Transformation og tvang
Af Victor Johannes Møller Åbom
Livet uden kød er… Verden uden drift er… Jorden uden mennesker er…
Allerede før forestilling starter, bliver vi som publikum mødt af disse tre ufuldstændige udsagn og inviteres til at færdiggøre dem og ”plant[e] en anden fremtid.”
Det sætter tydeligt en forventningsramme for den første af Rebekka Boydings iscenesættelser som ny huskunster på Aarhus Teater. Boyding arbejder i denne sæson under overskriften ”transformationslængsler,” og det er bestemt tydeligt i denne iscenesættelse af den sydkoreanske nobelprismodtager Han Kangs roman om kvinden Yeong-Hye, der ønsker sig hinsides det menneskelige.
En fortælling i tre spor
Hos Han Kang er fortællingen om Yeong-Hye fortalt i tredje person, men betragtet gennem tre personer rundt om hende – gennem, hvilken rolle hun spiller i deres liv og opfattelser af hende. De er ikke fortællere, men med et fint ord fokaliseringsinstanser; vi oplever handlingen som set gennem deres bevidsthed. Kun i den første af romanens tre dele, som er fokaliseret gennem hendes mand, får man som læser enkelte tekstbidder fra Yeong-Hye selv sat i kursiv. I de to næste dele, først fokaliseret gennem svogeren, dernæst gennem søsteren, er Yeong-Hyes stemme kun repræsenteret gennem de andre figurers historier.
I Boydings dramatisering og instruktion og i Ida Grarups scenografi er denne tredeling tydeligt overført til scenen som tre spor, som yderligere understreges af lysdesignet (Kim Glud).
Foto:Rumle Skafte / Aarhus Teater (i midten Mette Klakstein)
På den forreste platform befinder Nicklas Søderberg Lundstrøm sig som manden, på den midterste Thorbjørn Hedegaard som svogeren og på den bagerste Carla Eleonora Feigenberg som søsteren. Mette Klaksteins Yeong-Hye befinder sig fortrinsvist på alle platforme, men bevæger sig også mere flydende mellem dem.
I Boydings iscenesættelse fortæller de tre pårørende historien fra deres respektive synsvinkler, mens de også demonstrerer udvalgte sekvenser. Yeong-Hyes stemme får også plads, ligesom hun også deltager i og kæmper mod fortællingen. Det er tydeligt en remediering af det litterære værk, men i Boydings version udnyttes teatermediet godt.
Vegetaren som objekt
I hver af disse tre fortællinger placeres Yeong-Hye som objekt for fortælleren. For manden skal hun være den ordentlige, almindelige hustru, der ikke skiller sig ud på nogen måde – ja, han starter sågar sin beskrivelse med at fortælle om, hvor kedelig hun er. Og det er kun godt, for så er der ingen grund til konflikter eller usikkerheder af nogen art. Undtagen så, at hun til en middag med hans chefer vover ikke at have læbestift på, ikke at have bh på og at ikke ville spise kød. Tre ting, som et dansk teaterpublikum anno 2026 (eller i hvert fald jeg selv) ville have svært ved at blive forarget over, men vi befinder os jo også i 00ernes Sydkorea. Hans forargelse og skam er dog ikke til at tage fejl af.
Udover at Yeong-Hye fejler inden for denne performative normalitets standarder, nægter hun også at servere kød for ham og at have sex med ham, hvilket fører til stykkets første vold(tægt)sscener: først mandens voldtægt af hende, dernæst hendes far, ligeledes gengivet og demonstreret af Nicklas Søderberg Lundstrøm, der forsøger at tvangsfodre hende med kød.
I anden del er Yeong-Hye objekt for sin svogers begær. Svogeren er videokunstner og er besat af tanken om en kunstfilm med Yeong-Hye i hovedrollen, hendes nøgne krop med den melanoseplet, hun ikke mistede i løbet af barndommen, og påmalede blomster – og dertil sex med en ligeledes bemalet partner. De maler hinanden frivilligt og dialogisk, indtil han voldtager hende med fysisk magt.
