Anmeldelse af Kulturhistorisk metode
Af Erik Exe Christoffersen
Kulturhistorisk metode er en antologi om forskellige tilgange til analyse af kulturhistoriske objekter og begivenheder. Fokus er på moderne kultur og på forskellige fortolkninger, sansninger og forståelser af både materielle og immaterielle fænomener. Antologien fungerer som en introduktion til de metodespørgsmål, der knytter sig til kulturhistoriske studier af fotografi, billeder, litteratur, teater, musik samt forskellige former for adfærd, erindring og påvirkning. Centralt i bogen står relationen mellem objekt og subjekt, værk og recipient samt overvejelser om metodevalg, metodebrug og metodens intentioner. Metode defineres som “den vej, man følger” – med andre ord en fremgangsmåde. Karakteristisk for antologien er kombinationen af antropologiske og tekstanalytiske metoder, udviklet gennem det 20. århundrede i mødet med strukturalisme, performanceteori, semiotik og kulturteori, hvor enhedstænkning afløses af forskelstænkning. Kulturhistorie er både samtidshistorie og tidligere perioders historie. Det er under alle omstændigheder komplekst, fordi både læser og forfatterne jo er en del af denne historie, ligesom bogen i sig selv er det. Kulturhistoriske tematikker er dynamiske og under forandring. Her kan jeg blot nævne debatten om selvmord og ulovligheden i ikke at forhindre selvmord, selv hvis vedkommende har udtrykt ønske om ikke at leve længere. Eller hvad med diverse seksuelle overgreb, kan de ”glemmes” efter en tid? Skal overgrebspersonen for evigt straffes? Er ofret altid over tid uskyldig? Kulturhistoriske fremstillinger er både fiktive, dokumentariske og benytter forskellige medier med forskellige tematiseringer. Her skal jeg blot nævne tværtværkunstneriske metoder, som forholder sig til kunst, forskellige medier, tilblivelsen som proces og den personlige dimension. Lad mig begynde med et eksempel, som ikke er fra bogen, men som netop kombinerer ovenstående tematikker med en kunstnerisk fremstilling og en analyse med en personlig position. Det er denne tilgang til den indre emotionelle proces, som er interessant i relation til kunstens objektivering. Eksemplet er Liv Helm bøger Med hjertet i hånden (2024) og Hvis du er bange, så ryk tættere på (2025), begge udgivet på Gyldendal og som er genrebestemt som romaner. Helm er uddannet sceneinstruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2015. I de to autobiografiske romaner beskriver hun prøveprocesser i teatret, samarbejdet med skuespillere og det fortolkende og konceptuelle arbejde. Samtidig indskriver hun sin egen historie i den dystopiske familiehistorie, hun er vokset op i. Dermed skaber hun en kobling mellem det private og det teaterfaglige. Med inspiration fra Gilles Deleuze væver hun forskellige begivenheder og teaterfiktioner sammen i en proces, der, som hun skriver, “bliver ved med at folde sig ind i mit liv på nye måder”. Det er en autobiografisk metode, som betyder, at læseren er i tvivl om forholdet mellem virkelighed og fiktion og i det hele taget fremstillingens relation til forfatterens virkelighed. Netop sådanne kombinationer af metoder og perspektiver er et af antologiens gennemgående anliggender. Det er oplagt, at den metodiske refleksion også rummer overvejelser om, hvad kulturhistorie som sådan er, og hvordan den adskiller sig fra andre former for historiefremstilling. Nogle af de aspekter, som antologien vægter er hverdagslivets vaner, magtformer, affekter, erfaringsdannelser og identitetsdannelse, livsovergange, selvrefleksioner og ikke mindst æstetiske relationer. Metoderefleksion kan siges i sig selv at være en dimension i en kulturhistorisk praksis
Bogen henvender sig især til studerende og den er inddelt i tre dele: Kilder, Analyse og Historiografi og kontekstualisering.
Redaktørerne er alle tilknyttet uddannelser ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet: Dennis Meyhoff Brink (litteraturvidenskab og moderne kultur), Christian Dahl (litteraturvidenskab), Michael Eigtved (teater- og performancestudier), Maria Fabricius Hansen (kunsthistorie) og Mette Sandbye (litteraturvidenskab og moderne kultur).Det er fra begyndelsen klart, at man kan tale om flere forskellige kulturhistorier ligesom der er forskellige fortider og fremtider. Det er i sig selv ikke en overraskende pointe, men det betyder, at det metodiske må gentænkes og så at sige remedieres.
Kulturhistoriske objekter og fænomener
Kulturhistoriske objekter kan være fikseret som en roman, et billede, et foto, en film eller et digt i en given form og kan perciperes og indtages i hvilken som helst sammenhæng i forhold til tid, rum og kontekst.
