Anmeldelse af Stolthed og fordom på Aarhus Teater, september 2026.
Af Janek Szatkowski
I en forestilling, hvor romance møder komedien, fremstår en klassisk kærlighedsfortælling i et nyt perspektiv. Eller rettere i to perspektiver, der peger hver sin vej. Den ene tilbage mod England i 1813, det andet ud mod en samtid, hvor behovet for muntre lysglimt i en mørk verden synes stort. Forestillingen er munter og holder tilskueren i hånden, men lykkes den med at lade de to perspektiver leve side om side?
En ugift mand med formue, må have sig en kone (Elisabeth Bennet).
Lad dette scenebillede fra 2. akt, være en indgang til en anmeldelse af Stolthed og fordom:

(Alle Foto fra prøver: Emilia Therese)
Tilskueren følger familien Bennet, der befinder sig i en meget vanskelig situation. Nederst på den lagdelte scene sidder (fra højre) Jane (Marie Boda) og Elisabeth (Laura Kjær Jensen) og deres mor Mrs. Bennet (Mette Døssing). De læser breve fra Mr. Bennet (Henrik Birch), der står på podiet til venstre for trappen med gelænder. Han er taget til London for at prøve at forhindre, at den yngste datter Lydia (Clara Sohia Phillipson) og hendes nyeste kærlighed Mr. Wickham (Emil Prenter), indgår ægteskab. Lydia og Wickham er placeret foran et spejl, hvorfra deres ansigter projiceres op på to store skærme. Lydias ungdommelige og naivt oprørske glæde over at have fundet sin kærlighed tydeliggøres af mimik og små intime gestusser. Øverst på scenens højeste punkt i baggrund står Mr. Collins (Malte Conradsen) præst og fætter. Han har på dette tidspunkt friet til Elisabeth, der dog har afvist ham – til Mrs. Bennets store fortrydelse. For i England 1813 medførte en nylig vedtaget arvelov, at kun mandlige efterkommere kunne arve. Det betød — for en familie som Bennett – der ikke havde nogen søn, at de, ved faderens død, måtte se hele arven gå til det næste mandlige medlem i familien fætteren Mr. Collins.

| Mrs. Bennet, Jane og Mr. Bingley. |
Den ældste datter Jane er på mange måder en fornuftig kvinde, der har indstillet sig på de vilkår hun er underlagt som kvinde og datter af en godsejer uden sønner.
Hun er forelsket i Mr. Bingley (Kevan Nirwan Soliman), der er en rig godsejer i nabolaget. Som det fremgår af det næste scenebillede, er Mrs. Bennet voldsomt optaget af denne potentielle mulighed for at få Jane godt gift.

| Lady De Bourgh (i baggrunden) og Mr. Darcy |
En af Mr. Bingleys gamle venner, Mr. Darcy (Emil Busk Jensen), er en endnu mere velhavende mand, nevø til den adelige Lady De Bourgh (Mette Døssing).
Ladyen har ansat Mr. Collins som præst i sin tjeneste. Hermed er de to sociale kredse i forestillingen præsenteret. Der er en kreds hvor magten, der ligger i økonomisk formåenhed, forenet med den sociale status som adelig, bliver forstærket af råderet over den åndelige magt, som præsten besidder. Det er den ramme, der som den mindre bemidlede familie Bennet må handle i. Som i alle gode romancer, er der i forestillingen lagt op til kærlighedsrelationer med flere indbyggede kvaler og konflikter.
I forestillingen lægges der vægt på, at baller var den tids ’landlige offentlighed’ og mulighed for at mødes socialt. Der danses derfor en del, i en ganske enkel stiliseret dans (koreograf: Esther Lee Wilkinson), som gentages uden de store variationer.

