Anmeldelse af Samtalen: Det der løfter og det der dræner
Anmeldt af Christian Kavin Simonsen
Med den mængde tid vi mennesker bruger på at snakke med hinanden – ude, hjemme, på arbejdet og omkring spisebordet – og med den massive erfaringsbank fra generationer på generationer af mennesker, der har talt med hinanden hver dag i tusinder af år, skulle man tro at vi efterhånden var blevet ret gode til det, allesammen. Alligevel er vores møder med andre mennesker ofte fyldt med fumlen og misforståelser, og det er efterhånden blevet til en kliché at snakke om ikke at kunne fordrage smalltalk.
Katrine Kent og Pernille Bandholm Jakobsens nye bog, Samtalen, med undertitlen Det der løfter og det der dræner, handler om de usynlige strukturer der former vores samtaler. Meget er skrevet omkring sprogets tvetydighed, men hvad hvis vi simpelthen ønsker at blive bedre til at have gode samtaler? Dette er det centrale spørgsmål som Jakobsen og Kent søger at takle i denne nye udgivelse.
Begge forfattere har baggrund som selvstændige konsulenter. Kent og Jakobsen har hver især, sideløbende med deres respektive forfatterskaber, særligt arbejdet med henholdsvis coaching og facilitering af samtalerum. Katrine Kent er cand.mag. i psykologi og dansk, mens Pernille Bandholm Jakobsen er cand.mag. i æstetik og kultur.
Kent og Jakobsen arbejdede tidligere sammen på bogen Tag teten: en guide til dig, der faciliterer møder og workshops (sammen med medforfatter Mette Ullersted). Uden at gå for personligt til værket vil jeg sige, at det er denne bog, der danner basis for mit hidtidige bekendtskab med begge forfattere, og det vil givetvis også være tilfældet for flere andre læsere. Tag teten og Samtalen har flere fællestræk. De to bøger deler den samme letforståelige, men akademisk funderede tone (og i et vist omfang lignende grafiske udtryk, med tilbagevendende brug af enkle modeller, med mere eller mindre håndlavet præg), men adskiller sig deres tilgang til deres genstandsfelt.
Mens Tag teten måske groft kunne siges at tendere mod at være præskriptiv i sin udformning – En form for “how-to”-guide ind i facilitering fyldt med fremgangsmetoder og forslag til workshopstrukturer – er Samtalen til en vis grad mere deskriptivt anlagt. Mens teksten ofte konkluderer afsnit med et par simple forslag til praktiske take-aways, bruger Jakobsen og Kent det meste af bogens knap 150 sider på at blotlægge de mere eller mindre underbevidste dynamikker under samtalens overflade. Bogen tager disse dynamikker, som vi til hverdag ofte tager for givet, under analytisk behandling i hvad, forfatterne ret poetisk i bogens indledende kapitel kalder “en lovprisning af samtalens mysterium”. Dette alt sammen med udgangspunkt i antropologiske og psykologiske studier og andre faglitterære udgivelser, her “oversat” til kortfattet og letforståeligt “hverdagsdansk” og udbygget med Jakobsen og Kents egne erfaringer fra mange års professionelt arbejde med samtaler.
