Balletten er blevet gak

Den Kongelige Ballet åbner sæsonen med at lade galskaben råde i den tredelte forestilling Short Time Together – og det er både befriende og seværdigt.

 

Af Anna Krarup

 Der bliver skreget og grint hysterisk på Det Kongelige Teaters gamle scene i øjeblikket; hevet op i skørterne og hujet vildt. Kroppe bliver vredet vulgært og liderligt. Og der bliver hulket overdrevet og lavet forrykte, tumpede grimasser. Med andre ord: galskaben har ramt Den Kongelige Ballet. Alt sammen i forestillingen ”Short Time Together”, som består af tre helt nye koreografier, skabt særligt til Den Kongelige Ballet. Aftenens første værk, ”The Death That Best Preserves”, af den slovakiske koreograf Natalia Horecna, er den mest vellykkede. Forestillingen handler om en 94-årig kvinde, der snart skal dø, og som ser tilbage på sit liv, der har budt på både krig og død, men med kærligheden i fokus. Den gamle dame danses fænomenalt af Kizzy Matiakis, der med stor præcision fremstiller den stadige vekslen mellem et naivt, glad og lillepiget udtryk, på én gang forrykt og henrykt, og en ældre kvindes smertefyldte blik.

Sebastian Kloborg og Alba Nadal danser skarpt og præcist og med en ekstrem kropskontrol i ”The Death That Best Preserves”, som er aftenens mest vellykkede værk.
Værket er nærmest filmisk i sin fortællestil med brug af en del rekvisitter og en legelysten vekslen mellem scener og stilarter, både hvad angår musik, kostumer og trinsprog. Der breder sig en David Lynch’sk uhygge, da den gamle dame står i en lang hvid, brudekjole og langt lyst hår, mens hun til gyseragtig musik former et rødt lysende hjerte foran sig og pludselig træder ud af kjole og paryk og står næsten nøgen på scenen. I næste øjeblik fyldes scenen af lystigt dansende par, der er som trådt ud af Napolis tredje akt med ballerinaer i lyserød knælang tyl og blomster i håret. Siden forvandles de til indlagte på en galeanstalt, der hujende danser forvildede rundt mellem hinanden, inden de løber faretruende frem mod publikum og med ét dumper ned i orkestergraven, så der lyder et gisp fra publikum.

Også på lydsiden plukker Horecna nonchalant mellem forskellige stilarter; hun gør brug af decideret filmmusik, Borut Kržišniks stemningsfulde og dramatisk opbyggende musik fra Peter Greenaways film ”A Life in Suitcases”. Hun springer fra barok orgelmusik til enerverende dronemusik som det naturligste i verden og lader Camille Saint-Saëns ’Aquarium’ underbygge et drømmende og legende univers, afbrudt af de uhyggevarslende mellemstykker. Da en summende bi pludselig gør sin entré og vimser rundt på scenen mellem soldater og døende, er vi nærmest ovre i en surrealistisk drømmeverden, hvor Horecna frit blander realistiske elementer med mere drømmeagtige fantasifigurer.

Den summende bi danses i øvrigt enestående af Oliver Marcus Starpov, der på komisk vis klør sig over hele kroppen med små staccato-bevægelser og ser ud, som om han lige er landet fra månen. Senere er han iøjnefaldende i rollen som postbud med hypermobile og lemmedaskende bevægelser. Blandt danserne skal også fremhæves Ida Praetorius, der i yndig lillepiget kjole og hvid krave sødt danser rollen som den 94-åriges unge alter ego samt Sebastian Kloborg og Alba Nadal, der som den gamle dames forældre danser skarpt og præcist og med en ekstrem kropskontrol.

Hovedrollen som en 94-årig kvinde der ser tilbage på sit liv i ”The Death That Best Preserves” danses fænomenalt af Kizzy Matiakis, der med stor præcision fremstiller den stadige vekslen mellem et naivt, glad og lillepiget udtryk, og en ældre kvindes smertefyldte blik.

 

Natalia Horecna har en baggrund som balletdanser og har danset både ved Hamburg Balletten, Scapino Ballet i Rotterdam og i Nederlands Dans Theater 1, hvor hun blandt andet arbejdede sammen med koreografer som Sol León, Paul Lightfoot, Jiří Kylián og Mats Ek. Særligt sidstnævnte koreograf synes at have smittet af på Horecnas formsprog i ”The Death That Best Preserves” i den fortællende stil og i Horecnas måde at bruge virkelighedstro elementer, men samtidig ikke være bange for at gribe til det absurde.

