Ambitiøst klimateater for børn med en underliggende fortælling om sorg
Af Michael Alexander Vennike Nielsson
Mollys mikrokosmos begynder med Molly, der ikke kan falde i søvn. Hun tænker sig selv vågen, tænker på kuldioxid og isbjørne, der løber for livet, og Trump, og når tankerne larmer for meget, finder Molly sin telefon frem, for endnu en gang at lade sig overvælde af verdenens kaos. Mollys far beslutter at tage hende med på vildmarkstur for at komme tættere på naturen.
Jeg havde fornøjelsen af at se Mollys mikrokosmos d. 4. september 2026, to dage efter premieren, og sammen med tre 4. klasser fra en af de omkringliggende skoler – Meget passende, da de ligger midt i forestillingens målgruppe, der er de 8 til 12-årige, og som nødvendigvis også må kende til det at skulle forholde sig til klimakrisens overvældende afmagt. Især må det ligge disse børn på sinde, da en af klassernes lærer fortalte, at de var godt i gang med et forløb om regnskovens mikrokredsløb.
I det hele taget er forestillingens præmis vigtigt – for hvad skal man gøre med det, når man har så store tanker om klimaet og fremtiden i sådan en lille krop?
Far og datter
De to skuespillere Kristine Lauritzen (Molly) og Thomas Guldberg Madsen (Mollys far) formår at skabe et stærkt forhold til hinanden, og man er ikke et sekund i tvivl om, at vi ser en præ-teenager og hendes far navigere i deres relation til hinanden. Mollys far forsøger igen og igen at muntre sin nedtrykte datter op, med jokes og tricks hun for længst er blevet for stor til (dog til børnene i publikums store glæde). Han er desuden en ærkefar med alt for meget og alt for avanceret grej, og man føler med ham, når han har svært ved både at forstå og trænge igennem til Molly.
Ligeledes kæmper Molly en kamp mellem både at være ekstremt fascineret af naturen, men samtidig også at være så bevidst om klimakrisens destruktion, at hun ikke tør lade sig investere emotionelt i den. Dette modsætningsforhold navigeres fint af Kristine Lauritzen, der formår at bære apatien, vreden, fascinationen og sårbarheden, men som også må kæmpe lidt med en tekst, der hurtigt springer mellem undersøgelser af naturen, teenagefrustrationer over sin far og videnskabelige klimafloskler.
I skovens dybe stille ro
Scenografien, designet af Andrea Lindeneg, er smuk, simpel men yderst virkningsfuld, og repræsenterer den vilde natur. Skuespillerne bevæger sig rundt, gennem og over en dynamisk skovbund, hvor trætoppene skabes af en håndfuld store blade der selv lyser op efter skovens stemning. Rejsen ind i skoven er også værd at bemærke – et gardin dækker ved forestillingens start for skoven, og trækkes under turen derud hen over scenografien; akkompagneret af udbrud af begejstring fra det unge publikum. Ved at placere dette gardin i forskellige vinkler, iscenesættes skovens forskellige lokationer også ganske virksomt. Alt dette suppleres af et glimrende lydunivers af Mikkel Grevsen.
Mollys mikroverden, som vi ser sammen med Molly gennem hendes lup, repræsenteres også ret genialt af farens lejr-grej, der transformeres: En blomst skabes af et teltets myggenet, en edderkop af forteltets stænger og et mikroskopisk bjørnedyr af en termosovepose (der kan klare helt ned til 35 graders frost!). Alle ovenstående, samt en sommerfugl, dukkeførers mesterligt af begge skuespillere, og i disse stunder havde forestillingen publikum i sin hule hånd.
At scenografien og dens rekvisitter er effektive æstetiske virkemidler, gør det desværre også ekstra tydeligt når den ikke bliver brugt til at understøtte teksten. Den tidligere nævnte blomst, Mollys far skaber af teltets myggenet, forbliver relevant i teksten selv efter, at teltet har mistet sin blomster-form. Molly, der har gjort blomstens eksistens til et symbol for biodiversitetskrisens ødelæggende kræfter, er nødt til at placere den imaginært i rummet, og den bliver næsten trådt på til Mollys store skræk. Den imaginære placering er der i og for sig ikke noget i vejen med. Det er ikke den første eller sidste gang, vi bliver inviteret til at forestille os skovbundens liv uden fysiske manifestationer. Men fordi den ligger lige netop dér, og fordi vi har fået at vide, at vi skal passe på den, så bliver det et problem når den ikke afmonteres tydeligt. Det lyder måske banalt, men teatrets magi er særligt virkningsfuld på børn – og hele to gange udbrød et barn ”Pas på! I træder på blomsten!”, efter at blomsten ikke længere skulle være at se på scenen. Lidt i samme dur måtte forestillingens emotionelle klimaks – Molly der overvældes af sine følelser og afmagt – stå uden støtte fra scenografiens ellers meget brede udtryksmuligheder, der tidligere har haft lignende funktioner.
”Hvorfor blive inde, når alt håb er ude?”
