Amdi og Axel
Af Erik Exe Christoffersen
Iscenesat idealisme: Når utopien bliver til et teatralt fængsel
Forfatter Rune Skyum-Nielsen har i samarbejde med Thure Lindhardt skrevet bogen Amdi bliver til. Sidstnævnte har bearbejdet bogen til scenen og instrueret teaterforestillingen. Sideløbende med Tvinds historie følger stykket Axel, Amdis mere eller mindre fiktive barndomsven og fortrolige, samt dennes forsømte datter, Eva. Med Thure Lindhardts dramatisering kastes tilskueren ind i et komplekst scenerum, hvor grænserne mellem virkelighed, rollespil og manipulation udviskes. Forestillingen balancerer effektivt mellem fortidens revolutionære utopier og samtidens personlige svigt, men efterlader også publikum i en usikker genremæssig vildrede.
Plakaten er designet Lea Helene Adelsten Olsen. Den fanger forestillingens kompleksitet i montagen af flere elementer: I midten Amis ansigt med arme som møllevinger, der hviler på en klassisk søjle som tegn på dannelse, men som kontrast båret af folket. Det kulturelle grundlag er også understreget af de ikoniske bogstaver.
Gruppefællesskab og individualisme
Forestillingen rekonstruerer dele af historien om Mogens Amdi Petersen, som sammen med en gruppe kammerater fra kollektivet “Huset” tog på en jordomrejse i 1967–1968, og som grundlagde Den Rejsende Højskole i 1970 og senere Tvind-skolerne. I 1977 opførte de dengang verdens største vindmølle i Ulfborg, hvilket blev et ikonisk symbol på det himmelstormende projekt. Amdi lever nu i eksil i Mexico og er sigtet for økonomisk bedrag i Danmark.
Det sceniske rum
Til dramatiseringen af biografien om Amdi har Thure Lindhardt valgt en metaforisk ramme: teatret. Derfor er scenen en teaterkulisse på et teater, som i dag ledes af Eva (Lise Lauenblad) datter af Amdis ungdomsven, Axel. Rammerne er slidte og forfaldne og præget af gamle kulisser. De stammer fra en af teatrets tidligere succesforestillinger, Odysseen, iscenesat i en venstrepolitiseret fortolkning af Axel (unge: Lue Støvelbæk & ældre; Hans Henrik Clemensen).
To tidsplaner
Forestillingen springer mellem to tidsplaner. Vi er tilbage i 1960’erne og 1970’erne, hvor vennerne Axel og Amdi (Hans Christian Schrøder) udvikler teaterkonceptet og fællesskabets utopi. “Du vækker de andre” er den første replik, som både viser Amdi som irriterende og provokerende. De er på udkig efter nattergalen, som er usynlig eller ikke vil ses, men som synger smukt, hvilket fascinerer Amdi. Tvind-projektet vokser og vokser, og dramaet følger kronologien frem til Amdis forsvinden. Han føler sig efterhånden forfulgt og er tydeligvis paranoid. Han ender i en form for eksil i Mexico sammen med nogle af sine nærmeste medarbejdere.
På nutidsniveau har Eva netop modtaget millionstøtte til et nyt og større teater på havnen – tilsyneladende et prestigeprojekt i skærende kontrast til det gamle teater, som hendes far Axel en gang var leder af. Han er nu vendt hjem efter flere år i udlandet og ved synet af det nye teater inspireres han til at genoptage sit store, otte timer lange epos om Odysseus’ rejse hjem efter erobringen af Troja ved hjælp af træhesten –med Odysseus folk skjult I hesten. Teatret rummer stadig de gamle kulisser og diverse rekvisitter på lageret. Axels har haft en noget tvivlsom teaterkarriere i udlandet. Det antydes, at han er blevet smidt ud af sin egen gruppe og anklaget for krænkende tilnærmelser mod en kvindelig skuespiller. Han drømmer om et comeback, hvilket datteren dog er yderst tvivlende overfor. Hendes modstand skyldes dels, at hans socialistiske udlægning af Odysseen efter hendes mening har overskredet sin udløbsdato, og dels det personlige svigt og krænkelsessagen
Den teatrale metaforik
Det teatrale scenerum er i det hele taget oplagt til at skabe en form for metaforik. Teater er iscenesættelse, forestilling, forførelse og rollespil, og Odysseus-forestillingen spejler hele Amdis projekt som en iscenesat konstruktion, dog med en voksende ligegyldighed over for virkelighedens faktiske mennesker. Det viser sig også i selve forestillingens iscenesættelse, som afgjort er intenderet teatral, men indimellem bliver det overdrevent. Spillestilen veksler mellem direkte henvendelse til tilskuerne og en mere klassisk, realistisk spillestil.
På et tidspunkt inddrages tilskuerne i stykkets demonstration af manipulerende metoder. Vi bedes om at rejse os og sætte os et par gange, mens lyset tændes i salen. Skuespillerne udnytter både den gamle scenografi og en forscene og kostumerne er et vigtig led i teatraliseringen af personerne. Den unge og ældre udgave af Axel får efterhånden samme tøj: en brun lædervest og grøn skjorte og Amdi påtager sig efterhånden den ikoniske islænder som var hans kendemærke.
