illustration af en gammel fordom: mange kritikere/historikere har tidligere sagt, at dansk ikke er noget særligt sangbart sprog. Det er jeg grundlæggende ikke enig i, men oplevede her, at dansk er et virkeligt svært sprog for syngende udlændinge.

 

Sangerne

Sangsolisterne på det hold jeg hørte havde de nødvendige ressourcer i forskellig grad. De to kvindelige hovedroller var bedst besat: Stefania Dovhan som Kleopatra og Tanja Kuhn som Charmion tegnede de vokalt og dramatisk mest interessante personer – mens heltetenoren Christian Juslin ikke havde nogen god aften. Han lød presset i højden og lettere indisponeret. Det forstyrrede også. Jeg havde meget gerne hørt danskerne Magnus Vigilius og Elsebeth Dreisig som Harmaki og Kleopatra; de har fået fine anmeldelser. Den jyske operas kor gjorde som sædvanlig en fin indsats, ikke mindst i 1. akts kroningsscene, hvor også Thomas Christian Sigh tegnede et klart billede af Sepa, Charmions far og repræsentant for den gamle ægyptiske kultur.

 

Scenografi og iscenesættelse

Turné-scenografien var meget enkel og temmelig kedelig i længden: Et halvcirkelformet rum med en enkelt søjle i venstre side (så bred at man kunne gemme sig bag den) var rammen i alle akter – kun lidt forskelligt møblement/rekvisitter, lys og koreografi på scenen var forskellig fra akt til akt. Iscenesættelsen ved Ben Baur (der også stod for scenografien) virkede gennemgående meget traditionel (set fra 2. etage, altså på ret stor afstand), især i de første to akter før pausen. Der var ingen forsøg på aktualisering, alt ’ægyptisk’ blev taget for pålydende. Efter pausen var der ét eksempel på ”regi-teater”, nemlig en meget påfaldende, lang scene, hvor Ennas flotte-ekstroverte (ballet)forspil til 3. akt – som oprindelig må have ledsaget en fest i en overdådig (og sikkert også dekadent) hofkultur – blev visualiseret gennem en forpint, næsten nøgen mandlig slaves besynderlige ’dødsdans’ for øjnene af en åbenbart pervers Kleopatra i baggrunden. Det var ikke kønt at se på, og som visuel kontrapunkt var det efter min mening ikke vellykket. Kleopatras sammensatte væsen kunne have været vist på så mange andre, mere interessante måder, og i et ukendt værk er visuel kontrapunkt, altså bevidst kontrast mellem det musikalske og det visuelle, principielt problematisk.

 

Musikken

Den ukendte musik var for mig den store attraktion – jeg havde virkelig glædet mig til at høre et ukendt dansk værk fra slutningen af 1800tallet, som dengang blev spillet med succes i Europas operametropoler…! Kun den lange, flotte ouverture findes indspillet. Dirigenten Joachim Gustafsson var rigtig god, og orkestret – ved denne lejlighed Copenhagen Phil alias Sjællands Symfoniorkester – spillede det store (her let reducerede) partitur fint, med sans for både det rugende mørke i første akts store kroningsscene og for den højstemte patos i de senere kærlighedsscener. Den unge, nærmest autodidakte Enna viste sig at være en yderst professionel og idérig komponist, og det er ikke svært at forstå musikkens succes i samtiden: Tonesproget er – som Lynge var inde på det – genneminternationalt (jeg kunne ikke høre nogen efterklange af Gade eller anden dansk påvirkning, som enkelte andre anmeldere ellers har nævnt). Nogle passager mindede om den unge Wagner og den modne Verdi; der var også en smule Gounod (fx en del lange unisone passager i orkestret), en del Meyerbeer (”Virkning uden årsag”, som Wagner kaldte det, når musikken i lange passager er flot, storslået og glimrende uden nogen særlig dramaturgisk begrundelse), og især til sidst var der mange mindelser om Richard Strauss – ikke operakomponisten, men den unge komponist af tonedigte som Don Juan og Tod und Verklärung. Indimellem var der meget interessante instrumentalpassager og harmonisk spændende modulationer, men der var også alt for lange afsnit med ”rutinemæssig” fordobling af sangsolisternes melodilinjer i orkestret og den verdiske ”orkester-guitar”. Der var mange stort anlagte scener uden megen indre sammenhæng, især før pausen. Det musikalske niveau var mærkbart højere efter pausen, og det bedste ved det hele var en lang duet mellem Kleopatra og den vankelmodige helt Harmaki: Hun har lige fået at vide (af den jaloux Charmion), at han har planlagt at myrde hende, men alligevel spinder hun et raffineret sanseligt og forførende net omkring ham, som hun har været stærkt tiltrukket af – indtil hun til slut, som et lynnedslag, overgiver ham til sin skæbne. Det kunne Richard Strauss ikke have gjort meget bedre – på dét tidspunkt!

 

 

Er det guld?

Alt i alt har Den jyske opera stor ære af denne indsats, som er overraskende helhjertet og meget interessant, og bestemt ikke kun for ”kendere”. Ennas musik er ret forbløffende i sit internationale anlæg og niveau, men purt guld er det ikke. Det er heldigvis ikke så skuffende, som da 1600tallets modige søfarere på jagt efter Nordvestpassagen kom hjem fra Canada med glimtende sten, som de troede var guld, men viste sig at være kisel. Man kan vel metaforisk sige, at Den jyske opera har fundet et stort skønvirke-smykke og pudset det op til fin stand. Men som skønvirkestilen i smykker og møbelkunst i dag virker gammeldags og nostalgisk, virker den også i musikken som smuk og dygtigt tilvirket, men ikke særlig relevant eller specielt engagerende.

Forude i serien med glemte danske operaer venter en virkelig specialitet fra tiden der fulgte (med tonalitetens opløsning og episk musikteater): Paul von Klenaus Michael Kohlhaas efter Kleists mester-novelle, som – efter alt at dømme – var fuldt på højde med sin tid, men på en anden og mere fremadrettet måde end Ennas eksotiske kioskbasker.

 

 

Facts:

Kleopatra. Opera produceret af Den jyske opera. Musik: August Enna. Libretto: Einar Christiansen efter H. Rider Haggards roman

Dirigent: Joachim Gustafsson. Orkester: Landsdelsorkestrene (12.3. Copenhagen Phil). Kor: Den jyske operas kor.

Sangsolister: Elsebeth Dreisig/Stefania Dovhan (Kleopatra), Magnus Vigilius/Christian Juslin (Harmaki), Ruslana Koval/Tanja Kuhn (Charmion), Lars Møller/Thomas Christian Sigh (Sepa) og sangere fra Den jyske operas kor i mindre roller. Johannes Brüssau (en slave – danser).

Iscenesættelse og scenografi: Ben Baur, Lysdesign: Anders Poll, Kostumer: Uta Meenen, Korindstudering: Tecwyn Evans, Instruktørassistent: Julian Nketiah. Kleopatra kan ses på turné frem til 12.4.

Forestillingen blev set den 12. marts 2019 på Det Kgl. Teater.

 

Lars Ole Bonde, Professor emeritus i musikterapi, Aalborg Universitet og i musik og helse, Norges Musikkhøgskole. Musikhistoriker og tidligere musik- og operaproducent i DR og på Aarhus Sommeropera.

Del med andre