Hvad er forskellen?

Af Erik Exe Christoffersen og Laura Luise Schultz

 

Camp X, oprindeligt kaldet Teater X, blev oprettet i efteråret 2007 under teaterfællesskabet Københavns Teater. Camp X var fra starten lagt an som dansk teaters nye satsning på internationalt og eksperimenterende samtidsteater, der skulle udvikle teatrets udtryk og trække nye publikumsgrupper i teatret. Camp X forsøgte bl.a. at åbne teaterrummet for andre former for offentlighedsarrangementer, forelæsninger, seminarer og publikumsdebatter, fester og blogs. De mange nye tiltag blev fra starten modtaget kritisk af teateranmelderne, og teatrets egen markante retorik om at skabe et nyt samtidsteater blev opfattet som polemisk i forhold til det etablerede teater.

Set i bakspejlet ser det ud, som om Camp X blev fanget i en ufrugtbar modsætning mellem klassisk teater og en avantgarderetorik, som teatret selv anlagde, men som samtidig blev brugt imod dem. Allerede i sommeren 2008 besluttede teatrets bestyrelse – formentlig som følge af den kritiske modtagelse og usikre publikumsgrundlag – at revidere teatrets værdigrundlag og virkefelt for at fokusere mere på produktionen af egentlige teaterforestillinger og mindre på andre aktiviteter. Man ville hæve ”det kunstneriske niveau”. Mette Hvid Davidsen trak sig som leder, og Litten Hansen blev midlertidig direktør for teatret. Hun er samtidig bestyrelsesformand på Kaleidoskop, og herfra er lederen Martin Tulinius og producenten Rasmus Adrian blevet hentet som kommende lederstab af Camp X fra 1. januar 2009 for at skabe et ”seriøst greb om teaterkunsten”.

Dette skift i Camp X’s profil antyder en uenighed omkring den kunstneriske linie og karakteren af samtidsteater, uden at dette aspekt dog er blevet særligt fremhævet i medierne. Også anmelderkritikken og publikums holdning til Camp X er underbelyst. I efteråret 2008 har der i stedet været en debat om teatrets lokaler, som er endt med, at Camp X overtager Kaleidoskops hovedscene, det oprindelige Kanonhallen. Men bag debatten om lokaler gemmer sig mere grundlæggende diskussion om samtidsteatrets form og udtryk. Den oprindelige Camp X-ledelse ønskede netop at åbne en sådan debat, som imidlertid endte med at fælde dem. Men hvad var det egentlig, der skete? Hvad er der på spil i den kamp om teatret, som Camp X blev fanget i?

Foragt, Fotograf: Henrik Stenberg.

Foragt (Camp X 2009, Fotograf: Henrik Stenberg).

Samtidsteater

Camp X, som oprindeligt fik tildelt Rialto Teatrets og Aveny Teatrets gamle lokaler, profilerede sig fra starten som et internationalt samtidsteater, hvor det kreative arbejde ikke kun retter sig mod teaterforestillingen i det sceniske rum, men også mod det omgivende kulturelle rum og mod en iscenesættelse af samfundsmæssige værdier, baseret på nye kreative ledelsesprocesser og organiseringsmåder. Camp X ville indføre en teatermodel, som understreger den teatrale kommunikation som en kulturel handling, der vedrører samspillet med tilskuerne og den samfundsmæssige omverden. Camp X udforskede nye teaterformer, som iscenesætter de begreber og normer, der tegner samtiden. Forenklet sagt er det teaterformer, som afprøver grænserne for teatret og sætter teatrets traditioner til diskussion.

Inspireret af bl.a. billedkunsten og nyere europæisk teater forsøgte Camp X at skabe teater, som benytter begreber som dokumentarisme og social intervention i aktuelle politiske spørgsmål, sociale institutioner og magtforhold.

Ud over en kunstnerisk leder, Mette Hvid Davidsen, valgte teatret en kurator, instruktøren Ditte Maria Bjerg, som stod for en helhedstænkning af teatrets repertoire på samme måde, som en kunstudstilling er kurateret i forhold til et bestemt tema. Kuratoren ville ikke blot lave teater, men se hvor langt teaterbegrebet kunne ”bøjes og strækkes” og i det hele tage give magten til publikum og intervenere i det ”svindende offentlige rum”.

