Anmeldelse af Dear Evan Hansen, Aarhus teater, (repremiere) 2026
Af Birgitte Stougaard Pedersen
”Fremragende ufuldkommenhed”
Dear Evan Hansen har gået sin sejrsgang kloden rundt i sin engelske udgave. Broadwaymusicalen er en verdensomspændende succes og har både kastet to bøger, en film, et album og en single af sig. Det er en moderne musical med et emne, der rammer lige ind i flere af tidens store emner, nemlig unge med neurodivergens, ensomhed og social angst, der forsøger at finde deres vej i livet. Evan har det på en måder, som om han er nødt til, dag efter dag, at spise en skål suppe med en gaffel. Det er svært for ham at passe ind, det er svært at finde en plads i sociale relationer.
Fortællingen
Historien udfolder sig primært fra den unge mands, sårbare og kejtede perspektiv, hvor han delvist uforskyldt rulles ind i en penibel situation. Vi befinder os i et highschool-miljø. Evan bor alene med sin mor, der febrilsk forsøger at hjælpe (eller fikse, som han selv udtrykker det) sin søn ved bl.a. at huske ham på medicin og sende ham til terapi-samtaler. Til disse samtaler skal han skrive breve til sig selv, hvilket Evan pligtskyldigt gør. Da han efterfølgende printer brevet ud på skolen, snuppes det af den utilpassede og stofafhængige Connor, der tager brevet med sig.
Connors familie præsenteres vi også for fra starten: En overklassefamilie, der ikke materielt mangler noget, men som alligevel lige knap hænger sammen, og hvor sønnen Connor ikke kan finde mening med sit liv, har et stofmisbrug og er udadreagerende.
Nogle dage efter episoden med brevet tager Connor sit eget liv, og hans familie og skolens elever er naturligt i chok. Evans brev bliver fundet i Connors bukselomme, og fejlagtigt tror Connors forældre, at brevet er et afskedsbrev til Evan fra Connor, og at de er bedste venner.
Connors søster, som går på samme skole, har dyb mistillid til, om Evan virkelig skulle være en ven af den stærkt ensomme og utilpassede storebror. Evan formår ikke at få gjort klart at det ikke forholder sig sådan, og da han også er hemmeligt forelsket i Connors søster, er løgnen lidt for bekvem og nærliggende at forblive i.
Evan befinder sig pludselig i en bølge af sympati og med internettets hysteriske hastighed og som en kammerat og en tæt bekendt til Connor, bliver han pludselig helten, bedsteven med ham, der ingen venner havde, og han bliver en trøst for både Connors forældre og søsteren Zoe.
Skrøbelighed i alle udtryksformer
Herfra bygger den dramatiske spænding sig op, for hvordan skal det ende for Evan, hvornår falder hans korthus sammen og afslører, at han ikke er den, han foregiver at være?
Aarhus teaters udgave er instrueret af Sara Cronberg, og Torbjørn Hedegaard spiller Evan med fantastisk skrøbelighed i alle udtryksformer: kropssproget er kejtet til mindste detalje og forbliver det igennem forestillingen, selv når Evan bliver lidt mere sikker på sig selv. Stemmen er lys og af og til porøs, han er ikke bange for at bruge sin falset eller for at vise, at sangene er krævende at synge. I den indspillede udgave er rollerne besat med mere skolede musicalstemmer, men det klæder den danske Evan helt fænomenalt godt, at vi faktisk kan se, at partiet ligger lidt højt og at han teknisk anstrenger sig relativt meget for at synge det krævende parti. Det tilføjer simpelthen autenticitet, dybfølt sårbarhed til karakteren og fremførelsen, hvilket gør denne forestilling til en virkelig rørende oplevelse. De andre roller er fyldt flot ud på alle poster, både de desperate og mere legende typer gør det overbevisende. Tilsammen skaber de en rigtig god balance mellem det rørende, det humoristiske, og det dramaturgisk spændingsfyldte.
Orkesteret under ledelse af Niels Søren Hansen spiller formidabelt godt, tight og legende, men også indfølt og sårbart i de mere sparsomt instrumenterede passager, hvor strygerne får en meget fremtrædende plads. Undervejs i forestillingen får vi dem at se, musikerne, som de sidder over scenen og samler det musikalske og sceniske rum, så vi som publikum omsluttes af musikken, der er virkelig godt og behændigt skruet sammen. Musikken blander numre med hitpotentiale med numre af ret stor kompleksitet, fx skiftende taktarter, men alligevel inviterer den hele tiden til indlevelse i det dramatiske rum, og bliver aldrig sentimental. Den danske oversættelse af Marie Degner Troelsen er velfungerende og tilbyder en umiddelbar genkendelighed og forstærker indlevelsesmulighederne for publikum.
Tunge emner
Dette er en forestilling, der tager virkeligt tunge emner op: neurodiversitet, angst, selvmord, stofmisbrug, fraværende og desperate forældre til sårbare unge. Hvordan får man dette til at fungere i en musikalsk iscenesættelse, uden at forfalde til overdreven patos? Det gør man ved at skabe en virkelig fint afbalanceret forestilling med stramt komponeret og velspillet musik, god timing, humor, gode skuespillere, der forløser musikken stærkt og modigt, og ikke mindst i kraft af Thorbjørn Hedegaards autentiske og rørende Evan-fortolkning.
Birgitte Stougaard Pedersen, Lektor, Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet
Iscenesættelse: Sara Cronberg. Koreografi & assisterende iscenesættelse: Melker Sörensen. Scenografi & Kostumedesign: Karin Gille. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Lars Gaarde. Konceptuerende lyddesign: Rasmus Kreiner. Kapelmester: Niels Søren Hansen.
Medvirkende: Thorbjørn Hedegaard, Isa Marie Henningsen, Malaika B. Mosendane, Viktor Pascoe Medom, Marie Dalsgaard, Carsten Svendsen, Kevan Nirwan Soliman, Andrea Øst Birkkjær
Musikere: Mathilde Helding, Silke Kirstine Ekmann Kidholm, Astrid Mikaelyan, Nikolaj Heyman Christensen, Frederik Larsen, Steffen Schackinger/Rasmus Birk, Mikkel Fisker/Tom Bilde.
Foto Emilia Therese