Foto:Rumle Skafte / Aarhus Teater
I tredje del er Yeong-Hye indlagt på en psykiatrisk afdeling og objekt for sin søsters omsorg og bekymringer. For et øjeblik opgivende den fattede facade indrømmer søsteren: ”Det kunne lige så godt have været mig, der var brudt sammen” – hvis hun altså ikke havde været nødt til at holde sammen på sig selv for at kunne være der for andre. Søsteren trygler Yeong-Hye om at spise noget, men sundhedspersonalet bruger tvang. Mere end at Yeong-Hye reduceres til et objekt for søsteren, bliver søsteren et vidne, der kun kan stå magtesløst på sidelinjen.
Foto:Rumle Skafte / Aarhus Teater
Voldtægter for normaliteten
Overgrebene går igennem iscenesættelsen som en art rød tråd. De er prioriteret frem for andet af materialet og fylder meget i de 80 minutter, forestillingen varer.
Mandens voldtægt af hende spilles med næsten størst mulig afstand mellem skuespillerne; Mette Klakstein lader sin krop slå mod et rullebord af metal bagerst på scenen, mens Nicklas Søderberg Lundstrøm på forreste platform beretter. Samme rullebord er kort efter placeringen for faderens forsøg på at tvangsfodre hende. Det er med til at binde de to handlinger sammen, ligesom det ikke kræver meget analytisk tæft at se forbindelsen mellem den tvungne penetration og tvangsfodringen med kød.
Ligeledes trækker scenen på det psykiatriske hospital i søsterens fortælling tydeligt på konnotationer til voldtægt. Yeong-Hye kæmper mod at få sondemad, mens vi får beskrevet, hvordan slangen smøres ind i gel, for at det mandlige sundhedspersonale lettere kan tvinge den ned i halsen på hende. Søsteren kan kun se på, mens ”portørens tyngde” tvinger Yeong-Hye til at ligge stille, så slangen kan føres ind i hende.
Disse tre tilfælde er tydeligt skildrede som voldtægtsscener. De har alle til mål at opretholde en normalitet – at en kvinde skal have sex med sin mand, at man skal spise kød, og at man skal holde sig selv i liv – uden noget hensyn til Yeong-Hyes ønsker og ret til at bestemme over sin egen krop. Psykiatriens brug af tvang sættes i forbindelse med voldtægt, selvom alternativet er døden. ”Men er det så slemt at dø?” spørger Yeong-Hye sin søster kort forinden.
Svogerens voldtægten af Yeong-Hye i del to er lidt i en kategori for sig. Han ser tydeligt også Yeong-Hye som et objekt, der kan bruges til at opfylde hans fantasi, men det handler netop ikke om en normalitet. Det handler snarere om kunstnerens skæve blik på tingene og om en, der er mere drifts- end kontrolstyret. I romanen er der ikke tale om fysisk tvang, men manipulation og udnyttelse af en psykisk sårbar, hvilket afføder nogle interessante ekstra dimensioner til historien. I den relativt stramme dramaturgi er der sparet på denne dybde for at tydeliggøre den røde tråd, som så alligevel ikke helt bliver tydelig.
Foto:Rumle Skafte / Aarhus Teater
Vegetaren som og hinsides subjekt
En markant ændring fra bogens fortælleform er, at Yeong-Hye i Boydings dramatisering får væsentlig mere taletid, og at vi som publikum får en mere direkte adgang til hende. Hun er ikke bare et objekt for de vekslende fortællere, ikke en mannequin, de rykker rundt på, men en levende person, der kæmper imod.
Mens de tre andre primært forbliver på deres platforme, bevæger Yeong-Hye sig mere frit omkring og kan gå hen over scenen. Hun bryder netop ud af normalitetens strenge kategorier, hvilket på den måde understreges scenisk simpelt og effektivt. Søsteren tager hun dog også med sig ud af rammerne, hvilket giver god mening, idet søsteren ser hende som mere end et objekt og også oplever sig selv på kanten af et sammenbrud.
Samtidig er det vigtigt at bide mærke i, at hun jo netop ikke søger at være et subjekt, men kæmper en kamp for at transformere sig væk fra subjektet – kampen for at give slip på agens kræver agens. Hendes projekt går stik modsat traditionelle dramaturgiske forventninger, og det tilfører forestillingen en spændende dynamik.
