Af Sia-My Ratkovic
Når Odysseus vender hjem
Aarhus Teaters opsætning af Odysséen, baseret på Roland Schimmelpfennigs dramatisering af Homers epos, oversat af Madam Nielsen og iscenesat af Nicolej Faber, fremstår som en lagdelt adaptation, hvor fortællingen genfortælles og forskydes. Der er flere transformationer mellem Homer og Stiklingen på Aarhus Teater, og forestillingen synes netop at undersøge, hvad der sker, når en fortælling gentages, oversættes og omformes på tværs af medier, stemmer og perspektiver. Det er ikke en heroisk genfortælling af Odysseus’ rejse, men en dramaturgisk konstruktion, hvor selve fortællehandlingen træder frem som centralt greb.
Når Odysseus vender hjem. Foto: Rumle Skafte
Penelope
Hvor Homers epos traditionelt kredser om Odysseus’ hjemrejse, placerer denne version Penelope som det narrative omdrejningspunkt. Odysseus’ bedrifter formidles gennem hende og hendes elsker, der opfinder fortællingerne som en måde at få tiden til at gå såvel som en måde at berolige hende på. Samtidig lader forestillingen disse fortællinger få scenisk krop: det, Penelope og elskeren fabulerer, udspilles på scenen. Dermed etableres en særlig dobbelthed mellem fortælling og fremstilling, hvor forestillingen bevæger sig ind og ud mellem ’telling’ og ’showing’. Det, vi ser, er ikke en gengivelse af Odysseus’ rejse, men en iscenesættelse af deres version af den. Scenen bliver således et rum, hvor en subjektiv fortælling materialiseres, samtidig med at dens status som konstruktion fastholdes.
I et adaptationsteoretisk perspektiv bliver dette centralt. Forestillingen opererer ikke blot som en adaptation af Homer, men som en adaptation af en fortælling inden i værket. Deres fabulationer fungerer som et mellemled, hvor fortællingen formes af relationelle behov, og hvor grænsen mellem det skete og det fortalte er til forhandling. Adaptationen fremstår dermed ikke kun som ydre proces, men er indlejret i forestillingens poetik. Fra Homer til Schimmelpfennig, fra oversættelse til iscenesættelse, og videre ind i forestillingens egen fortælling om fortælling, opstår en kæde af adaptationer, hvor ingen version står som den endelige. Forestillingen insisterer ikke på at gengive en original, men på at vise, hvordan fortællinger bliver til, ændres og gives videre. Samtidig åbner den for en refleksion over, hvem der fortæller og hvorfor de fortæller.
Penelope som centrum. Foto: Rumle Skafte
Krigen
Når Odysseus til sidst vender hjem, brydes den fabulerede konstruktion. Indtil da har hans rejse eksisteret som en fortælling formet af Penelope og elskerens fantasi, hvor han fremstår som en klassisk helt, der overvinder prøvelser og bevæger sig målrettet mod hjemkomsten. Denne version ligger tættere på Homers epos, hvor volden kan indskrives i en fortælling om nødvendighed og genoprettelse. Netop derfor bliver mødet med den hjemvendte Odysseus markant. Han fremstår ikke som den figur, fortællingen har opbygget, men som en skikkelse, hvis erfaringer ikke lader sig indskrive i de fabulerede narrativer. Hans efterfølgende vold, hvor han dræber mændene på øen, undtagen dem han ikke kan forestille sig som rivaler, er ikke en heroisk nødvendighed, men en rest af krigen, der fortsætter ind i hjemmet. I et øjeblik træder Odysseus ind og lægger sig på Penelopes elskers nøgne bryst i en søgen efter omsorg. Billedet står i kontrast til Odysseus som den klassiske heltefigur, der kendes fra den originale epos, og peger på en figur, der også er mærket af krigen.
Således bliver forestillingen også en undersøgelse af, hvordan krig ikke blot er en begivenhed, men en tilstand, der former relationer, kroppe og handlinger længe efter dens afslutning. Her opstår et tydeligt samtidsresonansrum: Krigen som en vedvarende realitet, der fortsat gør sig gældende. På trods af den dramaturgiske forskydning væk fra den klassiske heltefigur fremstår det slående, hvor genkendelig tematikken er. Over to årtusinder efter Homers epos er tematikken stadig relevant. Den kredser fortsat om krig, hjemkomst og de spor, volden sætter i menneskelige relationer. Forskydningen ligger ikke i, at krigen er forsvundet som omdrejningspunkt, men i hvordan den forstås.
