Othello i konceptuel spændetrøje
Iscenesat af Elisa Kragerup
Af Thomas Rosendal Nielsen
Othellos hvide, kvindelige skikkelse bliver firet ned fra himlen til en mørk og grå verden, domineret og depraveret af den mest ensidige og afstumpede form for mandighed. En verden befolket af jakkesæt, liderkale og militanter. En hausfrau og en luder hist og her udgør vrangbilledet til den stereotype maskulinitet, ellers er alt klap i måsen, rørstilling med knyttede næver i læderhandsker, svedglinsende brystkasser, råberier, famlerier, rænkespil og hanekampe. Og så et sted midt i det hele Desdemona (Sicilia Gadborg Høegh), der for en stund er vristet fri af alt det lave og hårde, og som sammen med Othello (Lila Nobel) udgør en lille boble af kærlighed; af det liv, som ikke kan eksistere på den planet, som Othello er landet på. Det liv som også til sidst må kvæles, hvormed Othello fuldbyrder nedstigningens forvandling til fald.
Det ene mod det andet
Jonas Flys scenografi og kostumer understreger denne grundfigur fuldstændigt utvetydigt, nærmest overvældende. Scenen er omkranset af endeløse rækker af jakkesæt i mørke nuancer på guldmalede stativer, der rejser sig opad og opad, omkranser og kvæler alt i monoton magt og mammon. Othello i rent hvidt, resten i mørke jakkesæt med et par undtagelser: Jagos hustru (Maria Rossing) i lyserødt konetøj med knold i nakken, Roderigo (Peter Christoffersen) som playboy i guldjakke og underhakker, Hertugen af Venedig/Lodovico (Morten Hee Andersen) i pimpet pels og med grydeklip og kurtisanen Bianca (Emma Sehested Høeg) i tilsvarende kort, blødt og bart. Teksten er ligeledes skåret til, så forskellene mellem Venedig, Cypern og det fjerne Osmanniske rige, og mellem de mange muskelmænd og grædekoner er reduceret til nuancer af grå og hudfarvet. Magt, liderlighed og en lille smule småfolkeligt hykleri er det hav, som uskylden og kærligheden drukner i.
Køns-, racialitets og seksualitetsproblematikken i denne overgribende metafor, som castingen af Othello, den stramt tilskårne tekst og scenografien skaber: den lyse feminine uskyld og kærlighed omgivet og kvalt af den mørke maskuline magt og begær, skriger efter vores opmærksomhed, suger al betydning til sig og monotonien i dette gravitetsfelt ville være dræbende, hvis ikke det var for den konkrete kropslige humor i Kragerups sceniske arrangement, Jens Jørn Spottags belevne Jagofigur og Jeanett Albecks sorgmuntre, glimt-i-øjet-kommenterende musik.
Grundtemaet er stillet så skarpt og hårdt op, at det vanskeligt lader sig udfolde yderligere her uden at blive en skematisk opremsning af kontrasterende kønsstereotypier, der strides på både det indre figurplan og det ydre fortælleplan. Den del er også velforklaret i programmet: det kvindelige, det etniske og det homoseksuelle udgør den andethed, som verden ikke kan finde plads til, og som ultimativt taber, fordi den tilpasser sig i stedet for at stå ved sig selv. Fremstillingen af stereotypierne er sådan set både aktuelle og berettigede, man skal ikke lede længe efter bekræftelsen af dem uden for teatrets virkelighed, tænk bare #Metoo, men styrken i denne iscenesættelse er ikke dens tematiske kompleksitet, men Kragerups konkrete kropslige humor. Temaet skal opleves nærmere end forklares, og der ligger også en sandfærdighed i enkelheden. Musikken, kropsligheden og humoren tenderer dog at blive reduceret til kontrapunktisk smørelse for et legitimt, men også forudsigeligt og ensidigt budskab.
”I am not what I Am”
Et andet fikspunkt er til gengæld et par ord værd. Jago. Afgjort velspillet af Spottag, som i sit opmærksomme og veloplagte nærvær skaber en kontrast til Othellos – og for den sags skyld nærmest alle de andre figurers – mangel på sans for at gribe og foregribe begivenhederne i øjeblikket. En kontrast, som nuancerer forestillingens bud på, hvori magten og ondskaben ligger. Othellos og Desdemonas vilje til det gode er ude af sync med deres omgivelser, men Jago er altid tunet ind, hans tour de force udi mulighedernes kunst synes motiveret af glæden ved selve handlekraften. Der er ganske vidst et hævnmotiv, men det virker utilstrækkeligt som andet end en anledning til at træde ind i begivenhedernes strøm (for nu at misbruge noget af Ole Fogh Kirkebys ledelsesterminologi).
