Manosfære, mandlige aggressioner – og et helt andet mandebillede
Af Anna Marie Krarup
Hvordan er man en rigtig dreng? I en tid, hvor vi oplever fastlåste og firkantede kønsroller på sociale medier og blandt helt unge drenge, piller forestillingen Drenge det stereotype mandebillede fra hinanden – og giver et andet bud på, hvad det også vil sige at være dreng og mand i dag.
En sammenfiltret bunke af kroppe – liggende midt på gulvet, i et doucet spotlight, og ellers omgivet af mørke. Sådan både starter og slutter forestillingen ’Drenge’. Kludebunken, dér midt på gulvet, består ellers af jakkesæt, skjorter, seler, slips og blankpolerede sko – outfits som normalt hører til et mandeideal forbundet med selvkontrol, dominans og jeg-har-styr-på-det-attitude. I musiker Mikkel B. Grevsen, videokunstener Frederik Valentin og koreograf Sebastian Kloborgs forestilling er denne stereotype mand kollapset – bogstaveligt talt – og ligger nu på gulvet som en bunke kludedukker. Er det en slagmark fyldt af sammenfiltrede lig? Eller efterveerne af et orgie?
Når jakkesættet og selvkontrollen – måske ligefrem selvopretholdelsesdriften – kollapser, hvad er der så tilbage? Hvordan er man så en dreng? Eller en mand? Hvordan er man en rigtig mand? Og er der overhovedet noget, der hedder en ’rigtig mand’ i dag?
Det udforsker de tre kunstnere, igennem en time på teatret Sort/Hvids kompakte black box-scene, sammen med de tre dansere James Stephens, Dan Ozeri og Wolf Govaerts. Og svaret her er klart: Nej! Der er ikke noget, der hedder én ’rigtig mand’ i dag. Derimod giver forestillingen et bud på, hvordan mænd og drenge i dag kan indtage en masse forskellige roller og være mange forskellige ting. I scene efter scene forvandler danserne sig fra kropsligt vridende, krampagtige krypdyr, der tager sig til hovedet i fysisk smerte og eksistentiel krise. De bliver til legende, hoppende, lystfulde børn, der kådt drejer rundt på numserne som små snurretoppe. De forvandles til aggressive alfa-hanner, der, som utæmmede bavianer i bur, truende cirkler om hinanden, indtil den ene angriber den anden i brutal brydekamp – før den tredje bryder ind og skiller de kæmpende ad. De er sammenslyngede havplanter, hvor ben slynger sig om ben, og arme i elegante slangebevægelser snor sig om andre arme. De balancerer og støtter sig omsorgsfuldt krammende til hinanden i smukke skulpturelle positurer. Eller de forvandles til liderlige kroppe, der halvnøgne gnider sig op ad hinanden og begærligt sætter tænderne i hinandens slips.
Poetiske toner og den allestedsnærværende kameralinse.
Igennem hele forestillingen følges danserne af Frederik Valentins live kamera, der zoomer ind og kaster forstørrede videobilleder af kroppene op på bagvæggen, mens danserne nogle gange ignorerer kameraet, andre gange bevidst konfronterer det og flirter med linsen. Som for at sige, at vi alle – ikke mindst i en tid med allestedsnærværende sociale medier – aldrig kan sige os fri fra at blive filmet, spejlet, redigeret, og at denne bevidsthed hele tiden følger os i alle bevægelser og alt, hvad vi gør. At disse billeder bliver så indgroet en del af os, at de bliver definerende for, hvem vi er, ikke mindst i vores kønsroller.
”Man skal godt nok være glad for trompet,” siger min sidemand på et tidspunkt til mig. Og ja, trompeten, og musiker Mikkel B. Grevsens øvrige blæseinstrumenter, fylder en del i forestillingen. Men efter min smag ikke for meget. Særligt fordi Grevsen, med samplinger og en synthesizer, varierer lydbilledet så meget og får det til at forvandle sig i alle mulige retninger; fra arabisk klingende toner til natklubbens dub og electronica. Til poetiske lyriske toner, hvor hvert menneskeligt pusts møde med instrumentets metal så tydeligt og sanseligt står i kontrast til de syntetiske lyde fra synthesizeren.
Manosfære og mandlig aggression
Forestillingen tager fat i en aktuel samfundsproblematik omkring køn, kønsopfattelser og hvordan man er en rigtig dreng. Mini-tv-serien Adolescence skabte sidste år overskrifter og offentlig debat, fordi den tog fat på et foruroligende fænomen: at mange helt unge drenge ’lokkes ind’ i en digital verden, hvor forbillederne er ekstreme, kvindehadende influencere i det, der omtales som manosfæren. I serien ender det helt galt: En ung dreng har tilsyneladende knivdræbt en jævnaldrende pige som følge af en farlig cocktail af vrede, online radikalisering, mobning, afvisning og en mangel på voksne, som kan knytte tætte følelsesmæssige relationer til drengen. Serien spejler en virkelighed i Storbritannien, hvor mange unge drenge indfanges online og drages af manosfærens dyrkelse af det ultramaskuline, kvindehadet og den toksiske maskulinitet.
