Om anstændighed
En replik til essayet “Guldklump i halsen”
Dramaturg Jeppe Kristensen har skrevet følgende kommentar til dramatiker Gritt Uldall-Jessen, som vi hermed offentliggør. Vi har foretaget nogle redaktionelle beskæringer. Red
Kære Gritt
Det er selvfølgelig helt relevant at diskutere etik i forbindelse med Tues og mine forestillinger. I forestillinger som Pretty Woman a/s og FRIENDS spidsformuleres nogle etiske problemstillinger – ligesom der tages nogle æstetiske strategier i brug, som det kan være interessant at akademisere.
Vi vil meget gerne blive klogere på hvad vi laver, og dét ønske indeholder både tanker om de etiske aspekter såvel som de æstetiske. Men skal Tues og mine forestillinger bruges som grundlag for en etisk diskussion, skal grundlaget være i orden. Ellers bliver vi alle sammen dummere.
Din artikel er ude i et etisk ærinde, som har med andet og mere end Tues og mine forestillinger at gøre. Men der er kun et enkelt, lillebitte, tåbeligt eksempel på, hvad dette andet kunne være. Jeg bliver derfor nødt til at svare dig så godt jeg kan, på egne veje. Om det har nogen gyldighed i den bredere sammenhæng du ønsker at beskæftige dig med, må du og læseren bedømme.
Jeg kender ikke forholdene for medvirkende i andre forestillinger end mine egne. Måske har du en pointe i, at der nogle gange gåes over stregen. Tager man performance, teater, talentshows og realityshows som én pêle-mêle af kunst/underholdning bygget op omkring mennesker, hvis kvalitet er at være dem, de nu engang er, har du sikkert ret i, at der i visse tilfælde er etiske problemer.
Men: Hvis det skal give nogen som helst mening for mig at tage del i refleksionerne omkring, hvad man kan tillade sig og hvad ikke, kræver det – ret simpelt – en nøgtern analyse af hvad der i de enkelte tilfælde er de æstetiske strategier, og hvad der er de helt virkelige konsekvenser. Grundlaget skal med andre ord være i orden.
Beskrivelserne af vores forestillinger er fulde af fejl og ubegrundede påstande. Bag det teater, Tue og jeg laver, ligger der den holdning, at det først og fremmest gælder om at lave godt teater, at alle skal respekteres på lige fod, og at alle har glæde af, at vores arbejde er projektarbejde med en klar tidsafgrænsning. De holdninger er jeg til enhver tid klar til at diskutere – både at forsvare dem ud fra de erfaringer, jeg har, og måske også at blive klogere og nuancere dem i det arbejde, jeg kommer til at lave fremover.
Men det kan jeg ikke bruge din artikel til. Den grænser til at være videnskabeligt uredelig. Der er ingen lærdom at hente. Bortset fra denne ene ting: glæden ved at mærke at jeg stadig bliver oprørt og harm, når jeg møder den holdning, du her giver udtryk for – den velmenende venstrefløjs berufsverbot mod grupper, der i forvejen er marginaliserede og forhånede.
En holdning, der næsten altid ledsages af disrespekt for fakta og disrespekt for mennesker. Nøjagtig som du fremturer i denne artikel og har fremturet i arbejdet med den:
Du fejlinformerer
Der er intet i vejen med at lave fejlbeskrivelser. Jeg er klar over, at teateranalyse nærmest har det som forudsætning.
Din fremstilling af forestillingen Guldfeber er fuld af fejl. De fleste er banale, små eller ligegyldige i sig selv. Lad mig nøjes med at give et eksempel:
Du skriver at Sigrid Husjord spiller mange forskellige roller i forestillingen. Det er ikke rigtigt. Sigrid har to roller. Hun spiller Black Larsen i første del af fortællingen, i anden del spiller hun Georgia. Det er to karakterer fra Chaplins Guldfeber. Forestillingen igennem tiltales hun kun som hhv. Black Larsen og Georgia. Hun spiller ikke Marilyn Monroe eller andre roller fra populærkulturen. Black Larsen og Georgia er derimod fortolket som en Pam Grier-blaxploitation-agtig type og som Marilyn Monroe. Daniel Nordback spiller ikke Supermand på noget tidspunkt. Derimod illustreres hans karakter som fortæller/Jack på et tidspunkt som en David Hasselhoff-agtig type fra Baywatch. Baywatch-sekvensen lancerer ikke en ny karakter, men illustrerer Jacks selvopfattelse. Søren Poppel spiller kun Big Jim – igen en karakter fra den originale film – og ganske kort Georgias veninde.
Derudover har de alle sammen et lag der kunne hedde ‘Søren’, ‘Daniel’, ‘Sigrid’ og ‘Amir’, der kæmper for at realisere fortællingen Guldfeber.
