Dobbeltanmeldelse af Pilgrim af Uppercut Danseteater og Black af Oulouy på Bora Bora
Af Nete Brix Bønsdorff Rasmussen
Til Pilgrim+Black byder Bora Bora på dobbeltprogram med to forestillinger, der på hver sin måde kan betegnes som biografier. En selvbiografi af en kunstner og en dokumentarisk biografi af en befolkningsgruppes sociale identitet og historie. I både Pilgrim af Uppercut Danseteater og Black af Oulouy møder vi to solodansere, som hver især er i stand til at fylde scenen med følelsesmæssigt nærvær og fortælleevne. I Pilgrim danser Uppercut danseteaters Mark Philip legende balancerende gennem sin livshistorie på kanten af et badekar. I Black reflekterer danser og koreograf Oulouy over hvad det vil sige at være en sort mand i dag i dialog med Nina Simone, Maya Angelou og det bagtæppe af vold og drab, der fylder i mediebillederne.
PILGRIM
Lyset er tændt i salen da tilskuerne sætter sig til rette og salen summer som vanligt af forventning på Bora Bora. Jeg bemærker pludseligt grin og ser min sidekammerat vende blikket op mellem publikumsrækkerne. Jeg følger deres blik og opdager, at der er en mand, som står på hænder mellem stolerækkerne. Han kryber og glider ned over os mod scenen. På vejen sætter han sig med armen rundt om en tilskuer og nusser en anden over håret. Mark Philip, der danser i Pilgrim, bevæger sig, legende som et barn, ned mod scenen indtil – ’klonk’ – han støder hovedet mod et badekar. Undersøgende og underfundigt danser Philip sig igennem fortællingen om sin egen rejse som kunstner med imponerende balance og vådt tøj. Man griner og leger med fra publikumsrækkerne, samtidigt med at man forundres over Philips akrobatiske bevægelser og vandsprøjtene, der glimter i scenelyset som perler. Det er en både poetisk og nærværende forestilling Mark Philip har skabt med Uppercut danseteater. Skabt ud fra Philips personlige livsbane som kunstner præsenterer den en på nogle måder måske lidt navleskuende fortælling, men samtidig kan den muligvis også sige noget om kunstneren som figur og dennes selvforståelse i dag.
Foto: Bahadir Badi Berber
At danse med et badekar
Mark Philip er en del af Uppercut danseteaters kunstneriske ledelse sammen med Stephanie Thomasen, der også har fungeret som koreografisk konsulent på forestillingen. Uppercut danseteater producerer konceptuelle og ofte ensembledrevne forestillinger. Ofte indgår også ikke-menneskelige elementer som centrale dele af konceptet og koreografien. Til sidste års Aarhus Summer Dance arrangement produceret af Bora Bora i samarbejde med Musikhuset, kunne man f.eks. opleve forestillingen Benched, hvor en gruppe dansere dansede på og med en lang bænk. I Pilgrim er badekarret Mark Philips eneste dansepartner på scenen og hans krop, hans dans og bevægelser er under hele forestillingen i dialog med badekarret og det vand, der er i det. Først er det en noget tung dansepartner, indtil han overgiver sig til det fundament for hans balance, det kan udgøre og de undersøgelser, det åbner op for. Badekarret fungerer som en materiel betingelse for danserens performance, men også som et symbol. Først for modvægt og så som fundament for udfoldelse. I litteratur og kunst kan badet eller badekarret symbolisere renselse, (gen)fødsel eller sårbarhed. I Pilgrim opleves det også som en overgivelse af selvet. Til badekarret, vandet, kunsten og publikum.
