Selvtægt, instruktion: Anna Malzer, tekst: Aleksa Okanovic
Alvorens brandvarme grød fodret med humorens ske
Af Frederik Led Behrend
Selvtægt er den første forestilling i trilogien Neo-Europa og den første forestilling i det nye kollektive forestillingsarbejde Vol.12 ført an af instruktøren Anna Malzer.
Hver teatersæson hos Teater Momentum starter under en ny kunstnerisk ledelse. I denne tolvte udgave er instruktøren og de to udvalgte skuespillere (Amira Jasmina Jensen og Mohamed Ali Osman) sat i stævne med kollektiverne TPN Graffiti Crew, det danske Skrivekollektivet og hiphopkollektivet Capital Fluxus. Ydermere er trilogiens første del et samarbejde med Teatret St. Tv. Desuden medvirker også skuespiller Emil Prenter. Det er derfor tydeligt, at der er mange gruppers og individers interesser, der skal imødekommes.
At lede teaterproduktionens proces med så mange nye samarbejdspartnere kræver en stærk ledelsesstil og med en frisk uddannet instruktør til at holde styr på alle kollektiverne og processen, så var min nysgerrighed på den første forestilling i sæsonen stor.
Marianne Søndergaard, Mohamed Ali Osman, Betina Grove, Amira Jasmina Jensen og Emil Prenter. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Forestillingen, der tematisk handler om livet i den svenske by Ljungby efter branden på et asylcenter, er blevet skabt på baggrund at et research-arbejde i netop den lille svenske by med vinrøde træhuse og omkringliggende Småland-natur, der elegant er integreret i den dystre scenografi.
Forestillingen, der som en pastiche låner af både krimi- og komediegenren, handler ikke bare om opklaringen af ildspåsættelsen, men om Ljungbyborgernes og de orienteringsløse menneskers identitetskamp i randområderne.
Mentaliteten i Ljungby synes at bære præg af et tab af motivation på fællesskabets vegne. Vrede og frustrationer skaber et oprørt hav inde i karaktererne.
Teksten, kritik og argumenter
Selvtægt er ambitiøs, og man mærker de beundringsværdige forsøg og ønsker om at ville nå et mangfoldigt publikum. Derfor er komediegenren også et fint og forståligt valg til at nå et stykke af vejen. Dette er sat sammen med en dunkel og unheimlich scenografi, der lader hele scenerummet være blottet. Der er ingen steder at gemme sig andet end i de spruttende røgslør, der konstant lægges ud, eller ved at stille sig med ansigtet mod scenerummets kolde, grafittimalede mure og dermed konkret vende ryggen til personer og handling på scenen.
Mohamed Ali Osman. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det forstås, at forestillingen fletter kongruens i forholdet mellem tekstens, kroppenes og den rumlige kommunikation. Hvis vi giver hver tråd i forestillingen en farve og forsøger at følge den i fletværket, bliver det dog for tydeligt at følge farverne hele vejen. Med andre ord er der meget få overraskelser i den dramaturgiske sammenfletning, og publikum kan uden anstrengelser gætte sig til dele af handlingens udfald. F.eks. forstås det allerede ved introduktionen af neonazisten og den muslimske pige med tørklædet, at de to karakterer senere skal indlede et intimt forhold. Det ellers så udemærkede potentiale for en stærk publikumsreaktion i kysset de to imellem, mister desværre derved betydelig kraft.
Teksten taler ind i nogle af de aktuelle problemstillinger, vi står overfor i Europa lige nu såsom ellers lovlydige borgeres aggressive holdninger og handlinger over for indvandrere og stadig flere gruppers identitære kamp for rettigheder og anerkendelse. Det ville dog have klædt forestillingen og bidraget til den kritiske dialog om emnet, hvis analysen af motivationen for selvtægtens udøvere ikke blev reduceret til en fascination af eugenik eller racehygiejne nedarvet fra Herman Lundborg og 1920’ernes Sverige, men tillod opmærksomhed til andre grunde til den skæve udkants-, eller grænselandsmoral, der efterhånden har nået en betydelig udbredelse i mange europæiske lande. Det kunne f.eks være effekten af velfærdssamfundets lukning af skoler og sygehuse i småbyer eller mangel på arbejdspladser. Dermed ville man muligvis opdage, at ‘de fremmede’ blot er en falsk syndebuk udpeget til at være den trussel, der angiveligt gør det umuligt at holde liv i lokale og nationale traditionsbundne kulturer og sikre tryghed for borgerne.
Scenografien og kroppene
Eftersom scenografien er holdt rimelig simpel; et enkelt mindre rødt træhus på hjul og graffitimalede vægge med motiv af det smålandske landskab, så får skuespillernes kroppe og forskellige etnicitet en fremtrædende plads, der giver en udvidet dimension til deres karakterer og mulighed for spillerne til at bringe dem selv i flux med rollen. Sidstnævnte kunne man med fordel have skruet op for og dermed haft en endnu mere distancerende og reflekterende karakterfremstilling.