Det første halve år blev teatret defineret som Queer zone, og teatret opførte både forestillinger og skabte fester mv. under dette tema, som handler om nye modeller for køn, sexualitet og samliv. Foråret drejede sig om begrebet verdensborger med forestillinger som Demo-Crazy, der behandlede forholdet mellem marked, demokrati og det europæiske melodi grandprix, og Shopping, som handlede om forbrugersamfundet med udgangspunktet i t-shirtens globale vandring fra den billige produktion i 3-verdenslande til den vestlige forbruger. Dertil kom en række foredrag om demokrati og kapitalisme, samt arrangementer om nye begreber som det postdramatiske, der betegner teater, som ikke er begrænset af at skulle repræsentere en dramatisk tekst, men som skaber forestillingen gennem samarbejde med forskellige involverede, på basis af artikler, rapporter og andet materiale. Eksempler på den slags udviklings-teaterforestillinger er Hr. Møller og Den sømand han må lide, begge fra efteråret 2008, som på forskellig måde udforskede et af Danmarks ledende erhvervsdynastier.

For kuratoren Ditte Maria Bjerg er der tale om en udvidelse af teaterkonceptet til et multikulturelt oplevelsesforum, hvor publikum selv skal interagere med foredrag, fester, film etc. Et udvidet offentligt rum, som bl.a. benytter iscenesættelsesgreb som powerpoints, talerstolen og andre konferencestrategier, hvor der skabes en dialog med publikum. Men det mest centrale er måske, at Camp X tænker teatret innovativt, hvilket understreges af, at man yderligere har tilknyttet det uafhængige teaterfænomen, Das Beckwerk, som har indgået i teatrets dramaturgiat som kunstnerisk sparingspartner og som desuden gæstespiller her i foråret 2009 med Det nye menneske -et scenisk terror-regime.  

En vigtig side af Camp X er desuden de internationale gæstespil, som har bragt en række banebrydende bud på teaterfornyelser til Danmark. Det gælder fx den schweiziske gruppe Rimini Protokolls forestilling Call Cutta in a Box. Dette stykke benytter en usædvanlig teaterform, som foregår i en privat lejlighed med en tilskuer, som via mobiltelefon taler med en indisk call-center-operatør i Calcutta. Gruppen Gob Squad har ligeledes tilskuerrelationen i fokus i deres forestilling Kitchen (You’ve Never Had It So Good) fra 2008, som gæstespiller på Camp X, april 2009. Det er en remediering af Andy Warhols film af samme titel, hvor de fire performere udskiftes i løbet af forestillingen med tilskuere, som så guides via hovedmikrofoner af skuespillerne uden for scenen til at udføre de givne roller. Det er en form for coaching, som leger både med nye sociale omgangsformer og med nye mediers og teknologiers muligheder.

 

For meget virkelighedsteater?

Camp X er blevet kaldt ”virkelighedsteater”. Begrebet kan ses som en oversættelse af den tyske teaterprofessor Hans-Thies Lehmanns begreb om postdramatisk teater, som benytter begrebet ”das TheatReale” om teateropførelsens realitet. Det kan være performeren, som faktisk er det, vedkommende spiller. Teaterforestillingen kan understrege opførelsens ”virkelighed” og det faktiske nærvær mellem performer og tilskuer ved direkte at inddrage tilskuerne i handlingen eller gennem behandling af et aktuelt og vedrørende tema. Nogle teateranmeldere har ytret betænkeligheder ved udviklingen i samtidsteatret og ment, at det traditionelle teater bliver svigtet:

 

I takt med virkelighedsteatrets selvfedme, som har betydet noget nær dramatikerens død, er kvaliteten af teatertekster blevet alarmerende dårlig. Tilsvarende er man holdt op med at spille teater, al den stund der er gået så meget interaktivt show i den, at det nu i større grad er publikum, der skal spille. (Per Theil: Politiken 7. 4. 2008).

 

Per Theil er især ude efter Camp X, fordi ”teatret har allieret sig med en ildsjæl af en kurator, der har forvekslet samtidsteatret med et, om end nok så showpræget, budskabsteater”. Samme skepsis findes hos andre anmeldere som efterlyser en almen kunstform: Rigtigt teater, underforstået det klassiske fiktionsteater.