Mr. Darcy og Elisabeth
Nu er fortællingens hovedplot kærlighedsrelationen mellem Elisabeth og Mr. Darcy. Ved det første blik (for resten den titel Jane Austen gav sine første udkast til historien) ser Elisabeth Mr. Darcy som en arrogant stivstikker, og Mr. Darcy ser Elisabeth som uinteressant. Ikke mindst pga. hendes sociale status. Elisabeth føler i stedet godhed for Mr. Wickham, der beretter om, hvordan han er blevet svigtet af sin gamle ven Darcy. Som det skal være i romancer, vendes der rundt på alliancer og holdninger. Således fremstår Mr. Darcy til slut som varm, generøs stivstikker, der er blevet prikket hul på. Elisabeth indser, at hun har været fordomsfuld i sin vurdering af Darcy og ladet sig vildlede af Wickham. Så Darcy og Elisabeth får hinanden til slut i et lykkeligt kys. Jeg skal ikke gå ind på de forskellige vrid, som fortællingen tager. De er loyalt gengivet i Dicte C. Houmøllers adaption, og netop dramatiseringen lader forestillingens bevare perspektivet mod 1813.
Om perspektiverne
I Stolthed og fordom har instruktøren (Carolin Oredsson) lagt vægt på at bevare Jane Austens univers, og samtidig give publikum mulighed for at ”føle sig forbundet med karaktererne (program s. 14)”. Hvor dramatiseringens tekst peger mod 1813, peger også kostumerne i deres stilisering mod romanens samtid. Scenografien etablerer imidlertid et elegant og fleksibelt rum. Scenografien (David Gehrt, koncept Josefine Thornberg-Thorsøe) giver mulighed for at være på flere steder på samme tid. Den klassiske plateau- og trappeopbygning giver mulighed for at associere til sociale skel. Dens abstrakte komposition tillader, at scenen fungerer både som spisestue, balsal og skøn natur. I scenografien indgår mange spejle. De bedst udnyttede er de to spejle på siderne af scenen, hvorfra videoprojektioner giver mulighed for, at tilskuerne i detaljer kan se figurernes mimik og måder at se sig selv på. Kostumerne er stiliseret efter tidens mode. Bennets døtres kjoler er holdt i pastelfarver. Elisabeth gennemgående i lyseblåt. Her ses de sammen deres veninde Charlotte (Jamina Chelina Green).

| Lydia, Charlotte, Elisabeth, Jane, Mrs. Bennet |
I forestillingen er lysdesignet også i vid udstrækning pastelfarvet, og derudover styrer lyset venligt tilskuerens opmærksomheden ved hjælp af dynamiske skift af fokuserede lysfelter. På den måde er scenografien i stand til at rumme dobbeltheden mellem antydningen af 1813 og et moderne formsprog.
Romance og komedie vikles sammen i spillestilen
Det fremgår af tekster i programmet til forestillingen, at romancer ikke længere skal nedvurderes pga. deres lykkelige slutninger, og at der også i dag er forventninger til, hvordan kvinder skal være kvinder. Selve forestillingen gør da også sit for at hæve sig over den kritik, der tidligere er blevet fremsat af kvindelige litterater. Nogle har ment, at kvinderne i Jane Austens portrætter er ofre, som ikke er i stand til at forholde sig til de sociale og politiske vilkår, der ligger bag det hele. Andre priser portrætterne, fordi de med en ironisk underspillet kritik fokuserer på, hvordan andre kvinde fra den højere adel fx Lady Catherine de Bourgh anvender deres privilegier til at udføre social kontrol, og hvordan Austen tegner muligheden for en kvindelig agens i patriarkatets stramme rammer. Kvinderne er ikke totalt fortabt, men er vel næppe heller, hvad vi i dag ville kalde emanciperede.
Her er der så anledning til at se på forestillingens valg af spillestil. På premieren morede tilskuerne sig vældig godt. Der var da også lagt et ganske tykt lag af komedie ned over det pastelfarvede univers. Det var, må man konstatere, med til at flytte forestillingen et godt stykke bort fra det ironisk underspillede. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det gjorde noget godt for tilskuerens mulighed for at føle sig forbundet med karaktererne.
