Scenekunstnerisk Live maraton
Af Annelis Kuhlmann
Over ni aftener, i første halvdel af maj 2026, blev tre af kompagniet Hotel Pro Formas ikoniske forestillinger vist i Den Grå Hal på Christiania. De tre forestillinger, Flammenwerfer (2024), NeoArctic (2016) og Operation: Orfeo (1993, 2007 og 2021) blev hver, over tre aftener, genopført som et ”scenekunstnerisk maraton”.
Alle tre forestillinger er tidligere blevet beskrevet i Peripeti i anmeldelser eller essayform. Med denne tekst ønsker jeg at give de tre forestillinger en samlende perspektivisk anmeldelse som set i Den Grå Hal i maj 2026.
Hotel Pro Forma Live
Under fællestitlen, Hotel Pro Forma Live, var de tre forestillinger en hyldest til den mangeårige leder af Hotel Pro Forma, Kirsten Dehlholm, der døde 8. juli 2024. Hotel Pro Forma Live fremstår, som en minifestival med de tre produktioner, som en stærk manifestation og et scenekunstnerisk monument, hvor udtrykket live er en gennemgående linje, der, i konteksten, kunne ses som et kunstnerisk eftermæle, idet forestillingerne næppe bliver vist mere i Danmark.
Forestillingerne i Hotel Pro Forma Live er bygget op over forholdet mellem forskydninger i en såkaldt normalitet i menneskets forestillingsverden, et vokalt-fysisk partitur samt et lyd- og lysdesign i en musikalsk kompositionsmæssig formgivning. I al sin tidløshed får det tiden i live til paradoksalt nok at blive påmindelse om nærvær og tilstedeværelse, især fordi værkerne kan opleves som værende både tilgængelige og ret lukkede.
Opsætningerne af Hotel Pro Forma Live understreger Hotel Pro Formas scenekunstværker som særligt sanseligt livgivende.
Alene det at lade de tre krævende produktioner blive fremført så få gange, og over så kort tid, er noget af en kraftpræstation. Der fandt også artist talks sted i tilknytning til nogle af aftenerne.
Den Grå Hal
Den Grå Hal på Christiania har tidligere dannet ramme om Hotel Pro Formas opsætning af hhv. Kosmos (2014) og en genopsætning af Amduat. En Iltmaskine (juni 2023; uropført i Teater Republique, juni 2021).
Hvor Operation: Orfeo og Flammenwerfer tidligere er blevet spillet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, så var flytningen til Den Grå Hal et rammeskifte, der fungerede rigtig godt i den rå, lange og høje hal, måske fordi skønheden i hallens patina fik forestillingerne til at stråle på en særlig måde.
Gesamtkunstwerk og tidløshedens kategori
Det var lyse tidlige majaftener uden for hallen. Inden for understregede Jesper Kongshaugs lysdesign i hvor høj grad, de tre forestillinger fortsat står skarpt og stadig er friske i udtrykket. Musik og lyd er et gennemgående træk ved de tre genopsætninger, hvor kompositionerne skaber lydlandskaber sammen med sangerne og dirigenten. Det samme gælder det tekniske, der næsten altid er kompliceret i en Hotel Pro Forma forestilling. Udtrykket Gesamtkunstwerk, som oprindeligt blev knyttet til Richard Wagners måde at integrere musik, ord og handling på som samlet helhed, bliver i dag ofte brugt metaforisk og lidt ude af kontekst. Ikke desto mindre kendetegner Gesamtkunstwerk de tre værker i Hotel Pro Forma Live, som her blev genopsat af holdet bag Hotel Pro Forma med Jesper Kongshaug, Magnus Pind på video m.fl. samt Marie Dahl som instruktør; hun har assisteret Kirsten Dehlholm siden 2017. Marie Dahl har været medinstruktør på Amduat. En Iltmaskine (2021), I krydset får de en ny sofa (2022), Pélleas et Mélisande (2022), udviklingen af performance installationen Elektricitet i Statens Museum for Kunst i februar/marts 2023, og Axis Mundi, der blev vist på spillestedet Vega i maj/juni, 2025 – den sidste produktion, som Kirsten Dehlholm skabte konceptet til.
Et performancerepertoireteater
Operation: Orfeo havde urpremiere i Musikhuset Aarhus tilbage i 1993. Det er bemærkelsesværdigt, at et scenekunstværk i Danmark opføres efter så mange år og stadig holder efter 33 år. Men Hotel Pro Forma har vist sig at være et af de få performanceteatre i Danmark, hvor de fleste af opsætningerne, ud over at være spillet forskellige steder i Danmark, også har haft et meget omfattende turnéliv over store dele af verden. Denne form for levetid bringer Hotel Pro Forma-klassikeren ind i det, jeg vil kalde en tidløshedskategori.