Jago indleder forestillingen med at afsløre sin intrige mod Othello overfor Roderigo, mens scenerummet stadig er skjult bag en sort skærm, før Othello er steget ned fra det høje, og han afrunder åbningsscenen med replikken: jeg er ikke den, jeg er (opr. ”I am not what I am”). Replikken kan tolkes med gammeltestamentelig reference til JAHVE, der i form af en brændende busk åbenbarer sig over for Moses med selvprædikatet: ”Jeg er den jeg er”, hvilket gør Jago til den gode guds sataniske modsætning. I dag kan den også læses i en moderne eksistensfilosofisk referenceramme, hvor mennesket bestemmes som netop den væren, der ikke er, det den er (Sartre). Men den form for menneskeligt djævelskab, der ligger i ikke at stå i et entydigt og redeligt forhold til sig selv, er Jago på ingen måde den eneste eksponent for i forestillings univers. Det er – ifølge Kragerups egen fortolkning, som hun præsenterer den i programmet – netop Othellos fejlgreb. Men Jago er til gengæld den eneste, der netop ér, den han er, i den refleksive og nærværende forstand, at han ved og udnytter, at han ikke er, den han er. De to helte, Othello og løjtnanten og rivalen Cassius (Peter Plaugborg) formår hverken at være det, de er, eller det, de ikke er. Jago drikker Cassius fuld på trods af dennes patetisk repeterede moralske skrupler og benægtelser, og Cassius bukker under for fristelser, der gør ham til et afbillede af de idealer, han hylder. Othello iklæder sig den maske, som den verden hun omgives af forventer af hende, indtil den krakelerer og hun forvandler sig til dens modbillede. De to helte repræsenterer på den måde mildere, i hvert fald svagere udgaver af den ondskab Jago sætter ord på: ”I am not, what I am”. Jago skaber løgnen, mens de andre kun er et medium for den. Paradoksalt nok, fordi de ikke har magten til at mediere deres egne viljer.
Så Jago er måske den, der er tættest på faktisk at kunne være og blive et godt menneske? Hvem er mere til stede i nuet end Jago? Hvem lytter mere, og hvem giver mere i mødet med den anden end Jago? Hvem handler med større situationsfornemmelse end Jago? Hvem undgår at blive et passivt medium for vilkårlige kræfter mere end Jago? Jago er ikke fanget af tiden, af nødvendigheden, af de andres spil, han skaber tiden, nødvendigheden og spillet. Han gør det han kan, fordi han kan. Hvor ubetydelig er forskellen ikke, mellem Jago og Othello? Magten er evnen til at gribe nuet, men ondskaben er både den magtesløse vilje og den viljesløse magt. Alligevel er det indlysende, at denne lille forskel er den store forskel.
Konceptuel spændetrøje
Forestillingens stramme iscenesættelsesgreb leverer således både et relevant køns-, racialitets- og seksualitetspolitisk budskab og en lille eksistensfilosofisk magtanalyse, foruden både humor, spænding og musikalitet. Men forventningerne er jo tårnhøje til Kragerup og det kongelige teaters ensemble, og her kommer den konceptuelle tolkning til at stå så stramt, at den livskraft og legelyst, som har løftet tidligere forestillinger, bliver en anelse underdrejet.
Thomas Rosendal Nielsen er lektor ved Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab, Aarhus Universitet.
Det Kongelige Teater: Othello (22.09.2017-04.11.2017)
Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Skuespillere: Lisa Nobel, Sicilia Gadborg Høegh, Jens Jørn Spottag, Maria Rossing, Emma Sehested Høeg, Peter Plaugborg, Peter Christoffersen, Morten Christensen, Morten Hee Andersen, Simon Bennebjerg. Scenografi og Kostumer: Jonas Fly. Komponist: Jeanett Albeck. Koreografi: Signe Fabricius. Dramaturg: Johan Holm Mortensen. Oversættelse: Niels Brunse