I ”The Death That Best Preserves” folder Horecna fortællingen ud ved hjælp af en del rekvisitter samt årstal og titler som ”Her last dance” eller korte udsagn som ”At last you came”, der enten projiceres op på bagscenen eller fremsiges af danserne. Men det føles aldrig overlæsset eller gumpetungt, som noget danseteater kan have tendens til, måske på grund af den legesyge vekslen mellem scener og stilarter. Dermed bliver ”The Death That Best Preserves” et supervellykket bud på moderne danseteater.

 

Ned fra piedestalen

Da aftenens andet stykke skal til at gå i gang, kan jeg ikke lade være med at overhøre en samtale mellem en ung kvinde, der har mast sig ind på rækken bag mig, og en mandlig tilskuer. ”It’s so nice to meet you. Where are you from? Have you taken dance classes before?,” spørger hun. Jeg når lige at tænke, hvor upassende det er at stå og tale højlydt, når forestillingen skal til at gå i gang, da jeg opdager, at parret ikke er det eneste, der står og taler. Rundt omkring i salen er der flere af danserne, der står blandt publikum og taler indgående med en tilskuer. Lyset dæmpes, og danserne kigger forundret ned blandt publikum, da de langsomt siver op mod scenen. Og så er forestillingen ”Know” i gang.

Introen er kendetegnende for hele værket, for i ”Know” bliver de 12 medvirkende dansere på mange måder pillet ned fra den piedestal, som den klassiske balletdanser traditionelt befinder sig på. Her er hverken tutuer eller tåspidssko, men hverdagstøj som strømpesokker, stramme jeans og farvede t-shirts. Også her bliver der grint forrykt og hulket hysterisk. Danserne vrider sig på gulvet til samplet musik, tramper insisterende hurtigere og hurtigere, sammenkrummer kroppen i ’contractions’ og laver forkrampede og spastiske ryk i kroppen. De står med karikeret vidtåben mund, i en slags forskrækkelse eller forbavselse, og stirrer ud mod publikum, inden de forenes i synkrone superhurtige og elegante bevægelser. Dansere er også blot helt almindelige mennesker, synes værket at ville fortælle.

Det lader også til at være budskabet, da en ung kvinde, Astrid Elbo, slår sig selv igen og igen, bryder hulkende sammen, klæder sig af og til slut står næsten nøgen på scenen kun iført trusser, mens hun fremsiger et digt:

”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver voksen

Jeg ved ikke, om jeg bliver en god mor

Jeg ved ikke, om det er okay at tro på julemanden

[…]”

Man fornemmer, at det er danserens egen tvivl og usikkerhed, der fremstilles her, og at intentionen er at vise en form for autencitet. Men der er noget lidt naivt og karikeret over sekvensen, lidt som når der bliver læst højt af en teenagers første kærlighedsdigt, som nok kan være hudløst ærligt, men ikke rigtigt har det formmæssige overskud, der gør det egnet til at blive læst højt.

Blandt danserne skal især fremhæves Liam Redhead, der danser supersmidigt og elegant med bølgende bløde arme, mens Tim Matiakis danser hurtigt og adræt og viser sig at mestre ikke blot sine bevægelser til perfektion, men også sin stemme, da han råbende fremsiger et lyddigt, som samples til rytmer.

I programmet kan man læse, at koreografen, israelske Idan Sharabi, der har en baggrund i blandt andet Nederlands Dans Theater og Batsheva Dance Company, har ladet danserne improvisere og altså selv være med til at skabe det koreografiske materiale. Det er en arbejdsform, der er meget brugt inden for den moderne dans, men ikke så meget inden for ballet, hvor det oftere er den koreografiske mester, der skaber trinene, mens danserne udfører hans/hendes trin. Det er en sympatisk udfordring at bringe ind i Den Kongelige Ballet, og i ”Know” er det resulteret i rigtigt fine antaster til en spændende koreografi. Men alligevel havde man under forestillingen af og til fornemmelsen af at være vidne til et prøveforløb, hvor der stadig manglede at blive renset ud og ikke mindst strammet op i koreografien. Værket præsenteres af Corpus, som er den eksperimenterende del af Den Kongelige Ballet under kunstnerisk ledelse af Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis. Det var også Corpus, der stod bag krigsballetten ”I Føling” og ”Feberhavnen” i samarbejde med den eksperimenterende kunstnerduo Signa. Og hatten af for, at Corpus (og Den Kongelige Ballet) også denne gang vover skindet på denne måde og ikke bare spiller sikkert spil.

