Vals. Opløsningen af individet?

Dansk Danseteater

Af Anna Krarup

Der er noget faretruende over cykelturen ud til Holmen og Operaen denne mørke, kolde januar-aften. På den ny-indviede, og endnu ikke helt færdige cykelbro, ved man ikke altid, hvor man er på vej hen. Mærkelige små indhak og blindgyder på broen, manglende belysning og uforklarlige knæk på cykelstien gør, at aftenen hurtigt kan forvandles til en iskold tur i Københavns havn.

Og følelsen af noget urovækkende – men også manglen på retning – bliver nærmest et forvarsel om aftenens forestilling ’Vals’ med Dansk Danseteater, som spiller på Operaens anneksscene, Takkelloftet. ’Vals’ er den første forestilling, Dansk Danseteater viser på Takkelloftet, efter at det er blevet besluttet, at kompagniet fra 1. februar 2017 flytter permanent til Operaen. Her får kompagniet administrations- og prøvelokaler samt råderet over Takkelloftet to måneder om året. Og der er ingen tvivl om, at de nye lokaliteter glæder kunstnerisk leder Tim Rushton, som i et interview i Politiken i januar 2017 udtaler, at det varsler en ny kreativ periode i kompagniets liv. Det er dog ikke helt til at spotte denne aften, som har sine lyspunkter, men hvor man overordnet er i tvivl om, hvad koreograferne – og kompagniet – vil.

Det er især tilfældet i aftenens første værk, ’Knot’, af den amerikanske koreograf Stephen Shropshire. På et stort hvidt scenegulv omgivet af scenografiens sorte, skarpe ’isblokke’ danner stykkets syv dansere hele tiden nye kalejdoskopiske mønstre af sort-klædte kroppe og ’isflager’. Danserne falder skiftevis ud og ind af koreografien og danser momentvis synkront med hurtige jazzede bevægelser, der skærer gennem luften. Kroppene tvinges ud i yderpositioner og store dybe, udkrængede pliéer, som minder meget om Tim Rushtons eget trinsprog og nærmest er blevet signaturbevægelser for kompagniet. Lydbilledet, som er skabt af den new zealandske lyddesigner Chris O’Connor, er ildevarslende fra de dybe sonare toner, der indimellem vokser til et storladent post-rocket kor eller svinder ind til en stille panfløjte.

Kampen mellem mennesker

Der er i det hele taget noget dystert over værket ’Knot’, som ifølge koreografen handler om den gordiske knude som symbol på vores kamp for at løse livets grundvilkår som ensomhed og fællesskab. Meget fællesskab synes der nu ikke at være tilstede – men snarere ensomhed og en konstant kamp mellem mennesker eller kamp for plads og bevægelsesfrihed. Et tilbagevendende billede i stykket er de langsomme promenader henover gulvet, hvor danserne danner herre-/slave-lignende par – den ene underdanigt på alle fire som en kuet hund og den anden majestætisk oprejst, holdene en guldmaske op foran ansigtet. Indimellem udvides dette følge, og danserne har nu klynget sig sammen til et udefinerbart seksbenet, trehovedet dyr, der langsomt bevæger sig over scenen – med majestæten tronende øverst på dyrets ryg. Hvad meningen er med disse billeder, vides ikke – men der er noget lidt ufrivilligt komisk-kitchet over scenariet.

Blandt stykkets syv dansere, er det især en af kompagniets erfarne dansere, Stefanos Bizas, der står stærkt. Alene på det store hvide ’ishav’ forsøger han at finde et bevægelsesrum, der hele tiden trues af de sorte skarpe ’isblokke’, som faretruende skubbes rundt på gulvet som levende forhindringer. I en duet med den ungdommelige danser Hollie Tuxford væver de to dansere sig ud og ind af hinanden i en slags distingveret kluddermor. De slynger sig om hinanden som en edderkop om sit bytte, indtil den jomfruelige, kvindelige danser til slut efterlades ensomt sammenrullet i fosterstilling på det store ishav, omgivet af tunge sorte ’isflager’.

På trods af, at der ingen tvivl er om dansernes formåen og tekniske færdigheder, føles værket lidt vagt og usammenhængende, og man er grundlæggende i tvivl om, hvad koreografen vil med dette værk.

Én sammenhængende krop

Så er det straks anderledes med aftenens andet værk, ’Vals’, koreograferet af den spanske multikunstner og leder af det anerkendte kompagni La Veronal, Marcos Morau. Særligt første halvdel af ’Vals’ har et dragende og interessant formsprog.

Mens publikum sætter sig på plads efter pausen, dukker et stort glitrende væsen frem fra scenens bagerste mørke. Det viser sig at være en kæmpemæssig bunke båndstrimler, der som en amorf, glinsende Madam Skrald møver sig frem over scenen; uden at man kan skelne, hvad der er op og ned, eller hvor mange kroppe, der gemmer sig under de mange båndstrimler, ruller væsenet fra den ene side af scenen til den anden, mens det hvisler af de mange glitrende tråde, og rummet fyldes af rungende ’klonk’, som var vi begravet dybt nede i en betonkælder.

