Traumatiske toner
Af Magnus Tessing Schneider
Ti år efter et skoleskyderi på en international skole i Helsinki, hvor ti elever og en lærer blev dræbt, plages de efterladte stadig af traumerne. Fem tidligere elever og deres lærer, som overlevede angrebet, lider af angstanfald og føler, at deres liv blev sat i stå. Morderens lillebror fejrer bryllup med en pige fra Rumænien, men han og hans forældre har undladt at fortælle hende om storebroren, som netop er kommet ud af fængslet. Familiens eneste tilbageblevne ven, en præst, har mistet sin gudstro. En mor, som mistede sin datter i massakren, fører samtaler med genfærdet, mens hun fortæres af had til morderen og hans familie. Efterhånden afsløres det, at hendes datter førte an i mobningen af gerningsmanden i året op til angrebet, og at hans bror og en veninde fra klassen var delagtige i planlægningen, før de fik kolde fødder i sidste øjeblik. Ingen er helt uskyldige.

Dette er i al korthed handlingen i den finske komponist Kaija Saariahos femte og sidste opera, Innocence, som havde premiere i Aix-en-Provence i 2021, to år før komponisten døde i en alder af halvfjerds. Librettoen er skrevet af den prisbelønnede finske romanforfatter og dramatiker Sofi Oksanen, og værket har nu haft danmarkspremiere på Operaen.
Lyden af angst
Saariaho var kendt for sine klangeksperimenter og for at blande levende og elektronisk musik, hvilket hun også gør i Innocence. De seks overlevende, hvoraf halvdelen fremstilles af operasangere og halvdelen af unge internationale skuespillere med baggrunde i performancekunst, bevæger sig således i et grænsefelt mellem sang og mikrofonforstærket tale. Den svenske mezzosopran Matilda Paulsson imponerer især med sin ekspressionistiske Sprechgesang i rollen som læreren Cecilia, der måtte stoppe med at undervise efter skyderiet. Heroverfor står de seks deltagere i bryllupsselskabet, herunder den sørgende mor Tereza, som ved et tilfælde er blevet hyret som tjener af familien til sin datters morder. Disse fremstilles alle af operasangere og kommunikerer i et mere traditionelt modernistisk tonesprog med instrumental stemmeføring og springende atonale melodilinjer.

De to grupper mødes aldrig i løbet af forestillingen, selvom deres historier er flettet uløseligt sammen. Den eneste, som bevæger sig mellem de to universer, er genfærdet af Terezas datter Markéta, der fremstilles af den finske sanger Erika Hammarberg. Som det fremhæves i programmet, er hun specialist i finsk-ugriske folkesangsteknikker, og hendes musik anvender den kareliske joik-traditions karakteristiske knæk mellem stemmeregistrene. Det kaster et æterisk og uvirkeligt skær over karakteren, der altså stikker ud vokalt og musikalsk såvel som dramatisk og metafysisk. De øvrige ofre for massakren fremstilles af lydløse statister i flashbackscenerne. Det samme er tilfældet med morderen, der med en kasket trukket ned i panden tillige fremstår ansigtsløs, nærmest usynlig, som et tomt felt.
Som de fleste nutidige operakomponister var Saariaho mere optaget af klangfarver – navnlig instrumentale klangfarver – end af stemmen som dramatisk udtryksmiddel. Orkestret ruger under historien som den musikalske gestaltning af et kollektivt traume, ildevarslende, angstfuldt, fragmenteret, evigt roterende og hjemsøgende. Der er ingen udvikling, ingen opbygning, alt er fastlåst i et mønster af tvangsprægede lydlige erindringer.