Ordet ressentiment, ser jeg nærmest som en overskrift på hver scene. Og hver karakter i forestillingen har tydeligvis også meget frustration og vrede, der enten undertrykkes eller udbasuneres i pludselige råb, kropslige forkrampninger og spjæt serveret med sort galgenhumor. Dette spilles underholdende af eksempelvis Säpoagenten Mo, der ikke kan finde ét eneste vidne i sagen eller finde frem til nogen, der har set eller hørt noget som helst i forhold til branden. I desperation over, at lokalbefolkningen synes at dække over hinanden, søger han, i en godt orkestreret shaman- og drømmescene, hjælp fra verden hinsides.
Mohamed Ali Osman. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det faktum, at Säpoagenten Mo fra storbyen Stockholm i sin kamp for at forstå lokalbefolkningen og motiverne for ildspåsættelsen søger hjælp hos ånder fra en verden hinsides og en god (og fandens varm) kop kaffe, minder gevaldigt om agent Cooper’s fremgangsmåde i Twin Peaks. Referencen flettes i shaman- eller drømmescenen sammen med analysen om, at eugenik og den svenske racehygiejne fra tiden op til 2. verdenskrig stadig spiller en afgørende rolle i Ljunbyborgernes selvforståelse (eller svenskernes selvforståelse generelt).
Denne scene skiller sig ud med sit korarrangement og en placering uden for eller ved siden af handlingens tid. Her giver forestillingen sig selv en mulighed for, i fremmedgørelsen, at kommentere uden for handlingen. Det er et fedt greb at anvende en i bogstaveligste forstand kordans (khoros), og Malzer og co. formår at levere den sjovt og så den pirrer nysgerrigheden. Der kunne godt have været flere end én og dermed plads til flere diskussionsbærende temaer end eugenik.
Forestillingens udvidede diskussionsrum
Når vi nu er ved shamaner og verdener hinsides, så er forestillingens skabelsesproces netop sådan et gespenst eller skyggeside, som nogle gange ses udspille sig i glimt bag ved forestillingen. For mit vedkommende trængte billeder af mulige forhandlinger og situationer fra den kreative proces sig på og gav derved sådan et mentalt skyggespil, der udfoldede sig parallelt med forestillingen på scenen. Om dette var intenderet er umiddelbart svært at afgøre, men denne dimension kunne med fordel også have fået mere fokus og dermed allerede inde i fiktionsrummet have konkretiseret debatten, som kunne føres videre ind i teatrets planlagte eventprogram og diskussionsforum.
Udover at invitere til debat og diskussion om aktuelle temaer, hvilket også fremgår tydeligt i gruppens manifest på væggen i foyeren, er det lidt svært at se, hvor forestillingen vil hen.
Min fornemmelse i salen var, at for få af de mange gode idéer har fået lov at blive fulgt til ende. Komedien er dog sjov, og jeg er lige ved at sige ufarlig, hvis ikke der var givet så meget plads til en gammel raceproblematik, hvilket jeg netop mener er farligt i den debat, som forestillingen i den grad lægger op til og ellers tager alvorligt.
Demografien repræsenteret og forestillingens æstetiske valg
I ligningen, der skal udregnes, for at få et mangfoldigt publikum i en ærlig direkte dialog med forestillingen og hinanden, indgår mange elementer; eksempelvis tematikken, valg af skuespillere (etnicitet, sprog, alder, køn osv.), billetpriser, spillestedets placering, teaterformatet og æstetiske valg og meget mere. Men lige netop valget af teaterformat og æstetik er et spørgsmål, som jeg også synes, er interessant at hæfte sig ved i denne forestilling.
Hvilke overvejelser er gået forud for en forestilling, der ønsker at nå modtagere fra forskellige kulturelle og nationale baggrunde, såvel som fra divergerende politiske og æstetiske overbevisninger? Arbejder forestillingen med et hybridiseret tredje sted, der sammenbringer og fremhæver kontrasterne i forskellige kulturers visuelle og rumlige konventioner og æstetiske udtryk? Er forestillingen sensibel over for forskellighederne i modtagernes iagttagelsespositioner? Her mener jeg ikke kun de fysiske placeringer i teatersalen, men også sensibel over for de filtre, hvert menneske sanseligt erfarer igennem, og som er påvirket af de forskellige miljøer, vedkommende er rundet af. Spørgsmålene er vigtige at stille for alle forestillinger, der ønsker at nå et mangfoldigt publikum, eller som vil ‘publikumsudvikle’, som det hedder.
En overhængende farefuld vej at bevæge sig ned af, når sådan et prisværdigt forsøg på at nå bredt ud til et mangfoldigt publikum skal eksekveres, er at ende op med en kommunikation, der er så ufarlig, at ingen publikummer føler sig stødt, altså afvist eller skubbet ud af balance, så de igen må gøre en indsats for at få adgang til værket.
Efter denne oplevelse med Selvtægt er jeg positivt stemt for, hvad det store, kollektive hold i Vol.12 kan diske op med næste gang, hvor titlen er Porno. Tør jeg sige her, at den forestillings stød gerne må ramme dybere?
Teater Momentum: Indtil d. 18/10/2018
Iscenesættelse: Anna Malzer
Tekst: Aleksa Okanovic
Maler: TPN Graffiti crew v. Peter Skensved
Medvirkende:Mira Jasmina Jensen, Betina Grove, Emil Prenter, Marianne Søndergaard, Mohamed Ali Osmann
Frederik Led Behrend, Freelance cand.mag. dramaturg