Kaj Nissen (1941 – 2026)
Af Stig Jarl
Kaj Nissen. Foto: Kristian Kjær Nielsen
For mange professionelle teaterfolk under 50 år vil navnet Kaj Nissen være ukendt; men i 1970erne og 80erne var han en af de dramatikere, der var med til at præge dansk teater. Faktisk så meget, at han kunne kalde sig ”levebrødsdramatiker”. I disse år skrev han især til radioteatret og gruppeteatret – men leverede også stykker til både TV og institutionerne. I midten af 90erne flyttede Kaj Nissen tilbage til sin hjemstavn i Sønderjylland og blev mere usynlig i den professionelle verden. Til gengæld blev han her kendt som aktiv i det lokale kulturliv og flittig leverandør af tekster til amatørteatret.
Kaj døde i midten af august efter en del års sygdom. Jeg havde truffet ham i gruppeteatersammenhæng i 1970erne, men lærte ham bedre at kende – som et utroligt behageligt og vidende menneske – da jeg i begyndelsen af 80erne var administrator på egnsteatret Dueslaget sammen med hans daværende kone, Anette Nissen. I begyndelsen af 90erne var jeg i et års tid leder af teaterforlaget Drama, hvor de fleste af hans trykte værker blev udgivet.
Internationalt anerkendt radiodramatik
Det var i radioteatret, der i 1960erne var rugekasse for unge dramatikere, Kaj Nissen fik sit gennembrud. Hans stykker var ofte skabt som sindrige konstruktioner, der udnyttede de radiofoniske muligheder for at springe mellem forskellige fortælleplaner. Det kom ikke mindst til udtryk i hørespillet Orfeus vender sig og ser på Euridike (1970), hvor det øjeblik Orfeus vender sig, både er stykkets ramme og indhold.
Det blev til 16 radiospil, hvoraf både Den Sorte Død (1979) og monologen Liden Kirsten (1988) blev belønnet med den internationale mediepris Prix Futura, som havde fokus på eksperimenterende programmer. Begge spil er senere produceret af flere udenlandske radiofonier.
Hørespillet var på mange måder en ideel form for Kaj Nissen, som her i højere grad end i scenedramatikken kunne lade sine karakterers tanker komme til udtryk i poetiske, eksistentielle monologer.
I en periode i 1970erne var han medlem af Radioteatrets dramaturgiat, hvor han efter eget udsagn læste flere tusinde manuskripter.
Klassikeradaptationer
Tidligt i sin karriere havde Kaj Nissen fat i klassikerne, som ofte fik en twist med en politisk (men ikke firkantet) morale. I 1970 var det Holbergs fortælling om Niels Klim, som han først bearbejdede til radio og herefter. i samarbejde med instruktøren Kaspar Rostrup i 1973, videreførte til totalteater på Gladsaxe Teater. Endelig kom stykket i 1985 til TV i tre dele, hvor Klim udviklede sig til en tyrannisk diktator, der endte med at kaste udryddelsesbomben mod træernes planet, der repræsenterede oplysningstidens idealstat.
Tilsvarende fri var bearbejdelsen af Voltaires Candide, som ligeledes både fik en radioteaterversion (Candide eller Pessimismen 1973) – hvor historien var ført op til nutiden med bombeterror og kemisk krigsførelse – og en sceneversion (igen i samarbejde med Kaspar Rostrup) på Klarateatern i Stockholm (Optimismen, 1975).
Hans dramatisering af Ditte Menneskebarn fokuserede på romanens sidste del og blev opført både på Malmö – og Göteborg Stadsteatern (1979) samt på Folketeatret i 1984. Gladsaxe Teater opførte en tæt bearbejdelse af Schillers Røverne i 1985.
