Ellen Babic
Af Solveig Daugaard
Intenst kammerspil om grooming og work-life-balance i undervisningssektoren

Laura Kronborg Kjær og Maja Juhlin i åbningsscenen. Foto: Teater Svalegangens pressemateriale.
I en ganske vellykket samproduktion mellem Svalegangen og Himmerlands Teater, instrueret af Kim Bjarke og i scenografi af Rebekka Bentzen, er den tyske dramatiker Marius van Meyenbergs trekanstdrama Ellen Babic blevet omplantet til en dansk sammenhæng.
Stykket handler om den midaldrende skolelærer Astrid, spillet af Maja Juhlin og hendes unge samlever Klara, spillet Laura Kronborg Kjær, som en aften får uønsket besøg af Astrids chef, skoleinspektøren Wolf, Peder Dahlgaard, der har en sag at drøfte med Astrid. En klage fra en udskolingselev vedrørende et påstået overgreb under en skoleudflugt til Ærø, og som enten er en bagatel, der er blevet blæst ud af proportioner af et forvirret pigebarn eller slutningen på Astrids karriere. Det spørgsmål bliver stykkets omdrejningspunkt. Og hurtigt viser sagen sig at trække ødelæggende tråde gennem alle tre karakterers professionelle og private liv.
Work-life-balance som tragisk grundstof
Forestillingen åbner i en mørklagt dagligstue på Svalegangens store scene. Selvom den centralt placerede trepersonerssofa signalerer intimsfære, er det allerede inden lyset blænder op anonymiteten, der er stuens mest fremtrædende karakteristika. Vi ser ind i et hjem uden særlige kendetegn. Lige bortset fra de hele tre døråbninger i stuens bagvæg, som grafisk skærer scenerummet op, på en måde som især i stykkets første del udnyttes nærmest filmisk. Gennem dørene er der udblik til en gang med flere døre – omtrent som på en skole, hvor klasseværelserne ligger dør om dør, overfor hinanden. Samtidig er det netop lydsporet fra skolen som indledningsvist får lov at overlejre dette angiveligt private rum: sekundet før de medvirkende træder ind på scenen, hører vi lyde af børneremser i en skolegård fulgt af brudstykker fra en korprøve, som brat skæres af af skoleklokkens kimen.
På den måde er en af forestillingens vigtigste tematikker slået an, allerede i de første få sekunder. Den kredser om Astrid som en tragisk centralgestalt. Hun er en fantastisk lærer, elsket, fordi hun investerer sig fuldkomment i sine elever. Hun brænder for at formidle litteraturens glæder til dem og desuden er hun altid tilgængelig, holder tilsyneladende aldrig fri. Og således er hendes private følelsesliv blevet fuldstændig overlejret med hendes professionelle, hendes primære emotionelle kontakt er til eleverne. Hun har sågar hængt skolens aflagte lamper op i gangen i sin lejlighed, hendes håndklæder er gaver fra tidligere elever, som har broderet dem med deres navne.
Men den væsentligste faktor i dette regnestykke er, at hun lever sammen med den mange år yngre Klara, som netop er hendes tidligere elev. Igangsat af rektor Wolfs skiftevis kejtede og voldsomt ubehøvlede indtrængen i parrets intimsfære, optrævler forestillingen langsomt omstændighederne omkring begyndelsen på deres relation for mange år tilbage. Var det Klara, der var den aktive part, sådan som parret i årevis har fortalt deres omverden, eller derimod Astrid, der groomede hende, mens hun endnu var et barn? Og hvis det sidste er tilfældet, hvad er så den moralske forskel på deres relation, og den brovtende seksuelle chikane Wolf tilsyneladende har udsat både lærere og elever for gennem hele sin karriere?

Klara (Laura Kronborg Kjær) med en erotiseret slikkepind.
Kammerspil i realtid
I både tekst og iscenesættelse skriver forestillingen sig ind i en tradition fra det Strindbergske kammerspil, hvor seksualitet, magt og bedrag er drivkræfter i et psykologisk drama, så intenst og ordrigt, at det til tider er vanskeligt at sidde igennem det, også selvom publikumsrækkerne er placeret i nogenlunde sikkerhed bag den fjerde væg. Et ur ophængt på bagvæggen, som går i publikums realtid, forstærker blot anspændtheden, som minutterne snegler sig afsted i den intense manipulationsboksekamp mellem de tre uden forløsning i sigte. Skuespilhåndværket er solidt fra alle tre medvirkende, tekstmængden alene er respektindgydende, effekten stakåndet, måske næsten for stakåndet, når karaktererne hele tiden afbryder hinanden uden at de eller publikum kan hvile ørerne et sekund. Konstant bølger dialogen rundt om løgn, manipulation og magt, med seksualiteten som en konstant destruktiv energi, der hærger mellem mennesker uanset alder, køn og seksuel orientering.
Heldigvis er der sceniske greb, der formår at balancere strømmen af ord. Især i første del, hvor døråbningerne, som nævnt bruges i et visuelt stramt lysdesign, som filmisk indrammer karaktererne. Desuden bliver flere scener næsten sit-com-agtige, når de tre sidder ved siden af hinanden i sofaen og skyder ord frem og tilbage i højt tempo. Der er en dynamisk energi i den gensidige halen fortalelser ud af hinanden og læggen ord i munden på hinanden. Og effekten af det humoristiske ping-pong udebliver ikke: De konstante misforståelser, tydelige manipulationer og mulige sandheder gemt inden i løgne ender med at udslette enhver fornemmelse af stabil virkelighed – her er alle versioner til forhandling.