Det er, tror jeg, et resultat af valget af en spillestil, der frister nogle til alt andet end underspil. Komedieelementerne nærmer sig karikaturen mere end en præcis satire. Mette Døssing får lov til, som Mrs. Bennet, at slippe sit fulde register ud i en småhysterisk moder. Clara Sophia Phillipsons Lydia bliver i Oredssons instruktion til en figur, der er en morsom, vældig nutidig udgave af en forvorpen teenager, for hvem det aldrig dæmrer, hvad det er, hun udsætter sig selv og familien for. Hun bliver reddet ud af det værste morads af Mr. Darcy. Det ’kommer hun til’ at afsløre for Elisabeth. ”du må flå det ud af mig” siger hun og læner sig frem for at buse ud med det, hun har lovet at holde hemmeligt. Som tilskuer undrer man sig over, hvorfor hun gør det? Komedieelementerne gør, at det ikke bliver ikke klart. En nuance går tabt.
Malte Conradsens udgave af præsten Mr. Collins, får et meget stort kropsligt register, der nærmest giver komedien et strejf af commedia dell’arte. Det sker i en figur, der i silhuet, nærmest giver mindelser om karikaturer af Søren Kirkegaard (en anden, ulykkelig forelsket, født i 1813). Der er etablerer en spændende kontrast i spillestilen. Hvis instruktionen havde kunnet bibeholde lidt af den tyngde, der lå i Malte Conradsen figur i den fine præsentationsscene i første akt, hvor han fortæller om sin situation ind i spejlet, ville en mulig dobbelthed være styrket.
I Oredssons instruktion fremstiller Laura Kjær Jensen en Elisabeth, der helt fra starten er en klar og stærk figur, smilende og munter. Det gør, at dynamikken i figurens bliver mindre, og fører til fornemmelsen af, at det hele måske ikke er så vanskeligt endda. Austens pointe er naturligvis, at Elisabeth indser sin egen fordomsfuldhed i en proces, der gør ondt på hendes egen stolthed. I konfrontationen med Lady De Bourgh, får Mette Døssing givet Elisabeth et præcist modspil. I en truende bevægelse ned mod scenens lavere podier, aner man, at det er farligt at gå op mod den absolutte magt. I forestillingen sker det i prisværdigt diskrete kropslige udtryk og mimik. Selvom komedien her er dæmpet for en stund, glider forestillingen alligevel hen over dette vigtige vendepunkt. Der mangler klart markerede pauser og positioner. Tempoet gør, at det ikke helt lykkes at få dybden i denne konfrontation frem. Det kan jo nå at spille sig ind.
Jane er i Marie Bodas skikkelse den ’fornuftige’, hun venter på Mr. Bingley, som hun elsker, og afslår at gifte sig med Mr. Collins. Hvad er det, der får hende til at afslå frieriet? Hvilken fornuft og hvilke følelser er der tale om (Jane Austen: Sense and Sensibility, 1811)? I Bodas spil er komedieelementet mere dæmpet, men forestillingen får givet for lidt plads til, at hendes forståelse af de forventninger, der er til hende, bliver understreget.
Det er derfor interessant, at Emil Busk Jensen igennem hele forestillingen formår at fastholde sit stive kropssprog, men lader sin mimik, give glimt ind mod noget andet. Han kan give plads til pauser. Også her fungerede flere af de scener, hvor Darcy taler ind spejlet, vældig godt. Især første scene i anden akt, hvor smerten, overvindelsen og intensiteten fik lov til at fremstå på nærbilledet på de store skærme. Mr. Bennet var i Henrik Birchs skikkelse en rolig kontrast, der antydede varme, tryghed og en humoristisk sans. Her blev komediens store armsving undgået. Som Mr. Wickham holder Emil Prenter også et godt og fast tag i sin spradebasse af en skurk. Han kan være vældig overbevisende, og charmerende. Er han blevet et godt menneske? Mon Lydia vil leve lykkeligt sammen med ham til deres dages ende?
Mrs. Bennet og Mr. Collin bliver spillet i nok så forskellige komiske spillestile. Det etablerer naturligvis en kontrast til de øvrige figurer (især de mandlige figurer og Lady De Bourgh). Havde denne kontrast været udnyttet i den modus og i det dobbelte perspektiv, der er lagt ind i scenografiens æstetisk fleksibilitet, ville forestillingen bedre have kunnet tage tilskuerne ved hånden ind i et tvedelt pastelfarvet univers med en lykkelige slutning.