Til bearbejdelserne hører også Stodderne, der er baseret på Justesen Ranchs skolekomedie, Karrig Niding, fra slutningen af 1500-tallet. Historien om den sygeligt nærige ægtemand, der til slut narres af sin kone og hendes elsker, var skrevet til Team Teatret i 1976 og blev senere spillet af bl.a. Natholdet (på Københavneren i 1986) og mange amatørteatre.
I artiklen ”En teaterdramatisering af Ditte Menneskebarn” (Nissen 1994, Tidsskriftet Nordica Bd. 11 p. 185-194) forklarede Kaj Nissen om sin ”metode”: hvordan han havde søgt at ”skrælle alle udenværkerne bort” og herefter, at ”hver scene skal bygges op på sin egen iboende spænding, med et godt afsæt, gerne et vendepunkt i scenen, hvor magtforholdet skifter, samt en god og kontant udgang.” (p. 193)
Gruppeteatrets ’formuleringsekspert’
I 1970erne blev gruppeteatrene de helt store forbrugere af ny dansk dramatik. Teatergruppen Banden, som var en af de tidligste grupper, søgte et fastere samarbejde med en dramatiker og fik med Kaj Nissen en dramatiker, som et langt stykke af vejen var indstillet på at stille sin pen til rådighed for en kollektiv skabelse. Det blev bl.a. til Drømmen om Balder (1972), Prometheus (1973) og ikke mindst Du’r han, hvor det endelige manuskript, som skuespilleren Geert Vindahl brugte, bestod af nogle få papirlapper som kunne støtte hans improviserede dialog med publikum. I længden var det imidlertid ikke tilfredsstillende for Kaj Nissen at være reduceret til ’formuleringsekspert’ for kollektivet. I flere artikler og interviews forklarede han udfordringen mellem på den ene side at levere teksten, og så alligevel ikke være rigtig med i bevægelsen; ikke kunne følge sin tekst helt til dørs.
Samtidig var hans grundholdning konstruktiv åben: ”Hvad jeg skrev, det skrev jeg… og det står til at ændre”.
Alligevel fortsatte han med at skrive for mange af teatergrupperne – Bådteatret og specielt Team Teatret og Dueslaget. Her var markedet, og jeg tror også, at han trivedes i miljøet.
En del stykker gav kapitler og personer fra Danmarkshistorien en kritisk vinkel, som f.eks. Hans Egede (Fiolteatret, 1972), Jens Munk og Månekongen (begge Bådteatret, 1981 resp. 1982); mens andre var var baseret på research i børne- og ungdomsmiljøet, som Det er bare noget vi spiller (skrevet til Team Teatret 1978 og siden opført af både Banden og Dueslaget).
Op gennem 70erne blev det til flere stykker til Teatergruppen Dueslaget, der fra 1980 blev egnsteater i Birkerød kommune. Bl.a. Maj og Viola (1979), Til verdens ende på knivens æg (1980) og det store egnsspil, Rottefængeren (1983), som Dueslaget producerede sammen med lokale amatører som et farvel til kommunen, der efter fire år ikke længere ønskede at bruge penge på et egnsteater.
Da Dueslaget herefter flyttede til Helsingør, trådte Kaj Nissen til som både styrelsesmedlem – han havde organisatorisk erfaring fra mange år i Dramatikerforbundets bestyrelse – og som husdramatiker, og han fik hermed den fastere tilknytning til en teatergruppe, som han havde efterlyst. Fra den tid stammer bl.a. ungdomsforestillingen Stadsmusikanterne (1985), der blev indstillet til en Jeppe-pris, og egnsspillet Nitterdrengene (1986) om tidligere tiders børnearbejde på Helsingør Værft.
