Erik Hvidt: Teater for folket, kongen og grevinden. En teaterhistorie i fem akter om H.W. Lange. Multivers 2025.
Anmeldelse af Alette Scavenius
Den glemte teatermand
Desværre kan man ikke bestille sit eget eftermæle; aldrig så floromvundne selvbiografier kan ikke hamle op med eftertidens nådesløse dom. Mennesker og begivenheder er uundgåeligt underlagt historiens tommelfinger – går den op eller ned? Hvem er hot og hvem er not?
Selv de største begivenheder og de største personligheder risikerer glemslens mørke, mens andre helt uventet dukker op som katalysatorer for tiden – men oftest er det værket, eller begivenhedens konsekvens, der står tilbage – efter at have mistet sit ophav undervejs.
Sådan et ophav er skuespiller, teaterdirektør, oversætter, iscenesætter H.W. Lange, som i dag stort set kun er kendt fra det maleri, der hænger af ham på Snoreloftet på Folketeatret.
Men hans værk står tilbage: de fleste kender Folketeatret, mange har hørt om Casino, lidt færre om Hofteatersæsonen, mens naturalismens spæde start i dansk teater nok er rimelig uklar for stort set alle.
Europa i oprør
H.W. Lange stod bag det hele – dog ikke som den eneste – men som en uomtvistelig driver i en af de vigtigste perioder i dansk teaterhistorie. Københavns volde faldt, biedermeierkulturens snævre rammer blev brudt, man løftede blikket fra Frederiksholms Kanal ud mod den store verden, hvor enorme omvæltninger stod i kø, politisk, filosofisk, økonomisk – og ikke mindst kulturelt. Krudtrøgen fra den franske revolution bølgede fortsat op gennem 1800-tallet i hele Europa og befolkninger blev sat fri – de var ikke længere en masse, men individer med ønsker og drømme for livet.
Således også i Danmark, hvor Langes liv stort set strakte sig gennem hele århundredet, fra 1815-1873, og han blev dermed, med sit engagement, sin stædighed, hans evne til at læse tiden og hans eminente netværk, en af de vigtigste spillere i dannelsen af det kulturelle landskab, vi nyder godt af i dag.
Teaterhistorikeren, tidl. direktør for Revymuseet – og meget andet – mag.art. Erik Hvidt får nu på forbilledlig vis trukket Lange ned fra væggen på Snoreloftet og ud i lyset og den friske luft, så vi endelig forstår, hvilken betydning den mand havde, hvad der drev ham og hvordan han kom afsted med det i en særdeles brutal tid.
Men historie skal forstås i tidens spejl og Erik Hvidt formår med sin kolossale viden at trække sin læser helt ind i Langes verden med en detaljerigdom om hans samtid, som er slående.
Skomagerdrengen
Lange var søn af en skomager i Klosterstræde i København og det naturlige valg for sådan en knægt var selvfølgelig at blive i håndværkerfaget. Første forsøg gjaldt vintapperlære. Her diverterer Erik Hvidt med detaljer om hvilke fag han blev undervist i, hvilke eksamener han skulle bestå, og hvordan han som svend kunne arbejde sig op til at opnå borgerskab og blive selvstændig. Det lykkedes dog ikke, – så han drog videre til en læreplads som konditor. Og selvfølgelig får vi så at vide at københavnernes foretrukne kager i en af byens 15 konditorier var hindbærsnitter og cremelinser, serveret med enten kaffe, te eller varm chokolade. Var der ingen flødeskumskager?? Næh, nej, de kom først i sidste halvdel af 1800-tallet, fortæller Erik Hvidt os. Hvem kunne dog vide det!
Konditor blev den gode Lange så heller ikke, der var heldigvis andet der trak og med blikket stift rettet mod teatrets verden begav han sig ud på den knoldede vej hen mod de skrå brædder.
Vejen frem mod det moderne teater
Og her fortsætter bogen over fem akter som en kalejdoskopisk tour-de-force gennem 1800-tallets teaterhistorie, fra de dramatiske selskaber tilbage i 1700-tallet over Det Kongelige Teaters monopol i 1800-tallet, enevældens afskaffelse og byens folkelige teater til den dramatiske hofteatersæson 1855-56 med oprørerne Frederik Høedt og Michael Wiehe, som for alvor fik det Heibergske regime og Det Kongelige Teaters selvforståelse som landets kulturelle epicenter til at falde i grus. Og endelig Frederik Høedt og Herman Bangs betydning som vejleder for Langes datter, Agnes, som bl.a. banede vejen for det realistiske spil og det moderne teater.
Teatret er en smeltedigel af større og mindre talenter og sære eksistenser, men nu som dengang man får ikke noget forærende i den branche. Hele det persongalleri, som Erik Hvidt ruller op i sin bog, vidner alle som én om mennesker og kunstnere med en enorm viljestyrke og med en enorm tro på at kunsten har sin betydning. Erik Hvidt lukker os ind deres historier, så vi forstår hvor vi er i dag.
Det er et teaterhistorisk mesterstykke, Erik Hvidt her giver os; velresearchet og velskrevet, en guldgrube af indsigter og forståelser og overskudsagtig formidling af et væld af kulturhistorisk viden. Og så er der et men, et rigtig ærgerligt men: hvor er index blevet af? Bogen er sprængfyldt med navne og begreber, som man uvægerligt har lyst til at genbesøge, men det kan blive noget af et detektivarbejde. Det er synd.
Alette Scavenius er mag.art. i teatervidenskab og har arbejdet i mange sammenhænge af dansk teater, fra programredaktør på Det Kongelige Teater til kunstnerisk leder af Dansk Teater 300 År i 2022, samt som forfatter til bl.a. Gyldendals Teaterleksikon 2007, Magiens Huse 2013 og Lille teaterhistorie for børn og barnlige sjæle 20 24.