Den centrale tese er herunder, at den bedste måde at blive bedre til, så at sige, at navigere udenom hyppige samtalefælder, er at blive mere bevidst om de mønstre, vores samtaler allerede følger og at blive mere aktivt opmærksom på de ubevidste valg, vi hele tiden tager, når vi snakker med hinanden. Bogen trækker særligt på forskning af Allison Wood Brooks (2025) og på Daniel Golemans skriverier om social resonans (Goleman 2017) blandt andre. Jakobsen og Kent beskriver desuden selv Joachim Bauers beskrivelser af spejlneuroner og intuitiv kommunikation (Bauer 2006) som centrale for deres forståelse af nærværet og den kropslige tilstedeværelses rolle i den gode samtale (Kent & Jakobsen 2026: 147)
I kraft af denne akademiske forankring er bogen i overvejende grad positioneret som en fagbog først og fremmest (og ikke f.eks. som en selvhjælpsbog), og derfor vil den sandsynligvis særligt finde et publikum blandt professionelle facilitatorer, konsulenter, coaches eller akademikere og lignende, og den vil givetvis kunne bidrage med interessante perspektiver på tværs af fagligheder, der på den ene eller den anden måde er betinget af den gode samtale. Det er dog værd at pointere, at bogens udtalte formål egentlig slet ikke er at gøre os til bedre professionelle kommunikatorer. I stedet er Jakobsen og Kents målsætning, som udlægges både i det indledende kapitel og i et manifest ved bogens slutning, at klæde læseren på til at få mere ud af alle de andre samtaler i vores liv udenfor den professionelle og faglige kontekst:
“Der er skrevet mange bøger om professionelle samtaler som coaching, konflikthåndtering eller facilitering. Denne bog handler om alle de andre samtaler, som vores liv også består af: de uplanlagte og spontane. Dem, som ikke på forhånd har en aftalt form, eller et tydeligt formål.” (Kent & Jakobsen 2026: 8)
Bogen henvender sig hermed også til et helt andet, ikke-professionelt kommunikerende publikum. Ikke som en selvhjælpsbog som sådan, men som en form for fagbog om selvforbedring. Det er en bog, der er dybt optaget af teori, men også en bog med et udpræget praksisorienteret outlook.
I bogens indledende kapitler introduceres en generaliseret model over samtalens udvikling og forløb, efterfulgt af to trekantsmodeller over henholdsvis en række nøgletendenser i vores samtid, der har gjort det sværere at være nærværende i vores hyperforbundne, digitale og tempofyldte samtid – Tre “supermagneter” der trækker i vores energi og opmærksomhed – og tre følelsesregulerende systemer, der påvirker den måde, vi agerer i samtaler – sidstnævnte i høj grad inspireret af Paul Gilbert (2010). Disse modeller fungerer som holdepunkter i meget af det følgende.
Herefter behandler bogen i adskilte kapitler forskellige delelementer af samtalen. Herunder kan særligt fremhæves længere diskussioner om nærvær og forskellige måder at lytte på i en redegørelse, der går ud over det efterhånden lige lovligt velbetrådte aktiv/passiv-lytten-paradigme.
Bogens sidste (og længste) kapitel vedrører de måder samtaler bevæger sig dynamisk mellem forskellige yderpunkter – her benævnt som samtalepoler – så som spændet mellem det
individuelle og det fælles, eller det konkrete og det abstrakte. Denne redegørelse er meget gennemgribende og relativt afskåret fra diskussionerne i de tidligere kapitler, og lige her kommer teksten til at fremstå måske en anelse for didaktisk redegørende, netop idet man måske kunne ønske, at teksten i stedet begyndte at samle trådene fra de tidligere kapitler i et mere helstøbt overblik. Dette trækker dog ikke fra det faktum, at bogen overordnet excellerer i at gøre en stor mængde ret kompleks samtaleteori let spiselig uden at miste de iboende nuancer.
Kent og Jakobsens tilgang med at opsætte bogen i stringent emneopdelte og relativt alenestående kapitler bidrager til en tekst, der er nem at læse (og genlæse) i bidder, omend også til en følelse af en struktur, der ikke nødvendigvis bygger op til en konklusion, så meget som den bare “runder af”, idet den når omkring det, den har på hjerte.
Det er måske også for meget forlangt, at en bog om noget så diffust og mangefacetteret som samtalen nogensinde skulle kunne fremstå helt stringent afgrænset og helstøbt. Med Samtalen giver Jakobsen og Kent et litterært indspark, der både kommer vidt omkring og formår hele tiden at holde et skarpt fokus på det konkrete og det anvendelige.
Referencer:
Kent, Katrine & Pernille Bandholm Jakobsen (2026). Samtalen: Det der løfter og det der dræner. Content Publishing
Bauer, Joachim (2006). Hvorfor jeg føler det, du føler: Intuitiv kommunikation og hemmeligheden ved spejlneuroner. Borgen
Brooks, Alison Woods (2025). Talk: The Science of Conversation and Connection. Crown Publishing Group
Goleman, Daniel (2017). Social intelligens. Gyldendal
Gilbert, Paul (2010). The compassionate mind: A new approach to life’s challenges. Constable & Robinson