Anmeldelse af Sisyfos – et rullespil på Teater Katapult

Anmeldelse af Sisyfos – et rullespil
Af Lasse Plath Galsgaard

Stenen bliver sendt op ad bakken igen og igen i en forestilling, der både lever af og kæmper med sin egen gentagelse.

Henrik H. Hedemark i rollen som Sisyfos på scenen med Steen.
Foto Melissa Haslund


I den græske mytologi er Sisyfos dømt til for evigt at skubbe en tung sten op ad et bjerg, blot for at se den rulle ned igen, lige før han når toppen. Straffen ligger ikke kun i anstrengelsen, men i gentagelsen: den samme bevægelse, den samme forventning og det samme nederlag, igen og igen.
Det er denne cirkulære bevægelse, Teater Rullestens Sisyfos! bygger videre på. Her er det ikke kun stenen, men også Sisyfos selv, der vender tilbage til udgangspunktet. Forestillingen ved godt, at den går i ring. Problemet er bare, at bevidst repetition stadig er repetition.

En mand, der aldrig tager fejl
Det er ellers en både enkelt og effektiv idé, Teater Rullesten har fundet frem til. Deres Sisyfos er ikke den tavse, lidende mand med stenen, som man måske forestiller sig, når man hører navnet. Han er en højtråbende selvmytolog, der tager imod publikum. Til WWE-musik og chants af sit eget navn træder han ind i Tartaros med en selvtillid, der ikke lader sig anfægte af, at han bogstaveligt talt befinder sig blandt underverdenens værste skikkelse. For Sisyfos er anderledes. Han er ikke blevet straffet, fordi han er et dårligt menneske. Guderne kunne ganske enkelt ikke tåle, at han var klogere end dem.
Dermed flytter forestillingen hurtigt den gamle myte ind i en meget genkendelig samtid. Sisyfos kunne uden større besvær have siddet med en mikrofon foran sig, et kamera i hjørnet og hundredtusindvis af følgere på sociale medier. Hans konstante insisteren på sin egen storhed leder tankerne hen på Andrew Tate og manosfæren af podcastere og internetpersonligheder, der har gjort en særlig aggressiv forestilling om maskulinitet til både identitet og forretningsmodel. Tate har selv opbygget sin onlinepersona omkring rigdom, styrke, et bestemt kvindesyn og forestillingen om at slippe ud af den såkaldte ”Matrix,” mens et større miljø omkring ham har videreført beslægtede fortællinger om traditionelle kønsroller, mandlige hierarkier og selvoptimering.
Hos Sisyfos bliver forbindelsen efterhånden helt eksplicit. Han taler om alfaer og betaer, ”high-value males” og om at tage ”the red pill.” Hvis en mand vil respekteres, må han ifølge Sisyfos være den højeste autoritet i lokalet. Kvinder skal have retning, andre mennesker skal indordne sig, og enhver afvisning kan omfortolkes til endnu et bevis på, at verden ikke forstår den overlegne mand, den står over for.
Det morsomste og mest præcise ved grebet er imidlertid, at Teater Rullesten ikke behøver at opfinde en moderne influencer og derefter sammenligne ham med Sisyfos. De gør simpelthen Sisyfos til influenceren. Hans gamle bedrifter bliver content. Hans traumer bliver til selvhjælpsfilosofi. Hans forbrydelser bliver anekdoter, hvor den egentlige skurk altid viser sig at være en anden. Selv Tartaros kan indgå i hans personlige brand som endnu et eksempel på, hvordan magthaverne forsøger at holde en stor mand nede.
Satiren er ikke subtil, og forestillingen gør heller ikke noget større forsøg på, at den skal være det. Grebet giver den flere tusind år gamle figur en overraskende naturlig plads i vores egen tid. Sisyfos er stadig manden, der bliver ved med at skubbe den samme sten op ad det samme bjerg. Teater Rullestens bedste idé er, at han samtidig er blevet manden, det fortæller den samme historie om sig selv igen og igen, indtil han endnu en gang har overbevist sig selv om, at han er helten.

Fanget i sit eget ekkokammer
Det er ikke kun i teksten, at Sisyfos står stille. Også scenografien arbejder med forestillingen om et menneske, der konstant tror, at han bevæger sig fremad, uden reelt at komme nogen vegne. Rummet består i al sin enkelthed af fire søljer, der skifter farve undervejs. Det er meget begrænset visuelt greb, men netop denne begrænsning passer overraskende godt til forestillingens tematik. Farverne kan ændre sig, stemningen kan forskydes, og Sisyfos kan bilde sig ind, at han nærmer sig Elysion, men søjlerne bliver stående præcis dér, hvor de hele tiden har stået.
Det samme gælder Sisyfos selv. Han kan skifte mellem at betragte sig som konge, offer, alfahan, gud og helt, men bag de forskellige identiteter findes den samme mand. Det bliver særligt tydeligt, da han opdager, at lyset ændrer sig, i takt med at stenen bevæger sig op ad bjerget. I stedet for at overveje, hvorfor han stadig ikke bliver fri, forsøger han ganske enkelt at snyde sig til forløsningen ved selv at ændre lyset og erklære sin ankomst til Elysion.
Her bliver scenografien næsten en fysisk manifestation af hans selvbedrag. Hvis virkeligheden ikke passer til fortællingen om Sisyfos, kan fortællingen blot justeres.
Det samme princip gør sig gældende i forholdet mellem Steen og Jesper. Stykket fremstiller Steen som Sisyfos’ indre tanker og Jesper som hans samvittighed. Steen bliver dermed den perfekte samtalepartner for en mand som Sisyfos: en stemme, der igen og igen bekræfter hans forklaringer, griner med ham og gør hans verdensbillede lettere at opretholde. Jesper har den modsatte funktion. Han stiller de spørgsmål, Sisyfos helst vil undgå, og forsøger at tvinge ham til at konfrontere konsekvenserne af sine handlinger.
Det er en enkel, men effektiv måde at gøre en indre konflikt synlig på scenen. Sisyfos er på én gang omgivet af stemmer og dybt alene. Han har sin samvittighed stående lige foran sig og sit eget ekkokammer inden for rækkevidde, og næsten hver gang vælger han den stemme, der fortæller ham, at han allerede har ret.
Samtidig begynder forestillingens begrænsninger også at træde tydeligere frem her. Når både scenografien, dialogen og Sisyfos’ tankemønster er organiseret omkring den samme fastlåshed, opstår der efterhånden en mærkbar monotoni. Det er tematisk præcist i forhold til stykkets idé, men tematisk præcision er ikke nødvendigvis det samme som dramatisk variation.