Som en glitrende lille synål på spidsen af aftenens (vidst nok) eneste par tåspidssko, står Stephanie Sahlgren knivskarpt, flankeret af Alexander Bozinoff og Andreas Kaas i ”Short Time Together” – et værk der dog forbliver for sterilt i sit udtryk.

 

Steril perfektionisme

I aftenens sidste værk, ”Short Time Together”, er vi tilbage i den klassiske ballets super-kontrollerede og gennemkoreograferede univers.

I et rødt rum med stringente linjer ballancerer en hvidklædt ballerina (Stephanie Sahlgren) som en glitrende lille synål på spidsen af aftenens (vidst nok) eneste par tåspidssko. Hun flankeres af to hvidklædte mandlige dansere (Alexander Bozinoff og Andreas Kaas), der hurtigt viser sig at stjæle billedet i den symmetrisk opbyggede koreografi. De er alle tre superpræcise og kontrollerede i alle deres bevægelser, men den stringente linje bliver dog hele tiden brudt: En fjoget bevægelse kommer pludselig til syne, et gakket ansigtsudtryk akkompagnerer et ellers fejlfrit trin, og da endnu en hvidklædt herre, Gregory Dean, gør sin entré og galant støtter Sahlgren i en yndefuld balance, forvandler scenen sig i et splitsekund til, at han liderligt tager hende bagfra. Men på trods af de små ’forstyrrelser’ af det ellers perfektionistiske look, forbliver værket for sterilt i sit udtryk.

”Short Time Together” havde premiere i 2012 med Het Nationale Ballet i Amsterdam, men i aftenens version er der tilføjet nye sekvenser, specielt skabt til Den Kongelige Ballet. Koreograferne bag er duoen spanske Sol Léon og engelske Paul Lightfoot, der gennem 25 år har skabt balletter sammen, og som siden 2011 har været henholdsvis kunstnerisk rådgiver og kunstnerisk leder af Nederlands Dans Theater.

Dér, hvor ”Short Time Together” fungerer bedst og har størst potentiale, er i de sekvenser, som danses af to jakkesætsklædte herrer, Sebastian Kloborg og Sebastian Haynes. Til den monotone lyd af silende regn fornemmer man en mareridtsagtig desperation hos de to dansere, når Haynes råber tavst ud i salen, eller når Kloborg løber i slowmotion, men ikke kommer nogle vegne. De to dansere spejler samtidig de kæmpekarakterer, der kommer til syne på en stor videoskærm over scenen: en ældre mand og kvinde, samt en ung kvinde, der i super slowmotion skiftevis kigger på os og forsvinder igen og til slut omfavner hinanden. Men selv disse scener med de to ældre mennesker i omfavnelse, noget der potentielt kunne illustrere varme og omsorg, forbliver mærkeligt sterile, måske fordi filmens overdrevne skarphed og karakternes superslowmotion får figurerne til at ligne animerede dukker mere end mennesker af kød og blod. Og hvordan disse sekvenser i det hele taget hænger sammen med resten af værket forbliver uvist. På trods af, at ”Short Time Together” lader til at være den tredelte forestillings hovedværk, idet det er aftenens sidste værk og deler navn med hele forestillingen, er det absolut ikke aftenens stærkeste værk.

 

Galskab som fællestema

Ifølge programmet er det døden som tema, der knytter de tre værker sammen. For mig at se er det nu i højere grad galskaben, der går igen i de tre værker og en vilje til at lade det polerede krakelere og vise de forrykte, skrøbelige og vulgære sider af mennesket. Det er befriende at se Den Kongelige Ballet løsne korsettet, smide tåspidsskoen og gakke ud og at opleve danserne i andre bevægelsessprog end det rent klassiske og fremstillet som de – fejlbarlige – mennesker, de også er. Alt i alt er ”Short Time Together” en seværdig forestilling og en god anledning til at opleve, hvad der rører sig inden for ny koreografi i dag.

”Short Time Together”: The Death That Best Preserves”. Koreografi: Natalia Horecna. ”Know”. Koreografi: Idan Sharabi. ”Short Time Together”. Koreografi: Sol León og Paul Lightfoot. Premiere 25. September 2015 på Det Kongelige Teater. Spiller til 14. november 2015.

 

Anna Krarup er uddannet cand.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet og University of California, Berkeley. Hun har tidligere undervist på Dansevidenskab på Købehavns Universitet og skrevet om kultur, herunder dans og teater, for Politiken og Teater1. Siden 2007 har hun været projektleder i Dansehallerne.

Fotos: https://kglteater.dk/det-sker/sason-2015-2016/ballet/short-time-together/

 

Del med andre