Operation: Orfeo er en særdeles berejst dame. Forestillingen har været spillet i mere end 20 lande på hele kloden, og denne rejse er efter alt at dømme ikke slut endnu. Efter hvad jeg forstod, kommer Operation: Orfeo muligvis til Australien til næste år. I en urolig og ustabil verden som den, vi lever i lige nu, er sådan en rejse i sig selv noget af en bedrift. Alligevel er der nok grund til at antage, at Hotel Pro Formas opsætninger muligvis kun kan leve så længe, der er kunstnere, som i samarbejde med Kirsten Dehlholm har været med til at sætte dem op. Det kræver en levende overleveret erfaring at arbejde med et repertoire på denne måde. I det følgende er der fokus på de tre opsætninger.
Flammenwerfer
Forestillingen Flammenwerfer er skabt af Marie Dahl og Kirsten Dehlholm. Den havde urpremiere i marts 2024 i Malmö Live Konserthus i samarbejde med Malmö Konstmuseum, hvor netop en stor del af den svenske maler, Carl Fredrik Hills mange tegninger er samlet. Carl Fredrik Hill (1849-1911), hvis billedverden indgår som primært stof i forestillingen, led i de sidste, næsten tredive år, af sit liv af paranoid skizofreni. Flammenwerfer blev vist ultimo september 2024 på Det Kongelige Teater.
I Flammenwerfer udtrykker en del af billederne flammelignende og blålige farvetoner og tilstande, der etablerer en slags flydende mentale rum, som forestillingen bevæger sig i.
Hills spaltede virkelighedsopfattelse blev i Magnus Pinds projiceringer til to lag i bobinettet, hhv. foran og bag selve spillepladsen på scenen. Ophængningen skabte en transparent ramme og betød, at man som tilskuer fik oplevelsen af, at de medvirkende, IKI vokalensemblet, bestående af fem kvinder, samt musikeren, sangeren og komponisten Blixa Bargeld, på skift tog konkret ophold i Hills billedverden, som herved blev medieret.
Ophævelse af tid og rum
Det indledende billede blev langsomt større som et motiv på et hvidt lærred og eksponerede to nøgne kroppe, balancerende på en sten. Denne nøgne sårbarhed skabte baggrund for resten af forestillingens tretten sindstilstande, der som scener bandt det visuelle sammen med stemmernes skiftende udtryk. Fra voldsomme og langvarige diskanter til næsten koralagtige lydbilleder i Nils Frahms musik, der mundede ud i et slags refræn fra Blixa Bargelds tekst, Seit Beginn dieses planeten (2023) med den betydningsladede sætning ”Seit Beginn dieses Planeten hat sich der Himmel niemals wiederholt”. Kostumerne i Henrik Vibskovs design bidrog til at gøre luftelementet til en markant del af det sansbare univers, idet sangernes kjoler blev pustet op, så de stod som levende, vægtløse skulpturer.
Flammenwerfer resonerede med publikum, som om vi befandt os i det samme rum som sangerne og som Hills mentale sindstilstand. Denne performancestil virkede hypnotiserende og magisk tiltrækkende på en måde, som om vi befandt os i en live tidskapsel.
NeoArctic
Med NeoArctic, der havde urpremiere på det russiske teater i Riga i 2016, er tiden indrammet som vores antropocæne tidsalder, indledt med dirigenten Kaspars Putnins’ ene xylofonslag som markør til sangerne, der i begyndelsen står i mørke på scenen. I sin rammesætning vækker forestillingen først associationer til et univers af krøllet, gråligt vasketøj, der er eksponeret i en farveløs verden. Verden ses fra et perspektiv, der forekommer uvirkeligt, men samtidigt faktisk er en form for realitet, hvor en af vor tids største tragedier bliver afbildet som en nedsmeltningstilstand. Hovedmotivet bliver Jesper Kongshaugs lysdesign, der, sammen med videodesignet af Adam Ryde Ankarfeldt og Magnus Pind, visuelt suger tilskuerens farveoplevelser ind i en konstant kværn, der maser genstande i verdenshavet til et billede på en iltløs, grødagtigt flydende ukendelighed, hvorved der opstår en særlig form for sansemættet scenisk realitet.
Et slutspil på planeten
Hen imod slutningen af forestillingen fremstår der i videoen et kort over tilstanden i den arktiske forureningskatastrofe. Det globale syd bliver på surrealistisk vis suget op og bliver kastet ud med ”badevandet”, forstået som et slumagtigt afløb, alt imens vi hører lyden af en slidt pickup på en grammofon, som ingen stopper.
Det er ikke en fantasiverden, der toner frem, men en visualisering af et dystopisk scenario i 12 levende lydbilleder i form af sange og landskaber, som repræsenterer planeten, kaldet jorden. Jeg oplevede, at forestillingen, i de ti år der er gået siden dens premiere, tragisk nok, kun er blevet endnu mere aktuel. De 12 sangere fra Letlands Radiokor synger sangene med den islandske digter Sjóns tekst, som binder performancens sammen i tid og udtryk. Hver sang har sin adressat: sang til plastik, til støv, mudder, mineraler, uendelighed, åndedræt, turbulens, elektricitet, temperatur, optik og sang til farverne. Menneskets eksistens og perception af sine sansninger er i denne opløsning blevet rystet til det ukendelige. Skovbrande, og andre kritiske klimatiske forhold, medvirker til, som et endeløst handlingsloop, at verden mister sin farverigdom og bliver monokromatisk. Der opstår et slags ”stilhed efter stormen” – på scenen realiseret af ca. et minuts ophold, der føltes som meget lang tid. Organismer er blevet til skeletter og døende plankton. Da koret, efter sin indledende sang til plastik, gentagne gange har sunget ”poly-ester, poly-poly…” og senere igen spørgende gentager sangen til farverne, ”How many hours of blue can you live without?”, giver den sakrale klang rummet en vokal gennemstrømning i et nærmest apokalyptisk lys.
Dirigenten holdt de skiftende taktarter i fast form med sin lysende lille dirigentstok, som tilsvarende indgår i Operation: Orfeo, og som blev benyttet i Den der hvisker lyver (2012).
Rekviem for en genre
Forestil dig, at publikum sejler med på en odyssé på naturens eget undergangsskib. I overført forstand kunne dette være tilfældet, skønt der, i NeoArctics ramme, er tale om økoturisme gennem Nordvestpassagen. Det flydende i øhavet er ikke beboelige områder som et ørige, men derimod plastikaffald, så langt øjet rækker. En kvælende tilstand opstår, og som tilskuer bliver man nærmest omsluttet af et menneskeskabt vilkår, der skaber en særlig form for immersiv og samtidigt distanceret fornemmelse af handlingslammelse. Det er i hvert fald det billede, vi bliver præsenteret for, og det er en af grundene til, at det helt særlige vokale requiem-udtryk, i kombination med et overvældende komplekst og distinkt soundscape skabt af Kristian Hverringer, medvirker til at forstærke følelsen af den helt særlige genre ved navn Kirsten Dehlholm.
De stærke naturkræfter er blevet manipuleret af mennesker i en sådan grad, at kloden er i skred. Denne tilstand er fremstillet som en bevidsthedsætsende film, der ikke kan vaskes væk.
De meget særprægede kostumer, skabt af Wali Mohammed Barrech, former koret i skarpe og særprægede, æstetisk mættede grundfarver, som netop efterlader indtrykket af et billede, hvor det menneskeskabte design har bidraget til at køre verden i sænk.
Store gummihandsker i forskellige klare farver, som sangerne har på en del af tiden, er med til at give tilskuerne oplevelsen af, at vi har mistet en mulighed for direkte kontakt med naturens landskaber. Da tæppet på et tidspunkt går langsomt op, mødes vi af nordlyset, men kun for at kunne se denne verden gå ned. Det smukke lys kommer bagfra og bliver til sidst gradvist intenst blåt, afløst af to blackouts, hvori lyden forstærkes til et enerverende punkt, indtil det bliver endeligt mørkt.
Operation: Orfeo
Hotel Pro Formas minifestival afsluttede med tre afteners opførelser af klassikeren Operation: Orfeo med digte af Ib Michael og musik af Bo Holten og John Cage. Forestillingen tager sit udgangspunkt i myten om Orfeus, der rejser til underverdenen efter sin elskede Eurydike. Denne myte er gjort til genstand for operaer siden den italienske komponist Claudio Monteverdi (1567-1591), hvis opførelse af operaen Orfeo bliver kaldt for verdens første opera.