Leg med vand og med publikum
Ligesom Philip danser med badekarret, danser han også med publikums opmærksomhed. Når han ikke undersøger badekarret for bevægelsesmuligheder, er han i kontakt med os og undersøger med sin dans, sin mimik og med vandet i badekarret hvilke reaktioner han kan få fra os. Vi som publikum spiller også en rolle i fortællingen. Vi er det publikum, som kunstneren elsker at udfolde sig for. Både figurativt og bogstaveligt falder han i armene på os, kysser os på panden og aer os på kinden. Nogle gange virker det som om han ganske enkelt leger med os. Da han plasker så voldsomt i badekarret, at det rammer dem på de forreste rækker, brydes afstanden totalt mellem scene og sal. Man kan ikke lade være med at grine eller vine højlydt, og dette åbner op for andre auditive reaktioner fra publikum. Det er ikke så tit, man hører et rigtigt ufortrødent ”wauw” fra en medtilskuer. Samtidig med at Pilgrim er en poetisk rejse, er vi totalt til stede i det samme rum som danseren på scenen uden at være adskilt af fiktionskontrakter eller lignende. Hvor det poetiske danseteater til tider kan føles utilgængeligt og vanskeligt at følge med i, har det, legen den effekt at vi har lyst til at være med i den. Vi kan slet ikke lade være.
Foto: Bahadir Badi Berber
Kunstneren på pilgrimsrejse
Ordet pilgrim, er en betegnelse for en person, der rejser af religiøse grunde. Det kan være for at besøge et tempel eller et helligt sted. Ordet kommer fra det latinske peregrinus, der betyder ’fremmed’ eller ’ en der vandrer gennem markerne’. I Pilgrim kontekstualiserer koreografien en rejse. Ikke bare en hvilken som helst rejse, men en rejse mod et helligt mål. I størstedelen af forestillingen følges vi nok mest med pilgrimmen, der vandrer i markerne. Den opdagelsesrejsende, der nysgerrigt hilser på de mennesker han møder på sin vej. Målet, altså det hellige mål, forholder det sig mere uklart med. Mod slutningen opnår koreografien et punkt hvor den højenergiske legende danser indtræder i en helt anden energi. Det er en smule uklart, hvad der fremkalder dette skift, men virkningen er, at det ikke længere er danseren selv, men selve den rejse, den træning han har gennemgået, og de værker han har skabt og medvirket igennem sit liv, der overtager. Da det er slut, efterlades man en smule uforløst efter at have suset igennem øjebliksbilleder fra Philips liv og karriere. Men man efterlades også med spørgsmål om, om det er kunstneren eller kunsten, der er det hellige, og måske hvordan kunstneren forstår sig selv i relation til sin kunst.
En fornøjelse at være med på rejsen
Uppercut Danseteaters Mark Philip har med Pilgrim skabt en underfundig koreografi hvor danser, badekar og vand sammen skaber et fælles formsprog. Det er både imponerende og fascinerende at se Mark Philip på kanten af badekarret forsøger at finde balance i sin egen fortælling. Publikum inddrages i rejsen, og begejstringen lader sig høre i salen. Det er sjovt og legende og overordnet en fornøjelse at opleve denne forestilling.
BLACK
Oulouys Black: Lyset går ned i salen og party-lys og hiphop spiller fra højtalerne. En sort mand, der kunne være sprunget ud af den amerikanske storby, danser energisk ud på scenen. ”Black Man” lyder det indtil lyden afbrydes af et skarpt kegleformet lys, som fanger danseren som af en politibetjents lygte. Manden løfter armene for at signalere sin passivitet, der lyder et bang fra en pistol, og han ligger ubevægelig på gulvet. Efter et tavst åndedrag fra publikumsrækkerne rejser han sig, musikken starter igen, og således kører scenen i ring igen og igen og igen. Danseforestillingen Black af danser og koreograf Oulouy er en dokumentarisk refleksion over det at være sort i dag, og den vold og fremmedgørelse det indebære, men også frigørelseskampen der medfølger. Forestillingen mixer streetdance, videooptagelser, afrikanske og afrikansk-amerikanske kulturelle referencer, lyrik og poesi. Oulouy er i Black et talerør og en fortæller, der lader smerten og budskabet om frisættelse blive nærværende og omgående.
