Anmeldelse af Barbara, Aarhus Teater
Af Ida Krøgholt
“Hvem var egentlig Barbara?” spørger stemmerne i mørket ved forestillingens begyndelse. “Hvem var mand nok for Barbara?” Anslaget gør det tydeligt, at Aarhus Teaters dramatisering af Jørgen-Frantz Jacobsens roman, Barbara, ikke blot er en kærlighedshistorie, men en kamp om fortællingen om en kvinde, som mange har forsøgt at definere.
Forestillingen er en adaptation af Jacobsens roman fra 1939, hvor den unge præst Poul Aggersøe i Frederik den Femtes tid rejser til Færøerne. Her møder og gifter han sig med den forunderlige Barbara, som allerede er blevet enke to gange efter ægteskaber med tilrejsende præster, og romanen fortæller, hvordan præstens forelskelse i hende udvikler sig til en smertelig affære.
De myter, Jacobsen byggede sin roman på, handlede om den historiske Beinta Broberg, som blev fremstillet som en dæmonisk præstekone, skyld i sine mænds død. Jacobsens roman var et opgør med disse myter. Hans Barbara er en moderne og erotisk frigjort kvinde, som hævder retten til egen krop og nægter at lade sig diktere af samtidens forestillinger om dyd og troskab. Men også Jacobsens fortælling bliver genstand for forestillingens undersøgelse.
Fastfrosne øboere
Foto Rumle Skafte
Færøerne er iscenesat i en ironisk monumentalitet som en brat, fæstningslignende klippeø med det færøske flag plantet i toppen. Som kontrast til den vejrbidte klippe høres bevægende færøsk korsang, som med Marie Koldkjær Højlunds arrangement giver forestillingen en særlig nordatlantisk klangbund. Koret afløses af stemmer, der sladrer om den berømte og berygtede Barbara: “Jeg har hørt, at hun…”, “Man sagde, at hun…”
Scenen drejer, og på klippeøens bagside åbenbarer der sig terrasser og trappetrin, hvor ensemblet placerer sig i præcist koreograferede tableauer. Her præsenteres forestillingens personer som stivnede figurer – en flok isolerede og lettere fremmedfjendske øboere. Da den unge Poul Aggersøe, spillet med ironisk lune af Emil Busk Jensen, ankommer til øerne, etableres samtidig forestillingens centrale dramaturgiske greb: Historien fortælles gennem hans blik. Mens han beskriver sit forehavende og sit syn på øriget, er færingerne objekter for hans iagttagelse. Derfor fremstår de i den allerførste scene, som lige så flade som de klipfisk, der hænger til tørre i vinden, og jeg kom uvilkårligt til at tænke på Christian Lollikes Erasmus Montanus fra 2017, hvor bondestanden ligeledes var iscenesat som flade ‘papfigurer’. David Gehrt stod for scenografien i begge forestillinger – i Erasmus Montanus sammen med Ida Grarup Nielsen – og det skaber en interessant æstetisk genklang. Også instruktør Sigrid Johannesens tidligere samarbejder med Lollike mærkes tydeligt i forestillingens ironiske og stærkt stiliserede formsprog.
Her tjener papfigur-grebet imidlertid et særligt formål, nemlig at visualisere det kolonialistiske blik på den færøske befolkning, som Poul etablerer. Det understreges yderligere, da han resolut ved ankomsten river det færøske flag ned og planter dannebrog på øens klippetop. Kort efter rejser han også et kors og holder prædiken på dansk, mens størstedelen af menigheden falder i søvn. For Poul fremstår Færøerne som et gråt og ugæstfrit sted. Thorshavn beskriver han som en by i skyggernes rige.
Men så møder han Barbara
Med hende brydes forestillingens stivnede verden op. Hvor Poul først har mødt Færøerne som mørke, kulde og tavshed, fremstår Barbara som noget ganske andet. Marie Boda stråler i rollen, og med sin boblende latter og flirtende overskud, er hendes Barbara hele tiden parat til at undslippe de forestillinger, omverdenen forsøger at fastholde hende i. Omkring hende bevæger et velspillende ensemble og kor sig gennem David Gehrts monumentale klipperum, som under Sigrid Johannesens iscenesættelse hele tiden skifter karakter: fra natur til kirkerum, fra fæstning til mytisk landskab og festligt forsamlingshus med druk og sex.
Barbara danser, læser Pontoppidan og diskuterer den litterære oversættelse med præsten, før hun ovenikøbet tilbyder at skrive hans prædikener.