At tro på det gode i mennesket
Jane Austen afslog selv i 1802 et ægteskabstilbud fra den ældste søn af en velhavende godsejer. Austen tegner i Stolthed og fordom muligheden for en kvindelig agens i patriarkatets stramme rammer. I Jane Austen roman fra 1813, finder vi en særlig engelsk udgave af romancen. Romanze betød egentlig ”folkets sprog” eller ”den vulgære tale”, og det blev brugt af romerne til at kendetegne fortællinger, der ikke var skrevet på latin. Herfra glider betydningen i flere faser gennem historien og tager naturligvis farve af forskellige epoker, til det til slut inkluderer fortællinger om kærlighedsrelationer, der formår at overvinde en herskende klasses moral med folkelig modstand. Da Austen skrev sine romaner, var der i England en bølge af ’følsomme dramaer’ på landets scener. Teatret fulgte op på en kulturel bevægelse, der havde sit afsæt i en stærk afstandtagen til det ellers udbredte mørke syn på mennesket og dets iboende ondskab. Det var en bevægelse, der havde religiøse forløbere, hvor troen på det gode i mennesket blev stadfæstet. Det ’gode’ i mennesket var dets iboende medmenneskelighed, hvor medfølelse for andre var lejret inderst i menneskets væsen.
Når romancen finder fodfæste i dag, kan det være et udtryk for, at det er voveligt at tro på det gode i mennesket. Det ligger i kim i forestillingen. Elisabeth tror på det gode i Wickham, men opdager, han er en spradebasse. Der er antydet, hvordan de ”ikke pastelfarvede” (Lady De Bourgh & Mr. Collins & Darcy & Bingley) er repræsentanter for magten uden megen medfølelse for andre. Men Elisabeths og Darcys rejse, som Austen beskriver den, går gennem selvindsigt. Forestillingen viser, hvordan evnen til at se sig selv i spejlet, og erkende hvilke fordomme man selv er i besiddelse af, kan pege mod en vej frem. Forestillingen antyder, at det er Elisabeth, der fra starten har modet til at ’stå frem’ i en bevidsthed om, hvem hun ’er’. Men forestillingen finder ikke er klart udtryk. Der er huller på vejen, som de ’to gode’ går. Erkendelserne Elisabeth gør, forsvinder bag det ret konstante, selvstændigt stolte udtryk, og Mr. Darcys fint tegnede vending risikerer at drukne i de komiske omgivelser.
Det er kærkomment, at teater kan underholde os i dystre tider. Når det hedder ”ej blot til lyst”, er det samtidig en erkendelse af at teatret har et ansvar som en stemme i offentligheden. I denne forestilling er beskrivelsen af ulighed mellem kønnene og sociale klasser, blevet til en skildring af en klog og selvstændigt tænkende kvinde og en god og rig mand i fortidens patriarkalske rammer, men perspektivet for nutiden træder svagere frem. Det er et interessant spørgsmål, om vi – i dag – kan tro på det gode i mennesket?
Stolthed og fordom
Af Jane Austen
Oversættelse Lærke Pade (Gyldendal)
Dramatisering Dicte C. Houmøller
Iscenesættelse Carolin Oredsson
Scenografi & kostumedesign David Gehrt
Scenografisk koncept Josefine Thornberg-Thorsøe
Koreografi Esther Lee Wilkinson
Kompositioner Joëlle Marie McGovern
Lysdesign Thora Eriksen
Lyddesign Aki Shiraishi Bech
Foto Emilia Therese
Medvirkende Laura Kjær Jensen, Emil Busk Jensen, Marie Boda, Clara Sophia Phillipson, Mette Døssing, Henrik Birch, Kevan Nirwan Soliman, Emil Prenter, Jamina Chelina Green, Malte Conradsen
Janek Szatkowski er lektor emeritus ved Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi på Aarhus Universitet.