Flygtningetragedie ved havet
Af Magnus Tessing Schneider
En grå sandstrand, gold og nedtrampet, som senere bliver til en gade dækket af murbrokker i en udbombet storby. En baggrundsskærm, der viser en filmprojektion af en grålig havoverflade under en tom og trøstesløs himmel. Når Neptun viser tænder, og en storm trækker op, formørkes havet og himlen, og baggrunden fyldes af hvide skumsprøjt. Til sidst i forestillingen erstattes det maritime billede af billederne af den krigshærgede by og af et beskyttelsesrum, oplyst af brændende olietønder. Tankerne ledes i retning af de senere års krige i Mellemøsten. Vi kunne være i Syrien, i Gaza, i Libanon, i Iran.
Således ser scenebilledet ud i den canadiske instruktør Robert Carsens iscenesættelse af Mozarts heroiske opera Idomeneo fra 1781, der for nylig havde repremiere på Operaen. Ved premieren i 2020 blev den taget af plakaten efter blot tre forestillinger i forbindelse med covid-pandemiens udbrud.
Idomeneo foregår i kølvandet på Den Trojanske Krig, som i denne opsætning bliver til en metafor for de sidste tider, civilisatorisk sammenbrud, en verden, der er bombet tilbage til bronzealderen. I ruinerne står to grupper over for hinanden: flygtningene og soldaterne. Trojanerne, som det er lykkedes at slippe ud af deres ødelagte hovedstad, har mistet alt. Men grækerne, som alle er iført kakifarvede militæruniformer, er i fare for at miste deres menneskelighed, deres principper. Den militære tankegang har overtaget alt. Individualiteten er blevet udvisket, og i stedet for boliger består samfundet nu af hegn, telte, sammenklappelige borde og bænke, der alt sammen monteres og afmonteres med militærisk hastighed og præcision. Grækernes verden er effektiv, sjælløs, sommetider påtaget munter.
Matteo Salvini
Carsens produktion blev oprindelig skabt til Teatro dell’opera di Roma, hvor den havde premiere 8. november 2018. Dengang var den europæiske flygtningekrise på sit højdepunkt samtidig med, at den italienske regering gjorde alt for at holde migranterne borte fra kysterne. Siden 2014 er over 28.000 mennesker fra især Afrika og Mellemøsten omkommet i desperate forsøg på at nå over Middelhavet. Den italienske indenrigsminister Matteo Salvini, fra det højrepopulistiske Lega Nord, indførte i 2018 markante stramninger af asylreglerne, lukkede havnene for NGO-skibe og afskaffede den humanitære beskyttelse af migranter uden flygtningestatus. Nogle af de såkaldte ”Salvini-love”, som blev godkendt af senatet dagen inden premieren på Idomeneo, førte til protestdemonstrationer i Roms gader. Lovene blev senere revideret efter pres fra domstole og menneskerettighedsorganisationer.
Forestillingens åbningsbillede har uden tvivl resoneret kraftigt i den anspændte atmosfære. Vi ser flygtningene, med ryggen til publikum, stirre ud over havet gennem hegnet, der skal forhindre dem i at påbegynde et nyt liv side om side med deres besejrere. Kreta, hvor operaen foregår, var dengang som nu et fast holdepunkt i flygtningeruten over det grusomme og uforudsigelige Middelhav, der dagligt kræver nye ofre. Teaterforskere som Steve Wilmer og Yana Meerzon har i øvrigt peget på, hvordan dramatikere og instruktører har brugt klassiske – navnlig græske – tragedier til at sætte flygtningekrisen ind i en historisk og mytisk ramme, og Carsens iscenesættelse af Idomeneo er et eksempel på dette. Flygtningekrisen er gentagelsen af et scenarie, vi kun kender alt for godt.
Det er en central pointe i Mozarts opera, at grækernes moralske forråelse, som i første omgang går ud over trojanerne, i sidste ende truer med at nedbryde samfundet indefra. Mens den humanistiske Idamantes, som er søn af kong Idomeneus, sætter de tilfangetagne trojanere fri og er fortaler for ligeværdig behandling, står den ubønhørlige Elektra, som er datter af en ledende græsk general, for en hård ”salvinistisk” linje med en skarp opdeling i ”dem” og ”os”. Derimellem står Idomeneus, der efter ti års meningsløs krig har mistet grebet om sig selv, sin familie og sit land. Med sin aktive deltagelse i Trojas ødelæggelse er han selv en af årsagerne til, at flygtningene hjemsøger hans kyster. Han tager den landflygtige Ilia, som er datter af hans dræbte ærkefjende Priamos, til sig, men frygter samtidig, at Idamantes er for eftergivende.
