Anmeldelse af Real Love på Aarhus Teater
Af Sia-My Ratkovic
Forelskelse på kommando
Forestillingen Real Love udforsker kærligheden, den ægte kærlighed, i en tid præget af moderne datingkultur, valgmuligheder og frygten for at binde sig. Forestillingens ramme er et datingprogram, hvor Leonardo DiCaprio, spillet af Alexander Bryld Obaze, skal finde sin ’soulmate’ blandt publikum. Dermed bliver publikum i udvalgte øjeblikke ikke blot tilskuere, men potentielle medspillere i jagten på den store kærlighed.
Forestillingen er frit inspireret af Liv Strömquists grafiske novelle Den er der ikke og undersøger kærlighedens paradoks: at vi i dag forsøger at forstå, forklare, optimere og kontrollere noget, der måske netop undslipper forklaringen. På scenen bliver dette paradoks omsat til et legende univers, hvor datingprogrammer og ’crash outs’ flettes sammen i spørgsmålet om, hvordan man finder ’real love’ og om det overhovedet kan lade sig gøre.
Foto: Rumle Skafte
Datingkulturen sat på spidsen
Real Love iscenesætter moderne dating som en række forsøg. Forestillingen trækker på genkendelige formater og forestillinger: realitydating, ideen om at man kan fremkalde forelskelse gennem langvarig øjenkontakt og forestillingen om at kærlighed kan findes, hvis bare den rigtige metode anvendes. Her rammer forestillingen noget præcist i samtiden. Dating fremstilles ikke blot som et møde mellem mennesker, men som et marked, et eksperiment og et projekt. Man skal optimere sin tiltrækningskraft, forstå sine mønstre, kende sit kærlighedssprog, vælge rigtigt og helst ikke vælge for hurtigt. Det er denne dobbelthed, forestillingen undersøger: længslen efter at miste kontrollen i en kultur, hvor kontrol er blevet en grundlæggende livsform.
Emma Weydes karakter tydeliggør denne spænding i sin relation til Leonardo DiCaprio. Efter at have være intim med ham bryder hun sammen, da han cementerer sin allerede etablerede position som en mand med lav forpligtelse. Det, der på overfladen kan ligne frihed og seksuel autonomi, viser sig også at rumme sårbarhed og affektiv nedslidning. Det moderne datinglandskab lover uendelige muligheder, men efterlader også sine deltagere med spørgsmålet om, hvorvidt muligheden for altid at vælge videre gør det sværere at blive valgt.
Forestillingen giver ikke noget entydigt svar. Snarere peger den på, at jagten på ’real love’ måske er dømt til at mislykkes, hvis kærligheden hele tiden skal bevises, testes eller fremkaldes gennem formater.
Foto: Rumle Skafte
Leonardo DiCaprio som samtidsfigur
Valget af Leonardo DiCaprio som karakter er et af forestillingens mest interessante greb. Hvor de øvrige skuespillere bærer deres egne navne, træder Alexander Bryld Obaze ind i rollen som en kendisfigur, der allerede er ladet med kulturel betydning. Leonardo DiCaprio er ikke bare en mand, men et billede på en bestemt form for moderne mandlig datingmagt: evnen til at bevæge sig videre, forblive utilgængelig og gentage mønsteret uden selv at blive mærkbart forandret.
Derfor er det også oplagt, at netop han placeres i centrum for et datingprogram, hvor han skal finde sin ’soulmate’ blandt publikum. Han er både en romantisk projektionsflade og et advarselssignal. Han repræsenterer drømmen om at blive valgt af den uopnåelige og samtidig det strukturelle problem i en datingkultur, hvor nogle har langt større frihed til at afvise, forbruge og fortsætte end andre.
Alligevel vedholdes karakteren ikke helt så skarp, som den kunne have været. Forestillingen etablerer hurtigt, hvorfor han er interessant: hans offentlige datinghistorik, hans relation til yngre kvinder, hans status som begærsobjekt og hans symbolske funktion i samtidskulturen. Men efter den første del af forestillingen kunne karakteren næsten lige så godt have været en hvilken som helst mand i det moderne datinglandskab. Den særlige kulturelle og kønnede betydning, som karakteren bringer med sig, bliver ikke for alvor gravet frem efter forestillingens begyndelse. I stedet bliver han primært en charmerende og undvigende mand. Det fungerer, men kritikken bliver mindre præcis, end den kunne have været.