Egnsspil og eventyr med twist
Flere af Kaj Nissens stykker tager afsæt i eventyr eller inddrager elementer fra myter (Fx Orfeus, Prometheus og Balder) og folketro, som det ses i flere af de mange egnsspil (18 stk.), som han skrev til enten professionelle teatre, der samarbejdede med amatører eller til rene amatørprojekter. Rottefængeren leverede i rammen af den kendte fortælling en skarp kritik af magthavere, sociale uligheder og tilbøjeligheden til at vælge kortsigtede løsninger, og i Holger Danske (Bådteatret og Helsin-gør Dramaklub, 1983) rejste den slumrende kæmpe sig for at finde en gæv dansk mand, det var værd at trykke på næven.
I 1994 flyttede Kaj Nissen tilbage til sin hjemstavn i Sønderjylland, hvor han blev aktiv i det lokale kulturliv – ikke mindst omkring amatørscenen Det Lille Teater i Gråsten, hvortil han i 2013 havde skrevet det to-sprogede stykke Grænsen/Die Grenze, som han også selv instruerede.
Men også i den anden ende af Jylland – hos Fyrspillene i Sydthy, der har tradition tilbage til 1984 – fik Kaj Nissen et tæt forhold til de lokale amatører. Fra 2004 til 2018 leverede han otte spil, som alle var baseret på research i lokalhistorien.
Tekster for amatører
90erne, 00’erne og 10’erne stod for Kaj Nissen i amatørteatrets tegn. Mange af hans skuespil blev udgivet på Teaterforlaget Drama, men han udgav også selv årligt på eget forlag (KNtekster) i perioden 1993-99. En del stykker var for ældre amatørskuespillere. Bl.a. I baobabtræets skygge (1998) skrevet i direkte for Værkstedet Ældreteatret af 1997 (og oversat til både tysk, fransk og litauisk).
Nogle er lette og morsomme, som stykket om Espen af Syvtallet (Drama 1991), som har ligget med prinsessen og som straf skal hente en tønde drageblod. Men for magthaverne var det fint med en drage, så de er parate til at hænge Espen. Så er det godt at prinsessen har fulgt ham i forklædning og kan redde hans skind, så de igen kan ende i sengen, mens fjerene drysser omkring dem. Medlemmer af hendes slægt af vise, vittige og villige kvinder,der tager styringen og ofte redder den mandlige ”helt”, er ikke usædvanlige i Kaj Nissens dramatik.
Andre er ganske tunge og lastet med eksistentialistiske monologer og ikke sjældent skruet lidt labyrintisk sammen. Kaj Nissen var i højere grad tankens end handlingens dramatiker, som det bl.a. fremgår af Kvinderne fra Kaliensk (1994) – et meget mørkt stykke med strejf af absurd humor, om hvad krig gør ved både kvinderne derhjemme og mændene, der vender hjem. Kvinderne prøver at bryde med den voldelige verdensorden, men opdager, at de ikke kan bekæmpe volden uden selv at blive viklet ind i dens logik.
Kaj Nissen efterlader sig et enormt ouevre: Mere end 130 skuespil og en mængde oversættelser – både af skuespil (bl.a. af Martin Sperr, Franz Xaver Kroetz, Harold Pinter og Tabori) og faglitteratur (Peter Brook, Charles Marowitz og Ralf Långbacka).
På Kaj Nissens hjemmeside, som fortjener at blive bevaret, er både registranter over hans produktion indtil 2009 og online-adgang til mange skuespil og artikler. Desuden er der via projektet Danmarks Dramatiske DNA – et samarbejde mellem Dramatikerforbundet og Det Kongelige Bibliotek – adgang til danske dramatekster gennem almindelige søgninger i Det Kongelige Biblioktek.
Via Mediestream, som man i hvert fald som universitetsmenneske har adgang til, kan man efter log in høre flere af hans hørespil (bl.a. Liden Kirsten og Den Sorte Død), hans TV-dramatisering af Niels Klim ligger på DRs hjemmeside og via DR-arkivet på Det Kongelige Bibliotek kan man se både novellefilmene Abelone (1992) og Mathias (1991) samt et par afsnit af TV-serier, som han har bidraget til.
Stig Jarl, lektor Emeritus