Illyrien som blændværk!

 Af Elin Andersen

Den kærlighedssyge hertug Orsino i undertøj og med et tæppe om sig under en skarp spot advarer: ” så lunefuld er elskov i sit væsen, at den består af lutter fantasi”. Kærlighed er på en gang en lystig og risikabel affære viser det sig, ikke bare når det gælder sværmeriet, men også gøglet i Runar Hodnes veloplagte iscenesættelse af Shakespeares Hellig3kongersaften på Aalborg teater. Genstanden for Orsinos feberhede drømme grevinde Olivia viser sig i baggrunden, mens Viola, netop skyllet op på forscenen efter et skibsforlis, lytter betaget. 

Vi er i Illyrien eller Arkadien – Shakespearekomediernes grønne verden og kontrasten til det stive liv ved hoffet. Her findes høj og lav, natur og unatur, poesi og liderlighed inden for samme grønne zone.

Scenografien er ligeså smidig som den er enkel. Et system af grønne hække i tre etager kører ud og ind på skinner, alene afløst af en tom mørk scene i starten og slutningen. På forscenen er der mos med græstotter i siden. De forskudte hække er velegnede både til sværmerier og komiske klatrestunt, pludselig opdukken, overraskende forsvindingsnumre og luren.  Alle medvirkende er klædt i nutidigt tøj.

Handlingen i denne romantiske forklædningskomedie er kort fortalt: Tvillingerne Viola og Sebastian kommer bort fra hinanden efter skibbruddet ved Illyriens kyst. Viola forklæder sig som mand og tager under navnet Cesario tjeneste hos Orsino. Her sendes hun som kærlighedsbud til grevinde Olivia. Mens Viola forelsker sig i Orsino, falder Olivia straks for sendebuddet Cesario/Viola. Under intrigens udvikling tages Viola for Sebastian. mens Olivia møder den rigtige Sebastian og gifter sig med ham. Fejltagelserne opdages og hertugen forenes med Viola. Som vanligt hos Shakespeare travesteres det høviske kærlighedsspil i en komisk sidehandling, hvor det ultimative offer er den selvglade hushovmester Malvolio. Narren Feste har en særlig position. Han færdes over det hele men er mest på balkonen med sit klaver, hvorfra han sørger for musikken, der ledsager og kommenterer både de ømme, de sjove og de groteske scener. Han er desuden kontakten til publikum og den, der konstaterer at: “Ingenting er som det er”. Det er netop sagen. En mand elsker en kvinde, som er forelsket i en kvinde klædt ud som en mand etc. Kønsforvandlingen er central i kærlighedsspillet.

Kønnet ingen forhindring

Der er gerne mindst tre køn i Shakespeares komedier: kvinden, manden og drengepigen eller  androgynen, der kan betone drengen eller pigen alt efter begærets retning. Raffinementet på Shakespeares tid, der bestod i at mænd spillede alle kønnene, har været gentaget for nylig i H3K på Repulique i 2010. Undertiden har tvillingerne Viola og Sebastian været spillet af samme skuespiller, hvilket kan lade sig gøre med enkelte ændringer. Uanset de valg, der træffes i opsætningerne, er pointen den samme, nemlig at begæret ikke lader sig begrænse til ét køn.

Aalborgscenen kaster sig ikke ud i transseksuelle eksperimenter, som måske kunne synes fristende i en aktuel opsætning. Her betones det ungdommeligt kantede i tvillingeparret, der bagfra ligner en kloning i deres cowboybukser med hængerøv og langt hår. Viola (Merete Mærkedahl) er ikke noget erotisk kraftcenter, der besnærer alle, men man kan følge Orsinos (Michael Brostrup) fascination af skiftevis drengen og den pigede dreng, når han f.eks. danser rundt med Viola/Cesario og belærer hende om kærlighedens sødme og plage. Over for Olivia (Camilla G. Smedegaard) fænger Viola ved det spinkle, men drengede ligefremme og rapmundede  under sin første optræden som kærestebud. Viola passerer overlegent de komiske kumpaner i Olivias stab for ” ikke at spilde sine replikker på de forkerte”. En mere bastant komisk effekt af den androgyne tvetydighed opstår, da Olivia og Orsino trækker i hver sin arm af Viola. Olivia i den tro, at Viola er den Sebastian, hun lige har giftet sig med, Orsino, fordi han vil have sin page med sig.

Det komiske overskud

De sprøde romancer overtrumfes meget let af de komiske optrin. Komikken er kropsligt, fysisk udtrykt, og udfolder sig ofte i selvstændigt underholdende optrin, der ikke helt undgår tomgang. Når forestillingen ikke havner i farcen, skyldes det, at løjerne er underlagt en koreografisk disciplin, selv når det går vildest for sig. Denne disciplin viser sig i let stiliserede fysiske handlinger, som vi har mødt i andre af Runar Hodnars iscenesættelser på Aalborg teater, f. eks. Maria Stuart. Drukkenbolten og ordkløveren Tobias Hikke (Ulver Skuli Abildgaard), Olivias slægtning, er uden tvivl den mest intrigante. Med højhælede støvler og oprejst hår udfører han sit fysiske partitur af gebærder og dansante trin. Han tilskynder ustandseligt den fallerede og forvirrede ridder, stankelbenet Andreas Blegnæb (Holger Østergaard Kristiansen) med cowboyhat og abrupte bevægelser til at fri til Olivia. Imellem dem vugger den frodige kammerjomfru Maria (Nanna Buhl Andresen) med indsmigrende trin og dyb kavalergang. De lægger stilen fra starten med et klovneagtigt dansenummer, hvor de standser som statuer, da grevinden gør sin entré. Narren Feste ( Jørgen W. Larsen) er tit med i spasen. Han akkompagnerer f.eks. et rock og rul nummer i 60’erstil. Det slutter i et trestemmigt kor, der er en kabaretscene værdig. Tobias står for det grove. Han udæsker Viola/Cecario til duel, hvor Sebastian (Thomas Clausen) dukker op, sørger for den endelige fornedrelse af Malvolio. Alt sammen udført i variationer af dansetrin og fagter.

Begærets veje og vildveje

Men det er Malvolio (Martin Ringsmose), der udfolder de store komiske solonumre. I sin sirlige habit får han et akrobatisk hækkenummer ud af at levere en ring tilbage. Da han generer ‘trioen’ Maria, Tobias og Andreas, er hans skæbne som offer beseglet. Narren lader musikken tage ham. Den sender spasmer igennem ham og underminerer kropskontrollen. Med ‘kærlighedsbrevet’ i hænde, skrevet af Maria i fruens navn, udfører han i sin indbildnings tåger et virtuost kropsspil, hvor den vibrerende indestængte liderlighed forskyder sig gennem kroppen. Med begæret således befriet kan han gøre sin entre med de gule strømper og korslagte bånd stikkende op over hækkanten og i kostelige krumspring gå løs på Olivia, der tror ham sindsforvirret og beordrer ham under Tobias varetægt. Når han atter dukker op på scenen i undertøj og med bind for øjnene – han er i et mørkt værelse – fuldender han vrangbilledet af den kærlighedssyge Orsino i første scene. Narrens musikalske pirringer har en klar andel i karikaturen.

Det er ikke blot Malvolio, der ikke har styr på sine drifter. Olivia udbryder ved sit første møde med Viola: ” Kan man så hurtigt blive smittet”. Viola/Cecario er en besættelse for Olivia:” hvis djævelen ligner dig, fik han min sjæl”. Hun lægger sig indsmigrende og med uglet hår på hækken foran Sebastian, der nøgen og med hænderne over sit køn, forsikrer at han er jomfru! Sebastian har selv mærket tiltrækningen som “en strøm” og er i øvrigt attrået af sin ven og redningsmand Antonio. Orsino tiltaler hengivent Viola som ” min dreng ” selv efter at hun har åbenbaret sig som pigen Viola. Begæret lader sig ikke styre – og det går i flere retninger. Komediens titel er egentlig Helligtrekongersaften eller Hvad man vil – hvad vil du have en dreng eller en pige?

Regnen den regner

Lykkelige slutninger på komedierne er altid ironiske, siges det. Det gælder i særlig grad her. Aldrig så snart er festen efter foreningen begyndt førend den er forbi. Tilbage på den tomme scene vandrer tvillingerne i slow motion ind i scenedybet til lyden af bølgeskvulp, ledsaget af narrens sang om regnen, der regner hver evige dag, og om livet og ægteskabet, der forliser i druk og regn. Scenen er en gentagelse af forspillet, hvor de to vugger til bølgeskvulp, indtil skibet forliser og de skylles op. Ikke blot kønnet og kærligheden, men også Illyrien i sig selv antydes at være et blændværk, en boble, som Viola og Sebastian forlader igen. Den stemning af tristesse, som indrammer spillet, forstærkes af pausebilledet. Umiddelbart før pausen stiller alle medvirkende sig tavse op under paraplyer i dæmpet lys. Tableauet gentages insisterende, mens tilskuerne kommer på plads efter pausen. Regnen, den regner … Det er billeder, som hverken romancerne eller de veloplagte løjer kan udviske.

Aalborg teater giver os en absolut lystig version af Helligtrekongersaften uden at give afkald på den tvetydighed, der er karakteristisk for Shakespeares komedie.

Hellig3kongersaften Aalborg Teater, Store Scene – iscenesættelse Runar Hodne, koreografi Charlotte Munksø, klaverimprovisation Jørgen W. Larsen, lysdesign Mads Nielsen,  lyddesign Kristian Berg.

Spiller indtil 26 marts

Elin Andersen er tidl. lektor på afdeling for Dramaturgi, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet.

Del med andre

Comments are closed.