Hvilken slags vand vil du gerne være?
Spillet om H2O, Secret Hotel i Dokk1
Af Tina Lauritsen
Pludselig følte jeg mig hensat til min konfirmandtid og det nadver-ritual, som jeg var en del af dengang. Det var ritualets transformation af noget til noget helt andet; tranformationen af mit blik fra én optik til en anden. En god fornemmelse faktisk. Som en påmindelse, og den fulgte mig efter forestillingen i min helt egen udtoning langs de verdslige cafeer ved Aarhus Å: Vand er helligt. Det er jo sandt. Både min krop, mine følelser og mit intellekt er lige blevet mindet om det. Så hvorfor glemmer vi det hele tiden?
Secret Hotel har eksisteret siden 1999 og har nu i mere end et årti dedikeret sig til deltagerinddragende forestillinger om, i og med den levende verden, naturen. Med forestillinger som Myrepostyr, Banket for Bier og Under Skov har teatret udviklet sin helt egen stil og stemme i krydsfeltet mellem videnskab, ritual og teater.
Foto Jacob Stage
Denne gang handler det om vand, og efter et lille individuelt indgangsritual ledes vi ind i den teatrale ramme som besøgende i et spaophold: Tøfler, badekåber, vandflaske – vi guides ind af spapersonalets venlige lavmælte stemmer. Indtil videre er kontrakten enkel nok, og vi tøffer én og én ind i scenerummet efter vores guide, som anviser en plads. Min guide kigger roligt på mig, da jeg har sat mig. ’Lige nu føler du dig som en sprudlende kilde’, siger hun, inden hun går ud for at hente den næste. Jeg forstår, at nu bevæger vi os allerede væk fra spaopholdet og et andet sted hen, og jeg prøver at leve mig ind i den sprudlende kilde. Som må være mit personlige mantra her, tænker jeg, da jeg hører de andre deltagere modtage andre ord. Så sidder vi der i vores tøfler og badekåber og danner omkredsen i et tomt ovalt scenerum. To flasker med vand står på gulvet, ellers intet.
Herfra bevæger forestillingen sig videre ind i udforskningen af vandets element. Forløbet veksler mellem meget forskellige indgange: Vi drikker af det uddelte vand (skål!), vi konkurrerer på udsagn om vand, vi lytter til fakta om vand, iagttager performernes rituelle handlinger, hvirvler rundt mellem hinanden (is, flydende vand, damp), deler personlige historier om vand, ligger på gulvet og bytter plads.
Roller og fiktionskontrakt flyder (!!) mere og mere ud efterhånden. Hvem er vi? Hvem er performerne? Er det teater? Eller er det undervisning, en workshop? Hvad er der på spil? Kontrakten destabilliseres, en let desorientering opstår og samtidigt tanken: Gør det egentlig noget? Måske bare gå med og se, hvad der sker?
At være vand
Forestillingen gør som vand: Det flyder, det bevæger sig ind overalt. I havene, i jorden, i kroppene. Vandet cirkulerer rundt overalt, og vi ænser det ikke. Vi har glemt det, taget det for givet, fordi vores adgang til denne livsvigtige ressource aldrig har været truet nok.
Spillet om H2O er ikke en stilmæssig stringent forestilling. Den flyder ud i en stilmæssig mangfoldighed, som ikke helt er til at få hold på undervejs, men som efterlader en virkning. Virkningen af vand.
Den ramte mig, mens jeg lå på gulvet mellem alle de andre deltagere. ’Måske savner vandet i din krop at være hav?’, lød en stemme, mens vi lå der. ’Måske længes vandet i din krop efter at blive genforenet som hav?’ Og ja, det tror jeg faktisk, at det gør ind imellem. Lige der på gulvet blev vandet i min krop virkeligt og nærværende. Og tæt på vandet i alle de andre kroppe, i jorden under os, i atmosfæren, i vandrørene, i havnen udenfor.
Mod slutningen af forestillingen drak vi igen vand af vores små glas. Men denne gang havde vandet, vi delte, rejst en lang vej. Indholdet i vores udleverede vandflasker hældte vi i vandkolben i scenerummets midte, og det løb ganske sagte gennem bomuld, kul, sand og grus i en synlig filtreringsproces for til sidst at ramme mundens sanseorganer i det fælles drikkeritual. Munden sansede kvaliteten, mens hjernen forstod budskabet: Vandet er på evig rejse, og det er ikke ligegyldigt, hvad vi lader det passere igennem. Det afsluttende drikkeritual fungerede i forestillingskonceptet som et bekræftende statement på, at nu har vi, der har været til stede her, bevidnet det. Nu ved vi det. Og hvad man én gang ved, kan man som bekendt ikke være uvidende om.
Teatermegafonen
Teater skal være relevant. Det skal gribe sin helt særlige megafon og råbe samtiden op. Det skal bevæge, flytte noget, ville noget med os. Det vil Secret Hotel med sin insisteren på at sætte menneskers forhold til naturen og det levende kriblende liv på dagsordenen. Og ikke som debatoplæg, men som en sanselig oplevelse, der genskaber forbindelsen, får fat i os på alle niveauer, så vi mærker det, det handler om.
Det er dét, teatret kan, og som Secret Hotel i H2O løfter med sin enkle, men dramaturgisk komplekse iscenesættelse. Jeg ville have ønsket, at der var mere sprudlende kilde, mindre rituel melankoli og besværgelse. Mere dynamik, mere up-beat. Måske mere håb? Men jeg ved også, at det nok er mere ønsketænkning, end hvad der egentlig er dækning for i den her tematik. Jeg er vist nødt til selv at blive til den sprudlende kilde, mens jeg flyder videre i verden med min vandige krop.
’Hvilken slags vand vil I gerne være?’, lød udgangsbønnen, som holdet i H2O sendte os ud i den pulserende virkelighed med. Hvilken slags vand vil du gerne være?
Tina Lauritsen. Cand. mag. i dramaturgi. Leder, terapeut og forfatter.
Se trailer: https://www.youtube.com/watch?v=OrdS0vTi6y4&t=15s
Spillet om H2O, Secret Hotel i co-produktion med Kolding Egnsteater og Earthwise Residency
Dokk1, Aarhus Festuge
Idé & iscenesættelse Christine Fentz
Performere & medskabere Julienne Doko, Charlotta Grimfjord Cederblad