Anmeldelse af Good Enough? på Bora Bora
Himherandit production
Af Nete Brix Bønsdorff Rasmussen
Hvornår performer vi for at blive elsket og hvornår performer vi fordi vi er elsket? Disse spørgsmål bliver rejst i Himherandit’s forestilling Good Enough? som havde danmarkspremiere på Bora Bora i forbindelse med Aarhus festuge. Performance kompagniet med sin stærkt forankrede queer identitet sætter usikkerhed og frygten for at være utilstrækkelig op imod styrken i at finde en flok og en selvvalgt familie. Man kan spørge sig selv, om det i virkeligheden kan være så simpelt, at venskab kan redde dig fra din følelse af ikke at være nok? Men jo, svarer det Aarhus baserede Himherandit productions. Det at finde fællesskab kan betyde alt, særligt for queer personer. Denne fortælling danser hen over scenen med så meget hjertevarme, at jeg på vej hjem fra teatret må sende en lydbesked til min egen fundne familie og råbe ind i min telefon der midt på fortovet, ”Jeg elsker jer!”
Det nøgne og personlige
At beskrive Good Enough? som en afklædt forestilling fungerer både i bogstavelig og overført betydning. Det mest gennemgående virkningsfulde greb er hvor meget de tre performere, Aris Papadopoulos, Paola Drera og Theo Marion-Wuillemin, giver af sig selv. Mens publikum sætter sig til rette, kommer de op hver især og hilser og giver hånd. ”Hi, what are your names? My name is Theo and I’ll be performing for you tonight.” De er klædt i hvad der kunne være deres personlige dansetøj og optræder, så at sige, som dem selv gennem forestillingen. De låner således deres egne fortællinger som materiale til forestillingen. Fra deres egne fødselshistorier til hjemmefotograferede billeder fra barndom og ungdom deler Paola, Aris og Theo generøst ud af dem selv. Også Jeppe Cohrts scenografi lader de tre dansere være i fokus. Rummet er helt hvidt og kun tre mikrofonstativer og tre uanselige sorte stole udgør rummets arkitektur. De tre performere, deres kroppe og historier og fotografier får lov at fylde rummet ud. Det føles som en meget personlig oplevelse at se Good Enough? Vi lærer performerne at kende, og ved at de deler ud af sig selv kommer de også ind under huden på os. Man føler som publikum at man har en tydelig part i den udveksling og de relationer der skabes imellem Paola, Aris og Theo og alle os i salen.
Foto: Himherandit
En krampagtig performance, der får publikum til at klappe
Ved at de tre dansere giver så meget af dem selv, bliver det også det tydeligt, hvor meget de gør sig umage for at performe for os. Selvom anstrengelserne måske er forstørrede eller overdrevene med komik og glimt i øjet, kan det være svært ikke at føle et ansvar for den udmattelse de føler, når deres bevægelser og stemmeføring bliver krampagtige og groteske. ”Is this good?” spørger de, mens de nærmest har svært ved at få vejret. De har smidt alt tøjet og står helt nøgne foran os på stolene og poserer og viser alt de kan. ”Is this shit?” Panikken melder sig. De spørger os direkte. Vi er de tiltalte, hvis anerkendelse de er desperate efter. Da de råbende og grædende falder til jorden i deres udmattelse kommer der et opmuntrende og måske lidt akavet bifald fra publikum. Der er ikke lagt op til bifald i dette moment, men det føles som om vi som tilskuere har et behov for at svare på deres desperate spørgsmål og sige, ja ja, det er helt okay.