Men også i Danmark ser man en tendens til, at kønsroller blandt børn og unge er blevet mere snævre og fastlåste, hvilket Sexus-undersøgelsen fra 2019 viste, hvor knap 20% af børn og unge svarede, at de har svært ved at leve op til andres forestillinger om ‘en rigtig dreng’ og ‘en rigtig pige’. Samme billede tegnes i en undersøgelse fra Børns Vilkår fra 2022. Her siger en af de interviewede, Viggo, der går i 8. klasse: ”Jeg tror aldrig, der er nogen, der har sagt, at man ikke må græde som dreng. Jeg tror bare, det er sådan en fornemmelse af, at vi bare skal være stærke”. En næsten direkte spejling af, hvad den amerikanske forfatter og aktivist bell hooks skrev om 20 år før i The Will to Change, Men Masculinity, and Love: at den eneste kategori af følelser, de patriarkalske strukturer tillader mænd at give udtryk for, er vrede.
Men hvordan er vi endt dér, at så mange helt unge drenge drages af manosfæren? En forklaring kunne være, at der har været et ’tomrum’ i definitionen af det mandlige køn og maskulinitet. Som kulturforsker og kunsthistoriker Rune Gade skrev om i Maskuliniteter i 2001, så har det mandlige køn i mange år ikke i samme grad som det kvindelige været undersøgt, udforsket og forsket i, fordi det ikke har været betragtet som et egentligt køn. Maskuliniteten har været ’neutraliseret’, forstået på den måde, at mænds udsagn historisk set har været opfattet som almengyldige og kønsneutrale, hvorimod kvinder, da de overhovedet fik lov at deltage i den offentlige debat og f.eks. trådte ind på kunstscenen, er blevet anset for at tale med deres køn, igennem deres køn. Som Gade skriver: ”Mænd overvejer slet ikke deres kønsidentitet og kønsroller på samme måde, som kvinder bliver tvunget til at gøre det gennem deres marginaliserede og marginaliserende position, og derfor falder det mænd mere naturligt at tage kønnets privilegier for givet.”
Dette tomrum er de seneste år blevet belejret af såvel typer som psykologiprofessor Jordan Peterson, hvis bestsellerbog 12 regler for livet – En modvægt til kaos fra 2018 bliver dyrket i ultramaskuline onlinefora, hvor antifeminisme og kvindehad hersker blandt brugerne; som af ultraradikale stemmer fra manosfæren, ført an af influenceren og manosfære-idolet Andrew Tate, der knytter maskulinitet til rigdom, styrke og dominans, ikke mindst over for kvinder.
Det er så her, den velkomponerede lille forestilling ’Drenge’ kommer ind med et nyt bud på mandlig identitet. Med en myriade af måder, man kan være dreng og mand på. Som både rummer det aggressive, det omsorgsfulde, det kærlige, begærlige, legende og lystfulde.
Og det er egentlig spøjst, at denne nye fortælling om mandlig identitet skal komme fra bl.a. en koreograf, Kloborg, der har haft sin opvækst i ballettens verden, først som balletbarn på Det Kongelige Teater og senere som danser ved Den Kongelige Ballet fra 2003-2016. For i den klassiske ballet er kønsrollerne altid mere eller mindre fastlåste; de mandlige dansere har særlige bevægelsesmønstre, løfter og støtter de kvindelige ballerinaer, danser i én slags tøj (tætsiddende tricoter) og har traditionelt haft helterollerne; mens de kvindelige dansere har været lette sylfider, prinsesser og yndige svaner, der blev båret, støttet og ’fremvist’ af de mandlige dansere.
Denne arv spiller Kloborg også på, men han twister den, f.eks. i en lille sekvens, hvor de tre dansere laver en parodi på den karakteristiske klassiske sekvens, Danse des petits cygnes (De fire små svaners dans) fra Tjajkovskijs ballet Svanesøen. Hvor Danse des petits cygnes danses af fire ballerinaer, der, med armene krydset ind over hinanden, danner en kæde og florlet tripper hen over gulvet, har de tre dansere hos Kloborg begærligt stukket hænderne i hinandens lommer, og danner en lille sammentømret enhed, på én gang nonchalant tilbagelænet og sexuelt udfordrende.
I forestillingens sidste scene ligger danserne igen på gulvet i en sammenfiltret klump, hvor det ikke er til at skelne den ene krops lemmer fra den andens. Som for at sige, at ideen om helt selvstændige, selvbærende individer er en illusion. For vi er alle viklet ind i hinanden, og kun via hinanden, i vores relationer til og spejlinger af hinanden, er vi nogen.
Drenge Spiller på Sort/Hvid 12.-26. september 2026. Læs mere her
Idé og iscenesættelse: Mikkel B. Grevsen, Frederik Valentin, Sebastian Kloborg
Musiker: Mikkel B. Grevsen
Dansere: James Stephens, Dan Ozeri, Wolf Govaerts.
Live video: Frederik Valentin
Koreograf: Sebastian Kloborg
Lysdesigner: Raphael Frisenvænge Solholm
Lyd- og videotekniker: Mikkel Peter Larsen
Kostumier: Maria Ipsen
Producent: Karina Lund Dichov
Anna Marie Krarup er uddannet cand.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling og har tidligere arbejdet i Dansehallerne og på Det Kongelige Teater samt skrevet for Politiken og Teater1. Hun har i en årrække været fondsmedarbejder i Nordea-fonden og er i dag selvstændig fondsrådgiver i sit eget firma, Krarup Kapacitet.