Opførelsen af Operation: Orfeo tager sin begyndelse på samme måde som NeoArctic, idet dirigenten giver et slag på xylofonen. Slaget på xylofonen giver genlyd til klassiske opsætninger i Det Kongelige Teater, hvor hele to slag signalerer, at dirigenten er parat, og programmet kan begynde.
Titlen på Hotel Pro Formas Orfeo-udgave er som opus både en opera og en operation. I Operation: Orfeo indgår der mange greb og indgreb, i form af referencer til forskellige musikalske kvaliteter, der går tilbage til Monteverdis udgave i form af fx madrigaler og generalbas, ligesom en citatpassage fra den kendte sang ’Che farò senza Euridice?’, fra Christoph Willibald Glucks reformerende version Orphée et Eurydice (1762), dukker op i overraskende hurtigt tempo og står i markant kontrast til det meste af forestillingens øvrige tempo. Det vækker morskab hos publikum, at dette groteske temposkift forrykker hele oplevelsen.
Dødebogsmessen
Rammen er gul, og billedet er gråt og dunkelt, mindende om det farveløse dødslys i NeoArctic, mens sopranen synger sin indledende prolog. I forestillingen medvirker 12 sangere fra Letlands Radiokor, sopransolisten, Baiba Renerte, og performeren, Lisbeth Sonne Andersen. Alle er ens klædt i sort: lange bukser, sko og strømper, rullekravebluser, lange forklæder med lommer og takkede papirkroner. Mens koret opererer og undervejs synger sange, opererer performeren i en rullende bevægelse, hvor kroppen ligger på tværs af trappens retning, mens hun ruller næsten umærkeligt i slowmotion ned ad trappen og op igen. Denne ene nedstigning og opstigning udgør akten i forestillingen og giver performeren en suveræn, stum magt over hele denne civilisatoriske kærlighedshistorie. Koret tilslutter sig sopranens prolog unisont og annoncerer ”dødebogsmessen”. Stemmerne lyder som dråber fra havet i NeoArctic, og således er der flere eksempler på, at værkerne indbyrdes skaber en form for relation mellem hinanden. Da koret synger ”Once upon a time”, der også optræder som refræn til Flammenwerfer, sætter denne fortællende annoncering gang i et slags eventyr, mens koret folder papir-pom-poms på pinde ud i en stram koreografi. Lignende overraskende indslag er fordelt ud over forestillingen, fx synkron ballonoppustning, partyhorn, gule tennisbolde i munden m.m., hvilket samlet set giver sangerne handlinger, der forbinder sig til teksten som en slags grotesk ”regi”, der fremhæver verbalkoreografien til koret. Korets armbevægelser bliver efterfulgt af momentvis let foroverbøjede kroppe som live zombier, der mekanisk udfører deres partiturer. Koret har alle deres rekvisitter i forklædelommerne, og dette giver publikum følelsen af et tilbagevendende stilistisk-humoristisk tryllenummer fra ’køkkenet’ midt i kærlighedstragedien.
Koret som performativ stemme
Koret er konstant i flydende bevægelse fra den ene position til den næste. Dette fysiske flow, i rene vokale harmonier og disharmoner, skaber en tidsmæssig følelse af sammenhængskraft. Snart ligger koret skråt på tværs af trinene ud mod venstre, snart nogle sekvenser senere som i en spejling skråt på tværs ud mod højre. Disse enkle handlingsmønstre efterlader ikke nødvendigvis nogen forklaring, men desto mere til fantasien, idet de spænder publikums kognitive evne foran en operation, der søger højst usædvanlige overgange mellem former. På et tidspunkt har koret skiftet position adskillige gange, hvor de med ét har en snor mellem deres hænder, hvilket giver dem mulighed for det avancerede mønster-snorespil, som nogle blandt publikum i dag vil genkende fra deres barndoms leg. Herfra glider hænderne ud i en anden position, hvor det fingersprællende spil uvægerligt leder tanken hen på nogle af de håndbevægelser, som Blixa Bargeld udførte i Flammenwerfer.
Da koret tager en lille stav op af lommen, stryger sangeren foran med den på skulderen, og da alle udfører den samme handling, fornemmer jeg, at publikum sukker med koret i et genkendelsens øjeblik.