Traumets cirkelbevægelse
Hvis instrumenterne lyder som indre stemmer, lyder sangstemmerne som instrumenter. Såvel librettisten Oksanen som forestillingens instruktør, australieren Simon Stone – hvis iscenesættelse i øvrigt blev skabt til den franske uropførelse – sammenligner i programmet det dramatiske formsprog med en fuga, dvs. en kontrapunktisk kompositionsteknik, hvor et musikalsk tema gentages i forskellige stemmer. I Innocence er temaet det kollektive traume, som kører rundt og rundt, mens sangstemmerne nærmest er blevet reduceret til instrumentalstemmer i den repetitive struktur. Vi hører dem ikke rigtigt som individer. Komponisten forklarer i et interview i programmet, at hun i stedet for at give de tretten syngende karakterer forskellige musikalske personligheder har ladet dem synge på hver sit sprog, så operaen fremføres på engelsk, fransk, tjekkisk, rumænsk, finsk, svensk, tysk, spansk og græsk. Den internationale skole bliver dermed et billede på en vestlig verden, som er under angreb, som er mærket af indre splittelse og fastholdes i fortidens traumer og misgerninger.
Det er et fremragende greb af instruktøren og hans britiske scenograf Chloe Lamford at lade dramaets og musikkens cirkelbevægelse modsvare af en drejescene, der er i langsom men konstant bevægelse gennem hele forestillingen. Scenebilledet består af en toetagers bygning, som både indeholder skolen, hvor angrebet fandt sted, og selskabslokalet, hvor bryllupsfesten finder sted. Vi ser indgangspartiet, som er det samme for begge lokationer, klasselokalet, skolekantinen, korridorerne, hvor folk blev skudt, toilettet og kosteskabet, hvor folk gemte sig, restauranten, hvor bryllupsgæsterne skåler og spiser, køkkenet, bryggerset, hvor Tereza fremsynger sine forpinte monologer. Strukturen ligger fast, men de mange enkelte rum, der er som forskellige mentale rum eller erindringsrum, ændrer gradvis og umærkeligt interiører, så vi aldrig ved, hvad der gemmer sig bag den næste lukkede dør. Vi forstår, at de traumatiserede overlevende og pårørende aldrig for alvor har formået at forlade scenen for deres livs tragedie.

Hvor både teksten og musikken, med deres delvise opløsning af den dramatiske karakter, kan beskrives som postdramatiske, er iscenesættelsen såvel dramatisk som realistisk. Tjeneren Tereza (Francine Vis), præsten (Stephen Milling), bruden Stela (Sofie Elkjær Jensen), brudgommen Tuomas (Magnus Vigilius) og hans forældre, Patricia (Helena Juntunen) og Henrik (Johannes Weisser), fremstår alle som personer af kød og blod. Den menneskelige genkendelighed, som musikken berøver dem, opnår de gennem det nuancerede ensemblespil. Hvis operaen i nogen grad vækker medfølelse, skyldes det udelukkende dette. Som når svigermoren med en sidste tavs gestus forsøger at række ud til den dybt chokerede Stela, hvis bryllupsfest er gået i opløsning efter aftenens forfærdelige afsløringer.
Man giver ikke stemme til gerningsmanden
Operaens store svaghed er efter min mening librettistens og komponistens ensidige fokus på traumet som en altomfattende eksistentiel tilstand. Det er muligvis at etiske årsager, at de udelukkende har valgt at give stemme til ofrene, de overlevende og de pårørende, og ikke til den navn- og ansigtsløse gerningsmand, som står tilbage som et uforklarligt tomrum. Saariaho beskrev nutidens tiltagende våbenvold som ”uforståelig” – og denne mangel på forståelse har hun og Oksanen overført til publikum. Selv Tuomas’ og skoleveninden Iris’ (Julie Hega) deltagelse i forbrydelsen er grundlæggende uforståelig, selvom disse karakterer har fået stemmer. Eftersom deres motiver aldrig belyses, fremstår overvejelserne om personernes grad af skyld, medskyld og uskyld – som jo er operaens erklærede fokus – abstrakte og i sidste ende uvedkommende.
Som publikum involveres vi altså ikke i nogen moralske dilemmaer. Vi stilles ingen svære spørgsmål. Hvis operaen var en retssag, ville vi være vidnerne, ikke nævningene. Og vidner behøver jo netop ikke at forstå. De skal blot bevidne, hvilket jo også er det nemmeste. Hvis vi var tvunget til at forstå, hvordan sagerne hang sammen, ville vi samtidig blive tvunget til at overveje, hvad man kunne have gjort i stedet, og hvad man kan gøre i fremtiden. Vi ville måske blive i stand til at forestille os en verden, der så anderledes ud. Og det er her, Oksanens og Saariahos opera for mig kommer frygteligt til kort. Det er ikke så meget operaens dystre tema og atmosfære, der for mig gjorde den til en deprimerende oplevelse, som dens uvilje mod at se morderen i øjnene. Hvis vi ikke vil se mørket, kan vi heller ikke se lyset, og så hænger vi fast i traumerne.
Psykologen Karen-Inge Karstoft spørger i sin programartikel: ”hvordan lever individer og fællesskaber videre i en knust verden?” Man kunne også spørge: hvordan lever kunsten videre i en knust verden? Som mennesker har vi måske mere end nogensinde behov for et filosofisk, æstetisk og sjæleligt mulighedsrum, som tillader os at drømme. Men for mig at høre, tilbyder Innocence kun en kontinuerlig, insisterende meditation over traumet samt et fromt håb om, at nåden nok indfinder sig, hvis vi venter og bevidner længe nok.