Laura Kronborg Kjær, Peder Dahlgaard og Maja Juhlin i Rebekka Bentzens anonyme dagligstue. Foto: Teater Svalegangens pressemateriale
Også kostumerne afspejler en humoristisk tilgang til forestillingens alvorlige tematikker. I hele første halvdel optræder Klara med bare ben i en oversized blå skjorte. Kostumevalget citerer her en filmisk og scenisk kliché, bl.a. udødeliggjort af Scarlet Johanneson i Sofia Coppolas Lost in Translation: den smukke unge kvinde, der går rundt i lejligheden i en for stor herreskjorte, hvis indehaver for længst har forladt hende, fuldt påklædt, fordi pligten kalder på manden, også morgenen efter en hed elskovsnat. En trope, der i den heteroseksuelle kærlighedshistorie typisk signalerer øm kvindelig underkastelse og ungdommelig kropslig sårbarhed dagen derpå.
Det er et sjovt greb, for hvad gør det ved tropen at flytte den ind i et lesbisk parforhold, hvor både den unge barbenede og dennes ældre, professionelt forpligtede elsker, er kvinder, men aldersforskellen mellem dem stadig er af en kaliber, som man efterhånden kun ser i Woody Allen-film? Særligt morsomt bliver det, fordi tropen selvbevidst brydes af Klaras demonstrativt usexede tennissokker med påskriften ”Who’s sorry now?” – et spørgsmål som kunne fungere som alternativ overskrift for hele forestillingen, for godt og grundigt ked af det, er netop hvad, de tre medvirkende skiftes til at blive, alt efter hvordan magtbalancen bølger mellem dem og diverse fortielser, forstillelser og dobbeltbedrag afdækkes.
Skolemesteren sætter problemer under debat
Efterhånden som forestillingen skrider frem er det imidlertid Ibsen, snarere end Strindberg, der trænger sig på som teaterhistorisk forlæg. Eller mere præcist Georg Brandes berømte ideal for den moderne litteratur, som han så realiseret hos Ibsen, nemlig ambitionen om at sætte ”problemer under debat”. Det er forestillingen om noget optaget af at gøre: aktuelle temaer som grooming, work-life-balance, patriarkalske magtstrukturer og mistænkeliggørelse af lesbisk seksualitet vendes og drejes forestillingen igennem.
I udgangspunktet er det kompleksiteten i de moralske dilemmaer, forestillingen er interesseret i. Og nuancerne foldes da også eftertrykkeligt ud, når de intersektionelle magtubalancer, som præger hverdagsrelationer i undervisningssektoren, hvor formelt institutionaliserede hierarkier (rektor-lærer-elev) på (u)forudsigelige måder krydser over med mere spegede parametre som alder, køn, seksuel orientering og marginaliseringsfaktorer som isolation, indvandrerbaggrund og social udsathed.
At dømme efter stemningen i salen, er samtidens teaterpublikum helt parate til at tage dette debatterende problemteater til sig. Personligt oplever jeg dog, at forestillingen – apropos dens fokus på dilemmaer i undervisningssektoren – især i sidste halvdel balancerer faretruende på kanten af det skolemesteragtige. Ikke som i den sorte skole, hvor vi får dikteret en udenadslære, men som i den gode, danske, diskuterende folkeskole, hvor vi får vendt og drejet perspektiver og dilemmaer så eftertrykkeligt, at den didaktiske intention ikke er til at tage fejl af.

Laura Kronborg Kjær og Maja Juhlin. Foto: Teater Svalegangens pressemateriale
Denne slås endeligt fast af forestillingens titel: Ellen Babic er navnet på den elev, som har klaget over Astrids påståede tilnærmelser, men som Astrid hele vejen i gennem insisterer på er uden betydning. I en forestilling hvor de tre karakterer på scenen fungerer som tre modsatrettede vektorer, der insisterende trækker virkeligheden i hver sin retning, og på den måde holder hinandens versioner af den fuldstændig i skak, bliver det forhold, at vi aldrig ser Ellen, men at stykket alligevel får lov at bære hendes navn, tungen på vægtskålen. Som dermed lidt ærgerligt, tipper i retning af en utvetydig dom, hvor Astrid slutteligt fremstår som en moralsk anløben seriegroomer, der fortjent sidder alene tilbage på scenen, idet lyset blænder ned.
Medvirkende: Peder Dahlgaard, Laura Kronborg Kjær, Maja Juhlin
Tekst: Marius Von Mayenburg, Instruktion: Kim Bjarke, Oversættelse og bearbejdelse: Kim Bjarke, Scenografi: Rebekka Bentzen, Lyddesign: Anton Bast, Lyddesign: praktikant Sultan Khurulbaev, Lysdesign: Henrik Sloth
Produceret Af Teatret Svalegangen og Himmerlands Teater
Solveig Daugaard er adjunkt i Litteraturhistorie ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet.