Anmeldelse af Lasse Plath Galsgaard
BROEN
Broen over Kattegat står stadig til debat, men Svalegangen bygger en solid forbindelse mellem satire, samfundskritik og højlydt latter.
Tanken om en fast Kattegatforbindelse har længe stået som en af Danmarks store infrastrukturelle visioner: en hurtigere forbindelse mellem Jylland og Sjælland, kortere rejsetid mellem Aarhus og København samt et mere effektivt og sammenhængende land. Samtidig rummer visionen en væsentlig bagside, hvor natur, lokalsamfund, og menneskers hjem risikerer at blive omkostningen ved fremskridtet.
Det er denne konflikt, Kattegatforbindelsen tager op på Teatret Svalegangen. Forestillingen drives imidlertid ikke primært af narrativ fremdrift eller dramatisk spænding. Dens egentlige energi udspringer af humoren, hvor satire, farce og skævt tegnede karakterer fungerer som den bærende bro gennem aftenen.
FOTO: CREATIVE ZOO, MONTGOMERY
Uenighedens infrastruktur
En af de mest interessante spændinger i Kattegatforbindelsen opstår ikke udelukkende mellem ja- og nej-siden, men i karakterernes egne motiver for at indtage deres respektive positioner. På papiret fremstår flere af karaktererne som nærmest rendyrkede stereotyper: den glatte transportminister, den kompromisløse klimaaktivist, den jordbundne landmand, den naturromantiske idealist og den unge mand, der tilsyneladende primært deltager, fordi han er forelsket. Forestillingen anvender imidlertid disse typer med en så tydelig satirisk bevidsthed, at de sjældent reduceres til dovne karikaturer. I stedet fungerer de som genkendelige positioner i en allerede velkendt samfundsdebat, samtidig med at de tilføres tilstrækkelig komisk vitalitet til, at publikum kan le ad dem uden af miste interessen for det, de repræsenterer.
Det effektive ved dette greb er, at ingen af konfliktens parter fremstilles som entydigt uangribelige. Transportminister Eva Jakobsen argumenterer med fremskridt, effektivitet og national sammenhængskraft, men projektet synes samtidig drevet af politisk eftermæle, symbolværdi og et ønske om at fremstå handlekraftig. Aktivisterne Astrid og Sebastian kæmper på den ene side for klima og natur, men deres engagement er også filtret sammen med kærlighed, ungdommelig idealisme og personlig identitetsdannelse. Landmanden Henning, der risikerer at miste sit hjem, er tilsvarende ikke blot præget af sorg over ekspropriationen, men også konfronteret med udsigten til en økonomisk kompensation, der komplicerer tabets moralske entydighed.
Dette tilfører stykkets centrale konflikt en større nuancering end en simpel kamp mellem beton og blomster. Karaktererne fremstår ganske vist som typer, men typer med tydelige sprækker og nuancer. Alle karaktererne har en sag, men ingen besidder fuld kontrol over de personlige drivkræfter, der motiverer deres positioner. Samsø bliver derfor ikke blot en konfliktzone mellem politikere og lokale borgere, men et kondenseret billede på et Danmark, hvor principielle argumenter konstant filtreres gennem frygt, begær, kærlighed, stolthed og afmagt. Det er i denne kompleksitet, stykket står tematisk stærkest: når det synliggør, at store samfundsdebatter sjældent udspringer af entydige eller rendyrkede holdninger.
Men netop denne spænding bliver også en del af forestillingens dramaturgiske begrænsning. Fordi ingen af karaktererne reelt formår at samle, forskyde eller konfrontere konflikten afgørende, kommer handlingen i højere grad til at cirkulere end at udvikle sig. Karaktererne støder sammen, råber, argumenterer, falder over hinanden og blotlægger deres egne selvmodsigelser, men skaber sjældent egentlig forandring. Dette kan læses som en bevidst pointe: at Kattegatforbindelsen som idé er så politisk, følelsesmæssigt og praktisk sammenfiltret, at ingen løsning kan fremstå entydig eller ren. Som drama efterlader det dog også forestillingen i en form for stilstand, hvor konflikten fungerer stærkere som tematisk tilstand end som narrativ drivkraft.
FOTO: CREATIVE ZOO, MONTGOMERY
Et landskab i klemme
Eilev Skinnarmos’ scenografi er enkelt i sit grundgreb og fungerer effektiv. Rummet er ikke overmættet af realistiske detaljer, men etablerer i stedet et symbolsk naturrum. På én gang mark, kyst, grøftekant, mødelokale og mental kampplads. Scenografiens multifunktionalitet ligger ikke i konstante fysiske transformationer, men i dens evne til at rumme stykkets forskellige positioner og konflikter. Den bliver stedet, hvor Steen lytter til fuglene, hvor politikerne ønsker at lægge asfalt, hvor aktivisterne kæmper for naturens bevarelse, og hvor karaktererne igen og igen forsøger at definere rummet ud fra deres egne præmisser.
Dette mærkes allerede i forestillingens åbning, hvor Steen opfordrer publikum til at lytte til fuglene og beskriver de truede arter. Naturen etableres her ikke blot som et dekorativt bagtæppe, men som et aktivt nærvær i forestillingen. Lydsiden retter opmærksomheden mod noget skrøbeligt, der eksisterer forud for konfliktens begyndelse, og som risikerer at gå tabt, hvis ingen lytter tilstrækkeligt opmærksomt.
I samspil med lysdesignet skaber lyden et rum, hvor naturen fremstår både konkret og symbolsk. Fuglekald, atmosfæriske lydflader, vejrfænomener og skiftende lysforhold gør Samsø til mere end blot en geografisk lokalitet. Øen bliver i stedet en idé om det naturlige – et motiv forestillingen kontinuerligt vender tilbage til, undersøger og udfordrer.
Derfor virker det også stærkt, da motorvejen til sidst sænkes ned fra loftet og placerer sig foran det naturrum, forestillingen hidtil har udspillet sig i. Det er et enkelt, men præcist teatralt billede: Naturen forsvinder ikke, men skubbes bag noget andet. Den forbliver synlig, men filtreres gennem fremskridtets konstruktioner.
Scenografien konkretiserer dermed forestillingens centrale konflikt uden at overforklare den. Den synliggør, hvordan forbindelsen ikke blot handler om at skabe en fysisk bro mellem landsdele, men også om, hvilke værdier vi vælger at prioritere, og hvad vi accepterer at lade træde i baggrunden.
Når satiren holder trafikken kørende
Det er i humoren, Kattegatforbindelsen for alvor finder sin drivkraft. Forestillingen er ikke blot morsom i sine enkelte replikker, men komisk i selve sin grundstruktur: som en farce over dansk fremskridtstænkning, lokalpolitisk modstand, klimaktivistisk desperation og den besynderlige måde, hvorpå mennesker forsøger at fremstille egne interesser som universelle principper. Forestillingen fungerer stærkest, når den lader den store samfundsdebat antage form af et kaotisk borgermøde, hvor alle taler om forbindelse, men ingen reelt formår at mødes.
Humoren manifesterer sig i flere forskellige former. Dels gennem den satiriske typekomik, som tidligere beskrevet, dels gennem farcen, hvor situationerne gradvist presses ud over realismens naturlige grænser. Derudover benytter forestillingen sig af en mere direkte form for publikumsinvolvering, hvor den fjerde væg brydes, og karaktererne forholder sig til både fortællerstemmen, situationens åbenlyse kunstighed og publikums position som tilskuere til en konflikt, der ikke alene eksisterer på scenen, men også i virkeligheden uden for teatret.
Det er særligt i disse brud, at forestillingen finder sin mest levende energi. Når Søren Ryges fortællerstemme får lov til at kommentere, afbryde eller direkte indgå i spillet, etableres en komisk distance til det hele: naturromantikken, de politiske talepunkter og teatrets egen trang til at omsætte komplekse samfundsdebatter til scenisk form. Humoren søger dermed ikke blot den umiddelbare punchline, men retter sig mod absurditeten i at reducere spørgsmål om natur, klima, hjem og fremtid til en debat med fastlåste positioner.