Stenen ruller ned igen og igen og igen…
Det er her Sisyfos! for alvor støder ind i sit eget paradoks. Forestillingen er bygget op omkring en hovedperson, der igen og igen får mulighed for at forstå sig selv, men som hver gang finder en ny forklaring, der kan fritage ham for ansvar. En historie bliver fortalt, Jesper prikker hul på den, Sisyfos vakler et øjeblik, hvorefter han finder en ny måde at fremstille sig selv som offer, helt – eller begge dele på én gang.
Efterhånden bliver mønstret så tydeligt, at forestillingen risikerer at gentage sin pointe snarere end at udvikle den. Vi ved, hvor samtalerne er på vej hen. Vi ved, at Sisyfos vil forsvare sig, at Steen vil bekræfte ham, og at Jesper vil forsøge at få ham til at se noget, han ikke ønsker at erkende. Bevidst repetition er stadig repetition, og selv når grebet passer perfekt til figuren og forestillingens tematik, kan det være tungt.
Netop derfor virker det stærkt, at forestillingen mod slutningen lader os tro, at cirklen måske endelig kan brydes. Efter flere års stilstand begynder Sisyfos for første gang at indrømme, at problemet måske ikke udelukkende ligger hos guderne. Han erkender, at han lyver, og Jesper forsøger at overbevise ham om, at han stadig har mulighed for at være ærlig over for sig selv.
Det kunne have været forløsningen. I stedet fortæller Sisyfos historien om Zeus og Aigina og den ene handling fra sit liv, der igen kan få ham til at fremstå som helt. Han har trodset Zeus og hjulpet en far med at finde sin datter og bliver derfor ikke straffet for sine synder, men for sit mod. På få øjeblikke har han genetableret præcis det verdensbillede, der ellers var begyndt at slå revner.
Dermed er vi tilbage ved begyndelsen. Sisyfos vil igen op ad bjerget, igen tilbage til de levendes verden for at lære andre, hvordan de bør leve. Han er helten igen. Sten giver ham ret igen. Stenen skal rulles igen.
Det er ikke nogen særlig tilfredsstillende slutning, men det er samtidig vanskeligt at forestille sig en mere forløsende én, uden at forestillingen dermed ville svigte sin egen grundidé. Sisyfos! ved udmærket, at den går i ring. Problemet er blot, at bevidst repetition stadig er repetition. Samtidig ville forestillingen miste noget afgørende, hvis den faktisk lod sin hovedperson komme nogen vegne.

En effektiv cirkel
Det efterlader Sisyfos! som en forestilling, der er lettere at beundre for sin konsekvens end at lade sig opsluge af. Teater Rullesten har fundet en skarp, nutidig indgang til den gamle myte og bruger den til at tegne et morsomt, ubehageligt og til tider overraskende sårbart portræt af et menneske, der hellere vil omskrive hele verden end erkendte, at han selv kunne være problemet. Når forestillingen fungerer bedst, er koblingen mellem den evigt rullende sten og Sisyfos’ lige så vedvarende selvbedrag både enkelt og virkningsfuld.
De to medvirkende, Henrik H. Hedemark og Hiwa Van Schayk, fortjener samtidig ros for at holde liv i et materiale, der stille betydelige krav til sine performere. Det er en energisk og legende kvalitet i deres samspil, som giver forestillingens mange verbale konfrontationer fremdrift, og de formår konsekvent at finde komikken i en tekst, der hele tiden balancerer mellem det groteske og det alvorlige.
Det ændrer imidlertid ikke på, at Sisyfos! ofte bliver fanget i sin egen konstruktion. Den gentager, fordi gentagelsen er en forudsætning for dens dramaturgiske idé, og den frustrerer, fordi dens hovedperson nødvendigvis må være frustrerende. Resultatet er derfor ikke altid tilfredsstillende teater, men det er på sin egen stædige måde effektivt. Stenen når aldrig toppen, Sisyfos lærer aldrig for alvor sin lektie, og forestillingen ender omtrent dér, hvor den begynder. Måske kunne den heller ikke ende andre steder.

Lasse Plath Galsgaard studerer dramaturgi på Aarhus Universitet.