Anmeldelse af Familien Hassan på Det Kongelige Teater

Familien Hassan skriver historie på nationalscenen

En kvindestemme lyder smukt og stille i mørket. Det er Hanan, der fødte Yahya: et ”menneske, en poet, en bror, en søn, en elsket, en engel”, der døde 24 år gammel. Moderen optræder i skikkelse af den kurdiske musiker Rezwan Taha, der jævnligt afbryder skuespillets fortælling om familien Hassan og tilføjer en vægtig musikdel til forestillingen. Hun synger mest på dansk, men lyder også arabisk, som hun står der alene på scenen i en sort gnistrende abayakjole med sin guitar og fremfører egne sange i sin kulturs følelsesprægede poesi-tradition. En cool ide at lade moren udtrykke sin kærlighed og smerte i musik som et underliggende bånd.

Imens snor Yahyas fire søskende sig ind gennem ’betonhusenes’ passager, som om de skal igennem en forhindring, mødet med vores beskuerblik? Men omgående sætter de selvforglemmende gang i en glad børneleg, hvor de jagter hinanden. Scenen introducerer en iscenesættelse med knald på teatersiden, højt tempo og meget bevægelse.

Scenen blander græsk arena med betonhus. Foto: Zuhal Kocan

Et vidnesbyrd
Forestillingen på Det Kongelige Teater er en remediering af Steffen Stubagers bog Familien Hassan fra 2024. Bogen er en (redigeret) collage, baseret på interview med Yahya Hassans mor og søskende, Kawther, Khadeeja, Abdullah og Abd Al-Salam. De fortæller om deres opvækst i Trillegården i Århus med omdrejningspunkt i Yayah Hassans liv frem til hans død. Digteren var banebrydende ved som den første at skrive om konflikter, forbundet med at vokse op i Danmark med en mellemøstlig baggrund. Trods sine kun 18 år havde han et fandenivoldsk mod til at blotte volden i familien og ghettoen, kritisere Islam og fortælle om et muslimsk problembarns institutionaliserede liv. Under stor mediebevågenhed. Yahya Hassan døde i 2020 efter en nedtælling fra stjernestatus med stofmisbrug, psykoser, fængselsdomme og indlæggelser. Stubagers dokumentariske bog bekræfter sandheden om det miljø, Yayah viste os, og er et vigtigt vidnesbyrd fra stemmer i vores samfund, vi sjældent hører. Ligesom bogen vil forestillingen på en gang eksponere personerne som individer og skabe et kulturelt møde. Sargun Oshanas dramatisering lægger sig tæt op ad sit bogforlæg.

Foto: Zuhal Kocan

Familie i tykt og tyndt
Familiens medlemmer griber mikrofonen og begynder åbent og ærligt at fortælle deres historie, råt og usødet, fra vugge til grav. Familien er ikke starstruck, forestillingen tenderer til at sætte fokus på familien frem for digteren, der godt nok ændrede deres liv. Men det er den palæstinensiske families sammenhold, loyalitet og indbyrdes kærlighed til hinanden, der brænder igennem. Lillebror Abdullah vier sig selv til at støtte broderens digt-projekt, og han hjælper Yahya med alt, da broderen er helt ude af sig selv, tilmed på bekostning af sin egen fremtid. Sangen Løber på vandet skildrer, hvordan brødrene altid har hinanden. Og den allermest rørende fortælling er søsteren Kawthers om, hvordan hun holder om Yahya og bliver ved at folde fast, da han i sin psykotiske tilstand har truet sin egen familie og holdt dem som gidsler med en hækkesaks.

Faderen er udenfor i sin tyranniske patriarkrolle, han vælger at splitte familien. Pigerne respekterer ham (i deres masochisme?) og forsøger at forstå ham på hans baggrund som flygtning, men drengene glemmer aldrig den korporlige afstraffelse, han udsætter dem for. Forestillingen viser ikke faderes vold, men Abdullah, den ældste lillebror, fortæller om den, stående alene i centrum på scenen ved siden af en fiktiv Yayha, akkompagneret af en stortrommes dumpe lyde og et dramatisk skiftende lys. Scenen fungerer intertekstuelt på en reference til Yahyas udpenslende digt, der beskriver det hele. Vi forstår, at volden er en forklarende baggrund for de store drenges egne (kriminelle) liv. Til gengæld står moderens dør altid åben, hun personificerer et hjertevarmt ideal, der kræver at værne sine børn, til trods for at hun ikke kan klare sønnerne, og selv tager initiativ til, at de bliver anbragt. Familien iagttager fx, at Abdullah bliver skubbet ned ad trappen i håndjern som 12-årig.

Levende personligheder
Som sagt tegner forestillingen også familiens medlemmer som individuelle karakterer med hver deres drømme: Kawther fortæller om sin interesse for kosmetik, der dog ikke fører til beskæftigelse, da branchen ikke åbner for tørklædepiger. ”Aldrig på kontanthjælp” slår Elleha Lack fast for publikum: ”Am I right?”. Så man må bare blive ved! I scenen står de to piger i familien over for hinanden og fortæller på skift om, hvad de gerne vil. Khadeeja, lillesøsteren, drømmer som det eneste om at blive konditor. Men der er for langt at pendle til Vejle, hvor uddannelsen ligger. Pigernes lillebror Abd al-Salam viser sig at have et skaktalent og vinder stille og roligt det jyske mesterskab. Det er samme bror, der lider under, at Yayahs digte fortæller, at han tissede i sengen hos faren. Abdullah reflekterer, alene på scenen, mens de andre søskende sidder i periferien: ”Hvem er jeg?” ”Hvad skal jeg?” Og mere aggressivt: ”Hvor hører jeg til?” Et helt centralt udsagn i forestillingens udsigelse.