I uniform og i civil
Gennem operaen forfølges kongen af fortidens ugerninger. For at nå sikkert hjem fra Troja har Idomeneus, som troede sig hævet over liv og død, lovet at ofre det første menneske, han møder på stranden, til Neptun. Det viser sig så at være ingen anden end hans søn, Idamantes. Fortvivlet forsøger faderen at vige udenom havgudens krav ved at sende sønnen bort fra Kreta, hvilket blot fører til, at et mægtigt uhyre begynder at hærge hovedstadens gader. Til sidst lader han sig overtale af Neptuns ypperstepræst til at ofre sin søn, endda efter at denne har dræbt uhyret og reddet byen. Men da Ilia bryder ind og tilbyder sig som offer i hans sted, meddeler et orakel, at freden vil blive genoprettet, hvis Idomeneus overlader sin trone til Idamantes og Ilia. Kun hvis næste generation kommer til, kan man bryde med krigens umenneskelige logik.
I Carsens iscenesættelse slutter operaen med, at koret af græske soldater affører sig deres uniformer og afslører, at de bærer farverige og forskelligartede civilklæder indenunder. Den undertrykte menneskelighed vender tilbage, da folket vågner efter det lange og blodige mareridt. Sluttableauet er en spejling af åbningstableauet, hvor de trojanske flygtninge var iført tilsvarende farverigt tøj. Bag uniformeringen er vi mennesker de samme i al vores forskellighed.
I de knap otte år, der er gået siden premieren i Rom, er flygtningetemaet desværre ikke blevet mindre nærværende. Men nye konflikter er kommet til, som får opsætningen til at resonere på nye måder. Handlingen foregår i byen Kydonia (nutidens Chania), som Mozarts librettist af fonetiske årsager ændrede til Sidon, hvilket jo er navnet på en ældgammel sydlibanesisk havneby, der i de forløbne måneder har været genstand for adskillige israelske luftangreb. Samtidig mindede operaens Kreta mig om nutidens Israel, hvor civilsamfundet også præges af en gennemgribende militarisering og af krigens brutaliserede menneskesyn.
Grækernes militærmusik
Disse paralleller står helt for min egen regning. Selvom Carsens Idomeneo er politisk og placerer handlingen i et samtidigt univers, er der ikke tale om polemiske opdateringer. Opsætningen er konceptuelt såvel som formelt stringent. Scenebillederne er enkle og prægnante, og både de store koroptrin og solisternes arrangementer er nærmest minimalistiske i deres symmetri. Personinstruktionen er dog noget udvendig, muligvis fordi instruktøren har overladt genopsætningen til en assistent. Det er i høj grad op til den enkelte sanger at få tegnet en nuanceret og effektiv karakter.
Min største anke er, at det ikke rigtig lykkedes forestillingen at integrere den visuelle og den musikalske dramaturgi. Den militære indramning gjorde mig ganske vist opmærksom på, i hvor høj grad grækernes musik består af militærmusik, af marcher og fanfarer – og militæret har altid negative konnotationer i Mozarts operaer, hvor uniformeringen står i modsætning til medfølelsen og menneskeligheden. Disse kontraster var dog knap hørbare, muligvis fordi den unge britisk-russiske dirigent Edmund Whitehead, som havde overtaget ledelsen med kort varsel, ikke havde nået at tilpasse sig iscenesættelsen. Det Kongelige Kapel spillede egalt og poleret uden de store klanglige eller dynamiske udsving og betoninger: Mozart som nydelig rokokoelegantier snarere end som engageret musikdramatiker.