Der er også objekter, som er flydende begivenheder eller fænomener bundet til tid og rum. Det gælder performance, teater eller musikforestillinger, hvor opførelsens tid og tilstedeværelsen af skuespillere og tilskuere er sammenfaldende og i samme rum. Denne situation af samtidighed er en del af værkets kommunikation. Skuespilleren optræder på scenen i relation til andre skuespillere i en fiktiv fortælling, i en iscenesættelse valgt af instruktøren og i en teaterkontekst og i relation til tilskuere, som reagerer mere eller mindre synligt og adækvat i en form for resonans: det vil sige en gensidig påvirkning. Det er i sig selv vanskeligt og metodisk svært her at adskille forskellige stemmer, og hvad der påvirker hvad.
Skuespilleren eller musikeren er som udøvende kunstner også en person med en livshistorie, som betyder noget for værket og tilskuerne. Måske er skuespilleren mere interessant end det fiktive værk? Kan det gøres til genstand for en analyse? Her spiller forberedelserne, prøveforløbet, efterspillet, premierefesten og de personlige relationer også ind. Hvad bevares for eftertiden: program, plakat, anmeldelse, erindringer om begivenheden og fragmenter fra forestillingen.
En forfatter er også kød og blod, men er nu måske fraværende som fx Shakespeare, hvilket forskyder interessen mod selve teksten, men efterlader dog et fortsat spørgsmål om relationen mellem tekst og forfatter,
Antologiens kapitler
Bogens artikler skal kort benævnes:
Casper Thorhauge Briggs-Mønsted skriver om festkulturer ved det danske renæssancehof og diskuterer, hvordan historiske kilder findes, udvælges og anvendes.
Mette Sandbye analyserer feriefotografier fra 1960’erne som kulturhistorie og hverdagsliv.
Michael Eigtved behandler interview og erindringer som kilder til musicalhistorien.
Kristian Handberg undersøger kunstudstillinger som kurateret kulturhistorie.
Stefanie Heine demonstrerer nærlæsning som metode med fokus på teksters materialitet og kropslighed.
Christian Dahl præsenterer fjernlæsning som metode til analyse af store historiske tekstmængder.
Gunhild Ravn Borggreen anvender diskursanalyse på boligmagasiner og viser, hvordan forestillinger om bolig og have former idealer om det gode liv.
Therese Stougård undersøger kunstneriske parafraser som metode.
Vibe Nielsen anvender deltagerobservation i antropologisk feltarbejde.
Niels Nykrog diskuterer periodisering som kulturhistorisk metode.
Dennis Meyhoff Brink undersøger kunstværkers påvirkningshistorie og kulturelle indflydelse.
Peter Koch Gehlshøj diskuterer reenactment som metode til at forstå værkers oprindelige kommunikation.
Tea Sindbæk Andersen og Anna Sandberg undersøger litteratur som medium for kulturel erindring.
Anne Fastrup, Bror Axel Dehn og Sara Mering afslutter antologien med et kapitel om økokritisk kontekstualisering og kulturhistorie uden mennesket som centrum.
Artiklerne har nogenlunde den samme struktur, idet de fremstiller en case, som belyses med en metode og efterfølgende en refleksion over resultatet.
Metoderefleksion
Som titlen antyder er bogens centrale pointe vigtigheden af metoderefleksion. Det vil sige en kombination af vurdering af kilder, begivenheder, fænomener og materialer, ens personlige individuelle profil og identitet og hvad den betyder for valg og fravalg af metoder og konstruktionen af undersøgelsesspørgsmål. Der kan være fokus på forskellige aspekter: Hvilken status har omsorg i moderne kultur? Hvilke prioriteter har tidens selvudviklingstvang? Hvad betyder mistrivsel og stress i forhold til såkaldt acceleration i økonomisk og kulturel vækst?
Bogen demonstrerer overbevisende, at metoderefleksion ikke er et teknisk spørgsmål, men en del af selve den kulturhistoriske erkendelsesproces. De 14 bidrag viser på forskellig vis, hvordan metoder kan kombineres, tilpasses og udvikles i analyser af værker, kulturbegivenheder og æstetiske fænomener. Antologien giver dermed et både bredt og inspirerende overblik over kulturhistorisk metode.
Især vil jeg anbefale den sidste tekst, som jeg finder virkelig inspirerende i forhold til den kulturelle klimakrise, som finder sted både lige nu og i fremtiden: Denne tekst beskæftiger sig med økokritisk kontekstualisering og om hvordan man skriver kulturhistorie uden at sætte mennesket i centrum. Den er skrevet af Anne Fastrup, Bror Axel Dehn og Sara Mering og er på en måde et vigtigt metodisk spring, idet den undersøger den ikke-menneskeliges interaktion med det menneskelige. Det kaldes her assemblage, idet forskellige perspektiver, materialer og syn kombineres.
Klimakrisen forandrer forestillinger om forholdet mellem menneske og omverden. Det er en afslutning, der ikke blot samler bogens metodiske ambitioner, men som også peger frem mod nye måder at skrive kulturhistorie på.
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus, Dramaturgi, Aarhus Universitet