Fortællingens Kraft. Hakon Holm, 2026
Anmeldelse af Erik Exe Christoffersen

Mytens cirkel
Fortællingens Kraft er en omfattende fagbog om, hvordan fortællinger skaber mening, forandring og sociale forbindelse. Michael Iversen, der er filminstruktør, manuskriptforfatter og forfatter, præsenterer The Unity Story Circle som en ny dramaturgisk model, der forbinder plot, karakterudvikling og indre psykologisk forandring. Hovedsynspunktet er at visse fortællinger og fortællemåde i sig selv rummer en indgribende og forandrende mulighed i forhold til tilhørernes virkelighed.
Modellen synliggør: konflikt, valg, forandring og erkendelse. Fortællingen forstås som en cirkulær bevægelse, hvor karakteren ikke blot bevæger sig gennem en handling, men også gennemgår en psykologisk og menneskelig transformation. Den dramaturgiske model kaldet The Unity Story Circle forbinder ydre handling med personlig og psykologisk udvikling hos en karakter.
Bogen rummer analyser, konkrete eksempler og øvelser, som træner læseren til at skabe historier med dybde, retning og gennemslagskraft. Samtidig åbner bogen for en dybere forståelse af, hvordan fortællinger i forskellige medier påvirker vores identitet, erkendelse og måde at være i verden på. Michael Iversen fremhæver, at modellen kan gøre sig gældende i forhold til alle medier, hvilket jeg imidlertid stiller mig tvivlende overfor – et punkt, jeg vender tilbage til.
Det teoretiske fundament
Fortællingens Kraft har et solidt teoretisk fundament. Iversen gennemgår på en letforståelig måde narratologi, dramaturgi og mytiske fortællemåder. Udgangspunktet er Aristoteles’ Poetik, hvor tragediens fortællestruktur er baseret på handlingens enhed og helhed samt et kausalt forhold mellem begyndelse, midte og slutning med peripeti (vendepunkt) og anagnorisis (erkendelse eller genkendelse). Effekten er katharsis som en emotionel rensning.
Desuden er Vladimir Propps analyse af eventyr en central model i forståelsen af universelle mønstre, hvor heltens rejse, opgaver og kamp fører til anerkendelse eller genkendelse. Eksempelvis Askepot, Klods Hans eller Den Grimme Ælling. Det er en model, som senere er blevet til den såkaldte helterejse-model, hvor ydre og indre forhindringer skaber overgangen fra en kendt til en ukendt verden. Det er en struktur, som indebærer en adskillelse, en indvielse og en returnering, og hvor helten skal gå meget igennem for at finde sig selv.
Iversens model bygger ovenpå disse traditioner ved at integrere dem i en cirkulær struktur, hvor heltens ydre mål og indre behov konfronteres. Det er det, som kaldes The Unity Story Circle. Modellen skaber en klar sammenhæng mellem det ydre plot og den indre psykologi, hvor karakterens indre modstand mod forandring fungerer som den drivende forandringsmotor. Det er en pædagogisk og operationel model, som er overskuelig, og som læseren trinvist indføres i. Bevægelsen går fra det kendte til det ukendte og indebærer en tilbagevenden til hjemmet, som transformeres sammen med helten.
Iversen trækker også på såkaldt russisk formalisme (Viktor Sjklovskij), som fremhæver behovet for “fremmedgørelse” eller defamilisering som en udfordring af læserens vante normer og konventioner. Endelig refererer Iversen til strukturalismen og poststrukturalismen med Gérard Genette og Roland Barthes, hvis receptionsæstetik (Wolfgang Iser) peger på, at det er læseren (modtageren), der skaber tekstens mening. Det betyder, at værket rummer en henvendelse til recipienten, som inddrager denne i fortolkningen ved at åbne udsigelsen og mødet med læseren.