Den noget udifferentierede musikalske udførelse skyldes nok også, at Gamle Scene havde dannet en bedre ramme om værket end Operaen, der jo er bygget med det tunge senromantiske repertoire i tankerne. At koret spiller en større rolle i Idomeneo end i nogen anden mozartopera, betyder ikke, at dens grundlæggende musikalske æstetik adskiller sig fra et værk som Così fan tutte (som jo blev skrevet til Burgtheater i Wien, der var dobbelt så stort som Altes Residenztheater i München, hvortil Idomeneo blev skrevet). I begge tilfælde kræver Mozarts musik en fleksibel, delikat og nuanceret fremførelse.
En velfungerende kvartet
De fleste solopartier var overladt til Det Kongelige Teaters veteraner, der alle er drevne og dygtige skuespillere. En særligt stærk figur gjorde Niels Jørgen Riis i titelpartiet som den aldrende soldaterkonge, der nages af tvivl og skyldfølelse. Idomeneus forekom gradvis mere isoleret, grå og forvitret, efterhånden som det går op for ham, at han med sin evindelige krigsførelse har ført sit land i afgrunden. Orakelscenen i sidst i operaen, hvor han faldt sammen som en væltet gudestøtte, var forestillingens følelsesmæssige højdepunkt. I hans udslukte blik genkendte man på én gang den smertelige erkendelse af at have fejlet som hersker og den forløsende erkendelse af ikke længere at skulle slæbe rundt på magtens åg.
Sine Bundgaard, der i 2020 modtog en Reumert som årets sanger for udførelsen af Elektras parti, brugte alle sin stemmes farver til at skildre den militante prinsesse, der plages af længsel, jalousi og hævntørst. Den menneskelige varme, der ofte kendetegner Bundgaards fremstillinger – hendes Ellen Orford i Peter Grimes og hendes Madame Lidoine i Karmeliterindernes samtaler står begge dugfriske i erindringen – lagde forsonende træk til Elektraskikkelsen, der nemt bliver til noget af en karikatur.
Jeg undrede mig dog lidt mere over castingen af Gert Henning-Jensen og den unge franske koloratursopran Gloria Tronel som Idamantes og Ilia. Henning-Jensen er en fremragende karaktertenor, men hans stemme og udstråling egner sig ikke helt til Mozarts elskerroller, og navnlig Idamantes’ parti (der oprindelig blev skrevet til en kastratsanger) stiller større krav til sangen end til spillet. Tronel beherskede ikke helt det enorme udtryksregister, der fordres af Ilias arier, som dramatisk set er operaens mest krævende. Ilia er – sammen med Grevinde Almaviva, Fiordiligi og Vitellia – en af Mozarts store kvindeskikkelser, hvis afsluttende følelsesmæssige transformationer er af afgørende betydning for operaernes samlede effekt. Det kræver såvel vokalt som dramatisk overskud at gøre karakterernes udvikling gribende og troværdig.
Trods disse forbehold fungerede ensemblet udmærket, og kvartetten i sidste akt, hvor karakterernes politiske og eksistentielle positioner sættes op mod hinanden, var et af forestillingens højdepunkter, som modtog et fortjent bifald.
Idomeneo spilles på Operaens Store Scene fra d. 9. maj til d. 6. juni 2026. Læs mere her.
Medvirkende: Niels Jørgen Riis, Gert Henning-Jensen, Gloria Tronel, Sine Bundgaard, Jens Christian Tvilum, Sungwon Park, Kyungil Ko, Det Kongelige Operakor, Det Kongelige Kapel, m.fl.
Musikalsk ledelse: Edmund Whitehead
Iscenesættelse: Robert Carsen
Genopsætningsinstruktør: Maria Lamont
Scenografi: Luis F. Carvalho / Robert Carsen
Kostumedesign: Luis F. Carvalho
Lysdesign: Peter van Praet / Robert Carsen
Lysdesign ved genopsætning: Glen D’haenens
Videodesign: Will Duke
Koreografi: Marco Berriel
Koreograf ved genopsætning: Jannik Elkær
Magnus Tessing Schneider er ph.d. fra Aarhus Universitet og docent i teatervidenskab fra Stockholms Universitet. Han underviser i teatervidenskab ved Universitetet i Bergen og arbejder som forsker ved Högskolan för scen och musik ved Göteborgs Universitet på projektet ”Doubling and Allegorical Dramaturgy in the Operas of Francesco Cavalli”, finansieret af Vetenskapsrådet.