Tidligere har forestillingen via et lydspor spurgt ”What drives the desire to perform (…) and what happens in such an exchange?” Forestillingens instruktør, Andreas Constantinou, besvarer spørgsmålet allerede i den allerførste scene. Her høres hans stemme, mens de tre performere, siddende på hver sin stol og henvendt til publikum, synkront mimer hans speak, der fortæller om hans drive som kunstner (nævn evt et eksempel på indholdet i hans speak). Det skaber en form for transparens omkring forestillingens konstruktion, samtidig med at grebet er enormt konstrueret. Og sjovt! Himherandit iscenesætter med Good Enough? selve performance situationen og herunder den udveksling der sker mellem scene og sal, når nogen optræder. De magtforhold og relationer, der opstår mellem performerne og tilskuerne og de følelsesmæssige påvirkninger præstationspresset har på de dansene bliver reflekteret og sat på spidsen gennem dansernes krops- og stemmebrug. Selv når poseringer og bevægelser udføres krampagtigt, skaber danserne utroligt smukke former med deres kroppe.
Foto: Himherandit
At finde sin familie
Både bevægelser og følelser opnår en større frihed efter forestillingens vendepunkt. På hver sin måde fortæller de tre dansere om hvordan de endte med at finde hinanden og hvordan det har påvirket deres liv. På den ene eller den anden måde er hver af deres historier relaterbare, i det de handler om hvordan man enten ikke har passet ind, har gået på kompromis med sig selv for at være god nok, eller har ladet sig blive afhængig af andre for at føle sig værdig. Deres personlige historier har en grad af almengyldighed. I forestillingen forekommer vendepunktet lidt som en ’men alting ændrede sig da jeg fandt min flok’. Den måske naive historie om styrken af venskab bliver livsbekræftende og rørende gennem måden de fortæller om hinanden og giver os et glimt ind i deres indbyrdes relationer. Det er så fyldt med glæde og indbyrdes kærlighed, at det får mig til at græde. Jeg kommer til at tænke på min egen fundne familie og venner, som er en dybt forankret overlevelses- og modstandskraft i queer miljøer. For dem, der skal kæmpe særligt hårdt for at ’passe ind’, kan det at finde et fællesskab, hvor man ikke behøver at kæmpe være en kilde til styrke, glæde, frihedsfølelse og ja overlevelse. For queer folk, der førhen og stadig i dag bliver bortvist fra deres familier og miljøer på baggrund af deres identitet, kan det at finde queer fællesskaber være det der redder en. Himherandit lader altid deres queer forankrede identitet være en grundingrediens i deres produktioner.
I Good Enough? er det i form af en fejring af queer fællesskaber, men det fremføres samtidigt på en måde, hvor det personlige bliver alment. Ved at vise deres personlige fællesskab for os mindes vi om vigtigheden af disse fællesskaber i vores eget liv. Budskabet cementeres endnu mere, da iscenesætter Andreas Constantinou kommer op på scenen med en mikrofon og beder os om at huske at fortælle de mennesker i vores liv, som støtter os og holder af os, at vi elsker dem. På mange måder et simpelt budskab, men fremsagt med så meget inderlighed og kærlighed at det rammer plet.
At performe for at blive elsket eller performe fordi vi er elsket
Der findes et tydeligt budskab i Good Enough? om at det at finde et fællesskab kan frisætte en fra behovet for at præstere for at være god nok. Men i det budskab ligger der også, at det at finde sin flok kan give dig lysten til at udtrykke dig, til at skabe og til at lege. Vi bliver på Bora Bora vidne til hvordan Paola, Aris og Theo har fundet et kunstnerisk samarbejde der rækker langt ud over øvelokalerne, men som i forestillingen gør dem legende og udforskende i deres dans. Det er tydeligt at det er en kærlighed, der driver deres performance. Det var både glædesfyldt og livsbekræftende at få lov at blive lukket med ind i flokken for en aften.
Good Enough? spillede på Bora Bora fra 02.09 til 05.09 2026.
Medvirkende: Aris Papadopoulos, Paola Drera, Theo Marion-Wuillemin
Instrueret/koreograferet af: Andreas Constantinou
Teknisk leder og Scenografi: Jeppe Cohrt
Lys- og videodesign: Christoffer Brekne
Nete Brix Bønsdorff Rasmussen er kandidatstuderende på Dramaturgi på Aarhus Universitet.