Bogen har også et sidespring til ikke-vestlige fortælletraditioner. Især japansk og kinesisk fortællestruktur er interessant, i og med at de ikke bygger på den lineære udvikling af konflikter og modsætninger, men på komplementaritet, som vægter en balanceret udvikling uden dramatisk konfrontation og klimaks. Det komplementære er forankret i østasiatisk filosofi, taoisme og zen, hvor yin og yang er modpoler som mørke og lys, eller kulde og varme, der er gensidigt afhængige og skaber en kosmisk balance og handling gennem ikke-handling.
Hvis vi skal sammenfatte The Unity Story Circle, kan man sige, at denne model gentager mytens transformative form og rummer et overgangsritual. Myten er et led i alle væsentlige livsovergange såsom dåb, konfirmation og ægteskab, og den har karakter af et ritual med en indførelse, en destruktionsfase, en virkelighedserkendelse og en genfødsel. Kort sagt er det en overgang fra én virkelighed til en anden. Det er en model, som analyseres af flere moderne antropologer som Claude Lévi-Strauss i Les Mythologiques. Myten er et transformativt forløb mellem mytefortælleren og tilhørerne i en evig nydannelse, der kommer i stand ved at nedbryde eksisterende myter og sætte dem sammen igen til nye kombinationer. Helten befinder sig i en overgang fra barn til voksen, gennemgår lidelser og prøvelser i et isoleret rum og vender tilbage til verden med ny status og indsigt.
Modellen

The Unity Story Circle har fire hovedfaser og underafsnit, som glider over i hinanden:
- Crisis (krisen): Det er det umiddelbare fundament, som rystes eller forstyrres i et sådant omfang, at karakterens selv- og virkelighedsforståelse trues. Det er krisen som medfører
- Descent (nedstigningen): En nedstigning i det ukendte, hvor der sker en optrapning af krisen og konflikten. Det skaber frygt, tvivl samt angst og ender i en konfrontation med den nye modstand i en form for klimaks.
- Revelation (åbenbaringen): Betyder en afsløring af den anden og dermed en ny indsigt og genkendelse eller erkendelse af en misforståelse. Det fører til nye beslutninger og reaktioner, som er med til at skabe transformation.
- Rebirth (genfødslen): Er en genfødsel i en ny virkelighed og viser nye konsekvenser og perspektiver.
Den cirkulære struktur er heltens rejse med nye begyndelser, hvor karakterudvikling, plotstruktur og tematik forbindes i variationer med henblik på virkningen på tilhøreren eller tilskueren. Fortællingen (myten) skaber en ny resonans mellem værket og læseren eller tilskueren.
Fortællingens Kraft har eksempler og casestudier med analyse af kendte værker. Desuden er der praktiske øvelser, som understreger, at den henvender sig til forfattere, manuskriptforfattere, filmskabere og undervisere, der arbejder med narrativ struktur og fortællinger med dybde, spænding og efterklang. Hensigten er en forståelse af verden gennem fortællingen, som skaber menneskelige forbindelser, og som dermed fremkalder dyb forandring og transformation.
Velegnet
Jeg tror, bogen kan være velegnet i en læringssammenhæng. Den har dog en tendens til at gentage pointer til overflod. En pæn slankning ville skærpe bogen med en mere præcis fremstilling af det nye og anderledes ved modellen. Hvordan adskiller den sig reelt fra andre modeller? Fx Ulla Ryums spiraldramaturgi og andre kombinationer at det horisontale og vertikale princip?
The Unity Story Circle præsenteres som en ny dramaturgisk model. Dette må dog efter min mening ses som en mindre tilsnigelse, idet der snarere er tale om et supplement til Aristoteles’ tragediemodel, eventyrstrukturen og den traditionelle, lineære retrospektive dramamodel, som kendes fra fx Henrik Ibsens dramaturgi – eksempelvis i Et dukkehjem og Gengangere.
Et eksempel på et lineært og cirkulært drama
For at anskueliggøre bogens analysemodel vil jeg benytte Et dukkehjem som velkendt eksempel, også for at synliggøre, at den formodentlig har et bestemt fortælleideal i sigte.