Frem dukker nu danserne, alle klædt i sorte pailletdragter fra top til tå, så ikke en eneste plet hud er synlig. Eller måske skulle man ikke sige ’danserne’ i flertal. For i de næste omtrent 20 minutter sammenvæver de syv dansere sig til én konstant bevægende krop, der celle for celle konstant kan ændre sig og danne nye variationer og mutationer af sig selv. Et uvist antal ben, arme, hoveder og kroppe bevæger sig ud og ind imellem hinanden; hvor den ene krop slutter og den anden tager over, er ikke til at skelne. Nye mærkværdige væsener dukker op; det ene øjeblik er det et mangelemmet insekt, og det næste er det perfekt synkroniserede synkronsvømmere, der danner nye formationer og kalejdoskopiske mønstre. Indimellem danner kroppene abstrakte skulpturer, der giver associationer til den amerikanske koreograf Alwin Nikolais værk ’Masks, Props, and Mobiles’ fra 1953, hvor danserne iklædt poser i strækstof, dannede forskellige abstrakte figurer.

Det er en slags individets opløsning, der foregår for øjnene af os. I en tid, hvor vi i den grad dyrker individet og den enkeltes præstation – lige fra X Factor til det ensidige fokus på den individuelle præstation i uddannelsessystemet – er det både fængende og potentielt samfundskritisk at betragte individer forsvinde og lade sig opsuge af én krop i én lang bevægelse, der aldrig slutter.

Det udefinérbare, usædvanlige og urovækkende forplanter sig efterhånden i den enkelte danser. De bevæger sig nu enkeltvis, men som androider, med akavede spastiske bevægelser, hvor de enkelte kropsdele til tider synes at bøje den forkerte vej og bevæge sig naturstridigt. Og stadig iklædt de sorte heldragter fra top til tå er det nærmest umuligt at skelne køn og identitet på den enkelte danser. Bevægelserne bliver mere rytmiske, men stadig i små ryk – og leder tankerne hen på de dansende skelletter og mumier i den legendariske Daft Punk-musikvideo Around the World. Indtil danserne igen smelter sammen i en ny abstrakt form og ender i en stor sammenviklet klump, der mest af alt ligner et glinsende bunkepul.

Mere vovemod savnes

Men på et tidspunkt smider danserne hætterne, og i sidste del af stykket mister koreografien sin energi. Danserne står nu i en mere statisk formation, og danser en synkron koreografi til Straus’ Vals, mens de hvisker ”un dos dres….un dos tres” igen og igen, som var det en tvangshandling. Dét, der gav værkets første del sin styrke, at lade individerne indgå i én fælles krop og bevægelse, bliver nu blot en karikatur af individdyrkelsen. De dygtige, præcise dansere i skinnende sorte pailletdragter i perfekte formationer kan minde om musical-dansernes synkrone ligegyldighed, hvor man savner noget kunstnerisk intention og retning.

I det hele taget kan man efter denne aften undre sig lidt over, hvad koreograferne vil med disse værker. Og man kan også undre sig over, at Tim Rushton engagerer en koreograf som Shropshire, hvis formsprog i dén grad minder om hans eget. Pointen med at engagere udefrakommende koreografer til kompagniet må formodes at være, at man udfordrer danserne, lader dem vise andre sider af sig selv og tilføjer kompagniet noget nyt. Dansk Danseteater har formået at fastslå sin position som førende moderne dansekompagni i Danmark og lader til at have et stort og trofast publikum i hele landet. Men man kunne godt ønske sig lidt mere vovemod og dristighed i kompagniets udtryk.

Som en diametral modsætning kunne man pege på Den Kongelige Ballets nye initiativ Corpus, der i dén grad udfordrer sig selv og kompagniets dansere ved at lade nogle af de mest eksperimenterende koreografer og instruktører fra ind- og udland arbejde med kompagniet, fx eksperimenterende instruktører som Christian Lollike og Tue Biering og den grænsesøgende performancekunstner Signa Sørensen.

Det bliver spændende at følge Dansk Danseteaters udvikling de kommende år, og man kan håbe, at Rushton får ret i sin formodning om en ny kreativ periode i kompagniets liv. Man kunne jo opfordre til, at kompagniet lader sig inspirere af sine nye eksperimenterende ’naboer’, Corpus, på Det Kongelige Teater, og får mod på at tage nogle større chancer.

Dansk Danseteater. Koreografi: Stephen Shropshire (Knot) og Marcos Morau (Vals).

Premiere 14. januar 2017 Takkelloftet på Operaen, København. Derefter forestillinger på Operaen og på Danmarksturné frem til 22. marts 2017.

Anna Krarup er uddannet cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet og University of California, Berkeley. Hun har tidligere undervist på Dansevidenskab på Købehavns Universitet og skrevet om kultur for Politiken og Teater1. Siden 2007 har hun været projektleder i Dansehallerne.

 

 

Del med andre