Lydløst brænder ahorntræet.
Teatret Gruppe 38, Aarhus Domkirke 8. oktober
Af Erik Exe Christoffersen
“for lydløst brænder fremdeles Ahorntræet,
saa opfyldt af sin egen Stilhed”
Thorkild Bjørnvig (1918-2004) »Ahorntræet«, fra Figur og Ild (1959).
Det findes
Der er domkirken. Et kæmpe rum med loftet som en himmel, med søjler og prædikestol og nu en scene for enden af kirkegangen. Og med orglet i den anden ende. Der er koret, sortklædte, med ansigterne oplyst, når de synger. Der er fortælleren, sortklædt, med hvidt hår ligesom søjlen bag hende; i en særlig belysning fremstår hun som et levende genfærd. Der er Ordet. Sådan begynder hendes tale: »I begyndelsen var Ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.« Der er projektionsskærmen, som danner baggrund for scenen, og hvor der under forestillingen videoprojiceres et træ – først uden blade, som er det vinter, så med grønne blade, som til sidst bliver gule, røde og brune som flammerne i et brændende ahorntræ. Det er årstiderne, som skifter.
Der er fortællinger om drengen, der finder sin døde far. Og der er drengen, som til sidst toner frem i det transparente træbillede. Der er også eventyret om prinsessen med det lange hår. Hun er spærret inde af den onde munk, men frelses måske af prinsen. Der er biblens ord: »I begyndelsen var ordet. Og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.« Endelig er der digtet »Ahorntræet« af Thorkild Bjørnvig. Faktisk er der også en, der reelt satte ild til prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i Horsens i august 2018.

Der er mange ord
Drengen, kirken, koret, sangen, fortællingen, træet, orglet, fortælleren. Det er en række ord, som bliver levende i rummet og indgår i en komposition, som danner en historie om den usagte virkelighed. Ordene og virkelighedsfragmenterne skaber en resonans med tilskuerne, som sidder på kirkebænkene. Mellem ordene er stilheden, vindens susen i træerne og orglets brusen. Men det er nok ikke tilstrækkeligt til at forestille sig lyden, rummet og forestillingens balance mellem det reelle, teatret og kirkens konventioner.
Lad mig prøve at sætte ordene sammen. Fortælleren beretter: “En dreng fandt sin far, der havde hængt sig. Hans far havde hersket over alting. Nu var han væk”. Sådan begynder det. Det kan sikkert fortolkes på flere måder, men lige nu tænker jeg, at det er i drengens drøm, at faren dør. Sagt på en anden måde: Det er den underbevidste længsel. Faren var præst, striks og autoritær. Han oplærte drengen i en given orden, ved at slå ham med salmebogen hvis han ikke adlød. Hans død kan fortolkes som et opgør med farens dominans helt i forlængelse af Ødipusmyten, hvor Ødipus som bekendt dræber faren og ægter moren og dermed overskrider loven.
Det er ordene og sproget, som opløses. Han har mølkugler i munden og er uden ord, efter farens lov og orden er opløst i den døde, nøgne krop. Drengen lister hen til sin hemmelige bog med billeder af prinsessen med det lange hår, fanget af den onde munk i et tårn.
Fortælleren beretter videre om prinsen, der tiltvinger sig adgang. »Jeg vidste, du ville komme,« når hun at sige, mens munkens onde latter lyder, så bygningen ryster.
Senere er drengen tilbage i klasseværelset. Udenfor står ahorntræet, og når solens stråler rammer bladene, er det, som om de står i flammer. Han leder efter katten, men ser kun sporene og mærker de bløde kattepoter. Pludselig er hun der, en pigen som smiler, og de er nu ridder og prinsesse, og han kan fortælle det hele. Han er ikke længere angst. Fortælleren fortsætter i et spring til en form for afsluttende scene:
Han er i kirken, hvor dagens tekst ligger på prædikestolen af ahorntræ: »I begyndelsen var Ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud…« Læser han mens han sætter ild til papirerne. Flammerne får hurtigt fat, også i prædikestolen, alt imens han spiller på orglet, som fylder rummet med brusende toner. Alt udvider sig. Han mærker varmen. Han vender sig, og hans blik møder den andens øjne. Han finder sig selv i mødet med den anden. Det er i relationen, noget opstår og bliver levende. Han findes.
Ordenes betydning og den sanselige oplevelse
Fortællingen giver mening selvom det er svært at følge fortællingens logik og sammenhæng med korets sang, som er fragmenter af Bjørnvigs digt. Og når man sidder der i kirken, er oplevelsen først og fremmest sanselig uden ord. Lydløst brænder ahorntræet er en fortælling om en dreng, der oplever faderens selvmord og mister sproget. Han mister den orden, som faderen repræsenterede med hård hånd, og samtidig er det en frisætning, som gør det muligt at iagttage ahorntræet, katten og den anden på en ny måde, hvilket samtidig bliver en måde at finde sig selv på – eller destruere sig selv i sansningens flammer.
