SKAM

Sammen mod skammen – Same s(h)ame but different

Af Mette Obling Høeg

 

Remediering som strategi for et nyt ungdommeligt teaterformat

”Danske unge går ikke i teateret og teatrene tager det langt fra alvorligt nok. Med verdenspremieren på teaterversionen af SKAM d. 15. september gør Aveny-T de unge til en del af teateret”.

Sådan skrev teaterchef Jon Stephensen i Berlingske Tidende, forud for premieren på Aveny-Ts omsætning til teater af den populære, norske internet- og tv-ungdomsserie SKAM, som handler om en gruppe gymnasieelever på Hartvig Nissens Skole i Oslo. Aveny-T vil fremover være de unges teater og for at realisere denne vision har teateret anlagt en storstilet remedieringsstrategi, som indebærer, at det har købt rettigheder til at opføre alle 4 sæsoner af SKAM på teaterscenen.

Satsningen på remediering af populære værker er, også i denne sæson, generelt fremtrædende i København. I stor stil bliver populære værker, i form af romaner og film, omsat og genskabt på de københavnske teaterscener. I den forbindelse er det interessant at overveje, hvilke potentialer de forskellige medier rummer, i relation til de konkrete værker.

Da danske unge fik øjnene op for tv-serien SKAM, i efteråret 2016, blev den hurtigt umådelig populær. I forhold til både indhold og form ramte SKAM tilsyneladende direkte ind i hovedpulsåren i store dele af ungdomskulturen. Derfor er iscenesættelsen af SKAM også en oplagt satsning for et teater, som gerne vil nå de unge og lave vedkommende teater for denne målgruppe. Også lidt for oplagt har nogen ment. Lidt for nemt. Men det er jo også en risikabel satsning. Muligheden for at floppe med omsætningen af et værk, som allerede er superpopulært hos publikum, ligger lige for. At dømme efter den reaktion, som jeg oplevede blandt det unge publikum, gik succesen dog rent hjem hos dem. Jeg vil derfor fokusere på det potentiale, som den sceniske version af SKAM førte med sig, i forhold til den oprindelige tv-versions indhold og form.

 

Tema og formsprog i tv-versionen af SKAM

Det særlige ved tv-serien SKAM er, at den henvender sig så direkte til de unge som målgruppe og tegner et verdensbillede, der udelukkende er set fra de unges perspektiv. Indholdsmæssigt kredser seriens historier om den slags eksistentielle temaer, som kan vække følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed i teenagelivet, med deraf følgende ensomhed og frygt for udelukkelse af fællesskabet. Forelskelse, seksualitet, religion, ensomhed og psykisk sygdom er nogle af de temaer som serien behandler. Men serien handler også om loyalitet, om at passe på hinanden på trods, og om endeløs tilgivelse i venskaber.

Hovedhistorien i seriens første sæson handler om tilflytteren Evas vanskeligheder. Eva skammer sig over, at hun har svigtet sin eneste veninde, hvis kæreste, Jonas, hun har taget. Hun skammer sig over, at hun ikke stoler tilstrækkeligt på sig selv og derfor heller ikke på Jonas, som hun derfor kommer til at være utro. Men mest af alt skammer hun sig over sin afhængighed af Jonas og sit manglende mod til at forme nye venskaber og stå på egne ben.

I serien fortælles historien over elleve afsnit med en samlet spilletid på ca. 5,5 timer. Det centrale fokus i serien ligger på karakternes tanker og reaktioner på det, der sker. Som seer får man adgang til dette gennem de unges samtaler, tekstbeskeder og kommunikation over sociale medier. Via de beskeder, som eksponeres på skærmen undervejs, følger vi de unge langt ind i intimsfæren. Helt ind i de hellige haller på mobilen.

Formmæssigt er serien præget af nærbilleder og intimitet på billedsiden, og hovedkaraktererne er alle unge. Der er kun meget få voksne i serien og de optræder kun som biroller. Den ene af disse er skolelæreren, som man konsekvent kun ser som et omvandrende brystparti, uden ansigt. En anden er skolesundhedsplejersken, som de unge opsøger for at få råd og vejledning. Hun er en komisk, næsten klovneagtig, figur, som siger alle de rigtige ting på de forkerte tidspunkter og omvendt.

Tv-versionen af SKAM er således præget af et stramt fokus på intimiteten i de unges sociale liv. Som seer befinder man sig derfor nærmest i en art voyeurposition, fordi man kommer helt tæt på, og formen lægger op til en stærk indlevelse i karakterernes tanker og følelser.

Skamfølelser handler mest af alt om ikke at føle sig værdig til at indgå i det sociale fællesskab. Som seer får man mulighed for at genkende sig selv i karakterernes skyggesider og erkende, at man ikke er alene om skammen, samt at man godt kan være værdig til fællesskabets tilgivelse, på trods af diverse fejltrin og oplevelse af at gøre alting forkert. I den forstand kan tv-serien SKAM anskues som en art oplysningsprojekt, der potentielt kan afføde en form for renselseseffekt i seerne. For skam er en plante, der trives bedst i mørke.