I nogle positioner er sangernes stemmer mere nasale og giver en nærmest overtoneagtig lyd som kor. Tiden bliver kropsliggjort og bragt til genforhandling, da korsangerne tager et lommeur i kæde op af forklædelommen for at lægge urets kæde hen over skulderen på den sanger, der står umiddelbart foran. Herpå svinger de med kæden, så uret bevæger sig i en form for roterende pendulering. Da lyset begynder at blive mere og mere grønsort, er det tegn på, at Orfeus’ nedstigning er nået til vejs ende. Dette er et rent narrativt tegn på, at hele akten nærmer sig sin afslutning. Herpå er der kun én udvej tilbage, netop at give efter for det grønne laserlys’ bevægelser, der iblandet ”røg” får publikum til at se havets muligheder til os om at blive identificeret med det sortgrønne univers. I fiktionens dødstilstand oplever publikum uvægerligt, at korets takkede hatte på vore vegne vinker til afsked med lyset og verden. Hattene, som typisk har repræsenteret et hierarkisk hvælv, giver nu efter for havets nedenfra kommende kræfter.
Denne afsluttende afskedsscene blev for mig også en form for afsked med disse tre uforglemmelige værker, der viste deres live styrke til det sidste.
Hotel Pro Forma på tryk
Hotel Pro Formas performances har vist noget, vi aldrig før har set. Samtidigt har de alle en række åbenbare tegn, der gør dem genkendelige i Hotel Pro Formas univers. Mødet mellem det højtidelige og det prikkende groteske har jeg altid set som et varemærke, i en udtalt stram og mild form, hvor tid blev sat i scene på sin helt egen måde. Hver performance gav en ny version af tiden som kontekst og perceptionsrum.
Jeg mindes Hotel Pro Formas kreative og overraskende bidrag til vores teaterhistorie. Set i bakspejlet er det vanskeligt at udpege bare ét materiale, som ikke kunne gøres til genstand for Kirsten Dehlholms kreative nysgerrighed. Som en videnskabsdame var hun optaget af alt og kunne omsætte det til materialitet i sin undersøgelsesverden, hvilket jeg også erfarede i hendes iscenesættelse af nationalarkivet.
Installationen Undercover – biblioteket som fysisk fortælling (2010) fandt sted i søjlesalen i Den Sorte Diamant. Afbildninger fra forskellige historiske tidsaldre af den menneskelige anatomi var rundt omkring i søjlesalen placeret i montrer, og udvidede samlet set begrebet delt viden. De besøgende kunne således indgå live-performende i det kurateringsgreb, som Hotel Pro Forma havde anvendt på et udvalg af materialer fra nationalarkivet. Dette møde mellem besøgende og arkivalia skabte oplevelsen af en iscenesat kropskulturarv, hvor anatomien stod tilbage, mens skiftende besøgende konstant tilføjede nye livedimensioner til den fysiske fortælling.
Undertekst
Mange har sikkert tænkt over, hvordan fortolkninger ville se ud i Kirsten Dehlholms fantasi. Det får vi ikke rigtigt svar på. Afslutningsvis vil jeg dog bringe et glimt ind i erindringsbilledet af Hotel Pro Formas veje. Jeg mindes Kirsten Dehlholms mange besøg i årenes løb på Dramaturgi-studiet ved Aarhus Universitet. Navnlig ét besøg er kommet til at give et særligt perspektiv til oplevelserne af Hotel Pro Forma Live. Det var i en sammenhæng, hvor vi arbejdede med begrebet undertekst, som ellers historisk set oftest bliver forbundet med traditionen fra Konstantin Stanislavskijs måde at sætte ord på skuespillernes live-dimension i realisationen af en dramatikers ord. Min gode kollega, Erik Exe Christoffersen, noterede følgende:
”I forbindelse med en anden workshop i 2002 blev der arbejdet med Ibsens Gengangere, og grebet var her den enkle formalisering af gangbaner (med malertape) for skuespillerne, som ikke måtte overskrides, og meget formelle instruktionsregler. Skuespillerne kunne skifte mellem at råbe, hviske og tale, eller de kunne skifte mellem at stå, gå og løbe. De skulle ikke tage hensyn til tekstens interkommunikation og derfor ikke se på hinanden, men udelukkende være i deres egen bane. Hermed elimineres underteksten, og der skabes rene plastiske arrangementer, som dog rummer betydelige overraskelser og nye betydninger i forhold til synskonstruktioner i Ibsens tekst”.
Underteksten fik med Hotel Pro Forma Live en ny betydning, og selv om man måske synes, at ord ikke helt er tilstrækkelige til at beskrive oplevelsen af de tre forestillinger i Den Grå Hal, så er den forløsende del af genopsætningerne bevægende. Underteksten er blevet udvidet til at finde sted i tilskuerens perspektiv.