Kun Eva som er gravid har samme beklædning på stykket igennem. Evas store smukke skinnende blå øjne danner en kontrast til Amdis skjulte blik bag briller og solbriller. Hun hævder at kunne klare ledelsen af teatret og en solograviditet uden en far til det kommende barn. Hendes teatrale spil antyder dog en vis tvivl om hendes faktiske kompetance ud over at det er lykkes hende at skaffe rigelige midler. Hun er meget svingende i forhold til faderen. Skiftevis opfarende og næsten aggressiv, men også med behovet for hans omsorg, som hun ikke mærkede meget til i barndommen.
En kompleks rollefigur
Amdi er fremstillet som en kompleks og tvetydig figur. Han er vennen, der får Axel til at gå teatervejen frem for en bankkarriere. Han er den, der får vennerne med i et kollektiv og et fællesskab, hvor alle indbetaler deres løn til en fælles kasse. Han får den gode idé at skabe en rejsende højskole (jf Odysseus rejse som en metaforisk ramme), fordi de unge i mødet med verden og andre mennesker kan lære noget, som de ikke kan læse sig til. Det er en realisering af et radikalt dannelsesprincip, som vægter handling og engagement i verden.
Men Amdi er også en kyniker, som stort set overser andres behov, hvis de ikke passer ind i hans planer. Tanken om at ofre sig for fællesskabet udvikler sig til en form for tvang og undertrykkelse af modstand. Desuden viser Amdi en uspekuleret side, idet han indsætter Axel som bestyrelsesformand og dermed gør ham til den ansvarlig. Axel bliver hårdt ramt af virkeligheden, fordi et af højskolens uforsvarlige skibe Activ i 1983 sank og alle ombord omkom i en storm. Som formand bliver Axel gjort ansvarlig, selvom han advarede om skibets manglende sikkerhed. Amdi bliver gradvis mere og mere enerådende, autoritær og paranoid. Han bliver det, som Odysseus snedigt kalder sig over for kyklopen med det ene øje: Ingen.
Eva og Axel vælger tilsyneladende at opgive spillet. Det ender på nutidsplanet med en vis forsoning mellem de to, som nærmer sig en oprigtig interesse for hinanden. Amdi derimod ender i en lille glaskasse. Han er i eksil, hvilket får en meget markant visuel udformning. Han stiger ned i det, der tidligere var en del af kahytten, men som nu ligner en ligkiste af glas. I begyndelsen ler Amdi over det geniale forsvindingsnummer: jeg vil ikke ses ligesom nattergalen. Det bliver dog hurtigt et fængsel, hvor han kun er synlig, men ikke længere kan høres. Replikken “Jeg er fællesskabet” får dermed en tragisk udgang i form af fangeskabet. Det er et smukt og skræmmende scenisk billede på en tragisk skæbne.
Genremix og vaklende skuespil
Historien om Amdi og Tvind er vigtig at få gentaget for de unge, som ikke kender historien, og for de ældre, som har levet med historien uden helt at kende til udviklingen. Det hele er tvetydigt fremstillet i tekst og iscenesættelse af Thure Lindhardt uden at fordømme Amdi. Det sætter tilskuerne på arbejde på en god måde samtidig med at der ikke lægges skjul på udviklingen af en gradvis autoritær fundamentalisme på Tvind.
Dramaturgiens forskellige tidsplaner er en effektiv demonstration af udviklingen fra den nærværende til den fraværende Amdi. Dog forekommer det, som om der er en vis ubeslutsomhed i iscenesættelsen og i skuespillet. Det er uklart hvorfor skuespillerne er tilskuerhenvendte eller henvender sig til medspillerne: De virker undertiden utilpasse i forhold til stil og udtryk: om de er højtråbende eller hviskende. Måske er denne tvetydighed intenderet, men den efterlader en vis usikkerhed i forhold til tilskuerernes oplevelse af genren. Der veksles mellem karakterdrama, komedie, absurdt teater, kropsteater, agitprop, folkekomedie, parodi, totalteater og et deltagelsesteater i stil med Augusto Boal.
Resonansen mellem Odysseen, teatermetaforikken og Amdis Tvind er både spændende og lider lidt af en uklarhed i forhold mellem nutidens teaterscene og fortiden bedrag
Medvirkende Lise Lauenblad, Hans Christian Schrøder, Lue Støvelbæk & Hans Henrik Clemensen. Stemmen Winnie Sonja Richter
Dramatiker Thure Lindhardt . Instruktion Thure Lindhardt. Scenograf Sir Grand Lear. Komponist Jesper Thestrup. Dramaturg Trine Wisbech. Lyddesign Jesper Thestrup. Lysdesign Jens Hansen/ Imagolux. Foto Ard Jongsma.
Produceret Af Baggårdteatret
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus, Aarhus Universitet