Foto: Rumle Skafte
Publikummets rolle og interaktivitet
Et af forestillingens mest markante greb er publikumsinteraktionen. Allerede inden forestillingen er begyndt, er publikum blevet gjort opmærksom på, at Real Love er interaktiv. Det fremgår af teatrets hjemmeside, der udsendes ekstra information via mail og ved forestillingens begyndelse, understreger skuespillerne også, at man gerne må sige nej til interaktionen. Den rammesætning er væsentlig, fordi den etablerer en tryg kontrakt mellem scene og sal. Publikum inviteres ind i legen, men uden at blive tvunget til at deltage.
Forestillingen blev publikum væsentligt og direkte inddraget tre gange. Først skulle Leonardo DiCaprio vælge mellem tre publikummer, i ægte Love is Blind stil. Senere skulle han se en publikummer i øjnene i fire minutter, i ægte 36 Questions + 4 minutes stil. Til sidst skulle en publikummer giftes med skuespilleren Malte Conradsen, i ægte Gift ved Første Blik stil. Disse øjeblikke var blandt forestillingens mest levende, fordi de kortvarigt åbnede for en reel uforudsigelighed. Når et menneske fra salen træder op på scenen, ændrer rummets energi sig. Publikum bliver opmærksomt på sig selv som kollektiv, oplever en særlig solidaritet og grænsen mellem fiktion og virkelighed begynder at sitre.
Samtidig er det netop her, forestillingen også viser sin begrænsning. På forhånd er der lagt op til, at publikumsinteraktionen er afgørende og at ikke to aftener bliver ens. I praksis fremstår interaktionen dog relativt kontrolleret. Leonardo afbryder eller afviser gentagne gange de møder, der er initieret og Maltes vielse afbrydes tilsvarende.
Det er et stærkt greb, men også et greb, der kunne have været udfoldet mere radikalt. For selvom interaktionen er sjov og i glimt nærmer sig det immersive, er det svært at se, i hvor stor grad forestillingen faktisk kan ændre sig fra aften til aften. Publikum bliver inddraget, men sjældent på en måde, hvor forestillingen for alvor risikerer noget. Den sceniske kontrakt bliver dermed mere flirt end forhold.
Foto: Rumle Skafte
Forestillingens materier
Scenografisk bevæger Real Love sig i et lyserødt univers, hvor romantikken er skruet op og samtidig hele tiden fremstår let kunstig. Det kitschede udtryk passer godt til forestillingens tematik. Det er både for meget og helt passende, så man som publikum aldrig helt kan afgøre, om man skal hengive sig eller holde afstand. Den balance er en af forestillingens styrker. Den tør være fjollet uden at være ligegyldig. Den tør stille store spørgsmål gennem små og pinlige situationer. Den forstår, at kærlighed i samtiden ofte iscenesættes med distance, selv når længslen er ægte. I den forstand bliver forestillingens form og materier også dens pointe: Vi vil gerne tro på kærligheden, men vi vil helst ikke tages i at tro for meget på den.
Real Love lever også videre efter tæppefald. Ikke mindst gennem de bobler man ikke nåede at drikke færdig under vielsen, men også gennem den merch, man kan købe efter forestillingen. En t-shirt bliver på den måde en forlængelse af værket, hvor forestillingens univers kan bæres videre ud i hverdagen. Det er både sjovt og ganske rammende: Også kærligheden lever videre som tegn, stil, fortælling og iscenesættelse.
Foto: Rumle Skafte
3, 2, 1 Elsk!
Real Love er en kærlighedshungrende og legende forestilling om en tid, hvor vi både længes efter at blive ramt af kærligheden og forsøger at regne ud, hvordan vi kan sikre os, at det sker. Forestillingen finder ikke ’real love’, men den viser ganske præcist, hvorfor jagten på den både er komisk, sårbar og næsten umulig at opgive.
Real Love spiller på Studio på Aarhus Teater fra d. 9. maj – 10. juni 2026
Tekst og iscenesættelse: Carolin Oredsson
Inspireret af: Liv Strömquist
Scenografi og kostumedesign: Toni Tora Botwid
Lysdesign: Kim Glud
Lyddesign: Aki Shiraishi Bech
Medvirkende: Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Alexander Bryld Obaze og Emma Weyde
Sia-My Ratkovic er performancekunstner og kandidatstuderende i Dramaturgi.