Yeong-Hye får også både start- og slutbilledet. Det er hendes fortælling, og hun nægter at være låst inde i rammerne af andres fortællinger. Søsterens insisteren på realisme bekæmpes da også i slutbilledet, hvor Yeong-Hye spiser jord og smører jord i ansigtet og kroppen. Hospitalslangerne forvandler sig til et rodnet. Hun bliver så at sige træ omend knap så naturtro, som hun måske havde forestillet sig.
Foto:Rumle Skafte / Aarhus Teater
Stilisering og nærvær
Skuespillet er undertiden meget stiliseret, og særligt nogle sekvenser i første del fremstår koreograferet. For det meste fungerer denne stiliserede og til dels kantede spillestil godt, idet den er en kontrast til det nærvær, alle skuespillerne udviser. Det ville måske ikke i alle forestillinger føles konsistent, men her er denne variation i spillestil et vellykket greb.
Der, hvor skuespilpræstationerne særligt slår igennem, er i fortællermonologerne. Nicklas Søderberg Lundstrøm spiller fremragende den absolut uelskværdige ægtemand. Thorbjørn Hedegaard træder ind i karakteren som svogeren med en oprigtighed og sårbarhed, så man næsten har sympati for ham – i starten. Og Carla Eleonora Feigenberg viser så mesterligt den selvbeherskelse, søsteren konstant forsøger at holde fast i, at man bliver mindet om, hvor meget man har savnet hende på Aarhus Teaters scener. Og centralt står jo Mette Klakstein som Yeong-Hye. Hun spiller med en lethed og en seriøsitet, der kan rumme figurens apati og dyriskhed, den smilende ro og de desperate kampe, stilstanden og fysikaliteten. Hun er på én gang mere distanceret og mere central end de andre – en svær balance, og at den holdes, er afgørende for forestillingen.
Transformationslængsel
Forestillingen stiller spørgsmålet: Hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig af transformationer?
Dette bliver ikke mindre tydeligt af, at der er tale om så radikal en transformation, at man næppe undgår at patologisere det – Yeong-Hyes drøm om at transformere sig væk fra det menneskelige læses som en psykose. Dog tilføjer den øgede agens, hun har i Boydings dramatisering og iscenesættelse, en vis ambivalens, da hendes kamp for at realisere sin længsel opponeres så eksplicit med mandlig og institutionel vold.
Først vælger hun livet uden kød og mødes med tvang. Så vælger hun livet uden drift og mødes med tvang. Og da hun så også opgiver livet som menneske på jorden, mødes hun med tvang. Man kan spørge sig selv, om eskalationen havde været nødvendig, hvis ikke vold var svaret på (kvinders) afvigelser fra normaliteten.
Transformationen er et ekstremt billede på en mere almen længsel efter at fraryste sig samfundets forventninger og krav, en længsel, der finder resonans i samtiden. Jeg tvivler i hvert fald på, at alle sedlerne ude i indgangsområdet færdiggør sætningerne med ”…er noget, der skal bekæmpes med tvang.”
Vegetaren er en velvalgt og vellykket start på Boydings transformationslængsler, og det bliver spændende at følge hendes virke som huskunstner.
Vegetaren spiller på Aarhus Teater fra d. 9. september til d. 13. oktober 2026.
Medvirkende: Mette Klakstein, Thorbjørn Hedegaard, Carla Eleonora Feigenberg, Nicklas Søderberg Lundstrøm.
Dramatisering & iscenesættelse: Rebekka Boyding. Efter romanen af: Han Kang (oversat af Juliane Wammen).
Scenografi & kostumedesign: Ida Grarup, assisteret af Oda Vad. Lysdesign: Kim Glud. Lyddesign: Jacobe Suissa, assisteret af Michael Buchardt Steffensen
Victor Johannes Møller Åbom er cand.mag. i tysk sprog, litteratur og kultur & dramaturgi og har bl.a. undervist på Dramaturgi, Aarhus Universitet.