Samtidig bliver hun hurtigt et objekt for Pouls blik. Forestillingen giver form til objektiveringen af hende med det konsekvente metafiktive greb, hvor Poul træder ud af handlingen og kommenterer direkte til publikum. Mens Barbara sidder bøjet over hans prædikener, vender han sig eksempelvis mod salen og siger blot: “Se hende!” Hans fascination er uden grænser. Men gradvist glider den over i jalousi og besiddertrang.
Kvinders tunger er bøjelige
Det sker især, da et orlogsskib lægger til ved Færøerne, og Barbara forelsker sig i besætningsmedlemmet, Andreas Heide. Her bevæger forestillingen sig også længere ind i myte og folketro. En flok huldraer omringer Poul og hvisker til ham, at kvinders tunger er bøjelige, og at Barbara “bare elsker virkelig meget”. Det er både komisk og ildevarslende: Forestillingen lader de gamle fortællinger om den farlige og forførende kvinde sive ind i Pouls bevidsthed.
Særligt vellykket er scenen, hvor Poul efter en storm strander på en ø og pludselig vågner midt i en opførelse af Jeppe på Bjerget i Tinghuset. Barbara og hendes nye elsker Andreas spiller med, mens virkelighed, teater og jalousi flyder sammen i Pouls febrile fantasi. “Jeg tvinger hende til at tage et valg!”råber han desperat. Men Barbara svarer hurtigt: “Hvorfor kun elske ét menneske, når man kan elske så meget?”
På det punkt erklærer forestillingen sig enig med Jacobsens roman: Barbara nægter at indordne sig under monogamiens og ægteskabets logik.
Samtidig begynder forestillingen også at udfordre selve Jacobsens blik på Barbara. Det perspektiv folder sig dog først helt ud i den afsluttende epilog.
Foto Rumle Skafte
Slut med 300 års slut-shaming
I forestillingens afsluttende fiktionsbrud nægter skuespilleren Marie Boda pludselig at spille rollen som “Barbara”. “Jeg er virkelig træt af at spille den her historie,” erklærer hun, “vi er jo ikke engang færinger.” Hun kalder fortællingen “typisk dansk kolonialisme” og “300 års slut-shaming!”. To af de andre skuespillere bryder ind: “Vi er faktisk færinger!”
Diskussionen bølger nu åbent mellem spillerne: Hvem har egentlig retten til at definere Barbara? – Jacobsen? Poul? Myterne? Mændene?
Det er et stærkt greb, fordi forestillingen her forsøger at gøre op med både den nationale fortælling og den mandlige fortælling om Barbara som destruktiv femme fatale. Samtidig afslører scenen også, hvad forestillingen hele tiden har kredset kritisk om: kolonialisme, mandligt begær og historieskrivning.
Foto Rumle Skafte
Selv om forestillingen i sin ironiske form balancerer på kanten af det klichéfyldte, rummer Barbaras slutreplik en befriende patos, der sætter punktum for fortolkningsdebatten: “Endelig er jeg fri!” Med replikken kommer denne version af Barbara til at handle om retten til ikke at blive fastholdt i andres fortællinger. Om dobbeltheden mellem den romantiserede mandlige fantasi om den “farlige kvinde” og skildringen af en kvinde, der insisterer på følelsesmæssig og seksuel frihed – og på retten til selv at eje sin historie.
Aarhus Teater, Scala
Spilleperiode: 2. maj – 4. juni 2026
Set den 11. maj 2026
Medvirkende:
Marie Boda, Emil Busk Jensen, Emil Prenter, Laura Kjær Jensen, Christian Hetland, Oskar Salvatore, Anders Baggesen, Mette Døssing, Nanna Bøttcher samt Aarhus Teaters Kor:
Sigrid Vibe Kristensen, Meike Frandsen, Maria á Lakjuni, Beinta Dahl Mathiesen, Signe Brun Bugge og Anna Kathrine Rask Christensen/Ida Bergholdt Jul Christiansen
Dramatiker: Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen
Iscenesætter: Sigrid Johannesen
Scenograf og kostumedesign: David Gehrt
Lysdesign: Súni Joensen
Lyddesign: Kim Engelbredt
Musikalsk arrangement, indstudering og kompositioner: Marie Koldkjær Højlund
Koreografisk konsulent: Marie Brolin-Tani
Korindstudering: Andrea Krüger Holm og Marie Koldkjær Højlund
Ida Krøgholt, Lektor emeritus, Aarhus Universitet