Lydløst brænder ahorntræet kombinerer scenekunst, orgelmusik, digt og korsang i kirkerummet. Det er vanskeligt at sige, hvad der fylder mest i den sanselige oplevelse. Umiddelbart kommer jeg senere til at tænke på Antonin Artauds ord om Grusomhedens Teater: Skuespilleren er som martyren, der brændes på bålet og giver tegn gennem flammerne. Det er i Artauds Teatret og dets dobbeltgænger (Le Théâtre et son Double) fra 1938. Det leder tanken videre til Jacques Lacan (1901-1981), fransk psykiater og psykoanalytiker, og dennes inddeling af det psykiske i tre universelle ordener: Det imaginære, det symbolske og det reelle, som her er ilden og flammerne.
Forestillingen har ritualets kompositoriske struktur. Der er tale om et overgangsritual. Der er årstidernes overgang, og der er drengens overgang fra barnets ensomme verden til – gennem destruktionen af faderens symbolske orden – at skabe en personlig refleksion i mødet med den anden (dobbeltgængeren). Der er også med selve forestillingen en konkret overgang og resonans mellem kirkens rum og teatrets. Meningen ligger i lyden, i bevægelserne, rummet, ordene, stilheden og den imaginære ild som en personlig resonans, som jeg gerne ville genopleve.

Lydløst brænder ahorntræet er skabt i et nyt kunstnerisk samarbejde mellem dramatiker og skuespiller Bodil Alling, leder af Teatret Gruppe og instruktør og Gorm Askjær komponist og musiker og idemanden bag det tværkunstneriske projekter med lyd, lys, installationer, bevægelse, visuelle og performative elementer.
Organist: Kristian Krogsøe har siden 2007 været domorganist ved Aarhus Domkirke
Kor: Aarhus Domkirkes Kantori
Korleder: Frieda Funk Dirigent/korleder for Aarhus Domkirkes Kantori. Hvor hun skaber rum for eksperimenter, tværfaglige samarbejder og sceniske udtryk, hvor stemme, krop og tilstedeværelse smelter sammen.
Teknikere/lysdesignere: Søren Søndberg, Søren la Cour, Jakob Kirkegaard
Videofotograf: Andreas Iversen
Ahorntræet (1959) Af Thorkild Bjørnvig:
Længst staar nu Ahorntræet gult;
hver Morgen Taage, hele Dagen
et Strejf af Kulde under Huden,
en underfundig kølig Fugt,
klam, bidende, naar Mørket falder,
paa Tungen lagt som Smag af Jærn,
den Nattefrost, som skørner Blade
og ætser Stilke – tidlig atter
et Rimlag paa det stive Græs
og Em, som letter rask for Solen,
alt sært og luftigt, gennemglødet
af Afsked: Afsked uden Smærte,
balsamisk Frihed uden Vemod
og intet efter, ingen Planer –
Da hører jeg en Stæreflok,
et heftigt Sus af mange Vinde –
paa én Gang staar det gule Træ
opfyldt af Jubel! Disse Fugle,
de hører ikke Træet til,
men Kalk og Muld og Luft og Farve
og det vi intet véd om: Fryd –
dog fylder de dets Krone med
ekstatisk Skrig, hør Træet synger,
Tunger af Ild, Struber af Ild,
Jordskælv af Lyd, en Salighed
saa Luften flammer – Afsked, Afsked;
men Smærte er umulig her,
med dette vilde skrig i Øret
véd jeg, at Glæden overlever,
tag blot min Glæde med – langt fra
at I behøver den, men Glæden
skal samles med al Fryd, som findes,
dér hvor Misundelserne blegner,
Skinsyge, Forskel, Nag forsvinder,
fordi enhver er med, – delagtig
i den udelelige Fryd.
Det Sted er til; derfra er Livet.
For ingen ejer Glæden, ikke
jeg, ej heller Træet, Fuglen,
dog stadig mere Træet, Fuglen –
men ingen – hør nu flyver de,
metallisk Mørke fra det Gule,
et andet Træ optændes nu,
optændes yderligt – for lydløst
brænder fremdeles Ahorntræet,
saa opfyldt af sin egen Stilhed,
af indre Sol, at Kronen svæver –
Fuldendthed, Klarhed, Ro før Stormen,
Novembermørket, Vinterhvilen –
og før de næste kolde Aftner,
hvor Bladene paa Jorden lyser
som Solskin udbredt under Træet,
et lifligt Solskin: uden Ophør
i mig og Træet, som jeg presser
min Pande mod, mens Mørket vokser
og Hjertet vokser, fuldt af Sol.
Erik Exe Christoffersen, emeritus, Aarhus Universitet