Din fejlagtige registrering af rollerne giver et forkert billede af, hvad det er for en forestilling du har set og hvordan man kan forstå de enkelte scener. Guldfeber er ikke en collage af alle mulige fortællinger men en ret stram afvikling af scener, der har deres plads i et fortællemæssigt forløb, og hvis tolkning kun kan ses ud fra, hvor de ligger i fortællingen. Det bevirker også, at din etiske vurdering af hhv. Amir Becirovics og Sigrid Husjords medvirken i forestillingen ikke har bund i den fortælling, de indgår i.
Der er selvfølgelig mange grunde til at de to omtales forskelligt op til forestillingen. En af dem er deres placering i fiktionen. Amir spiller staklen, og derfor giver det mening at omtale ham som en stakkel (hvad han ikke er, men han oplever at blive set sådan). Sigrid spiller Georgia, en pige der har klaret skærene og er blevet saloonens mest eftertragtede pige. Derfor giver det selvfølgelig mening at omtale Sigrid som pissesej (hvad hun også er) og insistere på, at man glemmer hendes højde og ser hendes som én, man kan forelske sig i (hvad man også gør).
Konkrete registreringer gør en forskel og det er derfor god akademisk skik at forsøge at opnå dem.
Du analyserer ikke teater-situationen
Du skriver i din analyse, at forestillingen arbejder med forholdet mellem virkelighed og fiktion, hvilket på et plan giver god nok mening.
Men først og fremmest er det jo alt sammen teater. Der er en teatersituation med spilleregler, virkemidler og æstetiske strategier. Det lægger du bekvemt bag dig.
Du kan derfor skrive som en væsentlig del af din etiske pointe, at vi ikke kan styre publikums blik på Sigrid og Amir. Men for at gøre en sådan påstand gyldig kræves en analyse af de æstetiske strategier i forestillingen. Vi forsøger jo lige netop ved hjælp af alle de redskaber, der står os til rådighed – at styre publikums blik! Din påstand kræver en analyse af, hvor vi fejler.
Din påstand postulerer at teatersituationen er farlig. Uden for teatret er det evident, at der ikke er andre end Sigrid og Amir selv til at styre andres blik på dem. Du antyder med andre ord, at der finder et overgreb fra Tues og min side sted, et overgreb på de medvirkende, som gør det værre end at gå på gaden. Uden at din analyse har bibragt dig viden, der giver dig begrundelse til at sige det.
Noget lignende sker i din omtale af Pretty Woman a/s. Du skriver, at det ikke virkede, som om de medvirkende prostituerede kunne overskue teatersituationen. For os er der tale om en bevidst æstetisk strategi, hvor vi vi med vilje skabte en skrøbelig situation, fx ved at de medvirkende prostituerede løbende fik deres replikker og sceneanvisninger igennem en øresnegl. Det kunne med andre ord være meningen, at du skulle bekymre dig om, om de prostituerede kunne overskue situationen. Og det kunne også være meningen, at vi ønskede, at du efter forestillingen skulle bekymre dig om, hvordan det kommer til at gå den medvirkende kvinde fremover.
Det var ikke nødvendigvis virkelighed, at de prostituerede ikke kunne overskue situationen og vi var ikke nødvendigvis ligeglade med, hvad der skete dem, da de forlod teatret.
Du undlader at analysere en teatersituation, og når aldrig længere end til en simpel registrering af hvad du føler. Det er ikke noget anstændigt grundlag at diskutere de medvirkendes konkrete liv på.
Du har tilmed forsøgt at stive din argumentation af ved et andet eksempel (det eneste, der begrunder at din artikel ikke længere er om Tues og mit teater men om et fænomen i teaterverdenen). Men også her undlader du helt at overveje, om der er tale om en æstetisk strategi. Det kunne jo være, at når Thomas Skade-Rasmussen Strøbech lægger sag an mod Beckwerket, så er der tale om et kunstværk med nogle særlige æstetiske strategier. Uden refleksion at tro at retsagen skal tages helt for pålydende, er at springe alle mellemregninger over, og når man tager i betragtning, hvem de involverede i retssagen er, er det naivt grænsende til det manipulerende.
Du bortcensurerer relevante oplysninger
Du spørger retorisk, hvordan det går for de medvirkende. Men de oplysninger kunne du jo få. Du kunne have spurgt Tue eller mig. Du kunne have spurgt de medvirkende. Men du havde ikke gjort noget som helst arbejde i den retning. Du ønskede kun at spørge retorisk.
Tue og jeg har en ret god fornemmelse af, hvordan de mennesker, der har medvirket i vores forestillinger, har det, både dem, der har det godt og dem, der har det ad helvede til. Pointen er, at den viden ikke er en del af den teatersituation, vi har skabt, og det er ikke noget vi kunstnerisk mener, der nødvendigvis skal fortælles om. Det er snarere dit ønske om at vide det, der er en del af teatersituationen.
Hvis du i en akademisk sammenhæng vil have en etisk holdning til, hvad det betyder for mennesker at medvirke i vores forestillinger, kræver det, at du undersøger det. At du forstår, at én ting er det teater, du har set, en anden virkeligheden for de medvirkende. Det kræver, at du analyserer teatersituationen, og det kræver, at du researcher eftervirkningerne.
Kan hænde at din pointe ikke specifikt er rettet mod Tues og mit teater. Men så lad din omtale af vores forestilling tjene som eksempel på, at spørgsmålet netop ikke er retorisk, men handler om nogle konkrete menneskers konkrete liv. Det er ikke en gyldig fremgangsmåde at springe direkte til at tale om det generelle uden interesse for nogen som helst form for empiri.
Du misbruger din teori
Dit fokus er – og nu har jeg læst det et par gange uden helt at forstå det – forestillinger med ‘livseksperter’, ‘non-actors’, ‘virkelighedsaktører’. Du bruger begreberne i flæng om medvirkende, der ikke er professionelle, og som er ‘biografiske’.
I Guldfeber medvirker syv personer på scenen. Daniel Nordback, Jack, uddannet som og arbejder professionelt som performer; Søren Poppel, uddannet som og arbejder professionelt som skuespiller; Sigrid Husjord, uddannet som og arbejder professionelt som danser og performer; Amir Becirovic, uddannet som og arbejder suppleret af en førtidspension professionelt som TV-journalist; Emil Bøll, uddannet som og arbejder professionelt som lyddesigner; Mette Bisgård, uddannet som og arbejder professionelt som forestillingsleder; og enten Raphael Solholm eller Martin Danielsen, henholdsvis professionel lysdesigner og -tekniker.
Der optræder ikke noget biografisk materiale i forestillingen. Daniel Nordback har selv skabt en meget stor del af sin enorme replikmængde, og mange af replikkerne kan siges at være ‘sande’ i den forstand, at Daniel selv kan se det tragi-komiske i at bekymre sig enormt om forholdene i Bangladesh. Sigrid Husjord henviser på et tidspunkt til et bulgarsk kvindemagasin, der har skrevet om ‘hende’. Sigrid er faktisk blevet interviewet til et bulgarsk dameblad, hvilket har været en sjov ting at sætte på scenen som det ypperste udtryk for selvglæde og star-idioti. Egentlig biografisk kan den lille scene ikke siges at være.
Amir har en monolog, der fremstår ‘ærlig’, om en date. Du skriver, at der er sprækker ind til det biografiske, fordi scenen handler om hans erfaringer med at have en hjælper involveret i en romantisk situation. Det er ikke en sand observation Du har lavet en konstruktion, hvor du “citerer efter hukommelsen” og derefter checker med “tekstnedskrivningen”. Begge dele er en grov manipulation. Du kan umuligt citere ud fra hkommelsen. Det Amir sagde, stort set ordret i hver forestilling, var følgende:
“Ja, men så er vi hjemme hos mig. Der er dæmpet belysning, der er noget romantisk musik. Jeg har lagt hvid dug på bordet. Jeg kigger ud ad vinduet og venter. Hvornår kommer hun. Og så lige pludselig ringer det på døren og rigtig nok, det er hende. Jeg byder hende indenfor og tager hendes frakke, så man kan se hendes smukke kjole. Og hendes smukke figur. Det er den smukkeste kjole jeg nogensinde har set. Jeg trækker stolen ud for hende, og skynder mig at skubbe den ind igen så hun ikke ryger på røven. Jeg har lavet spaghetti med kødsovs, for det er det eneste jeg kan finde ud af at lave uden at det brænder på. Hun griner. Hun griner ad de mest platte vittigheder jeg nogen sinde har fortalt. Men det er ligegyldigt. Alt er ligegyldigt.”
Replikken er skabt af Amir, og den har selvfølgelig noget med ham at gøre. Men den er jo ikke biografisk. Det er en drømme-scene – fordi den skal skabe faldhøjde til den efterfølgende scene, hvor vagabonden konfronteres med sandheden om, at Georgia og hendes venner har haft en rigtig fest et andet sted uden ham.
Dit ‘citat’ er uden forståelse for fortællingen og under ingen omstændigheder citeret fra hukommelsen. Det, du i stedet gør, er at citere fra de noter, jeg gav dig til din forberedelse. Jeg understregede, at de ikke havde meget med den endelige forestilling at gøre. Alligevel fremstiller du dokumentet som en god kilde og kalder det en tekstnedskrivning, som om det var os, der havde skrevet replikker ned efter forestillingen var skabt. Selv om det modsatte var tilfældet.
Mod bedre vidende overstreger du den forestilling, du har set, til gengæld for et par noter, der passede ind i din teori.
Dit teoretiske udgangspunkt kan med andre ord ikke bruges til at beskrive den forestilling, du har været inde at se!
Dine begreber er både vage og forkerte. Der er selvfølgelig en bevægelse i teatret, der deler nogle fællestræk, og hvor skuespillere uddannet fra teaterskolerne fravælges. Men bølgen er jo bred. Signa, Hotel Pro Forma, Rimini Protokoll, Anders Paulin, Gob Squad etc. bruger alle biografisk materiale, fysiologiske skævheder, møder med folk på gaden, amatører etc. forskelligt.
Man må meget gerne bedrive teori på Tues og mine forestillinger. Men man må i det mindste kræve at teoridannelsen holdes op imod den faktiske forestilling. Ellers ender man – du!– et meget uheldigt sted:
Du dømmer folk ud fra, hvordan de ser ud!
Du udøver berufsverbot
Det er alene af fysiske grunde, at du får Amir og Sigrid til at passe ind i din kategori (og derfor du er bekymret for publikums blik og ikke interesserer dig for publikums oplevelser eller holdninger).
Du begrunder kategoriseringen med, at ingen med en anderledes fysik kunne have spillet Sigrids rolle. Det er rigtigt i den forstand, at Sigrid har været medskabende til en meget stor del af sine replikker og fysiske gags. Men i bund og grund er det en pinlig bemærkning. Selvfølgelig kunne forestillingen have været lavet med fx Tina Gylling, som vi også holder af at arbejde med, i Sigrids rolle. Det havde kun på overfladen været en anden forestilling.
Du underkender skuespillernes skabende evne. Og du putter dem ind i nogle velmenende kasser, du har i dit hoved. Hvor fysisk anderledeshed er lig med undervurdering selv om alle dine registreringer skulle give dig anledning til det modsatte.
I den sammenhæng får du sagt, at det kan være skadeligt for Amir (der til hverdag producerer TV og er vant til at stå foran kameraerne) at være med til at lave en teaterforestilling, han har glædet sig til at skabe sammen med os, og som han nyder at fremføre. Og du får sagt at Sigrid (der i mine øjne er en af nordens mest talentfulde performere replikmæssigt og fysisk) sandsynligvis ikke kan overskue konsekvenserne af at udføre sit hverv – et hverv hun har en bunke erfaring med og er uddannet til.
Begrundelse: at hun ikke er lige så høj som dig. Det er en grov undervurdering af mennesker og en voldsom overdrivelse af teatersituationen; det er en holdning – denne de venstreorienteredes berufsverbot mod minoriteter – som gør mig vred.
Og hvad så med etikken?
Teater er selvfølgelig ikke farligt. Det er sjovt, og det er lærerigt. Det er derfor der findes skolekomedier og amatørteater.
Etikken bag vores forestillinger er derfor ikke mere indviklet end et par tommelfingerregler om, hvordan vi synes, vi arbejder bedst:
1: Vores teaterarbejde handler om at skabe en god oplevelse for de medvirkende. Det gælder alle de medvirkende, der selvfølgelig byder ind på meget forskellige niveauer. Hvis ikke forestillingerne gør vores liv en lille smule bedre, er der ikke nogen grund til at lave dem – og de bliver heller ikke gode.
2: Vi laver projektteater. Arbejdet med en forestilling starter en dag, og det slutter en dag. Det ved alle involverede – og det er det, der gør arbejdet relevant. Imellem de to datoer er vi alle kolleger, og arbejder professionelt med at skabe en forestilling sammen. Vi er ikke et socialt projekt for nogen. Det er lige netop det, der gør, at vores medvirkende har en god oplevelse.
3: Bag de specifikke tematikker i de enkelte forestillinger ligger der et større projekt. Vi vil gerne have så stor en rummelighed og forskellighed i vores liv som muligt. Det er bl.a et udtryk for dette, at vi til enhver tid gerne vil have Sigrid Husjords med i vores forestillinger, og forhåbentlig får vi mulighed for at bruge hende som Nora engang, fordi hun er så dygtig en performer, som hun er, og fordi hun er norsk!
4: Vores største etiske udfordring er at lave godt teater. Vi sidder ikke inde med løsningen på de problemstillinger, vi laver teater om. Vores arbejde handler derfor ikke om at producere et vehicel for vores holdninger. Det virkelige arbejde består i at skabe forestillinger, der rummer problemstillingens kerne.
Det er ikke vores rolle at lave teater, der pleaser publikum. Det er heller ikke vores arbejde at lave forestillinger, der stiller vores respekt for de medvirkende til skue.
Den største etiske ambition, vi kan have, er at lave gode forestillinger. Det er deri, respekten for de medvirkende ligger.
Med venlig hilsen,
Jeppe Kristensen