Mens vi venter på håbet
Saariahos inspiration kom oprindeligt fra Leonardo da Vincis freskomaleri Den sidste nadver. I midten sidder Jesus, og på hver side sidder seks disciple, som hver især reagerer forskelligt på meddelelsen om, at én af dem vil forråde ham. Men hvis de seks bryllupsdeltagere og de seks overlevende i operaen svarer til de to grupper af disciple, hvem er så Jesus? I virkeligheden er der kun to muligheder: frelseren er enten den navnløse gerningsmand eller hans offer, Markéta, der både beskrives som en engel og som en djævel. Eller måske er frelseren begge to. For begge er jo blevet forrådt: gerningsmanden blev forrådt af Tuomas og Iris, som alligevel ikke ville deltage i drabene (det er næppe tilfældigt, at Tuomas er opkaldt efter apostlen Thomas, tvivleren blandt disciplene), og Markéta blev forrådt af hans familie, som helst vil glemme hende. Og de genopstår begge to: morderen, som var mindreårig på gerningstidspunktet, kommer ud af fængslet efter ti år, og Markéta vender tilbage som genfærd, men tager til sidst afsked med sin mor.
Som tilskuer har jeg dog svært ved at se, hvor dette efterlader os stakkels mennesker, som lever videre i den humanistiske civilisations ruiner. Der er ikke megen tro, håb og kærlighed at finde i de to frelserskikkelser eller i operaen i det hele taget. Så er kunstens funktion nu blevet reduceret til at agere traumeterapeut, som instruktøren antyder i programmet? Jeg forlod teatret med en følelse af, at det ikke kun var præsten, der havde mistet troen på Gud, men også digteren og komponisten, der havde mistet troen på kunsten. Og det er jo for alvor trist.
Innocence spilles på Operaens Store Scene fra 11. oktober til 6. november 2026. Læs mere her
Medvirkende: Francine Vis, Sofie Elkjær Jensen, Helena Juntunen, Magnus Vigilius, Johannes Weisser, Stephen Milling, Matilda Paulsson, Erika Hammarberg, My Johansson, Julie Hega, Rowan Kievits, Camilo Delgado Díaz, Marina Dumont Anastassiadou, Det Kongelige Operakor, Det Kongelige Kapel m.fl.
Musikalsk ledelse: Elena Schwarz
scenesættelse: Simon Stone
Genopsætningsinstruktør: Sybille Wilson
Scenografi: Chloe Lamford
Kostumedesign: Mel Page
Lysdesign: James Farncombe
Lyddesign: Timo Kurkikangas
Koreografi: Arco Renz
Magnus Tessing Schneider er ph.d. fra Aarhus Universitet og docent i teatervidenskab fra Stockholms Universitet. Han underviser i teatervidenskab ved Universitetet i Bergen og arbejder som forsker ved Högskolan för scen och musik ved Göteborgs Universitet på projektet ”Doubling and Allegorical Dramaturgy in the Operas of Francesco Cavalli”, finansieret af Vetenskapsrådet.