Frieda Joanna Krøgholt og Sylvester Espersen Byder som Eva & Jonas

Teateroplevelsen og iscenesættelsens karakter

Allerede ved indgangen stod det klart, at Aveny-T havde haft held med deres ambition om at få de unge i teateret. Foyeren bugnede af unge forventningsfulde publikummer, som tendentiøst klumpede sig sammen i karakteristiske små udflugtsgrupperinger omkring en midaldrende turguide. Tydeligvis havde mange skole- og gymnasielærere fundet et interessefællesskab med Aveny-T i denne ambition.

Teaterversionen af SKAM følger hele hovedhistorien i seriens første sæson. Evas historie er således skåret ind til benet og kogt ned til et drama, der præsenteres i løbet af 1 time og 40 minutter. Dramaet forholder sig meget præcist til tv-seriens fabel og plotpunkter og flere af de centrale replikker i stykket er taget direkte ud af tv-forlæggets dialog. Tv-seriens drama er således overført direkte til scenen, men i en skrabet version, hvor det som primært er udeladt, er de mere situationsbeskrivende og kontemplative scener. Seriens figurer er også overført direkte til scenen. Faktisk så direkte, at flere af spillerne er castet og stylet, så de har stor fysisk lighed med tv-seriens figurer. Desuden er musikken den samme, som anvendes i serien, og selv de gule overskrifter, som inddeler seriens historie i tid, er medtaget i teaterversionen. Blot fungerer de som skilte med navne på de centrale karakterer i stedet.

Forestillingens centrale historie, samt visuelle og musiske udtryk, spiller dermed på en stor genkendelighed i forhold til serien. På den måde er der sådan set ikke meget nyt at komme efter, hvis man kender tv-serien i forvejen.

Til gengæld hviler teaterversionen på nogle stærke performative greb, som inviterer publikum med ind i forestillingens univers og giver mulighed for en særlig identifikation med såvel karaktererne som spillerne på scenen.

Forestillingen er sat i scene i en minimalistisk scenografisk stil, der udelukkende tillader scenografiske elementer, som har en absolut nødvendig funktion for spillet. Herunder en seng som strategisk kan hæves op fra gulvet på et catwalk-lignende podium, der rækker ud mellem publikum i salen. Mange af scenerne foregår på dette podie, hvilket bringer spillet helt tæt på publikum. Samtidig bliver spillet flere gange spredt ud i salen i kraft af, at spillerne bevæger sig ud blandt publikum og bruger alle sider af salen som ind- og udgange. Teatersalen fungerer dermed som én stor black box, der nedbryder forskellen mellem scene og sal og skaber ét stort uafgrænset spillerum, hvor fiktionens rum i stedet rammes ind af projicerede overskrifter på bagvæggen.

I den næsten nøgne teatersal er det også, i høj grad, lydsporet og musikken, som skaber spillerummet og understøtter spillet følelsesmæssigt. Musikken er en god blanding af diverse rock-, pop- og rapnumre, og der er fuld smæk på lydniveauet, når musikken bruges til at forstærke de overgange, som sætter ramme om de enkelte scener.

Bagvæggen bruges også til projektion af sms-beskeder mellem karaktererne, samt livetransmission af udvalgte scener eller enkelte karakterer i FaceTime samtaler, mens de bevæger sig rundt i rummet. Disse livetransmissioner fordobler og forstærker både karakterernes og spillernes  tilstedeværelse og nærvær i rummet.

Denne måde at bruge teaterrummet på inkluderer publikum i spillerummet og gør publikum til en del af forestillingen. Delagtiggørelsen af publikum understreges også af iscenesættelsens episke form, som indebærer, at spillerne henvender sig direkte til publikum. Ind imellem føres historien videre i fortællende passager, som blot vises eller ’demonstreres’ fysisk, mens de andre spillere fortæller, i et højt tempo og med hastige skift mellem de enkelte fortællere. Den understreges også af, at enkelte publikummer pludselig inddrages som statister i forestillingen ved at blive tiltalt, peget på eller krammet som en fiktiv karakter.

 

Spillestil og ensemble

Spillestilen er tilnærmelsesvis realistisk, men hælder stærkt mod en mere teatral melodramatisk stil, og nogle scener fremføres med en vis ironisk og ’kommenterende’ distance. Eksempelvis den scene, hvor William entrerer første gang som skolens lækre ’badass’ og får alle de andre karakterer til at standse og måbe. Til publikums store fornøjelse kaster han et sigende blik og et lille underspillet, flirtende smil ud mod salen, før han køligt og uanfægtet fortsætter videre mod de andre karakterer i fiktionens univers. Flere steder taler og reagerer karaktererne i kor, hvilket også fungerer som en teatraliserende og verfremdungsskabende effekt.

