Sound of Silence

Af Annelis Kuhlmann

’Hello Darkness, my old Friend’. Sådan lyder de første ord af sangen ’Sound of Silence’, der også er titlen på denne teaterkoncert med forsangeren Jan Plewka & Band. Teaterkoncerten, som indgik i dette års ILT-festival i Aarhus, er ikke kun et stort soundtrack fra Simon & Garfunkels kendte sange. Dramaturgen, Tom Stromberg har iscenesat teaterkoncerten, der havde premiere i 2014, og forestillingen bruger masser af teatrale og performative greb i forhold til sangenes materialitet.

 

Teaterkoncerten som kommunikationsform

Da teaterkoncerten begynder, bliver salen omfavnet som en gammel ven i stilhed i mørket. Lyden af stilhed forener scene og sal. Lidt efter lidt og én ad gangen kommer musikerne ind på scenen og bliver hver for sig oplyst af en enkel lillebitte lampe. Deres entréer er tilsyneladende en gentagelse af enshed, som senere skal vise sig at rumme mange forskelligheder. De medbringer tavst hver en tyk bog. – Silence. – Bogmærkerne giver forventning om, at der senere vil blive læst tekstpassager fra bøgerne. – Silence. – Allerede her kan publikum fornemme den snigende groteske i situationen, og at der er en ironisk distance på færde i bandets måde at forny tilgangen til de klassiske numre på. Det er mao ikke kun et remake af nostalgiske toner. Det er snarere en revitalisering af ”die Klangen der Stelle”. På den måde forenes fortid med nutid.

De tekster, som foruden sangene indgår i forestillingen, stammer fortrinsvis fra breve og lydoptegnelser fra tiden omkring duoen Paul Simon og Art Garfunkels første fælles optræden i 1964 og frem til 1970, hvor de gik fra hinanden; teksterne bliver læst på tysk og fungerer som en blanding af cabaret og Brechtske kommentarer til situationen. Især to hovedepisoder er morsomme i forhold til Verfremdungen, der dukker op på forskellige måder. Den første er interviewstudieoptagelsen med de originale Simon & Garfunkel, hvor vi i salen hører dem roligt fortælle om, at deres veje skilles. Intervieweren er imidlertid ikke helt tilfreds med stilen. Han vil have mere drama ind over udtalelsen, så Simon & Garfunkel må ”øve” interviewet adskillige gange for at få den fornødne skandale-patos til at indfinde sig, hvilket bevirker, at de to selv ler højt af det ”kunstige” i at skulle typecastes i deres spil som sig selv. Spørgsmålet om autenticitet bliver en væsentlig faktor i legen med ironien og med det tidsbillede, som teaterkoncerten også bliver udtryk for. Interviewet bliver her næsten til en form for readymade, der som et signalement af periodens koldkrigsmetaforik, Vietnamkrig og opbrud fra institutionelle rammer har vist sig som noget, vi som publikum genopdager i det dagsaktuelle politiske landskab.

Den anden episode opstår, da Jan Plewka som en komisk udgave af den forlegne figur i Dustin Hoffmans legendariske filmrolle i The Graduate på én gang synger og spiller figurens performance henvendt til Anne Bancroft som Mrs. Robinson, afbildet på forskellige kropshøje fotostatslides.

Der opstår en nærmest Woody Allensk komik i denne crossover mellem de forskellige mediers grænseflader, ligesom i filmen The Purple Rose of Cairo, hvor længslen og kærlighedsrelationen også er i stand til at gennembryde filmlærredets funktion i værket, som om der var tale om en performativ omgang med den fjerde væg.

Et sted i teaterkoncerten bliver sangen ’Somewhere they can find me’ til en kommentar til den politiske forfølgelse af anderledes personer. Spioner og checkpoints hørte til elementer, man måtte orientere sig i forhold til på den tid.

Jan Plewka dirigerer med sin krop; hans performance er som en Stehgeiger, der er sit eget instrument og samtidig bygger bro mellem band og publikum. Ikke mindst med refrænet ’I’m begging you please to come home’ i nummeret ’Cecilia’.

På et tidspunkt kommer pianisten ind, spillende på en sølvfarvet melodika; den er pakket ind i stanniol. Der opstår en groupie stemning på scenen, især da Jan Plewka kommer ind med en discokugle på hovedet. Han ligner en astronaut, og med ét ser man en tidsforskydning til månelandingen i 1967.