Ikke alle forestillingens mere abstrakte greb rammer imidlertid lige præcist, om end de fortsat spiller en væsentlig dramaturgisk rolle. Den talende løvfrø fungerer som et tydeligt eksempel herpå. Som komisk indslag fremstår den en smule mere anstrengt end forestillingens øvrige humor, fordi absurditeten bliver næsten for eksplicit markeret. Til gengæld fungerer frøen langt stærkere som et dramatisk vendepunkt for Eva. Den giver naturen en bogstavelig stemme og tvinger hende til at konfrontere det, hendes politiske sprog ellers forsøger at omsætte til beregninger, konsekvensrapporter og fremskridtsfortællinger. Frøen er således mindre vellykket som joke end som symbolsk forstyrrelse.
Derfor er det heller ikke i det abstrakte, forestillingens komik står stærkest, men i det menneskelige og genkendelige. Kattegatforbindelsen er sjovest, når den viser, hvordan mennesker taler stort om princippet, mens de i virkeligheden drives af forelskelse, frygt, stolthed, karriere, penge eller ren afmagt. Fortællingen bygger måske ikke altid en stærk bro fra konflikt til forløsning, men komikken holder trafikken kørende hele vejen.
Anders Jul Fristrup Anderson som Henning, Rasmus Arved Monrad som Sebastian og Miranda Godvil som Astrid. Foto Creative Zoo, Montgomery
Når forbindelsen alligevel holder
Kattegatforbindelsen er muligvis stærkest som tematisk og komisk konstruktion snarere end som egentlig fortælling. Stykket lykkes aldrig fuldt ud med at omsætte sin centrale konflikt til et narrativ, der udvikler sig mod en uundgåelig eller dramatisk nødvendig forløsning. På et tidspunkt synes handlingen at ramme en form for blindgyde: positionerne er etableret, modsætningerne står klart, og karaktererne fastholdes i hver deres princip, begær eller afmagt. Man savner ikke nødvendigvis et entydigt svar på broens fremtid, men til tider en stærkere dramatisk fornemmelse af, at konflikten reelt bevæger sig og forandrer karakter.
Det betyder dog ikke, at forestillingen mister sin gennemslagskraft. Tværtimod formår Kattegatforbindelsen ofte at anvende netop stilstanden som et billede på den virkelighed, den satiriserer. Store samfundsdebatter munder sjældent ud i entydige løsninger, og Samsø bliver her en miniatureudgave af et Danmark, hvor fremskridt, natur, klima, hjem, økonomi og politik symbolværdi konstant kolliderer uden at kunne forenes i én samlet sandhed. Forestillingens tematikker træder således frem ikke gennem konfliktens løsning, men gennem oplevelsen af dens kompleksitet og uløselighed.
Helhedsindtrykket forbliver derfor klart positivt. Kattegatforbindelsen fungerer ikke konsekvent som et stærkt narrativt værk, men den fremstår som en levende, humoristisk og tankevækkende forestilling om alt det, der bygges op, forsvares, mistes og bortklares i fremskridtets navn. Når fortællingens fremdrift svækkes, overtager humoren, scenografien og de satiriske karaktertegninger forestillingens drivkraft. Selv når stykket ikke fuldt ud bevæger sig fra konflikt til forløsning, efterlader det publikum med et skarpt og underholdende billede af et samfund, der fortsat diskuterer, hvad det egentlig ønsker at være forbundet af.
Lasse Plath Galsgaard studerer dramaturgi på Aarhus Universitet.
MEDVIRKENDE ANDERS JUL FRISTRUP ANDERSEN, MAJA JUHLIN, RASMUS ARVED MONRAD, MIRANDA GODVIL, KAJA KAMUK, BUE WANDAHL. FORTÆLLERSTEMME SØREN RYGE
TEKST THOMAS MARKMANN OG HOLDET
INSTRUKTION PER SMEDEGAARD. SCENOGRAF EILEV SKINNARMO. DRAMATURG MATILDE BREGNHØJ
FORESTILLINGSLEDER DITTE BILLE WINTHER. LYDDESIGN ANTON BAST. LYSDESIGN HENRIK SLOTH. INSTRUKTØRASSISTENT FREDERIKKE BERG. SCENEPRODUKTION FOLKES GARAGE