Ensemblet består udelukkende af spillere, som er under uddannelse eller har begrænset spillererfaring fra andre sammenhænge. En strategisk satsning, som er en del af Aveny-T’s vision om at skabe et teater, som, på radikal vis, taler til de unge gennem inddragelse på alle måder. I det lys gør spillerne et virkelig flot stykke arbejde og det er svært at fremhæve nogle frem for andre, da iscenesættelsen også baserer sig meget på samspil og korlignende grupperinger. Men Frieda Joanna Krøgholt, der spiller hovedrollen som Eva, bør alligevel nævnes, da hun gør et rigtig fint stykke arbejde med at balancere Evas ubehjælpsomme naivitet med den gryende selvstændighed og styrke, som vokser i hende. Den eneste voksne karakter (og den eneste færdiguddannede spiller), som optræder i iscenesættelsen, er sundhedsplejersken, som spilles af Ellen Hillingsø. I teaterversionen er sundhedsplejersken reduceret til udelukkende at optræde som en stemme i rummet, og som spiller er Ellen Hillingsø end ikke nævnt i programmet. Ansvaret for scenen er således, i stor stil, lagt i de unges hænder.

 

Noget gik tabt og noget kom til

Som helhed giver iscenesættelsen en oplevelse af, at man som publikum bliver set og hørt og taget med ind i det teenageunivers, som forestillingen frembringer. Den skaber en atmosfære af leg og lethed i forhold til brugen af teatermediet og giver en oplevelse af, at de unge vitterligt har overtaget rummet og fået lov til at tage (midlertidigt) ejerskab over det. Når salen samtidig er fuld af unge, virker det ind imellem som om, at man har ’party crashet’ en (særligt vellykket) skolekomedie.

Martin Lyngbo har i sin version af SKAM skruet godt op for de teatrale virkemidler og formet forestillingen i en episk stil, som, i kraft af den kommenterende og ironiske distance til fiktionen, skaber en helt særlig form for nærvær og samhørighed i salen. Personligt havde jeg gerne set, at man havde skruet endnu mere op for anvendelsen af den type virkemidler.

På baggrund af det fællesskab, som iscenesættelsen frembringer i salen, virker det også særlig stærkt, når bagscenen hen mod slutningen åbner sig og baner vej for at Eva, i selvstændig majestætisk figur, gennem tåger af røg, med ryggen til publikum, bevæger sig ud mod en åben dør under teatersalens lysende, grønne Exitskilt. Det ville have været stærkt, i et dramatisk perspektiv, hvis forestillingen havde sluttet der. Men her har iscenesætterne prioriteret at samle op på en bihistorie, at reetablere ’feel-good’ stemningen på scenen, samt at lægge op til dramaet i den næste forestilling, hvilket alt sammen gør forestillingens slutning temmelig langstrakt.

Ambitionen om at fortælle hele historien i kort form betyder, at dramaet og konflikterne er trukket så hårdt op, at der ikke efterlades meget rum for følelsesmæssig indlevelse i den eksistentielle tvivl og skrøbelighed, som tv-serien SKAM lægger frem. Men hvis man allerede har haft den type erfaring med tv-seriens fremstilling af tematikkerne, så lægger iscenesættelsen en ekstra dimension til, nemlig oplevelsen af at blive imødekommet som gruppe med de udfordringer og sociale (mediebårne) omgangsformer, samt den kultur og (mainstream) livsstil, som mange unge oplever i hverdagen – uagtet om de selv kan identificere sig med den eller ej. Iscenesættelsen skaber således et potentiale for et fysisk nærværende fællesskab blandt det unge publikum, som giver mulighed for at skamme skammen ud ved at forstærke den stemning af at holde sammen, og holde med dem som ’fejler’, som serien repræsenterer.

Det unge publikum som var tilstede i salen, den aften jeg overværede forestillingen, var meget levende engageret i det spil de oplevede, og salen flød over af klapsalver og begejstrede tilråb under den efterfølgende, stramt koreograferede, stjernefremkaldelse på catwalken. På den baggrund kan man mene, at Aveny-Ts ambition om at få de unge i teateret og give dem en god oplevelse er lykkes (i hvert fald i relation til et bestemt udsnit af de unge). Aveny-Ts remediering af SKAM tager faktisk både teatermediet og de unge alvorligt. Netop derfor fungerer den så fint. Man kan kun håbe, at den på længere sigt også har vakt et nyt teaterpublikums interesse. På den korte bane er der i hvert fald allerede flere udsolgte forestillinger til næste del af SKAM (Noora og Wiliams historie), som kan opleves på Aveny-T fra april.

SKAM Aveny-T.

Instruktion: Martin Lyngbo. Dramatiker: Line Mørkeby. Scenografi: Jon Stephensen. Lysdesign: Sune Schou. Medvirkende: Nanna Finding Koppel, Karla Rosendahl Rasmussen, Frieda Joanna Krøgholt, Asil Al-Asadi, Sylvester Espersen Byder, Sofie Salee, Mathias Käki Jørgensen, Jonathan Stahlsmidt

Mette Obling Høeg er Studielektor & Uddannelseskoordinator ved Afdelingen for Teater- og Performancestudier, Københavns Universitet.

 

 

 

 

 

 

 

Del med andre