Dans som sprog
Black havde urpremiere tilbage i 2020. Den var koreografens første forestilling, og har siden spillet på internationale venues verden over. Siden har han også skabt African Party (2022) og Kong (2024). Oulouy selv kommer fra Elfenbenskysten og Frankrig, og har base i Spanien. Hans afrikanske rødder, baggrund, kultur og identitet er omdrejningspunktet for hans værker, og er en grundsten i hans kunstneriske virke. På sin hjemmeside skriver Oulouy at hans krop taler afrikanske street dances som sprog (Coupé Décalé, Ndombolo, Afrohouse, Azonto m.fl.). Det er ikke bare bevægelse. Dans er for Oulouy sprog, hukommelse og historiefortælling, såvel som det er redskaber til frisættelse og modstand. Dette kommer virkelig til udtryk i Black, der opleves som tale, som historiefortælling, som sprog. Det er klart og udtryksfuldt for selv den modtager, som ikke har nogen baggrundsviden om afrikanske street dances. Smerten, umenneskeliggørelsen og modstandsviljen er mærkbar, og har utrolig gennemslagskraft.
Foto: Brava Studio
Noget af det der medvirker til dette, er Oulouys mod til at blive ved de samme bevægelser, og stå stille i de samme momenter i længere tid. Vi får lov at høre hele Nina Simones ”Strange Fruit”, mens han ligger ubevægelig på gulvet som en død. Senere står han helt foran os, og kradser og gnider sig i ansigtet så længe, at man bliver bange for at han kradser huden af. Momenterne og billederne får plads til at blive taget ind. De får lov til at trække vejret og nogle gange det modsatte. Nogle gange fylder billederne så meget at luften forsvinder fra lokalet, og man nærmest gisper efter vejret.
Dokumentarisk og vidtspændende
På samme måde som når han lader Nina Simones billedfyldte lyrik stå helt tydeligt, mens han ligger livløs på gulvet, er Oulouy i dialog med alle de lydlige og billedlige elementer, han inddrager i forestillingen. Både videomateriale fra apartheidregimet og optagelser af politivold såvel som Dinah Washingtons og Nina Simones musik og Maya Angelous digt ”And Still I Rise”. Oulouy bruger ikke bare dette materiale som baggrund at danse til. Han danser med det og formidler det til os med sin krop og sin mimik. Ved at benytte vidtspændende musikalske, lyriske og visuelle referencer får Oulouy hævet Black over den personlige fortælling, og gør det til et dokumentarisk portræt af de omstændigheder, der plager sorte menneskers liv i en (hvid) verden, der nægter dem medmenneskelighed og kampen for frihed. Det er et historisk narrativ såvel som et nutidigt narrativ, Black viser os.
Kunst der responderer på verden
Black bringer et politisk budskab til scenen: Volden må stoppe og mennesker vil blive ved med at rejse sig og kæmpe for dette mål. Det er ikke en ny fortælling. Vi har hørt den mange gange før, men fortælling kræver at blive fortalt. Black er et eksempel på hvordan dans og teater er i stand til at hjælpe os med at forstå, udtrykke og favne hvad det vil sige at være menneske i bred forstand, og hvad det vil sige at være en sort mand i samfundet i dette værks specifikke tilfælde. Med omhu og nærvær giver Oulouy sit budskab krop og stemme ved at drage tråde mellem fortid og nutid og på tværs af verdensdele. Man bliver som publikum både rørt og revet med. Med denne forestilling har kunstneren skabt en koreografi, man ikke kan tage øjnene fra.
Pilgrim spillede på Bora Bora fra 08.09 til 11.09 2026.
Danser: Mark Philip
Koreograferet af: Mark Philip
Koreografisk konsulent: Stephanie Thomasen
Producent: Maja Holtze
Black spillede på Bora Bora fra 08.09 til 11.09 2026.
Danser: Oulouy
Koreograferet af: Olouy
Produceret af: Africa Moment
Nete Brix Bønsdorff Rasmussen er kandidatstuderende i Dramaturgi på Aarhus Universitet.