Da en spot rammer discokuglen, bliver rummet fyldt med stjernedrys. Scene og sal er i samme kosmos. Igen bliver situationens groteskhed fremhævet, da Plewka lader en lille håndfuld sølvstøv drysse ned, som om det kom fra månen. Sangen med omkvædet ’I am a rock, I am an island’ understreger periodens problemfyldte forståelse af en delt verden. Men samtidig er hele dette billede også en reference til både 60’ernes Fluxus-bevægelse og til de tyske tv-shows, hvorved teaterkoncerten også reflekterer over begrebet den tyske Star-Schlagerparade.

Da de når sangen ’Bridge over troubled water’, spørger Plewka ud i salen, hvor mange der kender den. Langt de fleste i salen rækker hånden op og glæder sig tydeligvis til at skulle høre denne klassiker. – ”Hvor mange kan spille den?” – En håndfuld fingre ryger i vejret. – ”Er der nogen, der har lyst til at prøve at spille den med os på scenen?” – Silence. – En pige med rottehaler beslutter sig efter lidt tøven for at prøve. Hun spiller fint og synger sangen så rørende uskyldigt, så hele situationen minder mig om min barndoms musikskolekoncerter. Ren nostalgi. Stort bifald fra salen. Det iscenesatte samspil mellem scene og sal er virkelighed.

I sangen ’America’ bliver teksten fordoblet, idet Plewkas tyske kommentarer til sangen karakteristisk nok kropsliggør ”jeg’et” i det fortællemæssige perspektiv. Hele periodens kontakt med amerikansk identitet fordobler historien om en ungdom, der drømte om jeans, peace, flowers, etc. Popkulturens kontekst bliver dog nedtonet uden helt at forsvinde fra podiet.

På samme måde giver teaterkoncerten også et portræt af en musikergenerations egen retro-prægede brug af de gamle sange. Dette portræt bliver leveret med stor dedikation og virtuositet og der er ingen forstillelse i indlevelsen. Der opstår en fællesskabsfølelse mellem scene og sal, hvor mange af aftenens publikummer er på alder med Simon og Garfunkel (begge født 1941). Der er tale om en genoplevelse af en tids musik og referencer. For den yngre generation gælder det, at de har hørt deres forældres grammofonplader, eller at de selv er optaget af 60’ernes musik og romantisk revolutionære indstilling. Endelig er der også den aften publikummer, som på forhånd intet forhold har til musikken. Så selv om de ikke på forhånd tilhører musikkens kulturelle rum, så sluses de ind i teaterkoncertens evne til at forbinde scene og sal.

Da Jan Plewka og bandet nærmer sig slutningen af koncerten og slutter teaterkoncertens ramme med ’Sound of silence’, lader de stilheden klinge ved at udelade flere og flere ord. På den måde indrammer stilhed hele begivenheden på en særlig teatral musikalsk måde, der bliver performet, så man forstår, at hele teaterkoncerten er styret af Sound of silence.

Jan Plewka

Skuespilleren og sangeren, Jan Plewkas vej ind i teaterkoncerten som et særligt performance-udtryk er karakteristisk for en del performere. Han er født i 1970, uddannet på Fachoberschule für Graphik und Gestaltung, og har gennem årene haft en lang række bands. Han var i en periode drejebogsforfatter til børne-tvserien Sesamstrasse, ligesom han har haft speakerroller i hørespil og roller på film og opera. I 1992 blev bandet SELIG grundlagt, dog opløst i 1999. Siden starten af 00’erne har Jan Plewka gentagne gange været gæstemusiker på Deutsches Schauspielhaus Hamburg, hvor også Tom Stromberg i en årrække har arbejdet. Teaterkoncerten Sound of Silence har turneret i flere lande og er det gendannede band SELIG’ nyeste produktion.

Efter koncerten kunne jeg se, at pigen med rottehalerne, ligner sin far, percussionisten og violonisten, Martin Engelbach. J

Medvirkende

Vokal: Jan Plewka, Band: Lieven Brunckhorst (klaver, saxofon, mundharmonika, fløjte), Marco Schmedtje (guitar), Dirk Ritz (bas), Martin Engelbach (percussion, violin). Instruktion: Tom Stromberg. Kostumer: Sibylle Wallum.

http://www.jan-plewka.de/konzerte.html

Del med andre