Mollys Mikrokosmos er tematisk en meget ambitiøs forestilling, og den overordnede problemstilling, med hvordan børn skal håndtere deres klimaangst, er både meget svær og meget kompleks. Det taget i betragtning, kommer Simone Isabel Nørgaards manuskript og Anna Schulin-Zeuthens iscenesættelse rimelig fint i mål – dog lider den lidt af at ville rigtig meget på meget kort tid. Rent dramaturgisk har det den konsekvens, at forestillingen har mange ’slutninger’, hvor publikum fornemmede, at nu var vi ved at være i mål: Molly får sluttet fred med sin far, derefter falder hun endelig i søvn (i modsætning til åbningsscenen), og derefter viser en sommerfugl os et væltet træ, hvorfra der spirer nye ungtræer, og til sidst tager Molly og hendes far hjem med sommerfuglen på hendes rygsæk, som det sidste motiv vi ser. I sig selv er det en fin slutning, men måden de enkelte bidder er iscenesat på, skaber hver en form for ’slut-fornemmelse’ med lange pauser og lignende greb efter hvert af punkterne. Publikum har siddet med en lignende fornemmelse, for enkelte børn begyndte at klappe undervejs ved de forskellige punkter.
Et par ganske glimrende ledemotiver og ’hooks’ introduceres og afvikles undervejs, blandt andet den ovenstående sommerfugl der, ved at placere sig på Mollys taske, til sidst bliver et meget rørende symbol på, at fremtiden ligger hos børnene.
Nogle andre af disse ledemotiver får dog mindre tid til at udvikle sig, og det resulterer i en noget mindre virkningsfuld emotionel effekt. Mollys telefon introduceres i forestillingen i starten som en af rødderne til hendes klimaangst, men fjernes hurtigt igen af faren ude i skoven – fordi hun tog den frem for at hjælpe ham med at sætte teltet op. Den ser vi ikke igen. På samme måde bliver bjørnedyret nævnt af faren en enkelt gang, inden et af forestillingens emotionelle højdepunkter. Bjørnedyret, der er et lille mikroskopisk dyr, som kan overleve stort set alt, inklusiv det ydre rum, bliver et emotionelt anker for Molly, der ’transformeres’ til det og bliver et symbol på naturens overlevelsesevne, som hun kan finde ro i. En fantastisk virkningsfuld metafor, jeg ville ønske, var blevet udviklet lidt mere – ikke for forståelsen, men for virkningens skyld.
På trods af de mange slutninger, bliver svaret på forestillingens problemstilling om, hvad man skal gøre som barn, der døjer med disse tanker, ikke helt forløst. For nogle vil symbolerne om, at naturen nok skal klare sig være nok, men ideen om at fremtiden ligger hos børnene er i sig selv ikke en så tilfredsstillende konklusion på, hvad børnene selv skal gøre for at komme sig over deres klimaangst. Tværtimod er det nok det, de voksne siger til sig selv for at komme gennem dagen og vejen.
Klimakrisen som sorg-metafor
Indtil nu har jeg gemt en lille detalje – Mollys mor er død. Det finder vi ud af allerede inden de tager ud i skoven, da Mollys far lidt henkastet siger, at den lup han har pakket, var Mollys mors. Og med den information, blev hele min oplevelse af Mollys Mikrokosmos transformeret fra en klimaforestilling, til en forestilling om at bearbejde sorg. Molly virker fra starten mere deprimeret og sørgende end bange og vred. En naturlig respons hvis man stadig er ved at bearbejde et tab. At Mollys far spontant vælger at tage hende med på tur, giver ekstra god mening i konteksten af at han må have set, at hun sørger, ligesom hans mange forsøg på at muntre hende op peger mod et forsøg på at skabe en tættere relation mellem dem.
Mollys apati over for naturens overlevelse, giver også i den læsning rigtig god mening – naturens død er for hende blevet en metafor for morens. Hun siger lige ud til faren at, ”hvorfor skal jeg lære deres [blomsternes] navne at kende, hvis de alligevel bare kommer til at dø!?” [parafrase], hvilket er en fuldstændig hjerteskærende replik i konteksten af morens død. Det moment, hen mod slutningen, hvor Molly endelig kan falde i søvn igen, er også lige efter at faren har fortalt hende om moren, og hvor meget Molly ligner hende. Og at forestillingen slutter med, at naturen lever videre gennem børnene, er også et spejl på ideen om at moren lever videre gennem Molly.
Mollys mikrokosmos er en flot og velspillet forestilling, der arbejder med en ekstrem kompleks problemstilling om børns bekymringer om klimakrisen. Et velfungerende skuespillerpar, en flot og dynamisk scenografi samt nogle kloge iscenesættelsesgreb gør at forestillingen er virkningsfuld og rørende. Det på trods af at forestilling vil mere end der er tid til, og at alle ideer derfor ikke får lov til at finde sig selv, og med selve løsningen på problematikken kommer ikke helt i mål. Som en bonus ligger der, i min optik, en meget veludviklet og rørende forestilling om sorg gemt mellem linjerne.
Mollys mikrokosmos spiller på ZeBu fra d. 02.09 til 24.09 2026. Læs mere her
Medvirkende: Kristine Lauritzen og Thomas Guldberg Madsen
Instruktion: Anna Schulin-Zeuthen
Dramatiker: Simone Isabel Nørgaard
Scenografi og kostumedesign: Andrea Lindeneg
Lysdesign: Raphael Solholm
Komponist: Mikkel Grevsen
Dukkemager: Katrine Karlsen
Dramaturg: Anne Nymark
Michael Alexander Vennike Nielsson er kandidatstuderende på teater- og performancestudier, med en særlig interesse i børneteater, fænomenologisk metodik, teatralitet og performance-philosophy.