Hotel Pro Forma og Peripeti
Jeg vil i denne sammenhæng også nævne samarbejdet mellem Kathrine Winkelhorn og Erik Exe Christoffersen, som i årenes løb har været bærende kræfter i publikationer om Hotel Pro Forma. Dette kom til udtryk med antologien Skønhedens Hotel. Hotel Pro Forma – Et laboratorium for scenekunst (2015), der markerede kompagniets 30-års jubilæum. Ligeledes udkom Hotel Pro Forma – Hotel of Beauty som særnummer af Peripeti. Til den tosprogede bibliografi hører også Hotel Pro Forma, Den dobbelte iscenesættelse: rum og performance (2003).
Tidsskriftet Peripeti har også været stedet, hvor en række af Hotel Pro Formas opsætninger er blevet udførligt anmeldt. Man kan sige, at Hotel Pro Forma og Peripeti i årenes løb har haft en særlig gensidig relation, som med denne anmeldelse muligvis har nået sin slutning.
Hotel Pro Forma Live spillede i Den Grå hal 2. – 16. maj, 2026, Læs mere her
Medvirkende
Flammenwerfer
PÅ SCENEN:
Blixa Bargeld og vokalensemblet IKI
Vokalensemblet IKI: Johanna Sulkunen, Guro Tveitnes, Kamilla Kovacs, Randi Pontoppidan og Jullie Hjetland.
KUNSTNERISK HOLD
Iscenesættelse, tekst og dramaturgi: Kirsten Dehlholm, Marie Dahl
Originalmusik, lyrik og live vokalperformance: Blixa Bargeld
Udvalgt musik: Nils Frahm
Blixa Bargelds og Nils Frahms musik er opført separat.
Kostumer og scenografidesign: Henrik Vibskov
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Videodesign: Magnus Pind
Vokalkomposition: Marie Dahl
Sounddesign: Erik Medeiros
Vokalarrangement: Vokalensemblet IKI, Simon Christensen
Koncept and produktion: Hotel Pro Forma
NeoArctic
DELTAGERE
Det lettiske Radiokor:
Vitālijs Stankevičs, Rūdolfs Bērtiņš, Kārlis Rūtentāls, Dace Strautmane, Gundega Krūmiņa, Iveta Romancāne, Ievā Ezeriete, Agate Burkina, Pēteris Vaickovskis, Inga Martinsone, Līga Paegle, Ilze Bērziņa, Gundars Dzilums, Normunds Kirsis, Aigars Reins, Jānis Kokiņš,
Dirigent: Kaspars Putnins
Koncept: Hotel Pro Forma
Iscenesætter: Kirsten Dehlholm
Iscenesætter: 2026- Marie Dahl
Musikalsk iscenesætter: Kaspars Putnins
Musik: Andy Stott, Krists Auznieks
Tekst: Sjón
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Scenografidesign, instruktørassistent: Anne Mette Fisker Langkjer
Videodesign: Adam Ryde Ankarfeldt, Magnus Pind Bjerre
Lyddesign: Kristian Hverring
Kostumedesign: Wali Mohammed Barrech
Videodesign scenografidesignassistent: Fabian Nyberg
Co-produceret som et samarbejde mellem Hotel Pro Forma, Det lettiske radiokor og Rigas russiske teater
NEOARCTIC er støttet af Aarhus 2017 Fonden, Nordisk Kulturfond, Knud Højgaards Fond, Ny Carlsbergfondet, Oticonfonden, Augustinusfonden, Ernst B. Sund Fonden, Oda & Hans Svenningsens Fond, Politiken-Fonden, Poul Johansen Fonden af 1992 og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat.
Operation: Orfeo
GENOPSÆTNINGSDELTAGERE (2021/2026)
Dirigent: Kaspars Putnins
Solosanger: Baiba Renerte (2026-), Ieva Parša (2021)
Solodanser: Lisbeth Sonne Andersen
Vokalensemble: Det lettiske radiokor
Koncept, iscenesættelse: Kirsten Dehlholm
Iscenesætter, 2026: Marie Dahl
Libretto: Ib Michael
Musik, komposition & arrangement: Bo Holten
Musikuddrag: John Cage, Christoph Willibald Gluck
Scenografi design: Maja Ravn
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Kostumer: Annette Meyer
Lyddesign: Kristian Hverring
Koregrafi for solodanser: Anita Saij
Annelis Kuhlmann er lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet. Hun forsker i iscenesættelse af teaterforestillinger og performances.