Zere Celik. Foto: Zuhal Kocan

Dynamik og tempo i iscenesættelsen
Forløbet er gennemkoreograferet med spillere i næsten konstant bevægelse. De samles midt, opløses og glider hver for sig ud på cirklens kant for igen at danne en liggende stjerneformation på gulvet etc. ”Løber på vandet, løber på vandet”. Der er alt for mange skift og meget konflikt både hjemme og i skolen i disse børns liv.

En stor del af forestillingen har form af de fire søskendes kollektive fortælling af deres og Yayas historie. De fortællende passager henter bl.a inspiration fra Brechts episke teater og dets v-effekter. En replik kan inkludere inkvit, ”sagde han” i ordlyden eller anvende en korfunktion, hvor flere spillere udtaler en replik sammen. Men pointen er, at teknikkerne ikke kun fungerer som v-effekt, men snarere som del af en energisk variation i en livlig form. Andre verbale virkemidler er gentagelse af en replik i kor, der fremhæver dens udsagn: ”Hvorfor leger han ikke som andre børn?” (om Yayah, der læser avis før hans ben når jorden). I disse passager gestalter skuespillerne ikke en karakter og fast rolle, men arbejder snarere med teksten som et materiale, hvor de også kan bryde en replik op i sætninger eller enkeltord, spillerne deler imellem sig. Metoden ligger langt fra det dramatiske teaters individuelle jeg’er og replikker, tilskrevet bestemte karakterer, som opsætningen som sagt også anvender. Tekstbehandlingen er en måde at skabe liv i en tekstdel, der ikke egentlig er dramatiseret i monolog og dialog og rummer en stor portion referat.

Flotte billeder
Benjamin la Cours scenografi og lysdesign lægger godt op til en vital iscenesættelse: En cirkelrund platform-scene midt på et gulv, hævet lidt op og med ’gange’ omkring, meget græsk, hvor spillerne løber rundt. Der er sceneindgang i begge sider forfra, samtidig med at tre mures mellemrum bagest åbner for entréer og exit. De enkle vindueshuller i væggene udnyttes til forskellig lyssætning efter stemning. Scenens cirkel-arenaform fordobles over scenen med en cirkel, der kan lyse ned på jordelivet fra et højere plan. ’Loftet’ kan hæves op og ned og ændre rummet, fx mindske det, når familien besøger en onkel i en flygtningelejr. Det er en smuk scene med sine bløde geometriske former og gråbrune, melerede farver, der samtidigt udpeger et dystert miljø. I slutningens begravelsesscene åbner midtercirklens gulv for et stærkt billede af en grav af mørkerøde plastikblomster, hvorefter fire hvidklædte skikkelser forvandler en krop til det danske flag: ”En palæstinenser er død i Danmark”.

Cengiz Güdücüs kostumer holder farveskalaen. Første akts hoodies og bomberjakker med trillegårdens T-symbol og løse bukser er sorte (no future?). Anden akts uniformer er grå over lange camouflagemønstrede frakker. En moderigtig familie i kamp? Som Yahya skiftede mellem nålestribet og skudsikker vest?

Foto: Zuhal Kocan

Politisk teater light
Yayah Hassans digte var klart politiske i den forstand, at de ikke blot spejlede en krise og misforhold i vores samfund, men handlede for at ændre det. Han anklagede fx sine forældres generation for at forhindre børnene i at integrere sig i det danske samfund og gik ud og tog kampen i virkeligheden. Yahya var provokatør og aktivist. Han bidrog, ifølge forestillingens instruktør Sargun Oshana, til at give brune mennesker en frihed og ret til at være her og blive hørt.

Familien Hassan er ikke aggressiv i sin dagsorden, vil bare gerne fortælle familiens historie. Men den historie har indirekte politiske perspektiver. Den giver et nyt rystende indblik i den traumatiske periode, hvor et ungt supertalent i en alder af 19-20 år blev jaget vildt, og konstante trusler om vold sendte ham langt ud i tovene, uden han fik den nødvendige beskyttelse fra politiet og PET. Abdullah læser om sig selv, at han kræver faste og trygge rammer. Alligevel flytter kommunen ham fra den ene institution til den anden.                                                                                                                                      

Er det en type familie, der er glemt af samfundet? Eller er det en familie, der på grund af krigstraumer, vold og kriminalitet ikke er i stand til at modtage hjælp? Abdullah udvikler sig til fuldblodskriminel og begrunder sine valg med, at det er der, han får identitet og anerkendelse. Sådant indhold er tvetydigt og kan tages til indtægt af både det politiske venstre og højre. Teaterforestillingen levendegør charmerende og nøgternt den muslimske familie, så tilskueren udvider sin forståelse for dynamikkerne i Hassanfamilien og lignende familier. Den reflekterer nogle relevante autentiske konflikter og modsætninger i forhold til det danske samfund, men kaster sig ikke ud i en ’forhandling’. Hverken bogen eller forestillingen er en Trotskisk hammer, der skaber løsninger.

Foto: Zuhal Kocan

Familien Hassan spiller i Skuespilhuset fra 18. september til 28. oktober. Herefter turné. Læs mere her

Medvirkende: Arian Kashef, Ellaha Lack,Zere Celik, Wahid Sui, Rezwan Taha
Iscenesættelse og dramatisering:
Sargun Oshana
Scenografi og lysdesign
: Benjamin la Cour
Kostumedesign:
Cengiz Güdücü
Lyddesign
: David Andreas Hjerting
Musik og sangtekster
: Rezwan Taha

Baseret på en bog af samme navn af Steffen Stubager