I forhold hertil indtager Sanne Bjerg, tidligere teaterchef på Plex, nærmest den modsatte position og taler for samtidskunsten som grundlaget for, at Danmark i den globaliserede konkurrencesituation kan markere sig ”som kreativ og innovativ nation”. Man må satse mere på den eksperimenterende kunst, som Camp X og Plex har stået for: ”Kun ved bestandigt at have en kunstnerisk avantgarde, der tør afprøve og bryde grænser, kan vi blive ved med at udvikle tidssvarende former og sprog (…) og rum til den kreative grundforskning, som de enkelte industrier ikke selv kan rumme”. (Sanne Bjerg: Politiken 24.4.2008).

Spørgsmålet er, om denne polemik mellem klassisk kunst og avantgarde er tidssvarende? På et kunstnerisk plan er det problematisk at begrænse det eksperimenterende og innovative til bestemte avantgardistiske miljøer, hvor visse udtryksformer fremstår som mere tidssvarende end andre. Tværtimod er det nok helt afgørende for teatrets fornyelse, at vi opgiver hele forestillingen om det sande og rigtige teater. I stedet kunne man med fordel se teater i forhold til forskellige sociale og institutionelle sammenhænge og lokale miljøer. Man kunne mere åbent se teatret som en forskelligartet kunstform, der kan antage mangfoldige udtryksformer på forskellige scener og i forskellige kunstneriske sammenhænge.

Skæver vi til diskussionerne inden for billedkunsten, så synes man her at forholde sig langt mere konstruktivt, end man gør inden for teaterverdenen og teaterkritikken. Et eksempel er udstillingen Kunst Reality Check på Statens Museum for Kunst i 2008. Her er det ikke den gamle diskussion om forskellen mellem fiktion og virkelighed, som er central, men en erfaring af, at virkeligheden hele tiden medieres og genfortælles, og at også kunsten træder ind i en uendelig række af repræsentationer, og at dens kvalitative greb ofte handler om at bryde igennem de iagtagelsesformer, som dominerer mediernes virkelighedsfremstilling.

Afslutning: Teater X

Vender vi tilbage til Camp X, så må vi konstatere, at disse underliggende kunstneriske uenigheder omkring teatrets udtryksformer og eksistensberettigelse aldrig er blevet åbent og nuanceret diskuteret. Camp X-bestyrelsen har lovet en tilbundsgående refleksion, uden at den tilsyneladende er kommet ud til offentligheden. Camp X står til at overtage Kaleidoskops teaterrum i det gamle Kanonhallen. Den nye ledelse skifter navnet tilbage til Teater X, og Kaleidoskop nedlægges med kritik fra teatermiljøet til følge. Men nu var Kaleidoskop efter Litten Hansens udsagn nærmest lig Tulinius, så ret beset er det vel blot Kaleidoskop, som bliver til Teater X, og som således overtager de 24 millioner i støtte frem for som tidligere 8 millioner? Der er ingen tvivl om, at Martin Tulinius er en visionær teaterleder, men hans profil er en ganske anden end den forrige ledelses. Så egentlig er det vel Camp X og den internationalt inspirerede teateræstetik, de forsøgte at indføre i dansk teater, som forsvinder?

Måske satte Camp X sig mellem to stole, idet teatret tilsyneladende ikke havde sikret sig et politisk grundlag og et lokalt publikum, og på den anden side heller ikke tilfredsstillede de behov, som et alment publikum måtte have. Den manglende diskussion tyder på, at det ikke lykkedes for Camp X at skabe opbakning til et selvreflekterende og selvkritisk teater, på trods af at teatrets forårsprogram for 2009 er imponerende ambitiøst med internationale gæstespil og fremragende danske kunstnere. Et program, som til fulde opfylder Camp X’s oprindelige målsætninger. Tilsyneladende er den virkelighedsorienterede teateræstetik blevet taberen i den håbløse polemik mellem avantgarde og tradition, som er blevet ført i medierne.

Erik Exe Christoffersen, mag.art. 1978, lektor ved Afdeling for Dramaturgi, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Har senest udgivet Teaterhandlinger (Klim, Århus, 2007). Redaktør af Peripeti – tidsskrift for dramaturgiske studier.

Laura Luise Schultz, cand.mag., ph.d., videnskabelig assistent ved Afdeling for Teater og Performance Studier, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Medredaktør af Peripeti – tidsskrift for dramaturgiske studier.

 

Del med andre

Comments are closed.