Forestillingen peger dermed på, hvordan fortællinger om krig fortsat former vores blik på dem, der fører den. Hvor helten tidligere kunne fremstå som et samlende ideal, fremstår Odysseus her som en figur, hvis handlinger ikke længere lader sig entydigt legitimere. I dette spænd mellem fortælling og erfaring opstår en erkendelse af, at krigen ikke blot gentager sig historisk, men også narrativt. Den gives igen og igen mening gennem fortællinger, der forsøger at forklare, retfærdiggøre eller udholde dens konsekvenser.
Krigen. Foto: Rumle Skafte
Ensemblet og scenen
Som afgangsforestilling for Den Danske Scenekunstskoles skuespilleruddannelse i Aarhus er forestillingen formet som skuespillerne showcases. Skuespillerne veksler mellem roller og funktioner, hvilket skaber en form for kollektiv fremstillingsform, der kan minde om antikke traditioner, men i en nutidig og fleksibel version. Denne form understøtter adaptationens logik: karakterer og identiteter fremstår ikke som faste, men som noget, der kan cirkulere mellem kroppe. Samtidig opstår der en spænding mellem forestillingens intime fortællestruktur og dens mere fragmenterede rollefordeling. Hvor fortællingen om Penelope og hendes relationer lægger op til fordybelse, peger ensembleformen mod variation og bevægelse. Denne dobbelthed fremstår ikke som en svaghed, men som et vilkår, der synliggør forestillingens placering mellem kunstnerisk undersøgelse og pragmatisk ramme.
Denne dobbelthed afspejles også i forestillingens visuelle udtryk. Kostumer og scenografi er gennemgående minimalistiske, men arbejder samtidig med en tydelig tematisk kodning. Skuespillerne er klædt i sandfarvede kostumer, der antyder krig uden at være egentlige uniformer. De fremstår som en form for generaliseret soldaterfigurer, hvor referencen til krig er genkendelig, men ikke bundet til en specifik historisk eller geografisk kontekst. Denne stilisering åbner for, at krigen ikke fremstår som en konkret begivenhed, men som en tilstand, der kan gentage sig på tværs af tid og sted. De forskellige våben, som spænder fra skydevåben til mere arkaiske redskaber som økser, understøtter denne sammensmeltning af tidslag. Ligesom adaptationen bevæger sig mellem Homer og nutiden, gør det sceniske udtryk det samme. Krigen fremstår ikke som noget, der tilhører en bestemt epoke, men som et vedvarende motiv, der genopstår i nye former.
Scenografien arbejder i samme spænd mellem enkelhed og betydningsmæthed. Rummet er omkranset af tråde, som skuespillerne bevæger sig ind og ud af, og som i deres fleksibilitet både kan fungere som grænse, slør og net. Bevægelsen gennem trådene skaber en konstant forskydning mellem synlighed og skjul og kan læses som en materialisering af forestillingens dramaturgi, hvor fortællinger vikles ind i hinanden og aldrig fremstår entydige.
Ensemblet og scenen. Foto: Rumle Skafte
Fortællingen vender hjem
Aarhus Teaters Odysséen formår at gøre en kanoniseret fortælling nærværende uden at forenkle den. Ved at forskyde perspektivet, fragmentere fortællingen og lade adaptation være både form og indhold, skabes en forestilling, der ikke blot genfortæller, men gentænker sit forlæg. Det er ikke Odysseus, der vender hjem. Det er fortællingen, der dygtigt genfortalt af ensemblet der gør det.
ODYSSÉEN spiller på Stiklingen på Aarhus Teater fra d. 18. april – 16. maj 2026
Dramatiker: Roland Schimmelpfennig. Oversættelse: Madame Nielsen
Iscenesættelse: Nicolei Faber.
Scenografi og kostumedesign: Jonas Fly. Lysdesign: Thora Eriksen. Lyddesign: Michael Buchardt-
Medvirkende: Ann Celina Fønsskov, Asta Brüel Kainz, Hampus Egelund Ahlberg, Jamina Chelina Green, Mads-Lucas Aagaard og Sebastian Munck Rasmussen
Sia-My Ratkovic er performancekunstner og kandidatstuderende i Dramaturgi.