Et dukkehjem begynder med, at Nora træder ind gennem lejlighedens dør med et juletræ og gaver. Efter en kort præsentation af hendes letsindige tilbøjeligheder viser konflikten sig. Nora trues (Crisis) med afsløring i at have begået dokumentfalsk ved at skrive under med den døde fars navn på et gældsbrev. Det var penge, hun lånte for at redde sin mand, Helmer, så de kunne rejse til Italien. Afsløringen vil i givet fald ramme Helmer, som netop er blevet ansat som bankbestyrer. Mens krisen uddybes (Descent), kæmper Nora med næb og klør for at undgå, at sandheden kommer frem. Det går så vidt, at hun overvejer selvmord som en udvej.
Men den afsluttende konfrontation viser imidlertid, at Helmer besidder helt andre karakteregenskaber end forventet. Hun indser (Revelation), at hun har levet i et beskyttet dukkehjem, og vælger at forlade hjemmet, mand og børn for at møde virkeligheden. Symbolsk forlader hun ægteskabet og går ud af døren. Lyden af døren, der smækker, signalerer en overgang til en ny virkelighed (Genfødsel). Nora bliver voksen i en form for transformation og selvstændighed.
Ibsens dramaturgi har både en lineær karakterudvikling og en cirkulær, mytologisk cirkelstruktur, med døren som passage. Døren udgør en vigtig funktion i dramaet ved at lukke og åbne og fungerer som overgang. Det er et godt eksempel på, hvordan rummet er en aktiv del af mytens fortælling. Ibsens genialitet består i fremstillingen af en realistisk dagligstue som samtidig er et mytologisk rum, som rummet julemyten som en overgang mellem lys og mørke, den desperate tarantella dans og ægteskabets falske pagt. Det er alle disse mytiske lag Nora overskrider ved at konfronere sig med en anden (moderne) virkelighed. Ingen tvivl om at Iversens model er nyttig i analysen af fx Et dukkehjem.
Spørgsmål til modellen
Selvom Michael Iversens model for mig at se ikke er så ny som antydet, kan den grundige gennemgang af faser og overgange være en vigtig igangsætter og refleksion for læseren. Dog forstår jeg ikke forfatterens valg af engelske begreber. Hvorfor ikke lave en fordanskning?
For mig at se er modellen en ud af flere og adskiller sig fra især det episke teaters reflekterende meta-dramaturgi og til dels det absurde teater. Desuden især fra performative dramaturgier, hvor selve fortællesituationens virkning er central sammen med lys, rum, tid og koreografi. Både Brecht og Artaud er fraværende som referencer.
Det kan undre, når Iversen faktisk gør en del ud af “kraften” i form af spejlneuroner, indlevelse i karaktererne og en empatisk medleven af sanselig handling – “som om det var mig”.
Hvor Aristoteles henviser til fortællingens katharsiske virkning, peger Brecht på den bevidstgørende funktion og Artaud på den rituelle, kropslige transformation. Hvordan definerer Iversen kraften og dens helhedsskabende virkning i forhold til tilskueren? Det er mindre klart.
Jeg savner en refleksion over tilskuerens dramaturgi: Hvad betyder tilskuerens erfaring, blik og forventningshorisont, og hvilken form for empati lægger fortællingen op til? Hvordan deltager tilskueren i dramaet og fortællingen? Det afgørende spørgsmål er, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at præsentere den universelle model for fortællinger på tværs af alle medier. Teatermediet og for eksempel filmmedier har forskellige måder at henvende sig til tilskuerne på, og de indagerer med modtageren i fortællingens dramaturgi på vidt forskellige måder. Jeg savner en refleksion over mediets betydning for fortællingens kraft. Jeg vil dog fastholde at mange ville kunne bruge bogen i kreative skriveprocesser og udnytte modellen og Iversens opgaver. Især hvis man ser at modellen har sin begrænsning og særlige poetik.
Lektor emeritus Erik Exe Christoffersen, Aarhus Universitet